august 2021 arkiv

Grateful Dead – Everly Brothers

23. august 2021

Ja, også Grateful Dead var store fans af Everly Brothers. Og Jerry Garcia og Bob Weir gjorde efter bedste evne de to Everlybrødre kunsten efter.

Århus Festuge 2021

23. august 2021

I den kommende weekend løbes Århus Festuge i gang, som den plejer. Man begynder i god tid. Jeg har pløjet det foreløbige program igennem, men er ikke rigtig faldet over noget, der ikke lige så godt kunne være en del af det øvrige års program. Og på musiksiden er der heller ikke oplevelser, der springer voldsomt i øjnene. Men det skal selvfølgelig ikke afholde nogen fra at deltage (men husk at vise hensyn – afstand, evt. mundbind osv.).

Dødsfald: Don Everly – 84 år

22. august 2021

Lillebroder Phil Everly døde i 2014 af en lungesygdom, 74 år gammel. Og nu er storebroder Don også død, 84 år gammel og uden, at der er angivet nogen dødsårsag.

Everly Brothers havde en stribe hits op gennem halvtredserne og tresserne, og deres vokalharmonier, stærke sange og superbe arrangementer var irreducible forudsætninger for navne som the Beatles, the Hollies, Simon and Garfunkel, the Beach Boys, the Byrds og Crosby, Stills and Nash, blot for at nævne de største navne.

Josephine Baker på Pantheon

22. august 2021

Det seksuelle har altid været genstand for forargelse – og det modsatte. Nu om stunder debatteres det, hvorvidt unge piger omkring puberteten må bære små bluser, der viser deres maveskind, i skolen. Og for meget længe siden, helt tilbage i 1928 vakte en amerikansk-født sanger- og danserinde ved navn Josephine Baker furore i lille Danmark ved at optræde i et bananskørt (og intet andet). Her kunne man se både maveskind og mere til. Det var – forstod man – ikke godt for “sædeligheden” i landet.

Siden blev Josephine Baker, der ikke kun var frisindet på det kropslige plan, men også politisk (som aktiv i den franske modstandsbevægelse og som fortaler for borgerrettigheder), verdensberømt. Herhjemme blev hun forsvaret af den kulturradikale PH – Poul Henningsen – Sten Hegelers far.

Og i Frankrig bliver hendes afdøde rester nu genbegravet på Pantheon, hvor kun de allerstørste franske kulturpersonligheder er blevet stedt til hvile (fx Voltaire, Emile Zola og Victor Hugo). Jovist, franskmændene forstår at værdsætte deres kultureller repræsentanter – også selv om de er af brunlig kulør og anden etnisk oprindelse… Måske kunne vi lære lidt af denne flotte gestus her i Danmark?!

Medieforbrug: Mindre tv-kiggeri

22. august 2021

I går tog jeg en tung beslutning. Jeg vil se mindre tv. Når beslutningen er tung, så er det, fordi jeg altid har været, hvad man engang kaldte en tv-narkoman. Jeg er vokset op med tv – ja tilhører vel sagtens den generation, der oplevede at det sort-hvide fjernsyn kom ind i stuen og blev familiens nye “alter” og siden blev med farver, forbedret lyd, digitaliseret osv. Og jeg har set meget tv gennem årene.

Men som læsere af denne blog vil vide, så har jeg også udviklet et stærkt kritisk syn på tv. Ikke mindst Danmarks Radios tv-kanaler, der jo i princippet skal dyrke alsidighedsprincippet (at der skal være noget for alle og enhver smag) og være public service (hvilket bl.a. indebærer en forpligtelse på at være seriøst oplysende og måske endda belærende i ordets grundbetydning). Og læserne vil også vide, at jeg synes, det alt for sjældent forholder sig sådan – at DR er blevet et (u)frivilligt offer for den underholdningsgørelse af tv, der for alvor satte ind med oprettelsen af TV2.

Hvad der var med til skubbe mig i retning af beslutningen om mindre tv var dels, at jeg fik forstoppelse af nyhedsudsendelsernes (DRs) tyggen drøv på situationen i Afghanistan i kølvandet på besættelsesmagternes trækken sig tilbage. Selv den mindste, ubetydelige vinkel på evakueringen og den opståede flygtningekrise blev og bliver transformeret til journalistisk tyggemad. Og det i en grad, at man igen og igen må spørge sig selv, om journalisterne opfatter seerne som tankeløse umælende fæ, der skal have alt – og alt for meget – ind med en søbeske? Nej, det journalistiske niveau lader meget tilbage at ønske i form af både selvkritik og faglig opgradering.

