CAPAC

Selv om jeg har reduceret mit tv-forbrug betragteligt, så opfangede jeg dog Caroline Links film Da Hitler stjal den lyserøde kanin, da den rullede over skærmed forleden (og den genudsendes i aften på DR2).

Der er tale om en filmatisering af forfatterinden Judith Kerrs selvbiografiske roman af samme titel. En fortælling om en jødisk familie, der i 1933 tvinges til at gå i landflygtighed, fordi et forestående valg vil gøre nazisterne til de reelle magthavere i Tyskland, og fordi faderes – en berømt teateranmelder, Arthur Kemper – er faldet i unåde hos nazisterne på grund af sine stærkt kritiske artikler om situationen i Tyskland.

Først flygter faderen til Schweiz, men snart derefter må også moderen – en kendt komponist og pianist – og de to børn, hovedpersonen Anna og hendes storebroder Max, hhv. ni og elleve år, også følge med. Og i forbindelsen med flugten er det, at Anna ikke får sin elskede tøjkanin med.

Og de ender i en schweizisk landsby, der er en diametral modsætning til den progressive storby Berlin, som de kom fra. Her hersker gammeldags kønsroller, og den nazistiske trussel er på stor afstand, selv om en nazistisk familie dog opholder sig sammesteds. Men Anna, der er en kvik pige, falder til, får en lokal veninde og bliver drengenes favorit, fordi hun trodser de normer, der er for pigers opførsel (fx slår hun kolbøtter, så man kan se hendes underbukser – og det gør man bare ikke i landsbyen…).

Familiens trængte økonomi gør, at de må flygte videre, som det var almindeligt for flygtningen dengang. Og de finder en  billig lejlighed i Paris med en utålelig concierge og hutler sig i en længere periode igennem. Og Anna og Max bliver sendt i skole, selv om de ikke kan et eneste ord fransk. Men det går dem alligevel godt. Som de børn, de nu engang er, falder de til. Anna vinder oven i købet en stile-konkurrence (selv om stilen er fuld af stavefejl) og får lidt penge, som kan hjælpe den forarmede familie lidt.

Det er de to børn – og især pigen Anna (spillet af Riva Krymalowski ), der gør filmen til en mere end almindeligt seværdig film. Det er igennem hendes blik – og de erfaringer den niårige skaber sig -at vi får en forståelse af de vilkår, en jødisk familie på flugt møder, og et særligt distanceret blik på udviklingen i nazi-Tyskland i årene op til Hitlers magtovertagelse. Og sammen med broderen Max (spillet af Marinus Hohmann) skaber Anna et fint, nuanceret billede af, hvordan hverdags-anti-semitismen fungerede, og hvordan børn formår at komme overens med denne kendsgerning.

Man kan godt mærke, at filmens forlæg er en bog, der tager sigte på børn og unge, men Caroline Link har formået at skabe en film, der både har noget væsentligt at sige om jødeforfølgelserne i trediverne og som demonstrere livskraft, charme og fremtidstro. En film for hele famiien ville anmeldere i gamle dage skrive. og jeg kan kun tilslutte mig den anbefaling. Se med i aften.

Jeg ar flere gange haft fornøjelsen af at anbefale musik o. a. fra Finn Olafsson, der i dag fylder 70 år. Finn vil nok være kendt af de fleste af denne blogs læsere som medstifter og medlem af det legendariske band Ache, men har også en solokarriere og meget andet. Og her fortæller Finn udførligt om sit liv:

FO startede som 10-11 årig med at spille guitar. Er i dag internationalt anerkendt som virtuos elektrisk og akustisk guitarist.

Dannede i 1965 pigtrådsgruppen VOCES med sin bror Torsten Olafsson,og et par år senere bluesbandet McKenzie Set. Sammen medTorsten Olafsson, Glenn FischerogPeter Mellindannede FO derefter, i 1968, den progressive, symfoniske beatgruppe ACHE.

Dermed startede FOs professionelle karriere i musikbranchen for alvor. MedACHEetablerede FO sin karakteristiske elektriske guitarlyd og det var her hans første kompositioner blev til. ACHE’s første LP, “De Homine Urbano”/”Little Things“, med musik til verdens to første beatballetter, og efterfølgeren “Green Man“, med hittet “Shadow of a Gipsy“, er legendariske indenfor genren og er genudgivet i ind- og udland adskillige gange. ACHE‘stredje album, “Pictures From Cyclus Seven”, fra 1976, blev igen aktuelt, da amerikanske Travis Scott i 2012 samplede singlen “Expectation” fra albummet.Turnélivet med ACHEstoppede i 1980, men bandet er genopstået ved flere lejligheder – senest ien ny konstellation i 2022 med tre originale og tre nye medlemmer. FO har været ACHE‘s guitarist igennem alle gruppens leveår og gruppens manager, booker og forretningsfører siden 1975. 

