27. januar 2016 arkiv

L87

27. januar 2016

Der er dage, hvor man helst vil vende sig om i sengen og sove videre eller forsvinde ind i musikkens verden og glemme den gråmelerede virkelighed, vi lever i. En sådan dag er dagen i dag. I går vedtog et stort borgerligt flertal i folketinget en række såkaldte asylstramninger i form af lov L87. Desværre må jeg sige, at jeg ikke er overrasket over denne lov. Jeg har alt for længe frygtet at det ville komme dertil – og jeg er overbevist om, at vi slet ikke har set det værste endnu. Vi befinder os i en politisk konjunktur, hvor man under en flom af mere eller mindre nationalistiske argumenter og politisk korrekt hykleri dækker over, at den førte politik i bund og grund er økonomisk styret. Enhver der kan læse indenad i de politiske udmeldinger og har to ører at lytte med, vil kunne indse, at det hænger sådan sammen. Og man vil kunne indse, at vi bevæger os med raske skridt i retning af en politisk situation, der på alt for mange måder minder om situationen i 1930’erne – syd for grænsen og herhjemme. Vi har valget mellem at følge med den politisk korrekte vej eller protestere alt, hvad vi kan. Jeg foretrækker det sidste – og spiller en sang, der for en overfladisk betragtning ikke har noget med situationen at gøre (men måske alligevel har det, når man tænker lidt over tingene…).

Protester

Mogens Lykketoft og den politiske korrekthed

27. januar 2016

I går var en af dagens meget omtalte begivenheder, at den socialdemokratiske politiker Mogens Lykketoft under halvt private omstændigheder havde kritiseret såvel sine partikammerater som den nuværende regering. Lykketoft lagde ikke fingre imellem og brugte en sprogbrug, der i de politisk korrekte medier er blevet omtalt som “uacceptabel”. Og Lykketoft følte sig kaldet til at trække lidt i land på Facebook og bl.a. beklage, at en af gæsterne ved ovennævnte private arrangement havde “lækket ” talen til offentligheden.

Men det ville klæde Lykketoft i stedet for at stå ved sine bramfri udmeldinger og i stedet for halvt fordøjede undskyldninger argumentere for, hvorfor kritikken af de nye socialdemokrater og den siddende regering holder. På den måde ville Lykketoft kunne skære igennem den dyne af snæversynet og indgroet politisk korrekthed, der ligger som en tyk, kvælende, svedig dyne over hele det offentlige politiske liv og over medierne, der alt for loyalt beskæftiger sig med det. Og han ville kunne styrke billedet af en folkevalgt politiker, der kun står til ansvar for sine egne meninger – sådan som Grundloven foreskriver. Det ville være befriende og – nødvendigt i vores aktuelle politiske konjunktur.