Om Beatles’ baggrund
19. marts 2022“Den største indflydelse på John og mig var The Everly Brothers“,
Paul McCartney /The Lyrics s. 443
19. marts 2022 arkiv
Aftenens filmoplevelse: Mr. Jones eller Den sorte jord
19. marts 2022Bedst som man har vænnet sig lidt til pressens nærmest historieløse, nyhedssensationsjagende og langt hen enøjede behandling af krigen i Ukraine, så finder DR-hønen et lille korn, som den lægger ud til seerne. Ganske vist ud på aftenene og – selvfølgelig – på den halvhemmelige DR2, der i mange sammenhænge fungerer som institutionens alibi for en overordnet forfejlet programpolitik.
I går aftes sendte DR2 den semi-biografiske film Mr. Jones, der på dansk har fået titlen Den sorte jord. Filmen, der er lavet af den anerkendte polske instruktør Agnieszka Holland genfortæller historien om den unge, idealistiske og naive walisiske journalistspire Gareth Jones (James Norton), der i 1933 har fået lidt opmærksomhed, fordi det er lykkedes for ham at få et interview med selveste Adolf Hitler.
I filmens start er Gareth Jones tilknyttet den tidligere britiske statsminister Lloyd George, og han forsøger at overtale ham til at få lov til at rejse til Sovjetunionen for at interviewe Stalin. For Gareth er kommet på sporet af en større historie. Nemlig historien om, hvordan Stalin og Co. til trods for global økonomisk afmatning har råd til både at opruste og øge forbruget i samfundet. I stedet får Gareth en fyreseddel, fordi der ikke er råd til at lønne ham længere.
Det slår dog ikke den ambitiøse Gareth ud af kurs, og han rejser for egne penge til Moskva i håb om at få det ønskede interview med statens overhoved. Det lykkes dog ikke. Gareth kommer til Moskva, hvor han oplever, at hans forsøg på at gennemføre sin plan modarbejdes på alle leder og kanter. Kollegaen Paul Kleb (Marcin Czamek), der havde skaffet Gareth adgang til Hitler, bliver dræbt af fire kugler, men når lige, inden hans telefon bliver brutalt afbrudt, at fortælle Gareth, at han var på sporet af en stor historie og i øvrigt nu var persona non grata.
Gareth er landet i et Moskva, hvor den udenlandske presse er isoleret i byen omkring hotel Metropol uden mulighed for at rejse ud i landet. Kleb når også at henvise Gareth til New York Times’ Pulitzerprisvinende journalist Walter Duranty (Peter Sarsgaard), som måske kan hjælpe Gareth med Stalin-interviewet. Men det viser sig, at Duranty i stedet fungerer som pressens overcensor, der ved hjælp af orgiastiske fester (med nøgne prostituerede af begge køn, stoffer i lange baner, dans og musik) holder nysgerrige pressefolk m.fl. aktiveret og væk fra det, der foregår rundt om i landet.
Men det lykkes ikke at forføre Gareth, der er fast besluttet på at finde sandheden om Sovjetunionens økonomiske succes. Og ved hjælp af den unge kvindelige journalist Ada Brooks (Vanessa Kirby), der godt ved, hvad der sker, men ikke tør fortælle åbenlyst om det af frygt for repressalier, og ved at besnakke Kommissæren for Udenlandske Anliggender, Maksim Litvinov (Krzysztof Pieczyéski), lykkes det for Gareth sammen med kommisæren at foretage en rejse til Ukraine, der omtales som Sovjets kornkammer, Stalins “guld”. Kommissæren vil vise Gareth den sovjettiske femårsplans successider, men Gareth er snu nok til at hoppe af toget for med egne øjne at se og opleve, hvad der sker i landet.
Og det gør han i filmens centrale afsnit, hvor han i sne og kulde må erfare at civilbefolkningen sultes ihjel og endda tvinges ud i kannibalisme for at få lidt at spise. Med sit analoge kamera og sin pen og sin spørgelyst får Gareth historien om den af Stalinstyret skabte hungerskatastrofe – holodomor – hvor femårsplanen var slået fejl, kornet blev sendt til Moskva og milloner af ukrainere døde af sult.
Jones overlever, men bliver pågrebet som “spion”. Han ender dog tilbage i England, hvor han må opleve, at ingen tror på hans beretning om holodomoren. Tværtimod udstilles han som en løgner og bedrager. Og det bliver godt hjulpet på vej af Pulitzer-journalisten Duranty, der i New York Times dementerer Jones’ historie og lægger skylden på civilbefolkningen i Ukraine. Jones giver dog ikke op, og hjemvendt til hjemstavnen i Wales kommer han i kontakt med den amerikanske aviskonge William Randolph Hearst, som han får til at trykke sin historie.
Stalin og hans styre glemte ikke deres fjender, og i 1934, dagen før sin 30-års fødselsdag, blev Gareth Jones dræbt på en journalistisk rejse til det indre Mongoli, angiveligt af agenter for det sovjettiske indenrigsministerium.
Filmen udmærker sig ved at fokusere på den inderste kerne af historien om Jones. Således overdramatiseres afsnittet om hungersnøden ikke, men fortælles overbevisende og med ganske enkle midler (fx brugen af en børnesang om de lidelser befolkningen blev påført af Stalin). Og Gareth Jones fremstilles som en ambitiøs unge journalist, der brænder for sit métier, men også som en forfærdelig naiv, lidt stiv englænder, der må erfare, at “sandheden” aldrig er ren, at politik er beskidt,og at det har den højeste pris at holde fast i sine principper.
Og så er hele fortællingen indlejret i en slags rammefortælling. I starten af filmen ser man Eric Blair (aka George Orwell) i 1943 sidde ved skrivemaskinen og skrive på bogen Animal Farm (da. General Napoleon) – en roman, der i allegorisk form omhandler det, der skete under den russiske revolution og stalinisme – og det er ham, der så at sige er fortælleren i filmen. Samtidig med, at han også medvirker til sidst i filmen og kritisk prikker til Jones’ rene idealisme. Man kan godt diskutere om Orwells tilstedeværelse i filmen er et plus eller snarere det modsatte. Det afhænger nok af, hvordan man vil fortolke hans rolle i filmen. Selv mener jeg, at Orwells betydning er, at Gareths eftermæle udstyres med en god portion realisme og pragmatisme, noget idealister altid har godt af.
Og så kan filmen nok ikke ses uden at have den aktuelle krig i tankerne. Filmen fortæller om en relativt ny periode i Ukraines historie, en periode, der – på samme måde som Besættelsen herhjemme – ikke er glemt af ukrainerne og som farver deres opfattelse af Rusland. Men også en fortælling om et Ukraine, der ikke har været en autonom nationalstat i århundreder og først inden for de seneste årtier er begyndt at ligne de borgerligt liberale demokratier, der befinder sig vest for Ukraine.
Men man behøver ikke at tænke på krigen. Filmen er først og fremmest en rigtig god historie om en idealistisk og modig ung mand, der tror på sin sag og før noget andet ønsker at blive en god journalist. En historie om nødvendig idealisme i en tid – vores – hvor skjulte dagsordner og politisk pragmatisme har overtaget.
