Nej, det var ikke lutter lagkage for The Beatles. Og slet ikke i starten af deres karriere. Nigel Topnbottom har nok ærgret sig lidt siden hen, efter at han den 17. januar 1962 gave et begrundet afslag til Beatles-manageren Brian Epstein. Det var ikke nogen god dag på kontoret for Nigel den dag, og han har nok måttet høre for det siden hen.
Med mit første coronapas i lommet (og på mobilen) besøgte jeg i dag Moesgård Museum – MOMU – for at se deres udstilling om neanderthalerne. En udstilling, der helt lever op til det niveau, som den foregående udstilling om Pompeie havde. Informativ og udført med den moderne teknologi – fx digitale film og scenerier, der viste sider af neanderthalernes liv og historie, foredrag pr. høretelefon ved forskellige forskere. Og så udmærkede udstillingens sig ved at have med-indtænkt børn og unge ved fx at lave udforskning, hvor detagerne skal lede efter spor ved hjælp af et dertil indrettet kort – for at få svar på nogle spørgsmål om emnet. Det eneste man kan udsætte på udstillingen – det gælder også forgængeren – er, at man bliver nødt til at komme igen for at få det hele med.
https://youtu.be/N8R3V5mkdgY
Seks år efter udsendelsen af Paul & Linda McCartneys Ram udsendte Paul under pseudonymet Percy “Thrills” Thrillington albummet Thrillington, der består af en instrumental version af Ram. Faktisk blev den allerede indspillet i samme år som Ram, altså 1971, men da Paul og LInda dannede Wings blev udsendelsen af albummet udskudt på ubestemt tid. At McCartney i flere år hemmeligholdt, at han var Percy Thrillington og Clint Harrington (ham der skrev noterne på albummet) var medvirkende til, at Thrillington ikke blev den store succes, da den omsider udkom.
Set i bagklogskabens lys kan man sige, at denne plade viser, at McCArtneyerne stod helt inde for den musik, de fik skabt med Ram, og at Paul McCartney har en stor forkærlighed for symfonisk orkestermusik, og måske også, at han med musikken fra Ram for alvor ønskede at lægge afstand til tiden med The Beatles.
Vi befinder os nu i en situation, hvor coronarestriktionerne ophæves og hvor samfundet begynder at ligne det, vi kom fra – før coronapandemien. Og set i bakspejlet må man indrømme, at Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen og med hjælp fra alle landets eksperter på det virologiske område med stort held har formået at håndtere smitten her til lands. Selvfølgelig er der lavet fejl undervejs, som statsministeren også var den første til at indrømme, men overordnet set har den socialdemokratiske regering haft heldet på sin side – og har logisk nok høstet stor goodwill ude i vælgerhavet.
Men spørgsmålet er nu, om ikke Mette Frederiksen og Co. risikerer at formøble denne goodwill på grund af partiets politik på udlændinge- og flygtningeområdet!? Jeg tænker selvfølgelig på sagen om børnene (og mødrene) i de kurdisk styrede flygtningelejre i det nordlige Syrien – og på sagen om et muligt udrejsecenter for udviste, kriminelle syriske flygtninge på Langeland. I begge sager har regeringen fået det meste af Folketinget og store grupper af vælgere på nakken (ud fra forskellige argumenter). Og i begge sager har regeringen vist, at den kan bevæges i sine holdninger. For det første har den allerede åbnet op for, at nogle af børnene og deres mødre kan komme til landet (selv om statsministeren tidligere har udelukket, at mødrene – som de potentielle terrorister de er – nogensinde kunne komme ind i landet…), for det andet har modstanden i folketinget mod et udrejsecenter på Langeland fået den ansvarlige minister på området Tesfaye til at ryste på hånden og tale om respekt for det parlamentariske, demokratiske flertal…
Hvad skal Sosserne gøre for at komme ud af denne klemme? Problemet forværres også af, at partiets nuværende succes paradoksalt nok også skyldes, at det har overtaget og overgået Dansk Folkepartis flygtningepolitik. Måske i håb om at genvinde nogle af de socialdemokratiske vælgere, som partiet angiveligt har mistet til Dansk Folkeparti tidligere.
Jeg tror ikke, at Socialdemokratiet og Mette Frederiksen har andet valg end at revurdere hele deres udlændinge- og flygtningepolitik. Det er er svært og det kommer til at gøre ondt, men der er ingen vej udenom. Ellers risikerer partiet at miste magten ved næste valg – og allerede i år får vi med kommunevalgene en indikation af, hvordan det vil kunne komme til at se ud, når næste valg udskrives.
