Nine Inch Nails gør det igen. Forærer musik bort som gratis download. Sammen med Janes Addiction og Street Sweeper har de udsendt Ninja 2009 Sampler, en EP med seks numre. To fra hver gruppe. De kan downloades gratis som almindelig mp3-format eller i lossless-formaterne flac og Apple. Og der er ikke benyttet DRM-kryptering, som der står. Linket finder du her..
Efter opgradering til WordPress 2.71 er det lykkedes at få gang i pluginet Sitemap igen. Det betyder, at bloggens læsere nu kan få en kategori-opdelt oversigt over bloggens sider. Sitemap indeholder 132 sider, så der er noget at gå i gang med, hvis man har lyst..
Sitemap finder du i venstre sidebjælke under punkte Sider.
.
Taggeriet forleden mindede mig om en af mine undladelsessynder. Jeg mangler nogle danse-film i min samling – med Fred Astaire, Ginger Rogers, Gene Kelly osv. Især vil jeg gerne have Singing in the Rain, En amerikaner i Paris og et par stykker mere med Kelly.
Nå, men lidt er det da blevet til. I forgangne uge har jeg indkøbt et par billige kvalitetsdvder. Prinsessen holder fridag med den evigtunge Audrey Hepburn over for træmanden Gregory Peck. Og William Wylers instruktion borger jo for god underholdning i halvanden times tid. Den anden er Alfred Hitchcocks Fang tyven. Måske ikke en af Hitchcocks mest hitchcockske film. Men en charmerende lille røverhistorie, hvor den billedskønne Grace Kelly spiller over for Hollywoods inkarnerede charmør Cary Grant. To nostalgiske muntre film, der egner sig godt til at glemme finanskrise, klimaproblemer osv – for en tid…
Jeg har tidligere omtalt det engelske psychedelia-band Strawberry Alarm Clock. Og i dag faldt jeg over et klip fra filmen Psych-Out (1968), hvor de giver deres sang “Regnfuld dag Svampepude” til bedste. Klar tjald …
Citat: “Der er alt for mange i aldersgruppen 12-15 år, der laver ting, hvor der er brug for en helt anden konsekvens end i dag. Når man ser billeder fra ungdomsinstitutionerne, tænker man jo nogle gange, at det ligner en ferielejlighed i Lalandia” (Malou Aamund, Venstre).
En række Venstre-folk, bl.a. Aamund, ønsker at sænke den kriminelle lavalder. Hensigten er – indlysende nok – at man så vil kunne sætte flere mennesker i fængsel. For de borgerligt-liberalistiske hoveder er svaret på ungdomskriminalitet: straf, straf og mere straf. Put de unge udannede mennesker i fængsel, så de rigtigt kan lære, hvad det vil sige at være en rigtig kriminel. Fængselsstraf har jo aldrig medført den resocialisering, man drømmer om.
Tilbage står de borgerlige partier så med nogle problemer, som de de facto ikke har kunnet gøre noget ved: En på de fleste måder mislykket integration, som Venstre, Konservative og DF har haft næsten ti år til at gøre noget ved, men i realiteten blot har ladet sejle mod elendighedens dybe vande. En socialpolitik, der er reduceret til arbejdsmarkedspolitik og nødtørftig førstehjælp for dem, der falder på røven i det sociale netværk.
De borgerlige vil ikke anerkende, at der er et samfundsmæssigt og politisk ansvar for fælleskabet, selv om den aktuelle finans- og økonomikrise burde belære dem om, at vi faktisk er forbundne med hinanden – om vi vil det eller ej.
Den borgerlige “konsekvenspolitik”, der kommer til udtryk i fx Malou Aamunds arrogante og virkelighedsfjerne kommentar, vil kun gøre ondt værre og give os flere problemer på halsen. Der er virkelig brug for andre politiske boller på Christiansborgsuppedasen…
Enhedslisten tilpasser sig nu den personfikserede politiske medievirkelighed ved for første gang nogensinde at udpege en politisk ordfører. Nemlig den små Johanne Schmidt Nielsen, der bl.a. har gjort sig bemærket ved at klæde Bertel Haarder af til skindet (politisk set), tryne Bendt Bendtsen i ligestillingens navn og downloade musik ulovligt og stå ved det i medierne… Johanne er godt klar over, at det er et brud med de demokratiske principper i partiet. Hun siger til Kristeligt Dagblad: “Jeg ville ønske, at politik handlede meget mere om politik. Men vi må også erkende, at politik i dag i meget høj grad handler om personer, og det er et vilkår, som vi også bliver nødt til at arbejde ud fra”. Det forlyder også, at Enhedslisten vil satse på et nærmere samarbejde med SF og Socialdemokraterne.
Vi krydser fingre for projektet og håber, at Johanne kan være med til at slå hul på person-medie-boblen og få fokus over på de samfundsmæssige problemer, vi står med. Og at partiet gør alvor af at knytte oppositionspartierne sammen i et forpligtende samarbejde. Det er der i allerhøjeste grad brug for med det sorte kabinet, der har regeringsmagten lige nu…
Med efternavnene Reed og Anderson. Billetsalget til ægteparrets “The Yellow Pony and Other Songs and Stories-koncert den 16. juli i DRs koncerthus (!) kan allerede købes den 23. marts.