Dertil skal lægges den omsiggribende infantilisering af tv-mediet, der foregår på DR (og de andre danske kanaler, men jeg holder mig som beskrevet til DR især). En ting er, at DR officielt har en politik, hvor programvirksomheden skal sigte mod ‘de unge’. Men behøver det at betyde, at de unges erfaringshorisont, interesser, problemer, sprogbrug osv. skal sætte dagsordenen for, hvad seerne – hvis store flertal er voksne og ældre mennesker – skal udsættes for?! Til syneladende. Og lad mig bare tage et enkelt eksempel ud af mange mulige.

DR diverterer seerne med et såkaldt familieunderholdningsprogram med titlen “Alle mod en”, der er en slags moderne quiz-program med aktiv deltagelse af seerne (via en app). Og anført af de to unge studieværter Joakim Ingvardsen og Stefania Potalivo. Og DRs egen omtale af sidstnævnte studievært siger (for mig) alt om, hvor infantil det er: “Stephania har været børnestjerne og serie-darling: Nu prøver hun kræfter med ‘gakket’ værtsrolle” (rubrikken). Og den 35-årige (!) studievært og skuespiller supplerer sigende: “Alt det gakkede, som rollen indebærer, kan jeg godt lide. Jeg får lov til at komme ud og lege og møde alle mulige forskellige folk. Det er lige mig, siger hun.”. Barnlig pjank, pjat og fald-på-halen-komik serveret som aftenunderholdning for “hele familien”. Jeg takker pænt nej og det er lige før, jeg ønsker mig tilbaget til Otto Leisners tørre vittigheder, der dog var båret af en vis voksen seriøsitet. Så fremover: Mindre tv-kiggeri på DR.

Neil Young genudgiver piratplader

21. august 2021

Som fx Bob Dylan har Neil Young gennem årene været genstand for bootlegging, altså udgivelse af piratplader med optagelser fra især hans koncerter. Og på den måde har Neil sikkert gået glip af en del indtjening, medens han på den anden side har fået mange nye fans og tilhængere. Derfor giver det også god mening, at Young, der i forvejen ikke holder sig tilbage med arkivudgivelser, nu indleder en hel serie af bootlegs. Begyndende med hans berømte optræden på Carnegie Hall i 1970.

Det er meningen, at Carnegie-pladen (der udkommer både på CD og vinyl) skal følges op af en række lignende udgivelser i 2022. Hatten af for Neil Young.

50: Singler fra den britiske årslistes g(l)emmebog

20. august 2021

Selv om albummet havde et gyldent år i 1971, et annus mirabilis, så solgte singlerne stadigvæk godt. George Harrison toppede det års singleliste med “My sweet Lord”, der solgte 890000 eksemplarer. Og i hælene på den kom Rod Stewart (Maggie Mae), Middle of the Road (Chirpy Chirpy Cheep Cheep), Dawn (Knock three times) og T-Rex (Hot Love). Men hvem husker denne her sang, der var den 6. mest solgte det år?:

Eller den her – som indtog 9. pladsen?:

Capac anbefaler: Impromptu

19. august 2021

Impromptu hedder gruppen. Impromptu hedder albummet. Og “impromptu” kommer fra fransk og betyder at ‘være uforberedt’, at improvisere – med et oprindeligt italiensk ord. At lade det uforudsete, uventede, uforberedte ske. Og impromptu er kendt fra især klassisk musik og jazz, men også fra visse sider af rockmusikken (fx Grateful Dead, britiske Canterbury-bands og tyske krautrockbands).

Danske Impromptu består af Daniel Frank på bas (double bass), Jeppe Gram på trommer, slagtøj og Philicorda orgel, Aske Jacoby guitar og sang – og Jeppe Saugman sonics. Og det hele begyndte med, at trommeslager Jeppe Gram opfordrede de andre til at give en koncert på Blågårds Apotek (København) i januar 2020 uden at afsløre, hvad de skulle spille. Planen – eller ikke-planen – var, at kaste musikerne ud på dybt vand. Spil! Og det kan gå to veje. Enten går det ikke, eller også går det. Og det gik – over al forventning. Noget magisk opstod til glæde for musikerne og publikum.

