CAPAC

Her i casa capac har vi en svaghed for film om vampyrer, varulve og lignende væsner fra den menneskelige fantasiverden. Derfor skulle capac ikke betænke sig ret længe, da han forleden stod med den spanske instruktør Paco Plazas film Romasanta. The Werewolf Hunt (2004). i hånden til 10 kr. i det lokale supermarked.

Filmen bygger på en historisk sag, hvor en mand – Manuel Blanco Romasanta, kaldet ulvemennesket fra Allanz, blev dømt for at have slået femten kvinder ihjel og i sit forsvar forklarede, at han havde stået i ledtog med en anden mand, Antonio. Denne person blev aldrig fundet.

Sagen vakte også opmærksomhed, fordi Ramasanta forsvarede sig ved at påstå, at han led af lykantropi, dvs. mod sin vilje forvandledes til en ulv og gik på jagt blandt menneskene. Romasantas påstand blev taget for gode vare i retsagen, hvor videnskaben støttede synspunktet…

I filmens fortolkning får Romansanta-figuren en psykologisk, ja, næsten psykoanalystisk dimension, idet Romansanta fra starten beskrives som en person, der sætter kvindehjerter (og -skød) i brand. Hvorefter han slagter dem brutalt og fortærer noget af deres kroppe og bruger deres fedt til sæbeproduktion… Af Antonio, den tidligere hjælper og senere modstander (spillet fortræffeligt af John Sharian) får man at vide, at Romansanta er en regulær horekarl, der knepper konerne, medens mændede i høstsæsonen er draget sydpå for at tjene til livets ophold. Og han er god til det, altså at kneppe. Altså en slags lykantropisk Don Juan…

Næsten forudsigeligt bliver det kærligheden, den romantiske opslugende kærlighed, der sætter en stopper for det dyriske, driftsstyrede væsen. Ulvemennesket (spillet med overbevisning af Julian Sands) involverer sig med tre søskende, slår to af dem ihjel og forelsker sig – gengældt – i den sidste, Barbara, spillet af den underskønne Elsa Pataky, der jagter ham til den bitre ende sammen med myndighederne, da sandheden omsider er gået op for hende…

Filmen ligger et godt stykke fra traditionelle amerikanske horror-film om vampyrer ved at dyrke en slags magisk realisme. Som i den tidligere omtalt e Pans Labyrint er instruktøren loyal over for filmens plot og lægger ikke afstand til det okkulte. Det er – for publikum – take it, or leave it.

Hvis man har forventninger om en traditionel horror-splatter-film bliver man nok lidt skuffet over filmen. Ud over nogle makabre, blodige scener og en konstant snigende uhygge, så er der ikke meget af den slags at finde i filmen. Til gengæld får man et nuanceret, troværdigt psyko-drama, udspillet mellem de to hovedpersoner. Sands og Pataky spiller fornemt og overbevisende i rollerne som de to elskende, der også er hinandens modstandere.

I det hele taget er filmen godt castet i alle rollerne.
Et særligt plus skal filmen have for sin beskrivelse af konflikten mellem et retfærdighedssøgende retssystems mænd og videnskabens ditto. Modsat mange fiktionsbeskrivelser af fortidens videnskabsmænd som fusentaster, romantiske fantaster og galninge, så fremstilles videnskaben, i skikkelse af David Gants professor Philips, med dens blanding af fakta og overtro både loyalt og sympatisk. Det er lige før, man lader sig overbevise om lykantropiens eksistens…

Filmen er (meget) smukt og skarpt filmet af Javier Salmones i magiske mørke og varmt farvede billeder, der ganske enkelt er ideel nydelse at se på.

Svagheder? Nogle anmeldere har anker over manuskriptet, der forekommer lidt løs og flakkende i fortællingen. Jeg er ikke helt enig. Som i den magiske realisme i litteraturen er strukturen løs, uden at man på noget tidspunkt er i tvivl om filmens præmis. Vi ved allerede tidligt, hvem ulvemennesket er og har en klar fornemmelse af, hvordan det vil gå. Det er vejen derhen, der er det interessante. God tur.