På hjem fra job hørte jeg som som sædvanlig P1 Debat. Denne gang krydsede LO-bossen Harald Børsting klinger med Cepos-medlemmet Mads Hansen. Og det var morsomt. Faktisk må jeg le flere gange. Højlydt.
Emnet var den danske, såkaldte flexicurity-model med dagpengesystem og let adgang til fyringer m.m. Det sjove var, at Børsting, der er en erfaren, jævn, jordbunden mand med herlig dialekt, leverede en sønderlemmende kritik af den ideologisk omtågede Mads Hansen. Man fik virkelig et indtryk af, at Mads Hansen som flere af sine ideologiske kolleger fra Cepos har hovedet oppe i de ideologiske skydække, hvor det nærmeste, de kommer virkeligheden er en lige så ideologiske OECD-rapport. Hør udsendelsen. Det er morsomt.
Lad os bare tage en mere af samme slags. With God On Our Side fra “Genuine Telecast”-bootleg-dvd’en. Der ligger en hel guldgrube af klip fra denne dvd på YouTube. Følg dette link. Der er åbenbart ingen ende på Zimmermann…
Jeg lytter til Per Dich, der reciterer-synger sin udmærkede udgave af Dylans A-Hard-Rain-Gonna-Fall. Tung Regn kalder han den. Og jeg fik lyst til at høre Bob selv og faldt over denne fine bootleg-optagelse fra en eller andet fjernsynsoptræden. Jeg kan godt lide denne sang, den tekst og så Dylan med akustisk guitar og mundharmonika. Nøgen og uafrystelig.
Medens et regeringsnedsat udvalg pt. gransker i, hvad man skal stille op med problemet fildeling på internettet og medens sagen mod den svenske fildelingstjeneste Pirate Bay kører i retten, så er der anledning til at reflektere endnu engang over, hvilken revolution, der er gang i på nettet. I koret af kommentatorer og meningsmagere har de udøvende kunstnere – generelt set – været lidt tilbageholdende eller har bakket op om musikindustrien. Men i den senere tid er der kommet flere stemmer i koret – stemmer, der taler om de forskellige interesser kunstnerne og industrien har. Det forholder sig nemlig ikke sådan, at musikindustriens økonomiske interesser er sammenfaldende med kunstnernes. I England har en række kunstnere for nyligt dannet en organisation, der skal tale kunstnernes sag. Og ned i græsrodslaget er der et utal af eksempler på det samme. Unge musikere, der går en stor bue uden om den traditionelle musikindustri ved fx selv at distribuere deres musik via nettet.
I dag kan man læse en yderst interessant artikel af den svenske komponist Peter Bryngelsson (i Dagens Nyheter). Bryngelsson kritiserer musikbranchen, repræsenteret ved IFPI for manglende forståelse for de nye medier. Når branchen påstår, at de repræsenterer en kunstner som Brygelsson i retsagen mod Pirate Bay og kræver fængselsstraf og tårnhøje bøder til Pirate Bay-grundlæggerne, så tager de helt fejl, mener Peter Brygelsson.
Musikindustrien har aldrig tilgodeset Brygelssons behov – hverken som lytter af musik eller som udøvende kunstner: “Den musik jeg ville købe har jeg ikke kunnet finde i pladeforretningerne, og den musik jeg producerede har man ikke villet sælge til trods for gode anmeldelser og et internationalt rygte. I selve arbejdet er der meget få komponister, der er blevet negativt berørt af downloading. I stedet for har internettet og dets konsekvenser medført et længe ventet løft for den sjældne musik, jeg søger.
Dem som påvirkes negativt er i højere grad mellemhandlerne som fx pladeselskaberne og deres underleverandører. Vi andre fortsætter som hidtil med at ernære os med liveoptrædener, privat salg, musik til teater, film, tv, förelæsningar.
Den ny teknik er revolutionerende og har i grunden forandret de flestes liv, hvilket også har resulteret i at vi ser anderledes på ejendomsretten. Computeren er en avanceret kopimaskine, hvilket gør at den til stadighed henter materiale fra andre kilder, og det gør det til noget, vi betragter som vort eget. De fleste musikere i dag laver deres materiale på delvis lånte kilder. Selv om de ikke anvender færdige loops eller samplinger, så ved de godt, at guitar-Âriffet og sang-groovet til dels bærer en andens signatur og hvis man ikke laver musik eller film, så vænner man sig til i hverdagen til at tage gratis del i internettets informationer.
En fældende dom [i Pirate Bay-sagen] vil altså medføre, at de fleste os os under 65 år i en eller anden forstand blive kriminelle.”
Hvorpå Bryngelsson minder os om dengang, hvor musikbranchen forsøgte at bekæmpe kassettebåndskopiering under mottoet: “Hometaping kills music”. Branchen er på mange måder ikke kommet videre end dengang. Dengang blev problemet løst med en afgift på uindspillede bånd. En løsning, der også gav penge til kunstnerne.
