21. januar 2016 arkiv

Capac anbefaler: Ester Brohus – Game for the Gamblers

21. januar 2016

 

I morgen kommer Ester Brohus’ tiende album, og det har været flere år undervejs. Men det ændrer såmæn ikke meget ved det indtryk, Brohus og hendes kompetente band efterlader med den nye langspiller. Det er med lange rødder nede i den amerikanske country Brohus’ sange vokser op og ud af pladens spor.

Game for the Gamblers hedder den ny plade og det spil – den “game” – der er tale om er, ikke overraskende, kærlighedens spil, som det slås fast i titelsangen: “I’ve bee living alone for so long/ Don’t remember how or what is right or wrong/ and I left the rules for love way behind me/ I’m a long way from shere I know I need to be (…)” . Og ganske typisk for countrygenren, også i Brohus’ aftapning, så bærer flere af sangene på pladen på et velkendt skisma mellem den (farlige) frihed på den ene side og den trygge havn i parforholdets og familiens favn. Det slås allerede fast i den indledende sang om at tage med the freetrain: “I took the freetrain/ I paid wiht guilt doubt and pain/ Years have gone but it’s never too late/ to change – forget ’bout yesterday (…)”. En klassisk splittelse mellem frihedstrangen og det bånd, der binder og løser de problemer, friheden indebærer. Og på den måde er Ester Brohus’ sange og den nye plade – forstå det i en positiv ånd – en nærmest konservativ og klassisk countryplade. Vi befinder os langt fra outlaw-country, selv om det er de samme grundlæggende følelser der er på spil.

Og Ester Brohus synger sine iørefaldende og inciterende sange med sin velkendte stemme, der stadigvæk besidder en særlig følsomhed og et nærvær, som de følsomme sange fortjener. Og med sit gode band er hun i sikker havn. De sørger for at skabe en autentisk countrylyd, der både oser langt væk af americana, men også har en svært definerbar lokal kolorit over sig. Nævnes skal det også, at Ester på dette album på smukkeste vis får modspil af sin datter Sabrina i det vokale. Og måske ikke overraskende klinger de to stemmer smukt sammen og giver udtrykket en ekstra dimension, der ikke kun er familiær.

Game of the Gamblers er en mere end solid country-plade af den slags, countryelskere vil elske, selv om (eller måske netop derfor) den ikke fornyr eller ombryder den allerede prøvede country-musik. Det er country af bedste skuffe, og pladen her kan sagtens konkurrere med de fleste plader, der kommer fra Nashville Tennessee og lignede steder. Så tøv ikke, næste gang du skal lytte til nyt country. Hermed anbefalet.

Ester Brohus. Game of the Gamblers. Produceret af: Janus Bechmann. DME. Udkommer i morgen.

 

Musikeksempler kommer, så snart de er klar…

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: Jacob Faurholt – Super Glue

21. januar 2016

Trofaste læsere af bloggen capac vil vide, at jeg har en svaghed for musik, der har en naivistisk og primitiv tilgang til det at lave musik. Hvad enten der er tale om elementær garagerock, lavet af en håndfuld unge i fars garage eller mors kælder, pritimiv musik, fremført at mennesker, der ikke (endnu) helt behersker deres instrumenter, akkorder eller rytmik eller musik, der er blevet til som lo-fi-produkter i en afsides bjerghytte eller en studiecelle i den indre by. Og så videre.

Og Jacob Faurholts nye plade Super Glue har – selv om den ganske vist er produceret i et rigtigt studie – en autentisk air af hjemmebryg over sig. Den kunne sikkert være blevet til ved Faurholts køkkenvask. Og jeg tror, det er helt bevist, at Faurholt (der er kendt for musikalsk hjemmesløjd ) har skabt denne plade med netop denne umiskendelige lo-fi-stemning over sig. Dermed er også sagt, at der er tale om en plade, der helst vil lyttes til. Det er ikke en plade, der primært og som sit første mål har at komme på hitlisterne. Dertil er den for stemningsfuld, introvert og drømmerisk. Det betyder ikke, at der ikke er sange med popappel, for det er der. Fx besidder den indledende “Floating in space” og den afdæmpede “Guided by voices” sådanne kvaliteter til en vis grad.

Emnet på pladen er det gammelkendte farvel-til-pigen-tema, som Faurholt på sine 10 sange bearbejder med lige dele tristesse og forhåblningsfuldhed. Akkurat som det bør være. Desværre er teksterne ikke aftryk i CD-coveret. Og det kunne de godt fortjene.

Samlet set har Faurholt lavet et nedtonet lo-fi-album, der rækker ud mod de lyttere, der – som denne lytte – sætter pris på musik, der ikke strutter af overproduktion og studiepotens, men gør sig i kraft af gode, lyttevenlige sange i en sparsomt, men tilstrækkeligt dækkende musikalsk klædedragt. Hermed anbefalet.

Jacob Faurholt. Super Glue. Produceret af Brian Batz. DME. Udkommer i morgen.

https://youtu.be/x2-k3YWRQAE

 

 

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: NZCA Lines – Infinite Summer

21. januar 2016

Infinite Summer lyder som Scritti Politti-gentænkning af en Philip K. Dick_roman, fortæller PR-materialet til NZCA Lines’ nye album. Og vel vidende, at man altid skal være varsom med PR-salgstrick og forførende floskler, så er henvisningen til mine gamle kæledægger i Scritti Politti ikke ramt helt og aldeles ved siden af. For Michael Lovett, Charlotte Hatherly og Sarah Jones, der tilsammen udgør kernekonstellationen i NZCA Lines forstår som Green Gartside og hans forskellige samarbejdspartnere at skabe let forførende pop med deres arsenal af elektronisk udstyr. Infitite Summer er et gennemarbejdet album. Man kan sagtens høre, at det har været et par år undervejs, inden det nu slippes løs på et intetanende danse- og electronicaglad publikum.

Som Gartside hos Scritti fører Michael Lovett an i den vokale forgrund med en nærmest androgyn falsettangerende stemme, der støttes smukt af de to unge damers backingvokaler og står godt til de hårde elektroniske tromme- og synthlyde. De ialt 12 sange på pladen formår alle at være både umiddelbart dansante, popiørefaldende og overbevisende som repræsentanter for vor tids nye electronica, der viderefører electronicatraditionen fra de sidste fire-fem årtier. Som tidligere omtalt, så er der allerede mange, der konkurrerer om at gøre sig inden for dette genrefelt, og NZCA Lines fortjener bestemt at få mange lyttere og fans med dette helt igennem velproducerede og overbevisende electro-pop-album.

Hermed anbefalet.

NZCA Lines. Infinite Summer. Memphis Industries. Udkommer i morgen.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

50 år : Spencer Davis Group – Keep on running – rammer hitlistens top

21. januar 2016

Per gør mig opmærksom på, at netop på denne dag for 50 år siden, indtog Spencer Davis Group den britiske førsteplads med singlen “Keep on running”. SAngen blev skreve at den jamaicanske sangskriver Jackie Edwards, der selv indspillede nummeret. Spencer Davis Groups udgave udmærker sig ved at have den unge Steve Winwood i den flamboyante vokale forgrund.

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »