Selv om Decemberists seneste plade Hazards of Love ikke har mødt samme velvilje hos nogle anmeldere som forgængeren The Crane Wife, så skal det ikke forhindre mig i at slå et slag for den. Det er en fin plade, som man ikke sådan lige bliver færdig med…
Selv om vi ikke hører så meget til Arlo Guthrie mere, så er han stadigvæk ganske aktiv. På NPR kan man høre Woodys søn, dennes søn (Abe) og datter (Sarah Lee), datterens ægtemand (Johnny Irion) og steel-guitaristen Gordon Legacy give en fin koncert.
“When I get older, losing my hair, Many years from now…”. Ja, det var dengang, og ingen af os kan løbe fra tidens gang og alderens komme. The Guardian benytter dagen til at bringe en billedkavalkade med fotos af nogle af dem, der når pensionsalderen næste år – inden for showbizz. Roger Daltrey fra the Who, Ray Davies fra the Kinks, Mo Tucker fra Velvet Underground osv. Jovist, håret ER blevet gråt, hvis det da ikke er faldet af (sammen med tænderne), og tiden har sat sine spor – med større eller mindre styrke. Men livsbekræftende er det også, for langt de fleste af fødselarerne er still-going-strong og minder os om, at det først er slut, når det er slut…
Næppe har Iggy Pop sendt en kvasi-jazz-plade på gaden – Preliminaries – før han overfor den australienske presse afslører, at han sammen med James Williamson vil gendanne Stooges og tage udgangspunkt i albummet Raw Power fra 1973. Om de vil turnere forlyder der ikke noget om, men de skal lige finde en afløser for afdøde Ron Asheton…
Iggy Pop Raw Power live
Det altid initiativrige retro-pladeselskab udsender i starten af næste måned en cd med hidtil uudgivne (vi ser bort fra bootlegs..) akustise demo-udgaver fra trioens tidlige periode fra 1969-1972. Tracklisten afslører, at der er tale om en lang række klassiske sange:
1. “Marrakesh Express”
2. “Almost Cut My Hair”
3. “You Don’t Have To Cry”
4. “Deja Vu”
5. “Sleep Song”
6. “My Love Is A Gentle Thing”
7. “Be Yourself”
8. “Music Is Love”
9. “Singing Call”
10. “Long Time Gone”
11. “Chicago”
12. “Love The One You’re With”
Du kan lytte med her – og overbevise dig selv om, at der ikke er tale om en andenrangsudgivelse… Jeg har skrevet den på min ønskeliste.
Min veninde Gertrud har gjort mig opmærksom på, at forlaget Clemens – der hører til Clemens Antikvariat i århus – har udgivet et værk for samlere af gamle danske grammofonplader fra perioden 1958-1977. Bogen er – i følge oplysningerne på forlagets hjemmeside – både en guide for samlere og et stykke kulturhistorie for andre interesserede. Jeg vil vende tilbage til den, hvis jeg skulle være heldig at få fat i et eksemplar. Den er skrevet af Lars Rørbæk, koster 225 kr. og er den første i serien “Rarebookings’ Rare Records of Scandinavia”.
Sagen mellem Woody Allen og lingeri-firmaet American Apparel kom til at dreje sig om førstnævntes markedsværdi. I et tidligere indlæg skrev jeg afslutningsvis: “Sagen er altså en illustration af,
at det kapitalistiske marked i grunden ikke anerkender den enkeltes ret
til at ikke at ville sælge sig selv eller for den sags skyld andre
grundlovssikrede rettigheder. Det handler alene om køb/salg,
udbud/efterspørgsel og alle beskidte kneb gælder i profittens øjemed..” Nu er der indgået et forlig i sagen og underbukse-firmaet med det populære, lumre image, har måttet betale 5 millioner dollars til Allen for misbrugen af billedet af Woody som ortodoks jøde. 1-0 til anstændigheden.
Det er mere end fyrre år siden, den unge, tyske student Benno Ohnesorg blev skudt ned i forbindelse med en demonstration i Berlin mod Shahen. Ohnesorg blev skudt i baghovedet på klos hold.
