24. januar 2016 arkiv

En jubilar mere: Little Feat

24. januar 2016

Der er nogle jubilæer, der resonnerer mere i min hjerne end andre. Og en der bestemt klinger dybt er Little Feats debutalbum, der kom for 45 år siden. Pladen og bandet fik, hvad man måske kan beskrive som en overvældende modtagelse i Danmarks Radios beat-redaktion. Hans Otto Bisgaard m.fl. lagde ikke skjul på deres begejstring for Little Feats særlige tætte udgave af en sydstatslig, bluesfunderet, svampet omgang americana (selv om det ord slet ikke fandtes dengang i 1971). Og begejstringen smittede af på mig, der fik fat i et eksemplar i England (min far sejlede mellem Esbjerg og England, så det var ikke den store opgave at få fremkaffet et eksemplar – så vidt jeg husker, var jeg selv med på turen og fandt pladen i en lokal pladehandel i Grimsby eller Norwich). Little Feat blev hurtigt en af mine favoritbands – og det er bandet såmæn stadigvæk.

Tilbagespoling: Omtalte også pladen for fem år siden.

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Rick Wakeman hylder David Bowie

24. januar 2016

Dønningerne efter David Bowies død har slet ikke lagt sig endnu, og meget tyder på, at det vil blive ved med at skvulpe en rum tid endnu. Og seneste har Rick Wakeman lavet en markant dønning, idet han har indspillet nye udgaver af Life on Mars og Space Oddity. Overskuddet fra projektet skal gå til en cancerforening. Rick Wakeman er ikke en hr. hvemsomhelst i sammenhæng med David Bowie, idet har har medvirket på flere af Bowies plader.

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

En 40-års-jubilar: David Bowie – Station to station

24. januar 2016

Station to station udkom i går for fyrre år siden. Albummet betragtes i bagklogskabens blakkede lys som et overgangsalbum, der danner forbindelse med Bowies soulinfluerede Young Americans og den krautrock- og electronicainspirerede trilogi fra Berlin. Samtidig er Station to station et hovedværk i Bowies produktion. Robert Christgau løfter også tommelfingeren i sin forbrugerguide:

Miraculously, Bowie’s attraction to black music has matured; even more miraculously, the new relationship seems to have left his hard-and-heavy side untouched. Ziggyphiles can call it robotoid if they want–I admire the mechanical, fragmented, rather secondhand elegance of Aladdin Sane, and this adds soul. All of the six cuts are too long, I suppose, including the one that originated with Johnny Mathis, and David sounds like he’s singing to us via satellite. But spaceyness has always been part of his shtick, and anybody who can merge Lou Reed, disco, and Huey Smith–the best I can do with the irresistible “TVC 15”–deserves to keep doing it for 5:29. A

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »