Lesly Hornby Lawson, bedre kendt under kunstnernavnet Twiggy, fylder 72. Med sit tynde udseende (heraf navnet Twiggy), sine STORE, kønne øjne og sit sexede udseende var hun i fire år med til at sætte ild til tressernes modeluner. Hun blev et brand, længe før nogen havde støbt det begreb. Og efter tiden som fotomodel, gjorde hun karriere som skuespillerinde og sangerinde.
Som det fremgår af noterne til denne sang, så er der tale om Brian Wilson, Dean Ormsby (fra surfrockduoen Jan & Dean) og popduoen American Spring (Marilyn Wilson og Diane Rovell), der sammen under navnet The Laughing Gravy har lavet en ganske vellykket udgave af “Vegetables” (fra Beach Boys’ Smiley Smile-album fra 1967). Og fået den udsendt på det obskure plademærke White Whale (bedst kendt for the Turtles “Happy Together”) samme år.
Indspilningen stammer vist nok fra de famøse Smiley Smile-“sessions”, hvor Paul McCartney angiveligt også skulle have lagt vejen forbi studierne for at lægge stemme til et af de mange takes, der blev lavet. I følge rygtet skulle han gnaske selleri på en af udgaverne af “Vegetables”, men det er vist ikke blevet bekræftet af hverken McCartney selv, Brian Wilson eller andre med førstehåndskendskab.
I øvrigt figurerer sangen som en af Jan & Deans indspilninger, hvorfor man måske kan sige, at stranddrengene ikke bare har holdt legestue men helt fri – bortset fra Brian Wilson selv.
B-siden:
Og når vi nu alligevel er ovre i den boldgade, så er her American Spring (1971-73 + 77) med fru dengang-Brian Wilson Marilyn og søsteren Diane Rovell, der i øvrigt begge havde en fortid i The Honeys (1961-69). Skønsang produceret af Brian. …
https://youtu.be/LUIM8EjRXFY
Og lad os bare tage the Honeys – “the world’s first female surfing vocal combo” – med for god ordens skyld –
Forfatteren, musikeren m.m. Thorstein Leif Thomsen er død i en alder af kun 71 år, efter nogen tids sygdom. Det fremgår af hans Facebookside. Og den universitetsuddannede Thorstein skal ikke forbigås her i bloggen, for han har sat sit aftryk på dansk populærmusik. Selv har jeg flere gange omtalt ham og gruppen Charlatan, som Thorstein drev sammen med bl.a. Ivan Horn, Rene Wulff og Per Wium i halvfjerdsere og et stykke ind i firserne. Fem albums blev det til – alle med Thorstein Thomsen som omdrejningspunkt – senest det skammeligt oversete Pop (1981). Ud over Charlatans plader fik han udsendt nogle duoplader (med bl.a. Per Wium), en soloplade (se ovenfor) og albummet Vælg selv, hvor han spillede sammen med Mona Larsen, Tina Schäfer, Steffen Brandt og Finn Olafsson Band (1983). Hertil skal lægges en mængde børnemusikplader.
Men det blev ikke kun ved musikken. Thomsen fik et forfatterskab op at stå med romaner og børnebøger – og manuskripter til tv og film.
Nu er Thorstein ikke mere. Så trist.
Hverken alder eller corona synes at kunne lægge en dæmper på Rod Stewart. Således har han netop meddelt, at han udsender sit 31. album Tears of Hercules. Og Roden selv mener, at det er det bedste album han har lavet i mange år. Det må vi så tro på, indtil udgivelsen materialiserer sig. I øvrigt består pladen af nye, selvskrevne sange og coverversioner af bl.a. Johnny Cash. Og så er der selvfølgelig en smagsprøve ude med det samme…
[Foto lånt fra New Musical Express]
Jeg har ikke kunnet undgå at bemærke, at den nittenårige Billie Eilish er det nye store dyr i Åbenbaringen, det store stjerneskud på poppens firmament. Og at hendes musik – de to albums When we all fall asleep, were do we go? (2019) og Happier than ever (2021) – er blevet godt modtaget af såvel pressen som publikum. Oven i købet har hun fået den ære, der ellers har været forbeholdt for gamle kendinge, nemlig at indsynge den seneste temasang til James Bond-filmen Time to die.
