Nej, jeg har aldrig hørt om Banbarra og heller ikke fundet ud af, hvem der gemmer sig bag navnet (sikkert en bunke gode studiemusikere). Men, men, deres singleudspil “Scackup” fra 1975 er – som der står på youtube – rå funk. Også i den grad. Og den sender en tilbage til dengang Earth, Wind and Fire m.fl. for alvor huserede på hitlister og danskegulve.
I går faldt jeg et stort nostalgihul og lyttede til gamle hits fra de tidlige præ-Beatles-år. Og den første skæring på cd-opsamlingen var den kun 14-årige Eddie Hodges og hans “I’m gonna knock on your door“, der nåede en 12. plads på den amerikanske singlehitliste i 1961. Og så kom nørden op i mig. For hvem spiller bag den unge mand? Især – hvem spiller klaver/piano (1.10 og frem på skæringen)? Det førte selvfølgelig til research på internettet og boghylden, men det kom der ikke noget af. Kun en oplysning om, hvem der var arrangør.
Mit gæt er, at Hodges blev bakket op af Nashvilles berømte A-Team (en af pendanterne til de ligeledes berømt Wrecking Crew), og at det derfor må være selveste Floyd Cramer, der spiller det potente, fremaddrivende klaver. Den fræsende stil minder i hvert fald meget om Floyd Cramer (som vi bl.a. kender fra kendingsmelodiet til tressernes Jørgen de Mylius-popprogram Efter Skoletid: Hey good looking).
Jovist, jeg kigger da også ind i samtiden for at finde guldklumper. Og hele tre af den slags finder man i indie-rock-bandet boygenius (skal skrives med småt), der tæller d’damer Julien Baker, Phoebe Bridgers og Lucy Dacus. Alle tre gode sangskrivere, der hver især har udgivet flere soloalbums. Og alle et bevis på, at god sangskrivning i traditionen fra 1970’erne og før, stadigvæk er relevant og salgbar.
Ja, som læseren nok allerede har bemærket, så kigger jeg ikke så meget fremad for tiden, men snarere bagud. For at finde noget af det, der forblev under radaren dengang jeg var ung. Det gælder for eksempel for bandet Raging Slab fra New York. Dannet i 1983 af guitaristerne Greg Strzempka og Elyse Steinman. Og stadigvæk aktivt.
Raging Slab spiller ( i hvert fald i begyndelsen af deres løbebane) en slags sydstatsrock, der er tilført potensmidler i form af heavy rock, punk og new wave. Hvorfor bandet aldrig for alvor er brændt igennem, skyldes måske, at de første plader kom på små forlag og fordi bandet var igennem adskillige udskiftninger. Måske også, at de ikke blev markedsført rigtigt. Først i 1989 fik de en pladekontrakt med RCA på flere albums. Og her kom deres tredje, eponyme og bedst kendte album.
På coveret til deres eponyme album ligner de nogle, der er overleveret fra halvfjerdserne vestkysttid, men musikken fejler ikke noget, hvis man ellers er til energisk, tung sydstatsrock. Lyt med her.
Selv om tresserne (og halvfjerdserne for den sags skyld) er historie og fortærskede årtier sådan musikalsk set, så er det stadigvæk muligt at finde noget, man ikke tidligere har hørt eller er stødt på. Som for eksempel det for mig indtil for nylig ganske ubekendte psykedeliske pop-navn Pattern People. På tuben finder man to sange fra en single, bandet udgav i 1968 på plademærket MGM, ” Love Is A Lover Loving To Be Loved” og “Take a walk in the sun“. Rigtige flower-power-titler med hitpotentiale, der aldrig rigtig blev indløst.
Og i kommentarfelterne er der ikke megen oplysning at hente om gruppen. Men ihærdig søgen på nettet fik løst lidt op for gruppens histore. Der hersker lidt mystik om gruppens dannelse og hvornår det skete, men den gik allerede i opløsning i 1969, og to af medlemmerne Norman og Val Smeedles tog til Liverpool, hvor de indspillede en lille snes sange i et lille studie. Efterfølgende kørte de til London i en lille Fiat 500 og forsøgte at prakke forskellige pladeselskaber sangene på uden det store held. Så de vendte tilbage til Liverpool, hvor de lavede en engelsk udgave af Mamas & Papas og optrådte med egne sange og sange af Mamas & Papas og Joni Mitchell.