Politimanden, der skød, blev frikendt i to omgange. Omstændighederne omkring nedskydningen af den unge mand og myndighedernes behandling af sagen har siden været genstand for megen kritik og debat, men Ohnesorgs død blev en vigtig symbolsk hændelse, der var med til at legitimere studenterbevægelsens politiske arbejde og venstrefløjens kritik af det bestående. Pressefotoet af den døende Ohnesorg blev et mytologisk billede på linje med billeder af de nedskudte studenter i Ohio.
I dagens aviser kan man i dag læse, at den politimand, der skød Ohnesorg, var spion for DDRs forhadte Stasi. Der er ikke noget, der tyder på, at han skød Ohnesorg i sin egenskab af spion, men derimod i sin egenskab af vesttysk politimand. Imidlertid fortæller den historisk afsløring, der kommer efter frigivelse af papirer fra Stasi-arkivet, noget om, hvor kompliceret den politiske virkelighed var i Forbundsrepublikken efter nazitiden. Ikke alene lå den umiddelbare fortid, nazitiden, som en langt hen ubearbejdet, tungtvejende byrde på det unge, borgerlige demokrati, men samtidig skulle man håndtere og leve med en højspændt efterretningsrelation til DDR, hvor hundredvis af spioner havde deres virke i Forbundsrepublikken. Hvor meget myndighederne (og den vesttyske efterretningstjeneste) kendte til politimanden Kurras rolle som spion vides ikke, og måske får vi det aldrig at vide. Men frifindelsen af ham kunne måske tyde på, at myndigheder vidste mere, end der kom frem dengang…
Nyheden er et godt eksempel på, hvor vigtig en bestemt humanistisk faggruppes -Â historikernes – arbejde er for vores forståelse af verdens gang – og dermed for vores forståelse af den tid, vi lever i. Når det store flertal af danske folketingspolitikere – i følge dagbladets Informations undersøgelse – ikke mener, at humanistisk forskning er noget at samle på (hvilket bl.a. ses på antallet af humanistiske forskningsstipendier etc.), så glemmer (fortrænger, fornægter…) de helt, at det, de humanistiske fag beskæftiger sig med, er selve det humane. Forståelse af det humane i alle dets aspekter: hvad det menneskelige er, menneskets bevæggrunde, historiens betydning som del af naturhistorien osv. Sætter vi en parantes om det humane i forskningens verden, afskærer vi os fra muligheden af at ændre verdens gang…
ps. illustrationen herover er hentet fra Flickr.
Ida blev kun ni måneder gammel og døde for næsten 50 millioner år siden. Nu er hun så blevet mediedarling i den videnskabsjournalistiske del af medierne. Undersøgelser har nemlig afsløret, at Ida udgør en vigtig brik i det puslespil, der samler vores forståelse af mennesket og de højere primaters udvikling. Ida, der har fået navn efter den norske palæontolog Jørn Hurums datter, er det bedst bevarede primat-fossil, man kender til. Og undersøgelserne af hendes jordiske rester tyder på, at hun er den “missing link”, man har manglet for at forklare forbindelsen mellem to primatgrupper, vådnæseaberne og tørnæseaberne (de rigtige aber, som mennesket formodentlig er efterkommer af).
Interessant er det også, at publiceringen af forskningsresultaterne ikke som sædvanligt sker gennem de anerkendte tidsskrifter Nature eller Science, men i en BBC-produceret fjernsynsudsendelse. Med Ida som mediestjerne træder naturvidenskaben for alvor ind i billedmediernes årtusinde… Jeg har fundet historien i Die Zeit, hvor man kan se en fin billedkavalkade over temaet Ida.
