december 2022 arkiv

Årets mandelgave eller noget: Tom Lehrer som offentlig ejendom

23. december 2022

Tom Lehrer er 94 år og det er længe siden, han har været aktiv som sanger og sangskriver. Men hans sange er lige så gode og relevante, som de altid har været. Og derfor er det en glædelig begivenhed, at Tom og hans fond – Tom Lehrer Trust 2007 – nu stiller alle sine sange til fri benyttelse, såkaldt “public domain”, på mandens egen hjemmeside. Her man man hente alle sangene, evt. i form af albums, ned i mp3-format (eller nøjes med at afspille musikken), lige som man kan hente sangteksterne og noderne ned i pdf-format. Vel at mærke i en begrænset periode, for som der står på siden, så vil siden blive lukket ned inden for overskuelig fremtid. Så vil man have Lehrer-songs på sin afspiller, så er det nu, man skal hente sangskatten ned (og den fylder ikke det helt store). En fin julegave fra gamle Tom – og helt i hans ånd.

Tom Lehrer Songs 

A CHRISTMAS CAROL
words and music by Tom Lehrer
Christmas time is here, by golly.
Disapproval would be folly.
Deck the halls with hunks of holly.
Fill the cup and don’t say when.
Kill the turkeys, ducks, and chickens,
Mix the punch, drag out the Dickens.
Even though the prospect sickens,
Brother, here we go again.
On Christmas Day you can’t get sore.
Your fellow man you must adore.
There’s time to rob him all the more
The other three hundred and sixty-four.
Relations, sparing no expense, ‘II
Send some useless old utensil
Or a matching pen and pencil.
(“Just the thing I need! How nice!”)
It doesn’t matter how sincere it
Is, nor how heartfelt the spirit,
Sentiment wil not endear it.
What’s important is the price.
Hark, the Herald Tribune sings,
Advertising wondrous things.
God rest you merry, merchants,
May you make the Yuletide pay.
Angels we have heard on high
Tell us to go out and buy!
So let the raucous sleighbells jingle.
Hail our dear old friend Kriss Kringle,
Driving his reindeer across the sky.
Don’t stand underneath when they fly by.

Årslister, hitlister o.a.

22. december 2022

Julen er nær. Og så er der jo heller ikke længe til nytårsaften. Og det viser sig jo også som de årligt tilbagevendende hit- og årslister over musik, der angiveligt skulle være det bedste, der kom ud af året. Jeg kigger rundt og konstaterer, at rigtig meget af det musik, der fremhæves, har jeg aldrig hørt og i nogle tilfælde heller ikke hørt om. Ikke, fordi jeg ikke vil, men primært fordi musikformidlingen nu om stunder slet ikke har et niveau, der gør musikken den tjeneste, den burde have. Dengang, hvor nye grammofonplader blev præsenteret i public-service-radioen er længst forbi. Og hvis de endelig dukker op, så er der bestemt ikke tale om kvalificeret, lyttende prænsentation, men om snakkehoveder, der helst lytter til deres eget mundtøj.

Og så må jeg også indrømme, at jeg de seneste par måneder især har været optaget af musikken fra før i tiden. Til dels inspireret af Bob Dylan, men også andre – fx journalisten Dave Marsh – der har øre for den musik, der har været truet af at gå i glemmebogen. For sandheden er at fortiden gemmer på så  mange musikalske  juveler, at man kan blive helt overvældet.

Samme retrograde inspiration fik mig til at hjemtage – fra biblioteket – bokssætet American Epic. Et 5-CD-sæt med 100 numre. Og et lydspor til en tv-dokumentar-serie, der dokumenterer amerikansk roots-musik fra 1920’erne og 1930’erne i hele dens brede og mangfoldighed. 100 forskellige kunstnere. Nogle få er kendte, men langt de fleste er ikke store navne. Bokssættet fik angiveligt (jeg har læst mig til det) store, flotte ord med på vejen, og det er forståeligt. For de fem plader giver en en fin fornemmelse af det musikalske landskab, der udgør substratet for vor tids populærmusik. Hvis man interesserer sig for den slags – rødderne i rock og pop – så er denne lille boks absolut anbefalelsesværdig – og kan som nævnt lånes på biblioteket. Og man kan være heldig at finde dokumentaren på tuben…