Socialdemokratiets helt store udfordring er gentænkningen af udlændinge- og flygtningepolitiken. Og det er ikke, hvilken som helst udfordring. Det er en udfordring, som den europæiske venstrefløj ikke har formået at tage op og finde en afvejet løsning på. Og det er da, sandt at sige, heller ikke et nemt problem. Hvordan afbalancere en humanistisk politik over for udsatte flygtninge med en realistisk holdning til den kendsgerning, at millioner af mennesker uden for Europas grænser udgør en potentiel immigrationsbølge? Nej, det er ikke en problemstilling man bare sådan løser. Men man kan i hvert fald pege på et forhold af betydning: Udlændinge- og flygtningepolitiken er en konstant varm kartoffel i dansk politik, så derfor kunne det være en god idé, at venstrefløjen i dansk politik – lad os sige fra det Radikale Venstre og Socialdemokratiet og ud til og med Alternativet, de grønne og Enhedslisten – bruger tid og kræfter på at formulere en fælles grundholdning – måske i form af et såkaldt “forståelsespapir” – der sikrer, at den underskrivende partier står sammen, når problemerne på området dukker op.
I dag er det fyrre år siden, Bob Marley blev stedt til hvile i sin hjemegn på Jamaica – Nine Mile – i en kobberkiste sammen med sin elskede Gibson Les Paul guitar, en bibel og en portion ganja. Et statsbegravelse, der bl.a. omfattede skabelsen af et mausolæum. For Bob Marley var – og er – noget særligt i Jamaica.
Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at den ganjarygende Marley var manden, der for alvor gjorde reggae til en del af vestens mainstreammusik.
Charmerende møde…
Hvis ellers jeg har talt rigtigt, så er det den aldrende – 85årige – Woody Allens film nr. 51, A rainy day in New York (2019). Og efter at have set den, ønsker jeg bare, at manden fortsætter, indtil han styrter om midt i instruktionen af endnu en film.
For A rainy day in New York er en på alle måder Allensk film. Det gik op for mig, så snart filmen lige var kommet i gang. Især i kraft af den særlige Allenske stemning, som Allen kan skabe, når han sætter sit hold af stærkt konverserende skuespillere i scene. Jeg tænkte straks på de klassiske film fra halvfjerdserne, da først stemningen indfandt sig. Og det gør ikke den store forskel, at Allen denne gang især benytter unge og for mig relativt ukendte navne som Thimotée Chalamet, Elle Fanning og Selena Gomez i de bærende hovedroller. For selv om de vel næppe har mere end et par årtier i bagagen, så iscenesættes de på Allensk vis så man let kan genkende hans forkærlighed for New York, førkrigsmusik og dannet kultur.
Filmens handling er også meget Allensk. To unge mennesker, et kærestepar, skal til New York, fordi hun – i sin egenskab af journalist ved skolebladet på Yardley College – har fået til opgave at interviewe den feterede filminstruktør Roland Pollard. Han, en lettere excentrisk ung søn af nogle rige New Yorkere, tager med i håbet om, at de som kærester vil få en romantisk weekend sammen, som han kan finansiere i kraft af en masse dollars, han har vundet i et pokerspil.
Og helt typisk for Woody Allen, så går det slet ikke, som de unge mennesker planlægger. Pigen, Ashleighs, interview udvikler sig til en mindre tour de force gennem den New Yorkske filmverden, og hans – Gatsbys – planer går også i vasken, ikke mindst fordi han møder sin ex-kærestes indtagende lillesøster. Og det er helt i Allens ånd, at det skal gå sådan. For for Allen handler det om, hvordan personerne udvikler – eller måske bedre: forandrer – sig i løbet af fortællingen. Og det vil sige i løbet af en regnfuld dag i det Store Æble.
Det ville være synd at afsløre for meget af plottets udfoldelse, for det er netop i kraft af de mange, konversationsbårne sceners dynamik, filmen får sin særlige tiltrækningskraft og charme. Personerne snakker ørerne af hinanden og os, men vi lader det gerne ske, fordi man bliver indfanget af den lille verden, den lille boble – en regnfuld dag i New York – som Woody Allen skaber for øjnene af os. Og personerne – med alle deres fejl og mangler, deres menneskelighed kort sagt – bliver, når den første irritation har fortaget sig, ganske sympatiske og forførende. Det er lige før, man ikke ønsker, at filmen skal stoppe. Sådan er det med Woody Allen, når han er bedst – som her.
Jeg fandt filmen på blu ray på tilbud og den har bekræftet mig i, at Woody Allen stadigvæk er noget af det bedste, man kan se på det store lærred og den knap så store hjemmeskærm. Årgangs-Allen, kort sagt. Hermed indlemmet i samlingen – og hermed anbefalet til en aften foran skærmen (regnfuld eller ej).
https://www.youtube.com/watch?v=S2kjU0M92TI
75 år fylder Cher – Cherilyn Sarkisian – i dag. ‘Dronningen af autotune’ kalder DRs journalist hende. Og det er dag rigtigt, at Cher har fulgt med udviklingen i popkulturen, siden dengang hun som ganske ung brød igennem sammen med sin daværende mand Sonny Bono i duoen Sonny % Cher efter først at have ernæret sig som backingsangerinde for bl.a. Phil Spector.