Jeg har været heldig at låne Captain Beefhearts album Lick my Decals off, Baby – som grammofonplade. Men et lille rødt FONA-mærket oppe i det ene hjørne. Jeg lader Frøkenen lytte lidt til pladen i ørebøfferne. Man skal jo tænke på hendes dannelse. “Det lyder forfærdeligt”, siger hun og giver mig høretelefonerne tilbage. Og pladen er da også noget af det mest eksperimenterende Beefheart, man kan lytte til. Trout Mask Replica lyder nærmest som mainstreampop i sammenligning…
Pudsigt nok var albummet det mest succesrige i England, hvor det kom ind på top 50-listen og lå der i samtlige elleve uger. Hvilket nok især skyldes John Peel insisterende promovering af pladen i radioen. Men pladen er – stadigvæk – for viderekommende. Jeg faldt over rock-skribent-legenden Lester Bangs anmeldelse af pladen fra 1971 (i magasinet Creem). Bangs sammenligner – ja sidestiller – Beefheart med den samtidige avancerede jazz og forsøger at forstå musikken som fremtidens musik:
“Beefheart may be verbally obtuse and look like a trasher of everything “beautiful” (or euphonious) in centuries of Western musical tradition, but what he’s really doing, along with people like Cecil Taylor and Albert Ayler and the early Velvet Underground and the Tony Williams Lifetime, is creating a whole new musical vocabulary out of the ashes and dead air left by a crumbling empire of exhausted styles. Instead of destroying, Cap is taking forms with no seeming mileage left and reworking them into prophesies of tomorrow which will be as far-reaching for rock and the new free post-idiomatic music as Ornette Coleman’s radical divergence was for jazz a decade ago.

The comparison with Coleman is apt
on more than one level: both ushered in new decades with conceptions
of ensemble improvisation so unheard of as to raise wide controversy;
both have concerned their music with the rising spirit of man, the
unforced compassion and insight that led Coleman to write songs
like “Lonely Woman” and “Beauty is a Rare Thing,” Beefheart to “Frownland”
and “I Love You, You Big Dummy”; and most significantly, no matter
how far out both have gotten, the primitive American blues heritage
has always been implicit in everything they’ve done. The essential
cry of joy/anguish that courses through Coleman’s plaintive birdlike
squawks is merely genius echoing the earliest changing moans in
an age of atonality and distortion. And the more you listen to it,
the more you realize that for all the rambunctious waywardness of
Beefheart’s woolly excursions, the seeming cacophony always swings
as surely as the finest in the jazz and rock traditions it draws
on. The rhythms may be shifting a lot, and the players all jutting
off at squiggly angles, but that heartbeat always rocks on as surely
as an old up-and-down boogie.”

Beefhearts tekster er et kapitel for sig selv. En egensindig, poetisk omgang med sprogets gloser og sætninger. Nedbrydning og opbygning. Helt parallelt til det, der foregår i musikken. Grænser brydes op, og nye grænser skabes…

Rather than I want to hold your hand,
I wanna swallow you whole
‘n I wanna lick you everywhere it’s pink
‘n everywhere you think
Whole kit ‘n kaboodle ‘n the kitchen sink
Heaven’s sexy as hell
Life is integrated,
Goes together so well
‘n so on
Well, I’m gonna go on ‘n do my washing
Well, now you may think I’m crazy but I want you to
Lick my decals off baby
‘n I don’t want you to be lazy
’cause it’s drivin’ me crazy
‘n this song ain’t no sing-song
It’s all about the birds ‘n the bees
‘n where it went all wrong
‘n where it all belongs
‘n the earth all go down on their knees
lookin’ for ah little ease
She stuck out her toungue ‘n the fun begun
She stuck out her toungue ‘n the fun begun
She stuck it out at me, ‘n I just thumbed my nose
‘n went on washing my clothes

www.goodbeer.dk skriver: “En øl, der ikke efterlod noget som helst indtryk andet end: Husk aldrig at købe den igen. Den har et frisk, let syrligt bid i den ellers
vandede smag og bitterheden er kun moderat i finalen”. Tja, som man jo siger, så er smag og behag forskellig. Jeg finder den hverken vandet eller specielt bitter. Den er frisk, har en markant sødme og passer perfekt til fars egen pizza…

Siden jeg var en bette knægt i korte bukser og med skrammer på knæene har jeg været begejstret for King Kong. Fortællingen om den voldsomme, utæmmede, maskuline naturkraft, der transporteres ind i civilisationens centrum, metropolen for at møde sin skæbne – ikke i form af kampfly og soldater – men kvindelig skønhed er blevet fortalt flere gange.

Første gang i klassikeren fra 1933, som stadigvæk besidder en i mere end en forstand primitiv fascinationskraft, og sidst i Peter Jacksons mildest talt skuffende og ufrivilligt komiske udgave fra 2005. John Guillermins udgave fra 1976 fik smæk, da den kom frem, men er langt bedre end sit kritikerrygte. Og langt bedre end Peter Jacksons. Ikke mindst i kraft af Jessica Langes gestaltning af Kongs dragende kvindelige modstykke. Ikke noget at sige til, at Kong kravler op i sit falliske højhus med hende…

Med lidt god vilje kan man fortolke historien som det maskulines skæbne i den moderne verden. Den maskuline naturs undergang gennem sin egen drift.