FOs interesse for også at udforske den akustiske guitars muligheder voksede i 1970erne, og sideløbende med indspilninger og koncertoptrædener med ACHE udviklede FO sin særprægede akustiske stålstrengsguitarteknik med brugen af stålfingerplektre. Han begyndte at indspille primært instrumentale guitarplader i eget navn og med hovedsageligt egne guitarkompositioner. Blandt disse albums er “Acoustic Guitar” (1980), som blev et gennembrud for FOs akustiske guitarmusik. Den blev senere fulgt op af “Acoustic Guitar” 2 (2004) og 3 (2018). Albummet “Music From North Sealand”, blev i 2011 udgivet i samarbejde med VisitNordsjælland og FO blev efter denne udgivelse udnævnt som “Goodwill-ambassadør for Kongernes Nordsjælland”. FO har desuden indspillet mange YouTube-guitarvideoer bl.a. “Video of the Month 2014” – 12 videoer, som også er udgivet som CD og DVD.

Men allerede med debut-albummet “Finn Olafsson’s Savannah”(1976) figurerede FOs navn også første gang som pladeproducer – et hverv, som skulle vise sig at blive meget omfattende. Han deltog i 1974/75 i etableringen af ROC studiet på Amager, hvor hans første produktioner blev indspillet. I 1979 flyttede FO de fleste af sine produktioner til det nystartedeSweet Silence Studios, hvor han i en årrække samarbejdede tæt med lydteknikerenFlemming Rasmussen. Fra 1991 er FOs indspilninger primært foregået i Olafssongs Studio. 

Som producer, arrangør, medkomponist og guitarist har FO medvirket på et meget stort antal indspilninger med skandinaviske bands og solister. Listen er  lang, og musikgenrerne spænder meget bredt fra akustisk guitarmusik over japansk zen-buddhistisk shakahachi-musik, folk, viser, singer/songwriting, rock og heavyrock. 

Blandt FOs årelange koncert- og indspilningssamarbejder kan fremhæves samarbejdet med Pia Raug, med guitarist- og komponistmakkeren Anders Roland, Anne Linnet,Helge Damsbo, Kristian Lilholts DK og trioen Tom Frederiksen, Finn Olafsson & Torsten Olafsson. Broderen Torsten har desuden som bassist, tabla- og shakuhachispiller, trommeslager og multiinstrumentalist altid været en tæt samspiller med FO. De to brødre havde 50-års live-jubilæum i 2015.

Øvrige kunstnere FO har produceret eller indspillet med er blandt mange andre og i vilkårlig rækkefølge: Lars Lilholt Band, Erik Grip, Lasse & Mathilde, Anders Roland solo, Helge Damsbo, Tony Vejslev, Effy & Eliten, Hvid Bille, Kasper Søeborg, B. Joe, Harlot, Toys of Joy, Tom Frederiksen, Per Wium og Steen Toft Andersen (begge ex-ACHE), norske Little Eden, Jørn Hoel og Mads Eriksen og den svenske singer/songwriter IdaLO. Sidstnævnte er stadig under indspilning og album-debuterer på Olafssongs i 2023.

Eksempler på radiohits, som FO har sat sit “mærke” på: “Shadow of a Gipsy” (ACHE) – “Hej lille drøm” og “Regnvejrsdag i november” (“Jeg vil male dagen blå”) (Pia Raug) – “Barndommens Gade” og “Forårsdag” (Anne Linnet) – “Velkommen i den grønne lund” (Erik Grip) – “Kald det kærlighed” (Lars Lilholt Band) – “Himlen over dig” (Jytte Pilloni med Anders Roland & Finn Olafsson) – “Snemænd i sol” (Anders Roland & Finn Olafsson).

FO sættes ofte også i forbindelse med netop afdøde guitarbygger Ole Kehlet, som FO har haft et tæt samarbejde med gennem næsten 20 år. De to har sammen udviklet to unikke guitarmodeller, FOs signaturguitar “Kehlet Grand Folk Finn Olafsson Signature” og parlour-guitaren “Kehlet Vienna”, og støttet hinanden i udbredelsen af Kehlet Guitars og af FOs musik. 

Live optræder FO i disse år solo med sin akustiske guitar og med trioen Tom Frederiksen, Finn Olafsson & Torsten Olafsson– og det er ikke usandsynligt, at FO også vil kunne høres medACHE igen.

Musikforlæggeren, pladeudgiveren mv Finn Olafsson

Sideløbende med sit virke som musisk kreativ har FO også varetaget de nødvendige administrative opgaver for udbredelse af musik internationalt: 

Som booker, presseagent, nodeudgiver, pladeudgiver, rettighedsadministrator og musikforlægger.