Men undervejs har hun også vist, at hun ikke kun kunne gøre sig i den mest kommercielle mainstream, bl.a. på albummet 3614 Jackson Highway (adressen for Muscle Shoals studierne), hvor hun lod sig musikalsk opvarte af de allerbedste studemusikere fra Muscle Shoals studierne. At pladen så ikke blev nogen stor kommerciel succes er en anden snak. Siden er pladen, som så meget andet, blevet kultobjekt.
Til gengæld har hendes kommercielle plader solgt i millionstore oplag. Og hun har suppleret pladeindtægterne med en sideløbende karriere som succesfuld filmskuespillerinde, bl.a. Heksene fra Eastwick, Silkwood og Havfruer.
For mig er det dog især Cher i de unge år, der betyder noget. Her i en optagelse fra tyske Beat Club, hvor hun helt tog opmærksomheden fra den liden Sonny.
Paul og Linda McCartneys jubiliæumsalbum RAM fejres af Danny Seiwell, der var trommeslager på originalen, og en række musikalske venner, der sammen har nyfortolket pladen under titlen RAM ON.
RAM ON 01. Too Many People feat Dan Rothchild 02. 3 Legs feat The Dirty Diamond and Durga McBroom 03. Ram On feat Pat Sansone 04. Dear Boy feat Adrian Bourgeois 05. Uncle Albert/Admiral Halsey feat Bebopalula 06. Smile Away feat Timmy Sean 07. Heart of the Country feat Dan Rothchild 08. Monkberry Moon Delight feat Timmy Sean 09. Eat At Home feat Dead Rock West 10. Long Haired Lady feat Rob Bonfiglio and Carnie Wilson 11. Ram On Reprise feat Pat Sansone 12. Backseat of My Car feat Brentley Gore 13. Another Day feat Gordon Michaels 14. Oh Woman Oh Why feat Eric Dover and Lauren Leigh 15. Too Many People (Slight Return)
Jeg har kun hørt lidt – ovenstående smagsprøve – og kan derfor ikke danne mig et fuld indtryk endnu. Indtil videre vil jeg nøjes med originalen.
Kathleen Edwards vendte tilbage til musikken sidste år efter en pause på seks år. Og har udgivet et album, der tager fat, der hvor hun slap for år tilbage. Og også hun er ramt af coronarestriktioner og må derfor – som mange andre musikere – tage til takke med de muligheder den moderne teknologi giver. Fx i form af koncerter hjemmefra – i dette tilfælde NPRs skrivebordskoncerter.
Den lidt bombastiske titel på Tim Schous debutsoloalbum dækker over dels den almindelige erfaring om, at livet går op og ned. Mere specifikt over Schous bevægelse mellem successens sødme og den modsætning – og også om den genkendelige rejse, der handler om at finde sin egen vej ikke alene i verden men i musikken.
Efter at have smagt på successens frugter som del af Melodi Grand Prix-bandet A Friend In London gik Tim Schou sine egne veje for at finde sin egen vej. Og den lange og langvarige dannelsesrejse, som man engang ville have benævnt den, resulterede i en stor samling sange, hvoraf elleve har fundet vej til albummet. Sange, der blevet til med hjælp fra en lang række musikalske venner, men med Schou som kompositorisk ankermand.
Og sange, der – selvfølgelig – registrerer alle de oplevelser, som den lange rejse, har kastet af sig, med kendte temaer som den evigt udfordrende kærlighed med dens bølgegang, venskab og livet i sig selv og de drømme, det fører med sig.
Men paradoksalt nok så demonstrerer Schous album, at man kan løbe nok så stærkt, man vil, og rejse nok så langt væk, men nissen løber og flytter med. Sagt på en anden måde: Bag om den imposante iscenesættelse af albummet som resulatatet af en moderne lidelseshistorie, så afslører resultatet – sangene – at Tim Schou ikke kan løbe fra, hvad han kom af. Nemlig den melodiøse pop, der i årtier har været idealet for alskens melodigrandprixer og sangkonkurrence. Ja, for den populærmusikalske konkurrence i det hele taget.
Og med hjælp fra sine fjorten medkomponister, en hoben producere og femten musikere har Tim Schou lavet et album, der båret af iørefaldende, slidstærke popsange i lette arrangementer, der placerer Schous gode popstemme centralt og helt fremme i lydbilledet, på en baggrund af arrangementer, man næsten fristes til at kalde klassiske poparrangementer, med velkendt instrumentering. Jo, Hero/Loser er først og fremmest en god popplade, der fortjener en bedre skæbne end den, der overgår de fleste MGP-sange. Den fortjener mange poplyttere og tilsvarende meget airplay, så den kommer til at holde ud over dette års musikalske sæson. Hermed anbefalet.