Jeg har altid holdt med Kong og syntes, at det var synd han skulle lide en krank skæbne på toppen af en skyskraber…

I dag fandt jeg udgaven til 25 kroner i en lokal medieshop. Wroaar…

Som tidligere foreslået så kan man forstå balladen om EU-dommen vedr. familiesammenføring som et symptom på den danske vankelmodighed og ambivalens i forholdet til EU. På Dansk Folkepartis landsmøde i denne weekend kommer den fundamentale skepsis til fuld udtryk. “Vi er stadigvæk meget meget skeptiske. Jeg vil da ikke afvise, at vi en dag kan blive rene modstandere”, siger lederen fru Pia Kjærsgaard, der råber vagt i gevær og allierer sig med Holger Danske, fordi riget er truet af ydre fjender som følge af EU-dommen og EUs utidige indblanding i vores behandling af dyretransporter, strejkeretten og pensioner. Så længe EU stryger os med hårene, så er vi med, men når EU stryger os mod hårene, så vil vi ud. Vankelmodighed som kongen i Kongens Fald eller De Radikale i parodisk form. Lidt barnligt, ikke? Se nu, at få meldt os ud af det foretagende og vis i har hår på brysterne!

Så sødt som i gamle dage, næsten…

Elliott Murphy er en af de mange talentfulde amerikanske sangskrivere, hvis lod det har været at træde i Bob Dylans nedtrådte fodspor. Musikalsk inspireret ameriansk New-York-Metropolrock – ikke mindst Velvet Underground – lavede Murphy en række fremragende, roste albums op gennem halvfjerdserne, begyndende med debuten “Aquashow! i 1973 og efterfulgt af “Lost Generation” (75), “Night Lights” (76) og “Just a Story from America” (1977). Trods pæn succes valgte Murphy i firserne at slå sig ned i Paris, efter at han i en længere periode havde turneret det europæiske kontinent tyndt – og blandt andet gav en mindeværdig koncert i Østergades Hotel i århus…
Ved siden af sit musikalske virke som sangskriver og guitarist har Murphy ernæret sig som efterspurgt skribent for fx Rolling Stone, Spin og en række europæiske magasiner. Derud over har han udgivet en roman og et par novellesamlinger. Han har fortsat gennem årene med at udsende plader og har fået meget ros for blandt andet dobbeltalbummet Strings of the Storm fra 2003. Seneste har han udsendt Notes from the Underground (også 2008).
Som teksten nedenfor – Just a Story from America, fra albummet af samme navn – vidner om, så er Murphy en sangskriver i traditionen fra Dylan, Lou Reed og Bruce Springsteen.

Just a story from America
He left his job and he looked at her
I’ve had enough he put down his cup
And every time she would fill it up

When she’d say
Get up when they put you down
But like a boxer
You just spin around
Your kind of guy is so very few
Don’t ever let them get the best of you

And so he’s working like a dog each day
And every week there’d be more overtime pay
And pretty soon he’s got a Cadillac car
And on the weekends he would drive so far

And they don’t slow down
America’s such a speedy town
Hot clothes high society
He said it never get the best of me

And then he met a girl with hair like the sun
With social status she was number one
He left it all and he left downtown
A little voice follows him around

And it say
Get up they put you down
And like a boxer
You just spin around
Your kind of guy was so very few
I thought they’d never get the best of you

Just a story of America
Just a story fro in America
Just a story of America
Just a story from America

Forleden døde country-musikeren Charlie Walker af kræft, 81 år gammel. Walker var sammen med vennen Ray Price skaberne af den populære, såkaldte country shuffle eller honky tonk, der som navnet nærmest antyder er et musikalsk supplement til livet på the honky tonks. Han mest berømte sang blev “Pick Me Up On Your Way Down”, der hittede helt tilbage i 1958. Andre sigende titler er: Who Will Buy the Wine”, “Wild as a Wildcat”, “Don’t Squeeze My Charmin”, and “I Wouldn’t Take Her To A Dog Fight Even If I Thought That She Could Win”. Han indspillede også meget loyalt The Rolling Stones hyldest til “Honky Tonk Women“. Selvfølgelig kunne man fristes til at sige. Hvil i fred.

