Krigen i Ukraine fortsætter, og nærmer sig en måned. Og Putins styre skulle aldrig have begyndt denne såkaldte militære operation. Og må derfor betale prisen for at have gjort det. Før eller siden.
Pressen buldrer derudaf, og efterlader os almindelige borgere mere forvirret end oplyste. Alt for mange oplysninger lever ikke op til elementære journalistiske principper om verifikation og belysning fra mindst to sider. Igen og igen løber pressen med halve vinde.
Blandt den mange spørgsmål man som almindelige borger kan stille er fx: Hvis man skal sanktionere det russiske styre, hvordan skal man så gribe det an? Det er i orden at gå efter magthaverne i Rusland, dvs. Putin selv og hans nærmeste, herunder oligarkiet i Rusland. Når man ikke vil gribe til våben, sådan som tilfældet er i Vesten, så er sanktioner en vej at gribe til. Og måske kan man håbe på, at nogle af sanktionerne vil gøre det svært for styret at styre landet – og måske endda medføre styrets fald.
Men er det i orden at gribe til sanktioner, der – sådan som det ofte er tilfældet med sanktioner, jf. fx Cuba eller Iran – rammer civilbefolkningen. Hvilket nytte har det at forhindre i forvejen trængte russiske borgere i at få de nødvendigheder, der skal til for at få hverdagen til at køre? Skal danske havnearbejdere fx nægte at losse og laste ethvert russisk skib, der anløber dansk havn?! Det kan godt være, at det er udtryk for solidaritet med Ukraine, men hvad med solidariteten med den almindelige russer, hvoraf flere jo også er imod krigen?!
Det er selvfølgelig regeringen og folketinget, der sammen med vores såkaldte allierede, skal afgøre om der skal sanktioneres og i givet fald hvilke sanktioner, der skal gennemføres. Det skal ikke lægges ud til borgerne eller erhvervslivet. Det er et politisk ansvar. Lige som det er et politisk ansvar, hvis sanktionerne får en uheldig effekt over for uskyldige mennesker.
Dette problem peger på et andet, der blev tydeliggjort igår med historien om en russisk journalist, der for åben skærm protesterede mod krigen. Nemlig, at der også er en modstand mod krigen i Rusland i civilbefolkningen. Hvordan skal vi forholde os til denne kendsgerning!? I hvert fald kan vi ikke skære alle russere over en kam. Der er russere, der ønsker fred og også Putinsstyrets afgang. Og vores behandling af dem er vigtig for vores forhold til Rusland i fremtiden. Så – igen – det nytter ikke at male et billede af krigen i sort og hvidt. De gode mod de onde. Det er mere kompliceret som så, og det kræver flere nuancer i nyhedsformidlingen og ikke mindst i den førte politik.
Og med denne kommentar vil jeg lade emnet “Ukraine” hvile, da jeg føler mig mere frustreret over pressens og politikernes håndtering af krigen end godt er.