Og derfor har jeg sat mig for at lytte lidt til den purunge stjerne, der allerede – som fotoet fra den prestigefyldte Met Gala ovenfor understreger – har indtaget sin position blandt underholdningsindustriens privilegerede udvalgte.
Jeg indrømmer gerne, at jeg har lidt svært ved at forstå den virak, som Bilie Eilish har vakt rundt omkring. En ting er, at hun – som påpeget af flere kritikere – nærmest hvisker sine sange. Hun synger ikke igennem, så man kan høre, hvad hendes stemme formår. Men som bekendt er det med stemmer et omstridt emne i populærmusikken. Og nogle af sangene, fx titelsangen til det nye album, er da iørefaldende på en meget nedtonet, næsten underdrevet, facon. Til gengæld får selviscenesættelsen, fremtoningen, indpakningen osv. fuld skrue. Den får ikke for lidt, når frøken Eilish skal markedsføres. Og det kan man – jeg i det mindste – opfatte som tidens mærke. Det ligger i tidsånden, at der skal gøres meget ud af iscenesættelsen. Det er de såkaldt sociale mediers æstetik og normativitet, der farver underholdningsindustrien. Og omkostningen er så, at de udvendige tager overhånd i forhold til det indvendige. Udtrykket dominerer over indholdet. Jo mere udvendig æstetik, desto mindre indholdsmæssig substans har man brug for – synes logikken at være.
I hvert fald har jeg efter nogen tids lytning måttet erkende, at jeg – lige som sangskriver Trinelise Væring (på sitet side33) – hurtigt har nået “et mætningspunkt for hviskeriet”. Og derfor har jeg kastet mig over countrydamer, der ikke hvisker, men krænger hele deres sjæl ud…
Og hermed ordet til Elle King og Tenille Townes, der har styr på både udtryk og indhold:
Når jeg går rundt og handler, iført mit vaskbare mundbind, så er der andre handlende, der kigger undrende på mig. Og de tænker nok deres! Men som jeg ser det, så er vi endnu ikke ude af pandemien – heller ikke herhjemme. Selv om folk kan gå til koncert, fodbold og i byen og udfolde sig som i gamle dage, så er smitten her stadigvæk.
Ud af en befolkning på 5 850 189 mennesker (4. kvartal 2021, Danmarks Statistik) er 4312400 færdigtvaccinerede, det seneste døgn er 370 blevet smittet, 116 er hospitalsindlagt (heraf 28 på intensiv) og 3 er døde det seneste døgn. Smitten huserer især blandt de ikke-vaccinerede (ca. halvanden million mennesker), og det vil især sige blandt yngre mennesker. Og med den førte coronapolitik, så lever vi altså med, at yngre mennesker bliver smittet, indlagt, dør eller får langvarige mén af sygdommen. Er det udtryk for at vi har lært noget af pandemien? Eller blot udtryk for, at ledende politikere har ladet sig forføre af lad-os-vende-tilbage-til-normaliteten-stemningen, der har været ret så dominerende i den borgerligt politiske opposition og i pressen? Og er det ikke bare frygteligt naivt og tankeløst at tro, at alt er godt, fordi vi her i vores lille nationale enklave har fået ret godt styr på smitten? Medens landene omkring os og længere ude stadigvæk oplever den ene bølge efter den anden skylle hen over befolkningerne med frygtelige konsekvenser. Lærer vi overhovedet noget af den pandemi?