Clarence Ashley – Coo Coo Bird

 

 

 

Capacs kalenderlåge nr. 22

22. december 2022

Når man har fulgt Venstres Jakob Ellemann-Jensens forsøg på at bortforklare, hvordan han har løbet fra sine valgløfter og vendt mere end 180 grader på en tallerken for at komme i regering med Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, så er man nok ikke så overrasket over, at han og hans parti må betale i vælgertilslutning. I går var det Voxmeter, der uddelte tærsk til dem, og i dag er det så Epinion, der sender Venstre ned på en tilslutning, partiet ikke har haft siden 2008. Næh, Ellemann-Jensen har ikke nogen sikker politisk hånd. Og når man løber fra sine valgløfter så hurtigt en hest kan rende, så nytter det ikke at kaste sig ud i tvivlsomme projekter – for eksempel regeringens tanker om at øge arbejdsudbuddet – som alskens eksperter allerede har skudt ned som tvivlsomme.

Låge nr. 22: Procol Harum – A Whiter Shade of Pale

Sangfilosoffen for en kort sidste bemærkning…

21. december 2022

Under læsningen ad Bob Dylans store, tunge bog The Philosophy of Modern Song har mit ledemotiv været – hvad fortæller han mig om musikken? Og selv om han bruger meget krudt på teksterne i sin blanding af analyse, fortolkning og fri fabuleren – grænsende til det fantaserende – så kommer der små dryp af indsigter om musikken. Således hans allersidste ord i bogen som afslutning på en behandling af Dion and the Belmonts “Where or when”:

“Men sådan er det med musik, den tilhører tiden men er også tidløs; noget, der skaber erindringer og selve erindringen. Selv om vi sjældent tænker over det, så er musik bygget ind i tiden lige som en skulptør eller svejser der arbejder i det fysiske rum. Musik overskrider tiden ved at vi lever i musikken, lige som reinkarnation tillader os at transcendere livet ved at leve det igen og igen”.  [s. 334, min fordanskning]

Lad så være, at Dylan bliver helt buddhistisk her til sidst, men hans tro på musikken som noget, der både tilhører tiden og rækker ud over den, er helt intakt.

Capacs kalenderlåge nr. 21

21. december 2022

Den nye regering er ikke kommet godt fra land. I går blev en af nyhederne, at Mette Frederiksen ofrer det danske drikkevand på hen-over-midten-regeringens alter, selv om hun før valget begræd tabet af rent drikkevand til efterkommerne. Og for at  føje spot til spe, så kom Voxmeter med en meningsmåling, der decimerede de tre regeringspartiers tilslutning og gav fremgang til venstrefløjen. Næh, SVM-regeringen ligner det misfoster, det har været siden konceptionen i Frederiksens hovede.

Kalenderlåge 21: Simon & Garfunkel “Hazy shade of Winter”

Bluesrødder…

20. december 2022

‘Goodgodamighty, these cats going wild.’ ” (Muddy Waters)

Mere fra sangfilosoffen…

20. december 2022

Jeg mangler et enkelt lille kapitel i Bob Dylans bog om den moderne sang. Og jeg må sige, at det har været en fornøjelse at følge ham gennem de mange sange – og mange overraskelser, for det er meget forskelligt, hvad mesteren fremhæver. Og hvis man tror, at den samfunds- og kulturkritiske Bob Dylan var en, der hørte til i ungdommens dage, så skal man nok tænke om igen.

For eksempel får vi hans råt for usødede mening om filmkunstens udvikling gennem årene, dvs. fra efterkrigstiden og frem til i dag:

“Fortsættelser og genindspilninger kommer fra samlebåndet nu til dags med alarmerende hyppighed og med astronomiske budgetter, men de kan stadigvæk ikke indfange originalernes under og magi. De forstår ikke at føre os fra sæderne på balkonen til en vidunderlig verden. For fanden, for det meste kan de ikke engang overbevise folk om, at de skal komme ud af stuen og se filmene!

Folk vil sige, at de ikke ser gamle film af mange årsager – fordi de er i sort-hvid og måske er der en to-minutters sekvens, som de skiftende tider har gjort politisk ukorrekte. Disse mennesker mangler fantasi og smider barnet ud med badevandet.