FO etablerede i 1975ACHE BookingogACHE Songs. I samarbejde med sin brorTorsten Olafsson, startede FO i 1980 Musikforlaget Olafssongs, som han har drevet lige siden. Musikforlaget satte i 1980erne dansk folk, pop og rockmusik på noder i et meget stort antal nodeudgivelser med Torsten som transkriptør og nodesætter. I 1983 etableredes pladelabelenOlafssongsmed Torsten Olafssons shakuhachi-album “Standing Waves” som første udgivelse.

I 1991 etableredes lydstudiet Olafssongs Studio. 

Musikforlaget Olafssongs distribuerede i 1980erne også nodeudgivelser og CD/LPer for en række andre musikforlag og pladeselskaber og forhandlede og promoverede bl.a. Björn Afzelius’ katalog i Danmark. Man indgik i 1990 aftale medWarner/Chappell Music Scandinavia ABom distribution af flere store udenlandske kataloger, og Olafssongs blev dermed landets førende nodedistribution. Denne blev i 1991 opkøbt af Warner/Chappell og omdøbt tilNodeservice og FO blev ansat som adm. direktør i det nystartede Warner/Chappell MusicDenmark A/S, hvortil også Olafssongs’ andre medarbejdere overgik. 

Året efter blev den københavnske nodeforretning Danmusikdesudeninddraget i forlaget. Musikforlaget Olafssongs’ rettigheder lå under administration hos Warner/Chappell, indtil man i 2000, for at spare omkostninger, besluttede at overføre forlagets administration til Stockholm. FO har derefter fortsat sine aktiviteter i Musikforlaget Olafssongs regi.

FO har som musikforlægger bl.a. specialiseret sig i varetagelse af grafiske rettigheder (tryk- og visningsrettigheder) og administrerer sådanne rettigheder for blandt andre Kim Larsen, Gasolin’ & Lars Lilholt. 

FO har gennem årtier desuden arbejdet for musikkens generelle vilkår og har i den forbindelse, siden midten af 1980erne, beklædt et stort antal tillidsposter. Her kan nævnes: Kritisk revisor i både DJBFA, Dansk Musikforlægger Forening (DMFF) og KODA, i en årrække bestyrelsesmedlem (BM) og kasserer i DMFF  og i en senere årrække igen BM i Musikforlæggerforeningen. Han var medlem af Statens Musikråds Repræsentantskab, BM og kasserer i Foreningen Pilot, BM for KODA af KODA/Artlab kurser og medlem for Musikforlæggerne af Vurderingsudvalget i KODA som siden ændrede navn og funktion til Musikfagligt Udvalg – stadig med FO som medlem. FO har desuden været medlem af adskillige bevillingsudvalg i Musikforlæggerne og i KODA. Pt er FO valgt som kritisk revisor i KODA, hermed også medlem af KODAs ankenævn – og medlem af Musikfagligt Referenceudvalg. 

I øvrigt har FO som hobby i mange år dyrket løb, badminton og cykling. Han er også en erfaren tennisspiller, og er i den forb. formand i Græsted Tennisklub.

FO oplevede den store sorg at miste sin 31-årige datter, Maria, i 2013. 

Tak til Finn for materialet og stort til lykke med den runde dag!

Leiber og Stoller skrev denne 12 bar blues, “Hound Dog”. Og Big Mama Thornton indspillede den i efteråret 1952. Og fik sit største singlehit med den og et pladesalg på en halv million stykker. Men i sommeren 1956 indspillede Elvis også sangen – med et helt andet arrangement, en anden tekst og en helt anden musikalsk attitude. Det er faktisk svært at sammenlige de to versioner. Thortons er blues og Elvis rock and roll. Og i øvrigt er der meget der tyder på, at Elvis blev inspireret af Freddie Bell and The Bell Boys’ udgave – og det giver god mening. Elvis så Freddie Bell og Co. i Las Vegas i 1956, inden han selv gjorde sangen til sin.

Så kom eftertanken omsider frem på avisernes forsider. Den gamle – 93 år – estimerede, tyske filosof m.m. Jürgen Habermas slår i Süddeutsche Zeitung til lyd for forhandlinger med Rusland under rubrikken Ein Plädoyer für Verhandlungen. Og Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ) og Information følger op. Sidstnævnte med den lange, men dog sigende rubrik Jürgen Habermas opfordrer til at afsøge den »vanskelige vej tilbage til forhandlinger« (bag betalingmur…). Et tungtvejende argument for Habermas er, at Vesten med sin massive militære støtte til Ukraine påtager sig et medansvar for krigen og den udvikling, den tager i tiden frem. Habermas lægger ikke skjul på, at det er den vanskelige vej at tage at ville bytte blodige kampe med forhandlinger, men at det er det, der er et fredeligt perspektiv i. Og man kan ikke andet end spørge: Hvem i Europa vil overhøre den gamle estimerede repræsentant for eftertanken? Og hvem – blandt de magthavende politikere har mod og (mands-/kvinde-)hjerte til at sige stop for en tankeløse, automatiske våbenlevering og goddag til det seje, diplomatiske træk, det vil være, at få den russiske ledelse til forhandlingsbordet? Man kan kun krydse fingre for, at en behjertet sjæl vil have rygrad nok til at gå imod strømmen – og dermed sikre sig et godt eftermæle i historiebøgerne.