Der er stadigvæk al mulig god grund til at holde fast i den adfærd, som pandemien har pålagt os: god hygiejne (ikke mindst hænderne), afstand til mennesker, man ikke omgås til daglig, og i det hele taget undgå situationer, hvor smitte kan opstå. Ser man tilbage på de mange epidemier, der har ramt verdens befolkninger gennem historien – sådan som fx Jeanette Varberg og Poul Duedahl gør i Den fjerde rytter – så står det klart, at det store øvelse for de epidemiramte samfund er at lære af epidemierne. At blive bedre til det. For der kommer andre epidemier i fremtiden, måske nogle der er langt alvorligere end coronaen.
Skal det være The Band Cahoots eller Procol Harum Broken Barricades? Valget var ikke lige til dengang jeg stod i Jaspers radioforretning og skulle investere mine begrænsede midler i et nyt musikalbum. Men valget faldt på The Bands fjerde album. Dels havde jeg ikke noget album med gruppen i forvejen, dels var det et yderst flot cover med et originalt maleri af Gilbert Stone med et motiv, der kunne minde en om den sidste nadver i det nye testamente. Og så var der selvfølgelig musikken, herunder Bob Dylans “When i paint my master piece”.
…så faldt jeg over Miranda Lamberts fortolkning af Elvin Bishops “Fooled around and fell in love”, som Rod Stewart nærmest har gjort til sin. En sang, der – i udgangspunktet i det mindste – er en mandesang. En sang, der sikkert ikke behager alle nutidens feminister. Og derfor er det virkelig rart at se og høre den altid seje Miranda Lambert sammen med nogle lige så seje kvindelige kolleger tage livtag med sangen, uden at ændre så meget som et komma i teksten. Godt gået piger.
1971 var albummets år. Ingen tvivl om det. Men der kom selvfølgelig også singler. Og blandt de største singlehits det år, finder man George Harrison “My sweet Lord”, John Lennon “Imagine”, Lynn Anderson “Rose Garden”, Rolling Stones “Brown Sugar” og Rod Stewart med “Maggie Mae”.
Sidstnævnte, velkendte sang blev nr. 1 i en række lande – Canada, USA, Storbritannien og Australien – og endte som den næstmestsælgende single i såvel USA som Storbritannien. Og den var også med til at sælge albummet Every Picture Tells A Story, der kom i 1971. Hverken pladeselskabet eller Rod Stewart selv troede på den sang, da den blev udsendt. Men publikum ville det anderledes, og den endte med at blive en af Stewarts kendingsmelodier. Der er blevet lavet coverversioner af sangen – bl.a. af Steve Overland (fra FM) – men de når ikke Stewarts egne fortolkninger til sokkeholderne.
Efter at have gnavet mig igennem Craig Browns murstenstykke bog om Beatles, var det egentlig meningen, at jeg skulle have en pause i musiklitteraturen. Men så kom jeg til at læse lidt i Christopher Sandfords monografi om The Rolling Stones, The Rolling Stones Fifty Years, og er blevet hængende lidt. Om jeg får læst den til ende i første omgang vil kun tiden vise (der ligger andre bøger på natbordet/skrivebordet og venter…), men ellers gør bogen indtryk af at være en gedigen, velresearchet og velskreven (uden at være nogen stor litterær oplevelse) og stor (500 sider) bog om The Rolling Stones. Og også en klassisk, ja traditionel monografi, der går ganske kronologisk til værks, begyndende med de oprindelige medlemmers familieliv og barndom. Og man mærker, at Sandford har gjort det før (med biografier om Mick Jagger, Keith Richard, Eric Clapton med flere) og ved, hvordan han skal rulle alle kendsgerninger og detaljer ud for læseren. Indtil videre har dt været en både oplysende og ganske underholdende læseoplevelse.
Det er lidt af en tilfældighed – efter at have læst mig mæt i anekdoter om Beatles i Craig Brownes bog, herunder anekdoter om deres berømte-berygtede rejse til Indien i 1968, så udkommer (i næste måned) den allerede roste og prishøstende dokumentar The Beatles and India på faste medier. Et kultursammenstød, der ikke mindst satte sig musikalske spor i The Beatles og var med til at stimulere tresserungdommens optagethed af østlig spiritualitet m.m.
