april 2022 arkiv

April Stevens – 93

30. april 2022

Hvis man lyttede til Jørgen Mylius i gamle dage, så vil man sikkert kende April Stevens’ kontroversielle hit fra 1959 “Teach me Tiger“, som Mylius ofte spillede. En fræk sang, der prikkede til den dengang noget bornerte seksualmoral i efterkrigstidens USA. Følgelig blev sangen boycottet af flere radiostationer derovre, hvilket blot befordrede dens popularitet hos ungdommen.

Ellers var Caroline Vincinette LoTempio, som hun egentlig hed, mest kendt dengang for sit samarbejde med broderen Nino Tempo, som hun havde en del succesfulde indspilnnger med, ikke mindst hittet “Deep purple” fra 1963. Og det havde et succesfuldt samarbejde helt frem til midten af halvfjerdserne.

I dag fylder April Stevens hele 93 år.

 

Historien om A-ha og noget om hits i Sverige

29. april 2022

Sverige havde ABBA, der indtog verden. Og Norge havde A-ha, der gjorde det samme. Og hvis man ikke er indstillet på at se dansk tv, så kunne man jo klikke over på norske NRK 1, der fredag kl. 21.15 sender dokumentaren A-ha: Historien om en norsk pop-succes

Og onsdag d. 4. maj begynder svenske STV1 en serie på fire afsnit med titlen Hittets historie.

A-ha “Take on me”

 

Velvet Underground – Lost Live Tapes 1969

29. april 2022

Lost Live Tapes 1969

McCartney på koncertbanen

29. april 2022

Imponrerende. At den snart firsårige Paul McCartney disker op med en sætliste til sin koncert på Spokane Arena. Spokane, Washington på hele 36 sange – se listen her. Så kan vi bare håbe, at han holder det niveau ved de næste mange koncerter på sin turné. 36 sange fra Beatles-, Wings- og solotiden. Flot.

Spokane

Dybt nede i 1970’erne

28. april 2022

Den engelske musikskribent David Hepworth, der blandt andet er blevet kendt for sin yderst læseværdige bog 1971 –Never a Dull Moment, hvor han modigt og meget inspirerende forholder sig til det vitale år i halvfjerdsernes start, er af pladeselskabet Demon Records blevet bedt om at redigere en udgivelse med undervurderede ( i følge Hepworth ) musiknumre fra halvfjerdserne. Og det er der kommet dels en fire-CD-udgivelse og en tilsvarende 2 LP stor udgivelse ud af. Titlen er: Deep 70s: Underrated Cuts from at misunderstood decade. Måske siger det noget om min musiksmag, at jeg kender det meste af den musik, han har valgt. Men der er alligevel nogle numre, der er gledet ud af min erindring. Numre med fx The Sandford Townshend Band, Andy Pratt, Hirth Martinez eller Danny O’Keefe. Du kan få et indtryk af udgivelserne på plademærkets hjemmeside – her.

Montrose – Rock Candy

Klaus Schulze er død – 74 år

28. april 2022

I den elektroniske musik taler man om Berliner Skolen. En af grundlæggerne var Klaus Schulze, der netop er død efter lang tids sygdom, 74 år gammel. Som flere andre i sin generation skulle han via universitetet, før han fandt ud af, at musikken skulle være hans vej i livet. Som trommeslager og perkussionist begyndte han i Tangerine Dream, men fandt så ud af, at det var den elektroniske musik, der tiltrak ham mest. Og det førte ham i favnen på Ash Ra Temple, og derefter – i 1972 – ind på en lang solokarriere.

Schulze var enormt produktiv og lavede mere end tres (!) soloudgivelser – og inspirerede mange elektronisk stilretninger med sin svævende stilart, fra ambient til techno. Medens han dyrkedes meget i udlandet – blandt andet af David Bowie og Brian Eno – var interessen for ham i hjemlandet mere behersket.