Jeg har aldrig dyrket Motörhead, fordi jeg aldrig har dyrket heavy metal ret meget. Men lige det her nummer kan et eller andet…

Det er litteraturprofessor emeritus Thomas Bredsdorff, der i Politiken er på bølgelængde med, hvad jeg har skrevet i anledning af konflikten i Ukraine under rubrikken “På bare et år er vi blevet frådende militarister“. Og jeg er helt enig med Bredsdorff et langt stykke hen ad vejen. Militariseringen af danskerne bevidsthed har været undervejs længe – længe før Rusland gik ind i Ukraine. “Vi” har været mentalt mobiliserede i årevis. Det eneste, jeg er uenig i, er det “vi”, der henvises til i rubrikken. For det er ikke alle danskere, der har ladet sig indrullere i den aktuelle krigsliderlighed. Jeg har for eksempel ikke og vil aldrig blive en del af det “vi”.

En kollektiv mentalitetsændring har ramt den danske sjæl. Vi er blevet frådende militarister. Endnu fører vi kun krig via stedfortrædere, men ih, hvor vi nyder at sende våben af sted – flere og flere, større og større. Vi er parat til at kæmpe til sidste ukrainer. Forslag om flere penge til kugler og krudt glider lige så let igennem Folketinget som skattelettelser til de rige.

Forsvarsministeren, der til sit kontor kan låne, lige hvad han vil fra statens malerisamlinger, har i stedet for valgt at pryde hele væggen bag sit skrivebord med en kæmpemæssig fotostat af kampvogne. Måske skulle man genindføre den betegnelse, foretagendet havde helt op til 1950, Krigsministeriet…

[Artiklen er bag en såkaldt betalingsmur, men formedelst 1 krone kan man læse med i en uges tid, hvis man da ikke fristes til at købe avisen i den nærmeste kiosk, der har den….

Præcis hvornår den udkom i 1973 har jeg ikke kunnet opspore. Men ikke desto mindre er det en af mine favoritalbum gennem alle årene. Loudon Wainwright III, når han er bedst. Min kritikerdarling Robert Christgau sammenligner Wainwright med selveste Chuck Berry. Og noget er der om det. Det der med at kunne skrive fængende sange med rod i hverdagen – plus en god portion humor. Det sidste var ikke Berrys varemærke, men bestemt Wainwright, der altid har haft et glimt i øjet, et lille smil på læben og en skæv kommentar til dette og hint. Hvad enten det er religiøse ledere..

…eller de oplevelser, der hører med til at stå op om natten for at ryge en cigaret…

Vores allierede i USA har de seneste dage skudt såkaldte flyvende objekter ned fra deres luftrum. Angiveligt en kinesisk vejrballon og et par andre, der måske/måske ikke er vejballoner eller lignende. Argumentet er, at de ulovligt befinder sig i amerikansk luftrum og at kinesernes menes at bruge objekterne til at indsamle andre oplysninger en vejrmæssige, fx militære og lignende. Og nyheden har fyldt rigtig meget i pressen, hvor den er blevet behandlet på grundlag af den præmis, at der lurer endnu en konflikt mellem USA og Kina i disse nedskydninger.

I hvilket omfang, der er hold i amerikanernes påstand om ikke-metereologisk indsamling af information, forbliver spekulation. Og så skal vi lige huske på, at amerikanerne er verdensmestre i netop den disciplin, det er at indsamle information om alt og alle. Tænk blot på vores digitale færden. _Stort set alt, hvad vi foretager os på internettet og mobiltelefonen registreres af amerikanske efterretningstjenester – fx RSA – og – vel at mærke – med vores styres godkendelse. Så strengt taget kan amerikanerne jo ikke fortænke andre stormagter i at gøre noget af det samme. Det var også en af motiverne for amerikanernes og europæernes oprindelige modstand mod de såkaldte G5-netværk, som nu er en integreret del af mobiltelefonien.

Historien leveer også flere eksempler på, at amerikanske overvågnings-objekter er blevet nedskudt eller er styrtet ned uden for amerikanske luftrum – med diplomatisk ballade til følge. Hvis man er gammel nok, kan man måske huske nedskydningen af det amerikanske U-2 spionfly i 1960 over sovjetisk luftrum.