Dem, der afviser film fra før som værende forsimplede går glip af Kurt Douglas’ bravour-præstation i Billy Wilder’s Ace in the Hole, som forudsiger mediemanipulationens giftighed, og [Marlon] Brando i On the Waterfront som havnearbejderen Terry Malloy, der lærer, at det ikke er hans aften og vidner mod en korrupt fagforeningsleder, der har slået hans broder ihjel. Filmen er så stærk, at du ikke behøver at kende til den historiske sammenhæng omkring [filminstruktøren] Elia Kazan og myndighedernes kommunistforfølgelse for at blive ramt i mellemgulvet.” (s. 314-15, min fordanskning)

Og så videre. Nej, Dylan har bestemt ikke glemt at se kritisk på sin samtid og dens fortrædeligheder. Og han lægger ikke fingre imellem, når det gælder tidens historiske ufølsomhed.

Capacs kalenderlåge nr. 20

20. december 2022

Terry Hall, forsanger m.m. i 2 Tone-bandet The Specials er død efter kort tids sygdom i en alder af kun 63 år. Billy Bragg sammenfatter hvad Terry Hall og Specials betød for britisk kultur:

The Specials were a celebration of how British culture was envigorated by Caribbean immigration but the onstage demenour of their lead singer was a reminder that they were in the serious business of challenging our perception of who we were in the late 1970s. RIP Terry Hall

Og lågen til dag 20 gemmer selvfølgelig på:

 

Capacs kalenderlåge nr. 19

19. december 2022

Forventeligt kommer den nye regering snublende fra start. Man vil afskaffe en af lønmodtagernes helligdage, Store Bededag, der skal bruges til at finansiere militært udstyr. Men det er uigennemtænkt, hvordan besparelsen vil komme politikken til gode. Umiddelbart er  det kun arbejdsgiverne, der får noget ud af en arbejdsdag mindre, medens staten mister lidt skattekroner på den manøvre. Så regeringen har udkastet en uigennemtænkt idé, der mest af alt fortæller noget om, at man helst ikke vil pille ved skattten for at kunne finansiere sine krigsliderlige planer. Og heri er der bestemt ikke noget nyt – hen over midten eller ikke.

Og så til kalenderlåge nr. 19, der gemmer på en kunstner, jeg for alvor har fået ørerne op for i 22, Lisa Loeb –

“Do you sleep?”.

Capac anbefaler: Wayne Graham – Ish

19. december 2022

For mere end et år siden, anbefalede jeg Wayne Grahams plade 1% Juice, hvor jeg mente, at pladen var udtryk for at Wayne Graham – og det vil især sige brødrene Kenny og Hayden Miles – havde fundet deres musikalske formel. Og på den nye plade med den korte titel Ish fortsætter brødrene – med hjælp fra guitaristen og tangentspilleren Lee Owen og bassisten Jose Oreta – med at forfine og udvikle deres stil.

En stil, der er en flig af det store amerikanske americana-patchwork. Nærmere bestemt en flig, der hører til i de afsides Appalacherne og som har givet anledning til at tale om en new appalachian sound. Hvordan denne forklares – bortset fra sit geografiske tilhørssted – skal jeg ikke kunne sige. Men i hvert fald er noget af det, der kendetegner Miles-brødrenes sange en basal enkelhed. Som i pladens første skæring – “How was your night” – er sangene bygget op om enkle trommelyde og lige så enkle guitar akkorder. Man kan præcist høre, hvordan disse sange er opstået i et intimt samarbejde mellem Kenny og Hayden – og efterfølgende har fået lagt nogle lag på og er blevet udfoldet.

Som tidligere anført, så er det nærliggende at komme til at tænke på nogle af americanaens gamle navne. Jeg har nævnt americana-fædrene i The Band (specielt tiden omkring Big Pink og Basement Tapes med Bob Dylan). Et andet navn – og de facto-inspirationskilde – er The Grateful Dead, der også dyrkede en stil, der både var uhyre enkel og med mange lag. Og som disse fædre udi rocken laver Wayne Graham nu sange, der er bygget over en sådan skabelon. Og det har resulteret i elleve homogene og dog forskellige sange, der til sammen udgør bandets vel nok mest vellykkede udgivelse indtil videre. Og der er ikke nogen grund til ikke at forvente, at der vil komme mere og også endnu mere vellykkede udgivelser fra brødrene og deres musikalske legekammerater.