John Lennons vel nok mest populære soloalbum, Imagine, udkom (i USA) for 50 år siden (og en månedstid senere i Storbritannien). En plade, der adskilte sig markant fra Lennons første post-Beatles-plade med Plastic Ono Band fra 1970. Væk var den rå lyd og de lige så rå, hudløse tekster. I stedet for fik man en mere blød Lennon ved et hvidt flygel.
Titelsangen blev en slags kendingsmelodi for Lennon. Og selv om råheden var gået af ham, så var der alligevel bid i teksterne, der handlede om fred og kærlighed, men også om hans egen personlige udvikling og et enkelt udfald mod sin gamle ven Paul med sangen “How so you sleep?”.
Pladen blev en succes hos kritikerne og publikum og er blevet genudsendt i en halvtredsårsjubiliæumsudgave, The Ultimate Edition, med masser af ekstramateriale.
Med tristhed i sindet læser jeg, at Lars-Henrik Schmidt er død i en alder af kun 68 år. På grund af sygdom, kræft.
Arbejdersønnen fra Vejlekanten var allerede, da jeg begyndte at læse på universitetet, et “navn”, man lagde mærke til og talte om. Det var i de venstreorienterede halvfjerdsere, og Lars-Henrik var en af dem, der forsøgte at tænke med den nye venstredrejning uden at forfalde til dogmatik. Han var erklæret marxist, men ikke (parti)kommunist. Kendetegnende for hans aktive studie- og forskerliv var dengang, at han beundringsværdigt forsøgte at gå sine egne veje, at tænke inden for de nye synsvinkler men på sin egen måde. Med Marx, Freud, Nietzsche, Kant og Rousseau i rygsækken.
Lars-Henrik Schmidt var knap et halvt år ældre end mig, men længere fremme i skoene som akademiker. Han blev færdig på normeret tid og fik ansættelse inden for sit fagområde Idéhistorie. Og jeg havde fornøjelsen af at have ham som underviser på det hedengangne Tværfag sammen med en anden dengang fremtrædende repræsentant for idéhistorie og filosofi Esben Krause Jensen, der også var en ener og som døde alt for ung.
Det var på et tidspunkt, hvor læsningen af Karl Marx var stilnet lidt af (dvs. var blevet en del af de filosofiske fags pensum) og nye tanker trængte sig på, bl.a. fransk inspireret magtkritik. Og Lars-Henrik Schmidt gav sit besyv til kende i en lille bog, Magtens fysik, han fik udgivet på Nordisk Sommeruniversitet. En lille rød bog, jeg har læst mange gange og hver gang med lige stor fornøjelse, fordi Schmidt havde nye tanker om emnet og besad en veludviklet sans for at analysere alskens kulturelle fænomener. Lige fra tunge teoretikere som Hegel til Tarzan-figuren i den folkelige kultur. Det var ikke uden grund Schmidt i årene derefter formulerede sin egen analytisk funderede teori: socialanalytikken, der blev beskrevet i flere bogværker.
Efter sin studietid gjorde Lars-Henrik Schmidt karriere inden for universitetsverdenen og blev både dr.phil., professor og rektor. Nu er Lars-Henrik ikke mere og hans skarpsindige kommentarer og analyser af, hvad der foregår i – ikke mindst den universitære del af – verden vil være savnet fremover.
Firs år er gået, siden Orson Welles’ film Citizen Kane havde amerikansk premiere. Siden dengang har den fået status af at være verdens bedste film. Intet mindre. År efter år lod filmanmeldere og -kritikere den indtage førstepladsen på deres liste over verdens allerbedste film. Mange har siden forsøgt at pille glorien af filmen, men det er kun lykkedes til en vis grad. Den betragtes fortsat som noget af det ypperste filmkunsten har frembragt. Jeg vil ikke blande mig i den histlistediskussion, men blot konstatere, at den er en film, man som filmelsker bør unde sig at se i hvert fald en gang. Og man kan læse en masse om den både på tryk og på internettet, fx hos medblogger Bo Green Jensen. Her.