Når pressen kolporterer nyheden om de nedskudte flyvende objekter, som den gør, så er den bare med til at give næring til en ny kold-krigs-situation. Og hvem har interesse i det? I stedet skulle de måske bruge krudtet på at grave dybt i hele spørgsmålet om global overvågning. Hvorfor foregår den? Hvem har interesse i den? Og så videre. Der er nok stof til adskillige Cavling-priser osv.

Så fik jeg omsider set sidste afsnit af Lars von Triers Riget Exodus, der knytter an til den gamle serie om Riget og udgør en slags endeligt punktum på fortællingen om Rigshospitalet – eller snarere: en fantasi om Rigshospitalet. Og hvad skal man så mene om det?!

Jeg vil ikke foretage en regulær filmanalyse (den skal nok komme i tidsskrifter og lignende), men blot konstatere, at vi kommer langt ud i det Trierske univers af overtro og galskab. Historien om søvngængersken Karen, der rejser sig fra sin seng for at sætte gang i Rigets endeligt er en på alle måder kulørt omgang fantasteri, som man som gennem-almindelig filmseer har mere end svær ved at sluge, selv som præmis. Men det må man, og man føres gennem en absurd fortælling om modsætningsforholdet mellem en svensk overlæge og hans danske kolleger, en latterlig udgave af moderne hospitalsledelse og så Karens søgen efter løsningen på Rigets tilstand.

Historien er dybt utroværdig, men også meget, meget kulørt og underholdende. Og man må bare tage hatten af for Lars von Trier, der er en enestående instruktør i dansk film. Ingen kan som han forføre sit publikum på den mest troskyldige og nederdrægtige facon, der drives frem af instruktørens psykiske skrøbelighed, hans parkinson-sygdom og sit store talent for at fortælle i levende billeder. Uanset, hvordan man har det med al det spirituelle gejl, så bør man se den.

I den første måned af bloggens levetid (marts 2006!) skrev jeg følgende:

At have hund strukturerer ens hverdag. Hunden skal luftes, og den er et vanedyr. Min er i hvert fald. Efter morgenmaden er der ingen pardon. Vi skal af sted. På med jakke, hue og sko. På med hundesnor og seletøj. Og så ud og trave af sted.
Jeg har besluttet for mig selv, at min gravhund skal have lov til at bestemme, hvor vi skal gå hen og ad hvilke veje, når jeg lufter ham. I hvert fald som udgangspunkt. Hans liv er i forvejen styret nok af mennesker. Efterhånden har han, for en han er det, fået et “program” af ture, som vi gennemtraver i al slags vejr og året igennem. Kun når det er løbetid, brydes mønstrene. Til sammen dækker programmets ture stort set den “landsby” i byen, hvor vi bor.
Selv om det kan være træls, som man siger her i det jyske, at skulle ud af døren i blæst, sne og regn, så er det også en velsignelse. Man tænker så godt, når man sådan går af sted uden andet mål end at gå den tur med hunden. Sådan er det også med cykling og svømning.
Bevidstheden renses og tankerne får frit løb. Streams of consciousness. Ideer og indfald kommer og forsvinder. Man laver intet andet end at vandre af sted med sin hund. Man “lufter sig selv
og sin hund”, som Steffen Brandt skriver i sin sang om En mand og hans hund, der bl.a. undrer sig over, hvad der foregår inde i den mand, der går med hunden. “Hvem ved f.eks. hvad der rører sig dybt inde af uro og glæde og tid som bare løb ud i sandet?”. Tja..

Og sådan er det stadigvæk, selv om min gamle hund Bruno nu står i en urne på reolen i stuen og er afløst af Ramses, der nu er min bedste ven. Også vi to dyrker denne særlige form for hundeluftnings-zen. Og programmet er udviklet siden dengang. Nu om stunder har vi et særligt ritual i weekenden – vi tager et smut i skoven, hvor vi har vores efterhånden fastlagte rute med masser af muligheder for at SNUSE (for det er det allervigtigste for en hund) og for at måde andre artsfæller, som man kan udveksle nogle almindeligheder med, hvis tiden og omstændighederne tillader det. Men først og fremmest: den formålsløse slentren ad fastlagte stier.

Og i dag var turen med indlagte afstikkere på vejen hjem. Afhentning af pakke hos købmanden, aflevering og afhenting af materiale på biblioteket, tankning af benzin og et lille indkøb. Og så ellers hjem. Hunden er blevet rigtig god til den slags småsidespring. Han lægger sig ned på sit sæde, og ve dem, der nærmer sig bilen og ikke holder passende afstand. Han passer på fars bil. Vuf.