Og min tanke er – medens jeg sidder her med hovedtelefonerne på og lytter til albummet – at det selvfølgelig kun kan gå, når et hold garvede musikere med masser af erfaring og kunnen i rygsækken kaster sig ud på det musikalsk dybe vand. Fra første nummer – Impromptu #1 (de hedder alle det samme Impromptu #1-#12) slår det mig, at det, der genererer musikken er de medvirkendes evne til at lytte sig ind på hinanden. En lægger ud med en enkelt tone eller akkord, som straks følges op af et andet instrument og derfra vokser stykkerne stille og roligt i en konstant supplerende (i ordets egentlige forstand) leg, hvor musikalsk erfaring og kreativ musikalitet lader musikstykkerne opstå, ja gro som planter i jorden.

Efter den vellykkede koncert opstod ideen til et album, der blev til ud fra samme nulpunkt. Eller rettere – samme idé. For nu havde de jo afprøvet det med held, og skulle “bare” overføre det til pladestudiet. Og sådan skete det. De gik i studiet, satte optageren i gang og spillede så – live som man siger – de stykker, der blev til pladen.

Og man må sige, at successen fra Blågårds Apotek bliver gentaget på pladen. Det er både meget overraskende at lytte til (fordi vi som musiklyttere ikke rigtig er vant til at skulle nulstille vores forventninger og give plads til noget radikalt nyt) og meget tilfredsstillende, fordi improvisationerne frembringer skøn musik, der fører en uventede steder hen, samtidig med, at der også er en vis genkendelighed i kraft af musikernes erfaringsgrundlag. Om det er jazz, vil jeg gerne overlade til lytterne om at dømme. I mine ører er der tale om en frugtbar krydsning mellem musikalske genrelandskaber – jazz, fusionsmusik, rock og avant-garde. En særlig hybrid, der er et barn af de involveredes samlede talentmasse.

Impromptu vil sikkert vise sig at være et af dette musikårs helt store overraskelser. En plade, der er en gave til alle musikelskere, der ønsker at få deres indlejrede fordomme og parate forventninger sat på spil, ud af spil og blive nødt til at lytte på ny. Det er forfriskende og befordrende for lytteren. Og jeg kan kun ønske mig at høre mere fra Impromptu og at coronapandemiens aftagen gør det muligt for os at opleve dem et sted ude i landet. Hermed varmt anbefalet.

Impromptu. Impromptu. Produktion: Impromptu & Jeppe Saugmann. Little Sprout/ Giant Birch. Udkommer d. 19. august

 

 

Rawnboy fortsætter

18. august 2021

Under pseudonymet Rawnboy fortsætter Ron Sexsmith med at fortolke egne og andres sange, akkompagneret på guitar eller klaver. Det er nøgent og ubesmykket. Og det kan jeg godt lide.

Madonna – 63 år

17. august 2021

Vi skal ikke glemme spindesiden, når det gælder mærkedage. Madonna Louise Ciccone – kendt som Madonna – har lige rundet de 63 år. Og er stadigvæk aktiv. Seneste udspil kom i 2019.

Siden debuten i 1983 har hun været en af de førende moderne, kvindelige kunstnere, der har forstået at kombinere en form for højtprofileret feminisme med kunstnerisk og økonomisk tæft. En slags rollemodel for alle de popdamer, der siden hen er kommet til, fx Lady Gaga, der – hvis man skal være lidt ond – langt hen ad vejen har lukreret på Madonnas forarbejde, både musikalsk og med hensyn til det økonomiske og kønspolitiske.

Dødsfald: Sten Hegeler – 98 år

16. august 2021

Den første gang, jeg hørte om psykologen Sten Hegeler, var, da han sammen med sin daværende kone Inge skrev frisindet om det seksuelle i tresserne og halvfjerdserne (bl.a. i Ekstrabladet og nogle bøger). Det faldt nogenlunde sammen med, at jeg selv kom i puberteten og blev kønsmoden og havde brug for viden om det spørgsmål. Og på deres egen uforfærdede, ligefremme facon gav Inge og Sten, som de blev kendt som, svar på alskens spørgsmål om kønslivet. Ingen floromvunden tale. Ikke noget, der blev skubbet ind under stolen eller fortiet.

Og på den vis blev Sten Hegeler – for mig – et eksempel på den frisætning, som tresserne kom til at stå for. Ikke kun den seksuelle frigørelse, som vi har hørt så meget om, men i lige så høj eller højere grad den intellektuelle frigørelse til at tænke, hvad man vil, og udtrykke, hvad man vil og som man vil det. Ikke for ingenting var Sten Hegeler søn af foregangsmanden på det punkt, arkitekten og forfatteren Poul Henningsen, frontfigur for den kulturradikale strømning i dansk åndsliv. I mange år vidste Sten ikke, at det forholdt sig sådan med faderskabet, fordi hans moder i lang tid forskånede ham for sandheden. Den historie kan man læse om i Gitte Løkkegaards portrætbog Dobbeltbastarden.