Men Bryngelsson går et skridt videre. For han slår fast, at det ikke er nogen selvfølge, at man skal tjene penge på at sælge musik! Det er ikke nogen naturlov, men resultat af en overenskomst mellem musikudøverne og -brugerne. Og det er denne overenskomst, der er under forvandling i disse år. Uden at nævne begrebet som sådan, så er det også den omstridte copy-right, der er under pres. Bryngelsson forudser, at forvandlingen vil fortsætte, og at mellemhandlerniveauet vil tørre ud eller helt forsvinde. Fordi en kunstner i dag – med et almindeligt computerudstyr og en internetadgang – selv kan stå for hele produktionen og distributionen.”
Da TV2 kastede sig ud i æteren med TV2 Radio, der havde et koncept, som på de fleste ledder lignende de eksisterende private kommercielle, radiostationer (reklamer, snik-snak, mainstreampop og kændisser), gav vi den ikke mange chancer. Og det viste sig at holde stik. Selv ikke med Missil-Jens Rohde i spidsen kunne konceptet sælges. Alligevel er der stadigvæk mange borgerlige i det politiske establishment (tænk bare på P2-sagen), der tror på idéen.
I dag kan man så læse, at flere af de kommercielle radiostationer vitterligt er på røven. Radio Nova (der afløste TV2 Radio), The Voice og Radio City skranker så alvorligt, at halvdelen af medarbejderne nu står til en fyring. SBS, der står bag de tre stationer, har kun fat i 7.3 % af lytterne og reklameindtægterne svigter.
Spørgsmålet er vel, om Danmark ikke er for lille til sådan et éndimensionelt koncept. Måske er der kun plads til en kanal med den model? Noget andet er, om lytterne gider høre kændisser snakke i tomgang, når de alligevel kan se de fleste af dem på tv og i de kulørte blade? Og måske er den danske lytter alligevel bedre end sit rygte? Måske han/hun hellere vil lægge øre til noget uforudsigeligt og varieret? De sorte spejdere gav vist et finderpeg i den retning… Bevar P2!
Jeg har lige læst en anekdote i Grace Slicks selvbiografi. Hun møder Jim Morrison for første gang. Han er iført underbukser, kravler rundt på alle fire og hyler som en hund… Jovist. Jim og The Doors havde fascinationskraft – takket være Morrisons skæve personlighed og ikke mindst musikken. Tom Decillos dokumentarfilm om The Doors, “When you’re strange”, er endnu et forsøg på at trænge til bunds i den mytologi, der er vokset op om bandet. Eller måske: endnu et bidrag til mytologiseringen… Filmen er blevet vist ved Sundance Filmfestivalen. Og nu er det også muligt at se en smagsprøve på filmen. Mere information.
Den 14. marts døde den franske sangskriver og musiker Alain Bashung og hans dødsfald gav genlyd i store dele af de fransktalende medier. Til gengæld er nyheden kun ad omveje sluppet igennem til denne blogskriver. På det musikalske landkort er det frankofone stadigvæk – men nogle lysende undtagelser – et ukendt land for de fleste.
Alain Bashung var en af dem, der via rocken – storbyrocken, som den spilles i New York (Mink de Ville, Lou Reed…), London (Roxy Music…) og andre metropoler – fornyede den franske chancon-tradition, så nye generationer tog den til sig. Fra 1980 og frem til sin død af lungekræft for nogle dage siden blev han forgylt med den ene pris og udmærkelse efter den anden. Bashung var mere end en fransk epigon. Faktisk arbejdede han sammen med en række af sine udenlandske forbilleder (Phil Manzenera, Marc Ribot (Tom Waits), Adrian Utley (Portishead), Colin Newman (Wire) m.fl. og skabte sin helt egen sofistikerede rock-and-chanson.
Historien om Bashung er endnu en historie om en ung mand, der blev smittet med rock’n roll-virussen, da Elvis, Cochran, Holly, Berry m.fl. satte gang i adrenalin og hormoner. Som andre i sin generation måtte han slide for successen i mange år, og det var først i slutningen af halvfjerdserne det egentlige gennembrud kom. Gennembruddet faldt sammen med, at Bashung fandt en soulbrother og kongenial tekstforfatter i Boris Bergman. Og med millionsællerten Gaby, Oh Gaby brød de igennnem til det store fransktalende publikum.
Bashung nåede at indspille i omegnen af 15 album. Og lige inden sin død blev han udnænvt til medlem af Æreslegionen og modtog Frankrigs svar på en Grammy, Victoires de la Musique, for sin seneste plade Bleu Pétrole.
Ud over sit musikalske karriere havde han også succes som skuespiller og medvirkede i tyve produktioner. Hvil i fred.
Den konservastive kulturmedister Carina Christensen vil slagte DR Radio P2 til fordel for endnu en hjernedød, kværnende, kommerciel muzak-kanal, som vi i forvejen har så mange af, at vi kan fodre svin med dem – forudsat svinene ville have dem…
Protestér og kæmp for den radiofoniske alsighed, public-service, kvalitet m.m. ved at skrive under her. Been there, done that!
Seneste: Kulturmedisteren på tilbagetog?