Tim Schou. Hero/Loser. Produktion: Tim Schou m. fl. Iceberg Records. Er udkommet.
https://www.youtube.com/watch?v=q2609JrdSac
Thors Hammer, Sensory System, Anaconda, Heavy Joker, Tyggegummibanden og ikke mindst Tøsedrengene og Ray-Dee-Oh. Jovist, nu afdøde Michael Bruun har sat et eftertrykkeligt mærke på dansk rock og pop som guitarist, komponist, producer m.m. Uvist af hvilken årsag sov Michael ind natten til mandag.
Når man har et alenlangt musikalsk CV, der går lige fra de århusianske punkere i Lost Kids til årelang tjeneste hos selveste Johnny Madsen – plus alt det mere eller mindre løse og fast – og så brænder inde med nogle sange, som man ikke rigtig har kunnet komme af med eller som ikke rigtige passede ind på den lange rejse i musikkens tjeneste, ja, hvad gør man så. Jo, man gør det, som ligger lige for, når man er sangmager: Man laver sit eget album.
Og i Nellos – Niels Nello Mogensens – tilfælde skal det tages næsten bogstaveligt. Han står selv for det meste på sit første regulære soloalbum, der bærer titlen Perfect Sense. Men hel alene er man jo aldrig, vel? For det første står sangene – alle til hobe – i gæld til kvinden i Nellos liv. Hende konen, kællingen og – musen, uden hvem sangene ikke var blevet til. Og af samme årsag handler sangene selvfølgelig om den evigt udfordrende kærlighed og om livet slet og ret. Og det med fare for at ende i banalitetens garn, som det ofte er sket i poppen og rocken. Men Nello undgår det, fordi han har noget på hjerte og fordi ærligheden og ægtheden har overtaget.
Men ellers har Nello selv stået for sange, arrangementer og produktion. Og man mærker allerede fra første skæring, at Nello har masser af erfaring at gøre godt med. Produktionen og arrangementerne sidder “lige i skabet”, som man siger nu om stunder. Og det hele bliver ikke ringere af, at Nello har allieret sig med nogle folk, der forstår, hvordan man får det hele ind i det der skab. Det gælder fx og ikke mindst Per Kolling, der leverer nogle trommer, som man straks bemærker, fordi de har en særlig, lækker lyd. Og det gælder Søren Jacobsen, der supplerer Nello på guitar og er garanti for en homogen lyd gennem alle sangene. Nævnes skal også Marianne Lange/Mari Mana, der i sit duet med Nello – “I Will” – giver sangen og dermed albummet et ekstra løft. Og noget lignende kan siges om Palle Hjorth, der i den sidste sang – “Let love lead your life” giver Nello både med- og modspil på den gode måde.
Nello selv står naturligvis central på albummet med sin guitar og sin gode stemme. Og hvis han minder om nogle af de sangskrivere, der gennem årtier har sat dagsordenen – fx Neil Young – så er det nok alt andet end tilfældigt. For selvfølgelig er Nellos soloalbum farvet af al den gode musik, han selv er vokset op med og har levet med. Og sådan skal det være. Men Nello gør det dog helt på sin egen måde og sætter sit eget markante vandmærke i sangene med sin akustiske guitar og sin modne, følsomme stemme.
Kvinden i hans liv må kun kunne være tilfreds, lige som alle os andre. Perfect Sense giver rigtig god mening som debutsoloalbum fra en mand med et imponerende CV og en masse på hjerte. Hermed varmt anbefalet.
Nello. Perfect Sense. Life is Good Music. Produktion: Nello. Udkom d. 7. maj 2021
1971 var også året, hvor LIttle Feat pladedebuterede og begyndte vejen mod stjernerne. Og når man, som i denne optagelse fra 1977, har Bonnie Raitt og Emmylou Harris med som backingsangerinder (og gæstesolister sammen med Weater Report og Neil Young), ja så kan det ikke gå helt galt. Og det gør det da heller ikke.
I morgen er det 50 år, siden Paul McCartney udsendte post-beatles-albummet Ram. For længst berømmet, og herhjemme gjort til genstand for Tim Christensens hyldest Pure McCartney. For sjov skyld slog jeg op i Rober DImerys 1001 album du skal høre før du dør (dansk udgave, Poltikens Forlag), men den var ikke blandt de plader, Dimery ville lytte til inden sin død. Det må være en fejl…
Ram er en klassisk plade, et af de helt store album fra det højtproduktive 1971, et album, der vokser lidt hver gang, jeg hører den. Og for længst genudgivet i diverse forbedrede udgaver. Og nu er der ekstra god grund til at give den et genlyt.