Mere her: Revealing the Link – BBC om Ida-fundet – og The New York Times
Med jævne mellemrum dukker den australske sangkvartet The Seekers op i min indre jukebox. Så vidt jeg erindrer, var den første sang, jeg hørte med Judith Durham og co. deres store hit “The Carnival is over” fra 1965. Inger, enn pige i min families bekendtskabskreds, sang begejstret med, da sangen strømmede ud af den batteridrevne transistorradio. Seekers tilhørte den pæne del af poppen. Der var ikke noget oprør over de fire velfriserede og pæne unge mennesker. Men med Judy Durhams brillante stemme og en række stærkt iørefaldende sange (hvoraf flere var skrevet af Tom Springfield), fik de alligevel plads på min personlige top 100-liste sammen med Stones, Pretty Things m.fl. Favoritsangene blandt deres mange hits er I’ll never find another you og titelsangen til filmen Georgie Girl…om pigen, der – helt i tidens ånd – skal droppe pænheden og flinkeskolen og springe ud…
Under retssagen mod Pirate Bay gjorde de anklagede opmærksom på, at selv om de blev idømt fængsel og kæmpebøde, så ville det ingen effekt have på selve tjenesten, Pirate Bay, fordi den for længst var uden for svensk jurisdiktion. Og således er det. Piratskibet sejler videre, medens skandalen om det inhabile svenske retssystem udvikler sig.
I et desperat forsøg på at stoppe pirateriet har de store pladeselskaber – Universal, EMI, Sony og Warner – nu krævet, at mændene bag Pirate Bay (Fredrik Neij, Gottfrid Svartholm Warg, Peter Sunde Kolmisoppi ) skal betale bøder, indtil Pirate Bay holder op med at udføre sin tjeneste. Og samtidig anklages internetleverandøren bag Pirate Bay, Black Internet AB. Problemet er blot, at sagen rejsers i Sverige og tjenesten, som nævnt, ligger uden for svensk lovgivningsområde – oven i købet et sted, hvor tjenesten er lovlig… Og, som man siger, man kan ikke klippe håret af en skaldet. Bagmændene, der i forvejen er idømt millionbøder, kan næppe betale bøder, når de i forvejen er slået til tiggerstaven. For at det ikke skal være løgn kræver pladeselskaberne, at bødeforlægget skal træde i kraft, inden domstolen har færdigbehandlet sagen. Man kan ligefrem mærke desperationen brænde bag kravet. I følge André Rickardsson, der er it-sikkerhedsekspert i Bitsec, så opfører pladeselskaberne sig som ‘elefanter i en porcelænsforrretning’ og risikerer at få befolkningen imod sig (mere her på svensk).
Jeg kan ikke tænke mig et bedre lydspor til denne smukke frieftermiddag end Beach Boys’ kærlighedssange. Og du kan også høre dem lige her. Streamet, gratis og i en udmærket kvalitet.
Beach Boys er en af de grupper, der drives rovdrift på udgivelsesmæssigt. Jeg har ikke tal på alle de opsamlinger og greatest-hits-udgaver, jeg har haft mellem fingrene gennem årene. Men det er ikke småting. Forretningen kører derudaf…
Også denne udgivelse – Beach Boys Summer Love Songs – er selvfølgelig et forsøg på at vride penge ud af bandet ved at smide en ikke alt for overbevisende tematisk plade på gaden. At God Only Knows skulle være en sommerkærlighedssang, well…
Men musikken fejler ikke noget og det er en perlerække af mindeværdige sange, der gemmer sig bag den smagsløse cover…
Se billedet her. Mick ser nu ud til at kunne lide det….
Jeg kan ikke slippe piratradiohitsene (omtalt i går) helt. Jeg fandt den vedhæftede spøjse hyldest til piraterne fra De brølende Tressere. Fyren, der har lagt den hjemmelavede video ind på youtube, skriver følgende, der også kunne være en kommentar til den kommercielle danske radiovirkelighed anno 2009: “Til dem af jer, der lever på en diæt af Radio 1 og tusindvis af andre FM/AM/internet-radiostationer.. I aner ikke, hvor elendigt det var, indtil piraterne tændte et fyrværkeri og sendte det op i røven på Tante Beep (=BBC)! Billedligt talt, selvfølgelig. Du må ikke lege med tændstikker”.
The Roaring Sixties – We love the Pirates!
Medens vi er ved fyrværkeriet, så kan vi jo tage Brenton Woods lille fængende sang Gimme Little Sign..
Egentlig er det pudsigt at tænke på, at medens de store kommercielle interesser i musikindustrien i dag bekæmper piraterne med næb og klør, så gik de samme kommercielle interesser hånd i hånd med piraterne dengang…