Mirage (1977)

Jørgen de Mylius – og musikken

27. april 2022

Hædres skal den, der fortjener det. Og Jørgen de Mylius fortjener hæder for sin rolle som dampradioens popagent – dengang, hvor popmusik var noget, der ikke blev betragtet som fint nok til datidens radiofoni. Men Mylius slap igennem til radiofonien og fik lov til at spille sin generations popmusik i programmer som “Efter skoletid“, “Top 20” m. fl. Senere kom tv også til, men da levede allerede på renomméet.

Jeg var også rigtig glad for Mylius dengang, jeg var dreng. Begejstringen kølnedes dog lidt, da han fik svært ved at goutere den moderne rock, der kom frem fra slutningen af tresserne og i halvfjerdserne. Den progressive rock og især den politiske farvede rock. Det var ikke hans kop te. Men heldigvis var der andre, der tog sig af den side af musikken.

Disse ord som indledning til oplysningen om, at journalisten Dan Rachlin har lavet en fem afsnit stor podcast (i serien Store Danskere) med titlen Mylle, manden og musikken, hvor man kan høre ham fortælle om sit 76 år lange liv.

Sting – om at være med i et band…

27. april 2022

“Jeg tror ikke, at nogen voksen mand kan være i et band. Et band er en teenager-bande. Og hvem på næsten 70 vil være med i en teenager-bande?” [Sting til magasinet Mojo, min fordanskning]

Hvad mon Mick Jagger, Keith Richard, Pete Townshend m.fl. vil mene om den sag?

The Police – live i 1979

Duane Eddy – 84

27. april 2022

Mim første guitarhelt på plade var Duane Eddy (hvis vi tillader os at se bort fra Elvis’ guitarist og dem i Beatles…). Twang-guitaristen, der skabte en særlig twang-guitarlyd, der stadigvæk er efterspurgt blandt guitarister. I dag fylder manden 84 år. Hans storhedstid var halvtredserne og tresserne, men han har været aktiv lige siden. Så sent som i 2018 var han på en lille 80-års-turné til England.

Rebel Rouser

Tilbagespoling

Ny analog lyd – med Bob Dylan

27. april 2022

Den kendte producer m.m. T Bone Burnett har igennem lang tid arbejdet på at skabe en ny analog lyd til optagelse af musik og lyd i det hele taget. CD’ens fremkomst betød bl.a. at noget af lydbilledet forsvandt i digitaliseringens hellige navn og vinylpladens genkomst har blandt andet noget at gøre med, at vinylen var den gamle, analoge lyds hjemsted. Og – så har der blandt musikere og folk med interesse for lyd været en forståelse af, at den analoge lyd kunne noget særligt. Der har været en hel niche af analoglydsdyrkere, der har dyrkert analoge instrumenter, analog optagelse og ditto indspilning.

Men nu er Burnett så klar til at introducere sin nye, forbedrede analoge lyd – på et medie, der endnu ikke er skabt en standardafspiller til. Men det skal jo nok komme. Og den første, der får æren af at indspille på den nye lyd er ingen ringere end Bob Dylan, der vil genindspille nogle af sine gamle sange, måske også nogle nye.

Du kan læse mere om det nye, spændende projekt her. 

Charles Mingus – Oh Yeah

26. april 2022

Hvor henter man sine musikalske inspirationer, når nu pressen ikke længere har pladeanbefalinger på prioritetslisten!? Ja, så er der jo internettet. Og fred med det – der er mange muligheder. Og jeg har erfaret, at noget, der kan inspirere mig, er andre menneskers musikoplevelse. Man kan nogle gange bare mærke, at de taler om musik, der kan noget.

Senest kom inspirationen fra en af mine nu afdøde venner. I en email fortale min ven om en plade, han havde købt i sin yndlingsgenbrugsbutik: Charles Mingus’ Oh Yeah. Mingus kendte jeg især fra hans samarbejde med Joni Mithell på pladen Mingus. Men sorgen over min vens død og tanken om, at denne plade bevægede ham i hans sidste tid, fik mig til at købe den. Sådan kan det gå.