Og så begyndte pladeselskaberne at reagere. Val og Norman fik en kontrakt med Feldmans (dengang Bob Dylans udgiver) og den første single “Riding a Carousel” udkom på Philips plademærket. De lokale radioer spillede sangen flittigt, men ikke nok til at trække den op på hitlisten, og Petticoat & Val optrådte både på radio- og tv-programmer. Blandt andet på det populære Benny Hill Show., hvor de også deltog i Benny Hills sketches.
Deres optrædener satte dem i forbindelse med Paul McCartneys broder Mike og hans dengang populære gruppe Scaffold og sammen tog de to grupper rundt i landet og optrådte med Petticoat and Val som opvarmningnavn.
Via Scaffold kom de i kontakt med stykkeskriveren John McGrath og det førte til medvirken i to musicals “Soft or a girl” og “The fish in the sea”, der havde pæn succes i hjemlandet.
I 1974 var Petticoat and Val fortid og de to dannede et nyt band Champagne. I 2019 fejrede medlemmerne af Petticoat and Val 50-året for gruppens dannelse.
Petticoat and Val har også deres egen hjemmeside med biografi og lyd og billeder fra deres karriere.
Hvorfor Pattern People og Petticoat and Val ikke blev et større navn kan man jo godt undre sig lidt over. Måske er det igen tilfældighedernes spil, der har givet udslaget…
Man skal nok have en del år på bagen før en klokke vil ringe ved navnet Jim Seals. Men Seals and Croft var i de tidliger 1970’ere repræsentanter for det, man kaldte den bløde rock. Og de fik et pænt stort hit med sangen “Summer Breeze”, der var som skabt til datidens FM-radio-stationer, hvor den kørte i tide og utide.
Texanske Jim Seals startede den musikalske karriere tilbage i 1950’erne i diverse lokale bands og spillede i en periode trommer i selveste Eddie Cochrans backingband. Og hans skrev sange, bl. a. til Brenda Lee. I 1963 kom han med i et band, der bl.a. bestod af Darrel “Dash” Croft og Glen Campbell. Det blev ikke den store succes, men dannede grobund for duosamarbejdet mellem Croft and Seals, der blev en realitet i 1969 og har holdt helt frem til starten af det nye årtusinde med flere gendannelser undervejs. I 2017 fik Seals et hjertetilfælde, der satte stopper for karrieren, og nu er han altså død. Der er ikke angivet nogen årsag.
Ja, den engelske sanglærke Amy Winehouse, der led en grum skæbne i en alt for ung alder, er ikke glemt. Og lige nu er hun vendt tilbage – omend kun på plade – med udgivelsen Live at Glastonbury 2007.
Arbirk debuterede i 2017 med Disguises, hvor Arbirk – med Rasmus Arbirk Larsen som sangskrivende centrum – tog pulsen på vor tids melankolske tidsånd med en karakteristisk lo-fi-indiepoprock. Og nu er Arbirk – denne gang i form af en trio (Daniel Buchwald, Rasmus & Henrik Arbirk Larsen) – tilbage med et nyt udspil, der stadigvæk sætter termometeret ned i tidsåndens alvorstunge emner og temaer.
Men som tilfældet var på Arbirks slidstærke debutalbum, så er musikken på Hide in Plain Sight af en karakter, der er antipodisk i forhold til tekstuniversets depressivitet og halvmørke. Musikken er supplementær og løfter det samlede resultat op til en letfordøjelig omgang alternativ indiepoprock. Og det i en grad, så man let undervejs i lytningen glemmer, at livet er fuld af skyggesider og svært håndterbare vilkår. Arbirk udvider denne gang det musikalske udtryk. Her er ikke længere tale om lo-fi-minimalisme, men om et bredt lydbillede, hvor rockens elementærinstrumentering – guitar, tangenter, bas og trommer – suppleres med eksotiske og klassiske instrumenter som kalimba, tibetansk syngeskål, flygelhorn og saxofon.