Bliver ved med at vende tilbaget til halvtredsernes og tressernes garagerock og til den unge, sprøde punk fra de tidlige halvfjerdsere. Dengang, hvor den ungdommelige energi fik frit løb og, det ikke var alt afgørende, om man var verdens bedste instrumentalist. Og jeg opdager stadigvæk navne, jeg aldrig har hørt (om). Fx engelske Cock Sparrer, der ikke nåede ind på min radar dengang (og blot minder mig om, at jeg nok sov lidt i timen, dengang punken vældede frem…). Og på sådan en småkedelig, grå og lidt våd fredag i februar kan man – jeg! – godt få trang til at lytte til et stykke skarpt skåret elementar-rock, hvor der ikke er ret meget, der går galt. Som fx i altid lytteværdige The Undertones slidstærke skæring om teenagekicks (det anbefales at skrue lidt op for volume-knappen):

Med Burt Bahcarachs bortgang forsvinder en af de helt store sangsnedkere fra musikscenen. Beach Boy-Brian Wilsons mindeord siger noget om, hvor stor Bacharach var: “Burt was a hero of mine and very influential on my work. He was a giant in the music business. His songs will live forever.”

Han var klassisk uddannet og havde som helt ung fundet interesse for jazzmusikken. Og efter at have aftjent sin værnepligt blev han akkompagnatør for store navn som Vic Damone og Marlene Dietrich.

Men det var først, da han fandt Brill Building-tekstforfatteren Hal David i 1957, at hans succes kom. Med Davids romantiske tekster skabte Bacharach sange af højeste kvalitet og sørgede for de rette arrangementer til samme sange: I Say a Little Prayer, sunget af Aretha Franklin, What’s New Pussycat? af Tom Jones, The Look of Love af Dusty Springfield, Make It Easy on Yourself af the Walker Brothers og så videre. Over halvfjerds gange lå hans sange på hitlistens top 40 i hjemlandet.

Bacharach døde fredeligt i sit hjem, 94 år gammel.

Bacharach og Costello

Da jeg forleden dag med fuldt overlæg til ind i en pladeforretning faldt jeg over det originale soundtrack til serien til en pris af skaldede fem kroner. Hvad kan man få for en tier, som Shu-bi-du-a sang. For slet ikke at tale om en blank femmer. Alligevel ville jeg nok ikke have købt den, hvis ikke den netop rummede en del sange, jeg godt kan lide, men ikke har i øvrigt. Det gælder fx Culture Clubs mest vellykkede og uopslidelige sing-a-long-hit Do You Really Want To Hurt Me, KC & The Sunshine Bands dansegulvsklassiker That’s The Way (I Like It), der er en af de der uafrystelige sange, Bobby McFerrins lille opmuntrende bagatel Don’t Worry Be Happy, der altid er god at fløjte eller nynne, når hverdagen går af h…… til; den alt for tidligt afdøde Minnie Rippertons oktavstrækkende kærlighedssang Loving You og så Vic Damones gamle standard On The Street Where You Live fra musicalen My Fair Lady, der var en del af min barndoms soundtrack.

Sådan skrev jeg i 2008 om lydsporet til tv-serien Cold Feet, som jeg faldt over i en nu hedengangen pladeforretning (hvor jeg dog savner dem…). Og i dag fandt jeg det gamle lydspor frem – uvist af hvilken grund (bortset fra, at den står lige til højre på hylden, hvor jeg sidder). Og jeg tænkte, at den ville jeg da høre igen og til det formål ‘rippe’ den til computeren. Og så viste det sig, at ripper-programmet ikke kunne finde oplysningerne om albummet og det enkelte sange derude på det store net. Det er noget, jeg sjældent har oplevet. Hvad forklaringen er, ved jeg ikke, men har en mistanke om, at netop det lydspor findes i flere versioner og lige netop min – der dog er udgivet af EMI – ikke er kommet med i database.

Nå, men det fik mig så til at filosofiere lidt over det forhold, at tv-kanalernes flittige genudsendelse af tv-serier kun gælder nogle serier, hvor mange andre – blandt andet Kolde Fødder – tilsyneladende er gået i glemmebogen. Og for mit indre blik gled en række serier – i glimt – der nok kunne tåle en enkelt gentagelse. Men hellere gamle, udslidte Barnaby end en mindre kendt kvalitetsserie. Og emnet blev forstærket af, at jeg de seneste dage har set Lars von Triers Riget Exodus, der jo bygger på en gammel serie, som heller ikke er blevet genudsendt igen og igen, siden den først løb over skærmen i midten af halvfemserne. Hvilket den nok kunne have fortjent. Og ikke et ord om Exodus – i hvert fald indtil jeg har set det hele.

