Ukraine – nogle indledende overvejelser fra en gammel mand
3. marts 2022Selv om jeg solidariserer mig med det ukrainske folk og er indædt modstander af Ruslands invasion af Ukraine, så er jeg langtfra færdig med at danne mig en mening og det, der kaldes krigen i Ukraine. Af mange årsager.
For det første – for nu at trække en af mine efterhånden ganske skamridte emner frem igen – så hænger pressens – nærmere bestemt DRs og TV2s dækning af krigen mig langt ud af halsen. En ting er, at de to førende tv-kanaler med største forudsigelighed rydder sendefladerne for at tematisere krigen nærmest i døgndrift. Er det nødvendigt!? Burde vi ikke have lært af tidligere krige, at det første offer i en krig er sandheden, og at det derfor er påkrævet, at kritisk journalistik og kølig eftertanke bør være fremtrædende?! Og hvad får vi nu i stedet!? En tungt kværnende nyhedsmaskine, der råt æder enhver nok så lille “nyhed” og spytter den ud i hovedet på de intetanende seere i et væk. Fx brugte man mange minutter og gentagelser på at fortælle historien – på begge kanaler – om, at der var udsolgt af ukrainske flag i danske butikker, fordi danskere købte flag i solidaritet med ukrainerne. Jovist er solidaritet vigtig, men at massere denne ubetydelige nyhed igen og igen er ikke udtryk for velafbalanceret, kritisk nyhedsformidling. Især ikke, fordi mange af de informationer, vi får om situationen i konfliktområderne er behæftet med tvivl, hvilket dog skinner igennem hos de udsendte. Sandheden er som sagt et offer i krigen, det første.
Det er som om mængden af information og gentagelsen af informationerne er en erstatning for den kølige, velovervejede, kritiske journalistik, der mest af alt er brug for. Jo mere vi sender, desto længere tid vi sender, desto bedre, synes devisen at være. Hvor alt tyder på at mindre er mere. Og i øvrigt, så er det kendetegnende for pressens rolle, at man medens krigen overtager sendetiden, nærmest glemmer alle de andre alvorlige problemer, vi har at slås med. For nylig blev regeringen klandret for ikke at handle i forhold til klimakrisen. Og hvad med coronapandemien? Jo, det går da nogenlunde herhjemme, men uden for landets grænser hærger den stadigvæk. Osv.
Så er der spørgsmålet om sanktioner. Det kom i går frem, at præsident Biden tøvede med at tage de allertungeste sanktioner (lukning af gas og olie-forsyningerne fra Rusland til Vesten) i brug, fordi det ville ramme den amerikanske befolkning hårdt. Så kan jeg ikke lade være med at tænke, at politiske sanktioner altid har det med at ramme befolkningerne hårdest. Det har vi set i fx Iran og på Cuba. Selv om man højtideligt taler om at ramme Putin, oligarkerne og hans politiske inderkreds, så er det sikkert og vist, at økonomiske og politiske sanktioner i hvert fald vil ramme den i forvejen trængte russiske befolkning. Og er det egentlig det, vi ønsker?!
Det rejser igen et andet, kompliceret spørgsmål. Nemlig om den traditionelle vej til løsning af en alvorlig væbnet konflikt som krigen i Ukraine er den rette vej!? Tror vi vitterligt på, at de anvendte sanktioner og den flammende politiske retorik får magthaverne i Rusland til at lægge våbnene og opgive deres invasion? Eller er tiden mon inde til at tænke i nye baner – fx diplomatiske (med inddragelse af FN, Kina og EU) – selv om det vil koste store politiske indrømmelser på begge sider?
Jeg ved det som sagt ikke, men er bekymret for mine børn og børnebørns nærmeste fremtid.
