Ja, i dag fylder digteren Peter Laugesen 80, og det skulle ikke undre mig det mindste, hvis han brugte noget af dagen på at skrive mere poesi. For sådan er det med Laugensen, han er en skrivemaskine… Og han er bl.a. aktuel med bogen Traballante e postverbale, som man kan erhverve sig hos det lille forlag Herman & Frudit, der er hjemmehørende her i den jyske hovedstad.
I mit fortsatte forsøg på at minimere tv-kiggeriet og – ja – på flugt fra netop de to danske hovedkanalers tæppebombardement af mere eller mindre relevante informationer om Ruslands “militære operation” i Ukraine, så endte jeg med at se Gavin Woods Official Secrets fra 2019.
Om det er en ren tilfældighed, at netop denne film vises (på DR2) i disse krigsdage, vides ikke. Men det er oplagt at se den i sammenhæng med den massive informationsstrøm, vi udsættes for i forbindelse med de russiske militære handlinger. For filmen bygger på historien om den britiske whistleblower Katarine Gun, der gjorde sig skyldig i at lække et notat, der afslørede britiske og amerikanske efterretningsfolks bestræbelse på at tilsvine visse diplomater i FNs Sikkerhedsråd med henblik på at fremme en resolution i Sikkerhedsrådet for en amerikansk ledet Invasion af Irak. Gun kunne ikke forsvare over for sig selv og den britiske befolkning, at Storbritannien skulle blive involveret i en krig på falske forudsætninger, og derfor lækker hun notatet til en ven i anti-krigsbevægelsen, der sender den videre til en anti-krigsakivist, Yvonne Ridley, der så lader notatet glide videre til journalisten Martin Bright fra The Observer. Og derefter ruller lavinen, der ender med at Gun – spillet af Keira Knightley – stille for retten anklaget for at bryde den særlov – the Official Secrets Act – der skal forhindre netop den slags oplysninger i at komme frem i offentligheden.
Historien fortælles ganske ligefremt og uden de store dramatiske greb. Og historien er også i sig selv spændende nok til at man kan undgå dramaturgiske fif for at skabe spænding. Den opstår alene ved beskrivelsen af myndighedernes forsøg på at spænde ben for Guns handling, af pressens kamp for at få underbygget indholdet af lækket og af den kritiske Liberty-advokat Ben Emmersons indædte forsøg på at forsvare Guns handling.
Filmen kan – på linje med fx Green Zone – ses som et indlæg i den kunstneriske debat af Irak-krigens manglende legitimitet. Eller sagt på en anden måde: Som endnu en kritisk kommentar til den kendsgerning, at invasionen i Irak byggede på en løgn, nemlig løgnen om, at Sadam Hussein havde masseudryddelsesvåben og ville være i stand til at bruge dem mod lande i Vesten.
Filmen ender med, at Gun slipper for tiltale. Ikke, fordi hun ikke har forbrudt sig mod The Official Secrets Act, men fordi anklagerne (og myndighederne bag) frygtede at en domfældelse ville kunne føre til alvorlige anklager om krigsforbrydelser, der er baseret på falske forudsætninger. Hellere leve med en løgnagtig krig end at skulle konfronteres med de krænkelser af menneskerettigheder og internationale krigskonventioner, der blev konsekvensen af løgnen.
Filmen er ikke et funklende mesterværk, men en ganske traditionel fortalt film, der lever højt på skuespilpræstationerne fra en lang række kendt britiske skuespillere, fx Ralph Fiennes i rollen som Ben Emmerson.
Og så kan man ikke andet end få den tanke, at vi netop i disse dage udsættes for en massiv informationsstrøm om den russiske militære operation i Ukraine. En informationsstrøm, der også er påvirket og til dels styret af amerikanerne. Og ved vi, når det kommer til stykket, hvad der er op og ned på mange af de oplysninger, vi får? Er de vestlige efterretninger mere troværdige, end dem, der kommer fra Putins styre?! I hvert fald er filmen en påmindelse om, at vi ikke bare kan æde det råt, som kommer ud gennem pressen.