 

Den ukrainske krise – udlagt

26. april 2022

Min yndlingsfilosof pt., den slovenske Slavoj Zizek, benytter lejligheden – et møde i det slovenske venstreorienterede parti Levica – til at forklare den ukrainske krise. Det er mere end tankevækkende. Zizek taler slovensk, men der er en engelsk undertekst – og man skal altså kunne læse og forstå engelsk for at få noget ud af det. Men det er det værd. Man bliver klogere på Putin, Rusland, Ukraine, Europa, USA og den globale liberale kapitalisme. God fornøjelse og oplysning.

50: Dr. John – Gumbo

26. april 2022

Dr. Johns karrieredefinerende album Gumbo udkom for halvtreds år siden. Og den fortjener et genhør.

Tv-krimi: Chelsea Detective

26. april 2022

Og sørme om ikke DR også diskede op med en ny krimiserie i går. Noget, man som krimifan har ventet længe på, især hvis man har været igennem stakken af genudsendelser. Og den nye serie Chelsea Detective tegner til at leve op til de bedste serier fra Storbritannien.

Helt efter bogen følger man en kriminalkommisær, Max Arnold – en separeret midaldrende mand, der lever på en husbåd – og hans nærmeste medarbejder, den nybagte moder Priya, der skal opklare et drab på en enlig, ældre mand, der bliver skubbet ud foran et tog.

Plottet er lige så indviklet som man kan forvente sig af en god krimi. Skuespillet er pletfrit i alle roller og så har serien et særligt anstrøg af underdrevet humor, der får den til at adskille sig lidt fra andre serier i genren. Og det hjælpes på vej af  Max Arnold, der er ordblind, visuelt tænkende og for nylig blevet faderløs, og Priya, der har mere end svært ved at få sit liv som nybagt moder til at fungere. Man aner, at deres personlige forhold vil blive et tilbagevendende, stærkt underholdende element i de kommende afsnit.

Det første afsnit – der også kan ses på DRs hjemmeside – giver appetit på mere, så der er al mulig grund til at følge med de kommende tirsdag på DR1. Hermed anbefalet alle krimifans.

Knud bliver blind – en dokumentar

26. april 2022

Blind høne finder også et kort, og DR sender også nu og da interessante programmer, der ikke bare vil underholde, men også gå lidt dybere i tingene. Det skete således i går, hvor dokumentaren “Knud bliver blind” blev sendt. En dokumentar om forfatteren Knud Romer, der i en sen alder er blevet ramt af lidelsen grøn stær, der gør den lidende blind til sidst.

Filmen følger Knud Romer fra et tidspunkt, hvor sygdommen har fået reduceret hans syn ganske betragteligt. Og oven i købet er Romer også blevet ramt på noget andet i sit liv. Hans kone har forladt ham og krævet skilsmisse. Og begge dele slår benene væk under Romer. Han er eksistentielt udfordret og føler, at livet er ødelagt og måske slut. Men noget i ham driver ham videre. Han vil overleve, leve og gøre det, han opfatter som sit arbejde: skrive. Og ved hjælp af forstående mennesker – en fra blindesamfundet, en psykiater, en ny kæreste m.m.  – får Romer langsomt gang i sit liv igen. Blandt andet ved at optræde som blind mand i klædt sort bowler, sorte briller, blindearmbånd og Armani habit optræder med en slags stand-up-show, hvor han fortæller om sin situation. Han hader det egentlig, men han gør det for at få penge på bordet.

Knud Romer, som jeg ikke har læst noget af (jo, nogle uddrag…), er en interessant person, fordi han er mærkbart ekcentrisk. Selvoptaget og uden selverkendelse (som psykiateren pointerer). Med andre ord: lidt en særling af den slags, der desværre ikke findes så mange af mere i disse ensrettede politisk korrekte tider.

Og dokumentaren fortæller om Romer med håndbåret kamera og i en slentrende, lidt tilfældig stil, der passer rigtig godt til den excentriske forfatter. En både underholdende og ikke mindst lærerig dokumentar, som man kan se på DRs hjemmeside.