Der er nogle jubilæer, der resonnerer mere i min hjerne end andre. Og en der bestemt klinger dybt er Little Feats debutalbum, der kom for 45 år siden. Pladen og bandet fik, hvad man måske kan beskrive som en overvældende modtagelse i Danmarks Radios beat-redaktion. Hans Otto Bisgaard m.fl. lagde ikke skjul på deres begejstring for Little Feats særlige tætte udgave af en sydstatslig, bluesfunderet, svampet omgang americana (selv om det ord slet ikke fandtes dengang i 1971). Og begejstringen smittede af på mig, der fik fat i et eksemplar i England (min far sejlede mellem Esbjerg og England, så det var ikke den store opgave at få fremkaffet et eksemplar – så vidt jeg husker, var jeg selv med på turen og fandt pladen i en lokal pladehandel i Grimsby eller Norwich). Little Feat blev hurtigt en af mine favoritbands – og det er bandet såmæn stadigvæk.
Tilbagespoling: Omtalte også pladen for fem år siden.
Dønningerne efter David Bowies død har slet ikke lagt sig endnu, og meget tyder på, at det vil blive ved med at skvulpe en rum tid endnu. Og seneste har Rick Wakeman lavet en markant dønning, idet han har indspillet nye udgaver af Life on Mars og Space Oddity. Overskuddet fra projektet skal gå til en cancerforening. Rick Wakeman er ikke en hr. hvemsomhelst i sammenhæng med David Bowie, idet har har medvirket på flere af Bowies plader.
Station to station udkom i går for fyrre år siden. Albummet betragtes i bagklogskabens blakkede lys som et overgangsalbum, der danner forbindelse med Bowies soulinfluerede Young Americans og den krautrock- og electronicainspirerede trilogi fra Berlin. Samtidig er Station to station et hovedværk i Bowies produktion. Robert Christgau løfter også tommelfingeren i sin forbrugerguide:
Miraculously, Bowie’s attraction to black music has matured; even more miraculously, the new relationship seems to have left his hard-and-heavy side untouched. Ziggyphiles can call it robotoid if they want–I admire the mechanical, fragmented, rather secondhand elegance of Aladdin Sane, and this adds soul. All of the six cuts are too long, I suppose, including the one that originated with Johnny Mathis, and David sounds like he’s singing to us via satellite. But spaceyness has always been part of his shtick, and anybody who can merge Lou Reed, disco, and Huey Smith–the best I can do with the irresistible “TVC 15”–deserves to keep doing it for 5:29. A
Næppe har vi sagt farvel til David Bowie, før nyheden om et dødsfald i Bowies entourage kommer. Et par dage efter Bowie døde trommeslager og grundlægger i Mott the Hoople, Dale Griffin i en alder af 67. Griffin led af Alzheimer de sidste år af sit liv.
David Bowie var en fan af Mott the Hoople og sørgede for, at bandet fik et stort hit med sange “All the young dudes”, som han producerede og sang backing på. Den nåede op på den britiske hitlistes plads nr. 3. Og er nok den sang bandet vil blive husket for. Det kneb for Mott med for alvor at bryde igennem til det store publikum. Deres album solgte kun beskedent, men til gengæld havde de en pæn skare af koncerttilhængere.
Det er den rene nostalgi. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har hørt The Righteuous Brothers og deres “You’ve lost that lovin’ feelin'” hos Jørgen de Mylius og på program 3 i Danmarks Radios gamle dage. Men det er rigtig mange. Mange nok til at den sang er indgraveret i den del af min hjerne, der tager sig af det langtidsholdbare. Blåøjet soul er stilen siden blevet kaldt. Og det passer nok meget godt. To repræsentanter for det “hvide” Amerikan synger sig ind i hjerterne hos datidens teenagere (og dem der kom efter).