Men tilibage til musikken. Det lykkedes selvfølgelig at rippe den cd og af egen kraft og manuelt at indtaste de fornødne oplysninger ud fra coverets oplysninger. Så vidt, så godt. Og så faldt jeg lidt hen over rap rock (!) bandet Fun Loving Criminals lette fortolkning af Louis Armstrongs James Bond-sang “We have all the time in the world”. Ikke en version, der tager noget fra Armstrongs suveræne udgave, men dog klarer det mere end acceptabelt. Uden at der går rap rock i det…

Der er noget symptomatisk i det forhold, at Venstres leder og nuværende forsvarsminister Jakob Ellemann Jensen få dage inde i den nye SVM-regerings første periode har måttet trække sig og gå på sygeorlov. Forklaringen er, at arbejdets belastning har gjort Ellemann Jensen syg på ubestemt tid.

Det er tankevækkende og symptomatisk, fordi den af socialdemokraten Mette Frederiksen ledede regering netop har gjort arbejdet til selve omdrejningspuntet for regeringens reformpolitik (som endnu ikke er helt udfoldet eller konkretiseret i alle facetter). I ugeavisen Weekendavisens seneste udgave bliver statsministeren interviewet under den sigende rubrik Arbejdsbevægelsen – ikke Arbejderbevægelsen men netop Arbejdsbevægelsen. Det er arbejdet, det handler om. Og Mette Frederiksen siger blandt andet:

»Jeg skrev for nogle år siden i nogle socialdemokratiske teser, at pligt kommer før ret. Jeg er selv et pligtmenneske. Det er jeg opdraget til og faktisk af en fagforeningsmand, som altid har lært mig, at det vigtigste er at gå på arbejde. Den grundlæggende måde at tænke på arbejde og pligter har altid skabt stor debat. For eksempel det med, at man nok ikke kunne lægge til grund, at det altid er sjovt at gå på arbejde. Jeg blev fuld af forundring over reaktionen. Alle, der har haft et arbejde, ved da, at der er opgaver, der er mindre sjove end andre. Sådan er det også at være menneske. Vi kan ikke have det sjovt hele tiden. Det er en del af det at leve, at det giver nogle knubs, og det skal man finde sin vej igennem. Vi gør vore børn og unge en bjørnetjeneste, hvis vi bilder dem ind, at livet altid er let. For livet er svært. For nogle er livet rigtig svært, og det skal vi hjælpe hinanden med at komme igennem.« [WA, Nr.05, 3.  februar 2023]

Læg mærke til, hvordan Frederiksen – måske uden at tænke over det – nærmest sætter lighedstegn mellem ‘det at leve’ og ‘det at arbejde’. Det er alvor begge dele – svært og ikke sjovt hele tiden, men en pligt, vi alle skal påtage os. Og nøglen til SVMs reformpolitik, forstår vi, er, at vi alle gør vores pligt – arbejder. Det blev understreget i går, hvor det kom frem, at regeringen “fremsætte et lovforslag, der afskaffer den modregning, der indtil nu har været i folkepensionen, hvis pensionister tjener en løn ved siden af deres pension” (DR Nyheder). At arbejde er en pligt og – som afskaffelsen af Store Bededag pointerer – i Frederiksens logik betyder det, at vi alle som udgangspunkt skal arbejde og arbejde mere. For at skaffe penge til fx krigen i Ukraine, bevarelse af velfærdssamfundet, kampen for klimaet og så videre.

Og denne morakermoral skal ligge til grund for regeringens politik – i et land, hvor produktiviteten i forvejen er tårnhøj (danskerne er faktisk et af de lande, hvor der arbejdes mest – kom det for nylig frem i en undersøgelse, kilde: OECD), hvor de svageste borgeres arbejdsevne jages i udmarvende og sygeliggørende ressourceforløb, hvor arbejdsløshed stadigvæk gør borgerne til samfundsmæssige pariaer (selv man i årevis har talt om at ændre på arbejdsløshedssystemet – uden synderlig effekt), og hvor arbejdsløsheden faktisk er “historisk” lav (noget politikerne i andre sammenhænge bryster sig af…), og hvor alt for mange faktisk bliver syge på krop og sind af – at arbejde…

Det ville klæde fru Frederiksen, lederen af det gamle “arbejderparti”, Socialdemokratiet, hvis hun i stedet for at pukke på arbejdspligten og dermed på arbejdsmængden fokuserede på den værdi, arbejdet skaber og som er selve grundlaget for det velfærdssamfund, Frederiksen bekymrer sig om – og på fordelingen af denne værdi. For det er selve kilden (på gammeldags marxistisk vis) til finansiering af det områder, man vil bruge penge på – lige fra oprustning til havvindmøller. Og fokusere på fordelingen af denne værdi. Og dermed er vi ved den elefant i det politiske rum, som ingen åbenbart må tale om. Nemlig skatten. Skatten som den instans, der fordeler værdien i samfundet og – idealt set – udligner uligheden i samfundet. Hvis fokus blev flyttet fra morakermoral til tænkning i værdifordeling, så ville Store Bededag og pensionistarbejde være uinteressante, når man lavede en mere progressiv beskatning, så de mest velbjergede i dette samfund betalte (lidt) mere i skat og dermed bidrog mere til fællesskabets store opgaver. Men værdifordelingen i samfundet er den store elefant i rummet, som vi ikke må tale om og i hvert fald ikke på politisk niveau. Og det ville betyde, at Mette Frederiksen og SD ville vende tilbage til en tænkning, som deres parti forlod for mere end et hundrede år siden…