Man har sine kampe med virkeligheden. Og ofte lægger virkeligheden en ned. Sådan er der det. Man er kun et mennesket. De sidste mange måneder har jeg som en anden Don Quijote, iført mental rustning og verbal Rosinante, kæmpet en kamp med Oplysningens og Fornuftens sværd mod emotionelle vindmøller og kampen syntes mere og mere håbløs. Og lige da jeg havde sænket sværdet og bøjet hovedet i erkendelse af, at alt var tabt, så vandt jeg… Verden er forunderlig.

“That Blonde Venus hair, those frilly outfits, that sweet, sweet voice: It could only be Uni & Her Ukelele. The uke’s pink, usually, and the girl’s obsessed with unicorns; the overall effect is the musical and sartorial equivalent of sucking on a jawbreaker while drinking whiskey straight from the bottle. Although Uni claims both Ol’ Dirty Bastard and Stevie Nicks as influences and strays a long, long way from traditional, she does perform a tune called “Mahalo Maui Rose” that brings the old-fashioned plinky romance.”
– Michael Leaverton & Hiya Swanhuyser for SF Weekly, November 16, 2005

En af bloggens læsere har sendt et link til endnu en ukulele-performer. Og vi viderebringer straks informationen. Her er Uni and her Ukulele (myspace):

Uni & Her Ukelele: “Mahalo Maui Rose”

Uni kan fås via CD-Baby, hvor man også kan læse en masse lovende ord om hende…

Norman Whitfield er død i en alder af 68 år. Dødsårsagen skulle være komplikationer som følge af sukkersyge.
Whitfield var en central figur i relanceringen af plademærket Tamla Motown sidst i tresserne og først i halvfjerdserne, hvor han tilførte musikken tresserlyd – blandt andet inspireret af psychedelia – og teksterne en markant politisk bevidsthed. Navne som The Temptations, Rare Earth, Edwin Starr og The Undisputed Thruth fik glæde af den bevidste afro-amerikanske producers og sangskrivers talenter. Hvil i fred.

Lad os bare erkende det i disse digitaliseringstider, hvor cd’en er truet: Den rigtige musikoplevelse er i koncertsituationen. Hér hvor kunstnerne fortolker deres egne sange. Der er intet, der overgår det. Vi ser her bort fra, at det også mis-lykkes nu og da… Det nærmeste vi kommer koncerten i levende live er live-albums, hvor live-acten er kommet “på dåse”. Og det er også godt, når man nu skal undvære kunstnerens optræden. Og en af mine all-time-favoritter inden for live-album-genren er Lou Reeds Rock’n Roll Animal fra 1974. Med de eminente rock-guitarister Dick Wagner og Steve Hunter i front Ray Coclcrod på tangenter og en solid rytmebacking af bassisten Prakash John og trommeslageren Pentti Glan fører Reed lytteren gennem en håndfuld Velvet Underground-sange, der nyfortolkes med en indsprøjtning heavy glam-rock med tryk på rock. Så vidt jeg husker stod Velvet Underground-purister af over for, hvad de opfattede som Reeds helligbrøde. Sådan kunne man ikke maltraktere Velvet Underground-sangskatten…
Velvet Underground skrabede udtryk er erstattet af en saftig rock-performance, hvor der er plads til imponerende, flot svungne guitar- og bass-soli, og sangene leveres i et vildt medrivende tempo, der rykker og flår i lytteren, så man får lyst til at rende rundt og råbe – højt. Albummet blev genudgivet som cd i 2000 med forbedret lydkvalitet og to ekstranumre. Anbefales varmt, hvis man vil ruskes lidt igennem…

Fra nogenlunde samme periode:

Endnu en frisindet bevægelse – eller rettere: en forening – har set dagens lys. Dansk Frisind hedder den.
Capac skal nok nære sig for at melde sig ind. Sidst han forsøgte at melde sig ind – i Seksualpolitisk Forum – stødte han jo hovedet ind i frisindets grænse og blev udelukket på forhånd. Det skal dog ikke forhindre ham i at hilse det nye initiativ velkommen. Selv om han allerede har visse forbehold. Foreningen vil nemlig “genfinde danskheden” og inviterer alle til at deltage i jagten på danskheden. Hvad er det for en størrelse i dag? Set i lyset af indvandring og globalisering. På foreningens facebook-side kan man læse om det sympatiske værdigrundlag, som det er svært ikke at skrive under på. Men, hvorfor nu denne optagethed af danskheden? Er det ikke tilstrækkeligt, at Dansk Folkeparti mener at kunne patentere danskheden, og dermed lader os andre tænke i alternativer?
Nå, men vi får se, hvad foreningen får udrettet. Hvis du vil være med til at definere danskheden, så send dem en youtube-video via deres hjemmeside.