Og på denne dag i 1963 (hvor jeg fyldte 10 år) indtog albummet med singletitlen toppen af den amerikanske albumhitliste. Og det er vel værd at nævne her i min nostalgiske blog…
Selv om jeg holder meget af Paul McCartneys version af “20 flight rock”, så er der nu noget særligt over originalen med Eddie Cochran…
PS. Og hvad handler den sang om? Fyren kan ikke rocke med pigen, fordi der er så langt op til hendes bolig?! Hm. Hvad var det Billy Cross kaldte rock’n roll? Parringsmusik. ;)
Oh well, I’ve got a girl with a record machine
When it comes to rockin’ she’s the queen
We love to dance on a Saturday night
All alone, I can hold her tight
But she lives in a twentieth floor up town
The elevator’s broken down
So I walked one, two flight, three flight, four
Five, six, seven flight, eight flight more
Up on the twelfth I started to drag
Fifteenth floor I’m ready to sag
Get to the top, I’m too tired to rock
When she calles me up on the telephone
Said c’mon over honey, I’m all alone
I said baby, you’re mighty sweet
But I’m in the bed with a achin’ feet
This went on for a couple of days
But I couldn’t stay away
So I walked one, two flight, three flight, four
Five, six, seven flight, eight flight more
Up on the twelfth I’m ready to drag
Fifteenth floor I started to sag
Get to the top, I’m too tired to rock
(Guitar solo)
Well, they sent to Chicago for repairs
‘Till it’s a-fixed I’m using the stairs
Hope they hurry up before it’s too late
Want my baby too much to wait
All this climbin’ is gettin’ me down
They’ll find my corpse draped over a rail
But I climbed one, two flight, three flight, four
Five, six, seven flight, eight flight more
Up on the twelfth I’m ready to drag
Fifteenth floor I started to sag
Get to the top, I’m too tired to rock
We did that thing together called The 1980 Floor Show. Dave and I did “I Got You Babe”. I was wearing a nun’s costume and he was wearing whatever he was wearing at the time. I liked Dave; he was a friend. I’d known him practically since he was a baby. He was at the bottom of the bill on a tour I did, back when he was still David Jones. The Hollies were top, I was in the middle: the token chick. Now, the Hollies, they were a proper band. (Marianne Faithful)
Graham Nash behøver ingen introduktion. Man behøver blot at nævne The Hollies og Crosby, Stills, Nash & Young. Og så solopladerne. Og det er længe siden Nash har ladet høre fra sig som solist. Men til april kommer This Path Tonight. Velkommen tilbage til den 74-årige kæmpe.
Atlanta-garagerockerne The Coathangers fylder 10 år i år og udsender deres femte album med den meget sigende titel Nosebleed Weekend. En rå forsmag i form af sangen “Make it Right” viser, at bandet stadigvæk holder fast i garagen som udgangspunkt. Hep.
I morgen kommer Ester Brohus’ tiende album, og det har været flere år undervejs. Men det ændrer såmæn ikke meget ved det indtryk, Brohus og hendes kompetente band efterlader med den nye langspiller. Det er med lange rødder nede i den amerikanske country Brohus’ sange vokser op og ud af pladens spor.
Game for the Gamblers hedder den ny plade og det spil – den “game” – der er tale om er, ikke overraskende, kærlighedens spil, som det slås fast i titelsangen: “I’ve bee living alone for so long/ Don’t remember how or what is right or wrong/ and I left the rules for love way behind me/ I’m a long way from shere I know I need to be (…)” . Og ganske typisk for countrygenren, også i Brohus’ aftapning, så bærer flere af sangene på pladen på et velkendt skisma mellem den (farlige) frihed på den ene side og den trygge havn i parforholdets og familiens favn. Det slås allerede fast i den indledende sang om at tage med the freetrain: “I took the freetrain/ I paid wiht guilt doubt and pain/ Years have gone but it’s never too late/ to change – forget ’bout yesterday (…)”. En klassisk splittelse mellem frihedstrangen og det bånd, der binder og løser de problemer, friheden indebærer. Og på den måde er Ester Brohus’ sange og den nye plade – forstå det i en positiv ånd – en nærmest konservativ og klassisk countryplade. Vi befinder os langt fra outlaw-country, selv om det er de samme grundlæggende følelser der er på spil.
Og Ester Brohus synger sine iørefaldende og inciterende sange med sin velkendte stemme, der stadigvæk besidder en særlig følsomhed og et nærvær, som de følsomme sange fortjener. Og med sit gode band er hun i sikker havn. De sørger for at skabe en autentisk countrylyd, der både oser langt væk af americana, men også har en svært definerbar lokal kolorit over sig. Nævnes skal det også, at Ester på dette album på smukkeste vis får modspil af sin datter Sabrina i det vokale. Og måske ikke overraskende klinger de to stemmer smukt sammen og giver udtrykket en ekstra dimension, der ikke kun er familiær.
