I år vil jeg komme til at beskæftige mig en del med det overordentligt frodige musikår 1966. For 50 år siden udkom en masse af den musik, der siden har stået som uomgængelig for enhver pop- og rockinteresseret. Ganske vist udkom Walker Brothers “The Sun ain’g gonna shine (anymore)” allerede i 65, men den toppede hitlisterne i 66, så derfor starter vi lige der…
Den navnkundige manager, impressario m.m. Robert Stigwood meldes død i en alder af 81 år. Enhver med blot lidt kendskab til populærmusikken fra tresserne og nogle årtier frem vil nikke genkendende til navnet, der associeres til så forskellige kunstnere som Cream og Bee Gees.
I midten af tresserne havde han Cream i sin stald og stod for produktionen af trioens debutalbum, der udkom på Stigwoods eget pladeselskab Reaction. Han havde også en lang finger med, da bandet udsendte hovedværket Disreali Gears i 1967. Og i samme årti havde han også en krog i the Who, hvis hit “Substitute” også kom på Reaction.
Han forsøgte også at komme i spil i forhold til The Beatles, men måtte efter Brian Epsteins død nøjes med at tage sig af Bee Gees, Eric Clapton og flere andre. I det hele taget havde han indiskutabelt næse for succes og succesfulde kunstnere. I halvfjerdserne kastede han sig også med held over de populære musikfilm, fra Saturday Night Fever over Jesus Christ Superstar til Tommy og Grease. Via sin organisation Robert Stigwood Organisation og det tilhørende pladeselskab sørgede han for, at der blev taget hånd om navnene i hans stald.
En baggrund i pædagogisk arbejde med “udsatte” unge drenge og mænd, kombineret med forretningstalent og sans for tidens kluturelle tendenser var med til at sikre Stigwood en fremtrædende rolle i årtiers popkultur som risikovillig iværksætter og impressario. Men ikke alt forløb glat. I midten af tresserne løb han ind i økonomiske problemer, fordi han satsede for hårdt på nogle knap så attraktive projekter, bl.a. en turné med Chuck Berry som hovednavn. Og han løb også ind i problemer med konkurrerende entreprenører og impressarioer, fordi han var kendt for en meget aggressiv markedsføring. Men med hjælp fra en økonomisk bankrådgiver lykkedes det ham at får styr på forretningen igen. Stigwood forblev aktiv helt frem tli sin død. Og i de sidste år satsede han mest på teatermusik. Han døde den 4. januar, 81 år gammel.
Stigwood var et mønstereksempel på en bagmand, der havde et uomtvisteligt talent for kulturelle frontløbere og en forretningsmands sans for grådigt at tjene hurtige penge. På godt og på ondt.