Den musikalske udvikling og udvidelse af udtrykket er et ekstra plus for Arbirk, der med den nye plade viser, at de har fat i den lange ende og at der må være meget mere i vente fra deres side. Så man kan kun sige: Kom bare igen Arbirk; I har bevist jeres berettigelse på den danske rockscene og de danske spillelister. Hermed varmt anbefalet.
Arbirk. Hide in Plain Sight. Produktion: Daniel Buchwald, Simon Ask Ladekarl. Celebration Records. Er udkommet på diverse medier.
For snart længe siden anbefalede jeg Mathias Heise Quadrilions album Sudden Accent og Decadence. Og nu sidder jeg så her med det nyeste udspil fra Heise og Co. og den hedder såmæn bare Quadrillion. Og måske giver det god mening. Quadriilion har slået sit navn fast, har fået anerkendelse og masser af erfaring fra scenerne rundt omkring.
Og det er netop erfaringerne fra jazz-scenerne der denne gang er udgangspunktet for konstellationen. Materialet på pladen er gennemprøvet ude i koncertvirkeligheden og ikke som tidligere produkt af arbejdet i studiet.
Og det forklarer måske – hvis ikke det er mine gamle ører, der spiller mig et pus – at pladen besidder en særlig lethed og umiddelbarhed. Den der kommer af at have spillet numrene helt ind på rygradden..
Ellers – er det som på de foregående plader. Heldigvis. En skønsom blanding af jazz, rock og funk med accent på jazz og et diskret ekko af den jazz-rock-fusion, der for alvor kom frem i 1970’erne og siden har fået mange følgere. Et navn som Weather Report presser sig ubesværet på i tankeassociationerne.
Mathias Heises kromatiske mundharpe spiller selvfølgelig en central rolle og det både, når rockens kant melder sig og ikke mindst, når besnærende melodier og harmonier trænger igennem højtalerne. Men også de andre musikere får god plads til at vise deres talent frem – Mæads Christiansens guitar, Davind Vangs bas og Aksels Stadel Borums trommer. Og deres roller accentueres af Quadrilions arrangementer og produktion, der står forbilledlig klar.
ET enkelt nummer skiller sig lidt ud. Det næstsidste på pladen, “Hopeful Monsters”, hvor Quadrilion får selskab og støtte af Adners Malta (trompet), Jonas due (trompet/flugelhorn), Oilly Wallace (altsax), Frederick Menises (tenorsax) og Youhan Ramon (slagtøj). Her komer et bigbandudtryk, der i den grad sender tankerne hen mod Weather Report og lignende forængere ud i fusions- jazz-rocken.
Hvis man holder af Quadriilions første to plader – og det gør jeg i den grad – så er der absolut ingen grund til ikke også at indlemme denne nye plade i samlingen Hermed varmt anbefalet.
Mathis Heise Quadrillion. Quadrillion. Produktion: Quadrillion. Giant Shee Music. Er udkommet.
Som læseren vil vide har jeg efterlyst analyser af Ukraines forhold – historisk, politisk, økonomisk osv. Og via en bekendt faldt jeg over en i så henseende meget oplysende artikel af Karen Helveg Petersen med titlen Ukraines komplicerede fortid, nutid og fremtid. Og den giver svar på mange af de spørgsmål, der kunne dukke op i ens hovede i tiden efter Ruslands militære invasion af landet. For eksempel spørgsmålet ‘Hvorfor vi her i Europa og Vesten i det hele taget har behandlet Ukraine så meget mere forskelligt end fx Syrien, der jo også har været offer for Rusland militære aggression?’. Og svaret ligger lige for: Vesten har haft og har en hel anden politisk-økonomisk interesse i Ukraine. Læs og blive lidt klogere på landet i øst.
Jeg interesserer mig meget for det, der skete i England i årene op til The Beatles gennembrud. I de år, hvor skiffle satte dagsordenen og hvor rock and roll var på vej fra USA. Og endnu en vigtig brik i det spil er gruppen Johnny Kidd & the Pirates.
Gruppen blev dannet helt tilbage i 1959 og var aktive i første omgang frem til 1966. De førte sig frem i teatralsk piratudklædning (og Johnny med klap for øjet) og forsøgte sig med en enkel, hård lyd, der var defineret af guitar og trommer. Og så fik de deres helt store nationale hit med “Shakin’ all over“, der siden er blevet en slags rock-and-roll-standard for opkommende pigtråds- og beatgrupper. Sangen var skrevet af Johnny Kidd selv (under hans borgerlige navn Frederick Albert Heath) og den røg ind på den engelske hitlistes førsteplads i 1960. “Shakin’ all over” var et tidligt – måske det første rigtige – eksempel på engelsk rock-and-roll.
Og netop “Shakin’ all over” blev en vigtig sang for de musikinteresserede unge dengang. For eksempel fik den nærmest stildefinerende betydning for et band ved navn The Detours. Detours bestod af Roger Daltrey, Pete(r9 Townshend, John Entwistle og et par stykker mere – og under indflydelse af netop Johnny Kidd og piraternes rock-enkelhed gav The Detours slip på inspirationene fra Cliff & the Shadows, Merseybeaten og anden blød poprock og fik en enkel lyd, der transformerede Detours til – The Who.
The Who – Shakin’ all over – live at Leeds
Jeg gentager gerne mig selv. Og det gælder også, når det gælder nogle af mine favoritplader. Så som duosamarbejdet mellem The Whos Pete Townshend og (Small) Faces’ Ronnie Lane på albummet Rough Mix. Man kan, med et begreb, jeg har fundet hos Klaus Lynggaard og Henrik Quitsch, tale om et One Album Wonder. En parallel til singlerne One Hit Wonder, blot med den forskel at albummene ikke bliver hits, da de udkommer, men snarere kultplader med tiden. Og det kan man godt sige om Rough Mix, der er et dejlig musikalsk sideprojekt for de to herrer.
Der er dog en lille krølle på historien. For faktisk er der – for længe siden – kommet en opfølger til Rough Mix. Godt nok en uofficiel udgivelse (bootleg…) på det obskure mærke Audiofón Music med den sigende titel Unsurpassed Masters / Roughmixes. Den består af alternative versioner og lignende fra de oprindelige sessions og med som gæster er fx Eric Clapton, Charlie Watts og Ian Stewart. Og man kan være heldig at finde den derude på det store net, bl. a. på discogs.com, men man kommer ofte til at betale en betragtelig sum for den. Så det er kun for virkelig yndere af de to herres samarbejde….
Multikunstneren og afdøde Lou Reeds hustru, Laurie Anderson, bliver 75 år i dag. Bragede igennem til det store publikum i 1981 med sangen “Oh Superman” og har siden udfordret mainstream med en række fine albums.
Laurie ved det lille skrivebord
Jeg er lidt usikker på, hvilken måned Demos udgivelse 10, Røde Mors “Ta hvad der er dit” udkom i. Men i hvert fald var det i 1972. Med sange om forbrugerisme, Grindstedværket, arbejdskraftens udbytning og andre politiske emner.
1972 bød også på sære udgivelser. For eksempel Lietenant Pigeons “Mouldy old dough“, der blev den næstmestsolgte single i England for halvtreds år siden. Indspillet af mor Hilda Woodward på honky tonk-piano og sønnike Rob Woodward, skrev sangen sammen med vennen Nigel Fletcher, der også tog sig af sangen (hvis man kan kalde fremførelsen af ordene ‘mouldy old dough’ og ‘dirty old man’ det). Singlen blev et stort hit, men først efter at have været vejen omkring Belgien, hvor den blev brugt i et tv-program og efterfølgende på radioen. Herfra importerede englænderne så sangen og fik den spillet flittigt på BBC. Og vupti blev den et hit.
Men kun nr. 2 på årslisten. For førstepladsen blev indtaget af en anden særpræget indspilning, nemlig Royal Scots Dragoons Guards og deres fortolkning af “Amazing Grace“.
“Mouldy Old Dough” minder i øvrigt en hel del om et andet skørt hit fra 1966, nemlig Napoleon XIVs “They’re coming to take me away”.