Ovenstående ræsonnement vil selvfølgelig ikke overraske nogen af bloggens læsere, men jeg følte lige trang til at fremture efter at have læst interviewet med Frederiksen og følte mig temmelig provokeret af hendes moralisme. Beklager.

Først var det elitesvømmerne, der kom i mediernes hvirvel, fordi undersøgelser havde vist, at de kvindelige svømmere blev psykisk syge af den behandling, de fik i forbindelse med deres træning. Hvilket blandt andet omfattede offentlige vejninger. Og forbundet bag elitesvømmerne lovede bod og bedring. Og så kom det i går frem, at samme form for offentlig udstillelse har overgået kvindelige fodboldspillere – helt op til kvindelandsholdet. Og igen har forbundet – DBU – med den tidligere fodboldspiller og sportsjournalist Peter Møller i spidsen lovet bod og bedring og har beklaget og begrædt at det kunne komme så vidt.

Og selvfølgelig er det forkasteligt, at unge kvinder (hvad med mændene?!) skal udsættes for behandling, der kan føre dem ud i spiseforstyrrelser og andre psykiske lidelse, fordi den angiveligt skal fremme deres præstationsevner. Men det hjælper ikke nogen, når medierne synger med på den melodi, der går på, at det er den enkelte atlets problem, når det opstår. Og det nytter heller ikke at forsøge at isolere problematikken til den enkelte sportsgren – fx de enkelte sportklubbers ller landsholdet . Det handler om noget, der stikker dybere end til isolerede træningsmetoder i specifikke sportsgrene. Det handler om hele den måde, “vi” tænker eliteidræt på. På den måde, “vi” (som samfund) tænker eliteidræt, toppræstationer, konkurrence osv. på. Sagt på en anden måde: Er det ikke muligt at tænke idræt som en kappestrid, hvor der er plads til kropslig forskellighed (mande- og kvindekroppe i alle deres forskellige udformninger), hvor holdpræstationerne vejer tungere end de individuelle præstationer, hvor gamle olympiske idealer (om deltagelse som noget, der er vigtigere end at sejre) stadigvæk er gyldige, hvor fysiske, psykiske, kemiske, medicinske overbelastninger af kroppen er uacceptable og så videre?

Som det er blevet sagt og skrevet tidligere, så er sporten – elitesporten (men også den folkelige for så vidt som den langt hen er rettet mod eliten…) – et spejlbillede af samfundet i det hele taget. Et samfund, der i allerhøjeste grad bygger på konkurrence og elitær tænkning. Og derfor kommer vi ikke længere i opgøret med elitesportens fatale dispositioner før vi får gjort op med den samfundsform, vi har nu. Borgerlige politikere ville tale om en ændring af “værdierne”, der bærer vort samfund. Men det er mere omfattende end som så. Det er hele den måde, vi tænker på, der skal tages op til kritisk revision – ud fra et princip om, at der skal være plads til alle (det gælder fx også de de homoseksuelle og de såkaldt non-binære mennesker, der også er en del af sportens verden) og hvor kollektivet og fællesskabet tæller mere end elitær konkurrence, toppræstationer og medaljer.

Med mediernes manglende radikalitet kan vi bare vente på, at “afsløringen” af uacceptabel forhold i andre sportsgrene dukker op og får sendetid og spalteplads – og intet for alvor vil ændre sig.

Opdatering tirsdag: Og i dag kom det så frem, at der – selvfølgelig – også er mænd, der har lidt psykisk overlast (livstruende stress-belastning) i forbindelse med udøvelse af elitesport (fodbold). En tidligere professionel fodboldstiller stod frem og fortalt, hvordan han kom helt derud, hvor selve livet er truet, på grund af det umenneskelige pres, som professionel idrætsudøvelse fører med sig. Og eg er sikker på, vi ikke har hørt det sidste om elitesportens umenneskelige forhold. Så tiden er inde til et radikalt opgør med hele den selvforståelse, der ligger i sportens verden – og i samfundet uden for.

Og knap nok havde jeg skrevet opdateringen, før man kunne læse, at offentlige vejninger har været almindelig praksis i elitesporten i mange år. Som sagt er elitesporten et spejlbillede af samfundet.