Miles-brødrene har som mange andre roots-musikere i USA rødder i et religiøst samfund, og det afspejler sig da også albummets tekster, der beskæftiger sig med temaer, der i høj grad er religiøst funderede. Som eksempel er albummets titel Ish et andet navn på den bibelske skikkelse Lilith (Adams første kvinde). Men det betyder ikke, at man ikke kan lytte til teksterne og få noget ud af dem uden at tænke i bibelske baner. Heldigvis har brødrene forstået at gøre sangene personlige og almentgyldige.

Det vigtigste – for mig at høre – er dog, at pladen musikalsk set hænger utrolig godt sammen og afspejler den afklarethed, som Miles-brødrene er nået frem til i deres musik. De har nu deres egen genkendelige stil, der forståeligt nok har fået sit eget kult-publikum derovre (og sikkert også i vores verdensdel). Ish er et album, der med tiden vil kunne få samme status i gruppens musik, som de første albums fik for de nævnte forfædre i americanaen. Så hvis du endnu ikke har fundet en julegave til din rockelskende ven, så er Ish bestemt en oplagt kandidat til en plads under juletræet. Hermed varmt anbefalet.

Wayne Graham – Ish. Produceret af Hayden og Kenny Miles. Celebration Records. Udkom 11/11-2022.

Keith Richard – 79 år

18. december 2022

“Der er ikke nogen, der undrer sig over, hvorfor bluesmusikere var på scenen, indtil de blev gamle… Det samme gælder for os. Hvorfor slikker en hanhund sine nosser? Fordi den kan! Vi spiller, fordi vi kan . Vi gør det, vi skal gøre.” [What would Keith Richard do?]

Rolling Stones at the Mocambo, 1977

Capacs kalenderlåge nr. 18

18. december 2022

Dagens sang

Peter A. G. Nielsen – 70

17. december 2022

Her slentrer en ung Peter A. G. ned ad århusianske Vestergade sammen med Gnags. I aftes kunne man til gengæld se og opleve Peter synge en gammel Gnags-julesang på DR1 store juleshow. Jo den gamle Gnags-frontmand er stadigvæk aktiv på scenen og i dag fylder han så halvfjerds.

Capacs kalenderlåge nr. 17

17. december 2022

Regeringen er i gang med sine rævekager. Omvendt Robin Hood-politik. Lad juleferien give os lidt ro og fred….

Sangfilosoffen Bob Dylan

17. december 2022

Jeg læser Bob Dylans The Philosophy of modern song i små bidder, sammen med anden lektyre. En-to sange pr. dag. Og det er en fornøjelse at følge Dylan gennemgå de mange og mangeartede sange, han trækker frem til kommentar og analyse. Og, som tidligere skrevet, har han især blik for sangteksterne, som han får vredet meget ud af. Hvorimod musikken kommenteres løbende i småbidder. Han fremstiller ikke en egentlig klassisk sangfilosofi. Der er snarere tale om, at han på helt moderne vis skriver sig frem til pointer og synspunkter. Det er Bob Dylan på skriftens vinger, vi har med at gøre. Det er derfor, han pludselig kan komme med lysglimt af indsigt i det mysterium, som musikken er. Det sker for eksempel og i markant grad i hans kommetar og analyse af Santanas “Black Magic Woman”, hvor han skriver følgende (i min oversættelse):

“Faktisk kan man fremføre det argument, at desto mere du studerer musik, desto mindre forstår du. Tag to menensker – en studerer kontrapunkt-musik-teori, det andet græder når det hører en trist sang. Hvem af de to forstår i virkeligheden musikken bedst?” (S. 274)

Bemærkningen kommer som optakt til nogle fine overvejelser over forholdet mellem tekst og musik i sange.

Dylan er ikke akademiker og ikke intellektuel, men alligevel lykkes det ham at skrive sig frem til gode indsigter i musikkens mysterium. I kraft af sine mange år som musiker og sangmager og i kraft af sine evner til at udtrykke sig i tale og skrift.