Senere i livet blev Hegeler redaktør for forbrugerbladet Tænk, hvor han bl.a. var chef for Torben Bille, der var produktionsassistent på bladet.

Sten Hegeler forblev et intellektuelt forbillede for mig, så længe han var aktiv. En mand med sine meningers mod, sit frisind og sin modvilje mod konformiteten. Nu er Sten ikke mere, og det kulturradikale landskab er blevet et fyrtårn fattigere.

We are Lady Parts – engelsk sitcom

15. august 2021

Forestil dig – selvfølgelig kan du det! – et moderne punkband, bestående af feministiske, muslimske kvinder. Så har du kernen i plottet i den nye britiske sitcom We are Lady Parts. Danmarks Radio har – jubii! – købt seriens første sæson (seks afsnit). Jeg har set første afsnit og det har en masse af det, man kan forvente sig af en god engelsk sitcom. Gode skuespillere, en god historie og godt filmhåndværk. Dertil skal så lægges, at serien åbenlyst trækker på en moderne, britisk tradition for at fortælle anderledes, skæve, fordoms- og stereoptypi-nedbrydende historier om mennesker fra indvandrermiljøer. Tænk fx på film som My beautiful laundrette (1985) eller East is East (1999), for at nævne et par af mine personlige yndlingsfilm derovre fra. Og så er der selvfølgelig musikken. Manusforfatteren, Nida Manzoor, kender sine Clash, System of a Dawn osv. Man (jeg!) kan kun holde af sådan en serie.  (Og tak til filoffen for tippet).

PS. Serien er også blevet forsynet med et soundtrack (et såkaldt mp3-album), som er tilgængeligt på de sider, der sælger den slags. Fx lige her. Smagsprøve, sangen “Voldemort under my headscarf”… Og som Manzoor har sagt, så egner musikken sig til at blive hørt for fuld skrue på volumen, medens man headbanger alene i sit værelse. Sådan.

 

David Crosby – 80

15. august 2021

The Byrds, Buffalo Springfield, Crosby, Stills, Nash & Young og en lang solokarriere. Så kort kan sangeren, sangskriveren og musikeren David Crosbys CV sammenfattes. Og han er stadigvæk aktiv, har for nylig udsendt en soloplade og spiller sammen med sin søn i den jazzinspirerede gruppe CPR. Og så er det i år 50 år siden, han debuterede som solist med If I could only remember my name.

50: The Who – Who’s Next

14. august 2021

Det var kun Pete Townshend, der faktisk tissede på den store betonklods, der stak op af grunden ved Eastington Coillery. De andre måtte have hjælp i form at regnvand fra en kande. Men ellers skulle coverfotoet være en slags kommentar til Stanley Kubrics film Rumrejsen 2001, hvor en stor monolit spiller en afgørende symbolsk betydning. Måske er det berømte coverfoto også en understregning af The Whos image som nogle af rebellerne i britisk beatmusik!? I hvert fald er det et cover, der er blevet både berømt, berømmet og fremhævet som et af de mest markante pladecovers gennem tiderne.

Og musikken på pladen vandt også genklang hos både kritikere og publikum. Der var tale om en slags genfødsel af bandet, der var begyndt som et regulært singlehitband (som andre af deres jævnbyrdige bands) og siden havde gennemgået en imponerende udvikling, der mundede ud i rockoperaen om Tommy. Det nye album opstod på ruinerne af Pete Townshends kuldsejlede, myteskabende projekt Lifehouse, der aldrig blev til noget. Og kritikerne tog det nye album til sig. Selv gnavpotten Robert Christgau måtte bøje sig og kalde pladen ‘det bedste hårde rockalbum i årevis’.

Dødsfald: Nanci Griffith – singer-songwriter – 68 år

14. august 2021

[Foto, lånt fra BBC]

Nancy Griffith er død i en alder af kun 68 år. NPR fortæller, at der ikke er angivet nogen dødsårsag, og at Nancy selv ønskede, at oplysningern om hendes død først blev tilgængelig før en uge efter hendes bortgang.

Hun var en af de mange talentfulde singer-songwriters, der kom frem sidst i 1960’erne med inspiration fra såvel folk som contry. En musikalsk historiefortæller, der også leverede sange til andre og gerne fortolkede andres sange.