Game of the Gamblers er en mere end solid country-plade af den slags, countryelskere vil elske, selv om (eller måske netop derfor) den ikke fornyr eller ombryder den allerede prøvede country-musik. Det er country af bedste skuffe, og pladen her kan sagtens konkurrere med de fleste plader, der kommer fra Nashville Tennessee og lignede steder. Så tøv ikke, næste gang du skal lytte til nyt country. Hermed anbefalet.
Ester Brohus. Game of the Gamblers. Produceret af: Janus Bechmann. DME. Udkommer i morgen.
Trofaste læsere af bloggen capac vil vide, at jeg har en svaghed for musik, der har en naivistisk og primitiv tilgang til det at lave musik. Hvad enten der er tale om elementær garagerock, lavet af en håndfuld unge i fars garage eller mors kælder, pritimiv musik, fremført at mennesker, der ikke (endnu) helt behersker deres instrumenter, akkorder eller rytmik eller musik, der er blevet til som lo-fi-produkter i en afsides bjerghytte eller en studiecelle i den indre by. Og så videre.
Og Jacob Faurholts nye plade Super Glue har – selv om den ganske vist er produceret i et rigtigt studie – en autentisk air af hjemmebryg over sig. Den kunne sikkert være blevet til ved Faurholts køkkenvask. Og jeg tror, det er helt bevist, at Faurholt (der er kendt for musikalsk hjemmesløjd ) har skabt denne plade med netop denne umiskendelige lo-fi-stemning over sig. Dermed er også sagt, at der er tale om en plade, der helst vil lyttes til. Det er ikke en plade, der primært og som sit første mål har at komme på hitlisterne. Dertil er den for stemningsfuld, introvert og drømmerisk. Det betyder ikke, at der ikke er sange med popappel, for det er der. Fx besidder den indledende “Floating in space” og den afdæmpede “Guided by voices” sådanne kvaliteter til en vis grad.
Emnet på pladen er det gammelkendte farvel-til-pigen-tema, som Faurholt på sine 10 sange bearbejder med lige dele tristesse og forhåblningsfuldhed. Akkurat som det bør være. Desværre er teksterne ikke aftryk i CD-coveret. Og det kunne de godt fortjene.
Samlet set har Faurholt lavet et nedtonet lo-fi-album, der rækker ud mod de lyttere, der – som denne lytte – sætter pris på musik, der ikke strutter af overproduktion og studiepotens, men gør sig i kraft af gode, lyttevenlige sange i en sparsomt, men tilstrækkeligt dækkende musikalsk klædedragt. Hermed anbefalet.
Jacob Faurholt. Super Glue. Produceret af Brian Batz. DME. Udkommer i morgen.
Infinite Summer lyder som Scritti Politti-gentænkning af en Philip K. Dick_roman, fortæller PR-materialet til NZCA Lines’ nye album. Og vel vidende, at man altid skal være varsom med PR-salgstrick og forførende floskler, så er henvisningen til mine gamle kæledægger i Scritti Politti ikke ramt helt og aldeles ved siden af. For Michael Lovett, Charlotte Hatherly og Sarah Jones, der tilsammen udgør kernekonstellationen i NZCA Lines forstår som Green Gartside og hans forskellige samarbejdspartnere at skabe let forførende pop med deres arsenal af elektronisk udstyr. Infitite Summer er et gennemarbejdet album. Man kan sagtens høre, at det har været et par år undervejs, inden det nu slippes løs på et intetanende danse- og electronicaglad publikum.
Som Gartside hos Scritti fører Michael Lovett an i den vokale forgrund med en nærmest androgyn falsettangerende stemme, der støttes smukt af de to unge damers backingvokaler og står godt til de hårde elektroniske tromme- og synthlyde. De ialt 12 sange på pladen formår alle at være både umiddelbart dansante, popiørefaldende og overbevisende som repræsentanter for vor tids nye electronica, der viderefører electronicatraditionen fra de sidste fire-fem årtier. Som tidligere omtalt, så er der allerede mange, der konkurrerer om at gøre sig inden for dette genrefelt, og NZCA Lines fortjener bestemt at få mange lyttere og fans med dette helt igennem velproducerede og overbevisende electro-pop-album.
Hermed anbefalet.
NZCA Lines. Infinite Summer. Memphis Industries. Udkommer i morgen.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
