CAPAC

Skrevet af Clint Ballard Jr. blev “You’re no good” først indspillet af Dee Dee Warwick, og i selv om den var produceret af de navnkundige Jerry Leiber & Mike Stoller lykkedes det ikke i den omgang at gøre den til et hit.
Det hjalp derimod, da Betty Everett samme år kastede sig over den og sendte den op på en beskeden 51. plads på Billboards Hot 100-liste.
Året efter lykkedes det så for selveste Swinging Blue Jeans at ramme top 10 i Storbritannien, hvor den blev nr. 3.
Men der skulle en Linda Ronstadt til at sikre sangen den ultimative placering. Det skete, da hun indspillede den i 1974 i en udgave, der var inspireret af Swingin Blue Jeans, men som også øgede tempoet lidt i forhold til de første lidt soulinspirerede udgaver. Og sangen, der nåede toppen i USA, var i lang tid et af Ronstadts dacapo-sange ved koncerter, hvilket man kan forvisse sig om i hendes fabelagtige udgave på live-albummet LIve in Hollywood (1980).

I gårsdagens nyhedsstrøm var der noget om unge mænd, der ikke kunne komme til at aftjene værnepligt, fordi der var opstået en pukkel på grund af coronaen m.m. Og straks sendte det mig tilbage til dengang, jeg selv var ved session.

Det var i begyndelsen af halvfjerdserne. Jeg var begyndt at studere og havde allerede fået udsættelse for session et par gange eller tre. Det kunne man dengang, hvis man var i gang med en uddannelse eller på anden vis optaget af noget vigtigt. Men man kunne ikke blive ved, og en dag kom så det famøse brev med besked om at møde et sted inde i byen en tidlig morgenstund.

Inden jeg nåede frem, havde jeg for længst gjort op med mig selv, at jeg ville aftjene min værnepligt civilt, dvs. være det man kaldte ‘militærnægter’. Jeg ønske altså at sige nej til at bære våben og gå i krig.

Og da jeg kom frem stod jeg i kø sammen med en anden ung, langhåret mand, der satsede på at blive kasseret – på grund af en dårlig ryg eller sådan noget. Og efter den obligatoriske lægeundersøgelse og en såkaldt psykologisk test, hvor en god håndfuld dumpede, skulle vi så trække et nummer. Og igen stod jeg sammen med den unge mand, der til sin store fortrydelse viste sig at være særdeles egnet til almindelig værnepligt. Og han trak et tilstrækkeligt lavt nummer til at komme ind. Og endte vist på ornholm. Selv trak jeg et meget højt nummer, hvilket betød “frinummer” og dermed fritagelse fra almindelig værnepligt. Men tromlebestyreren kunne se, at jeg ville være civil værnepligtig og sendte mig et olmt blik og en kommentar om, at jeg – selv om jeg klarede frisag – kunne risikere at blive indkaldt til en såkaldt paragraf 33-tjeneste med tre ugers ophold i Sønderjylland. Og det helt frem til en alder af 45 år. Det blev dog aldrig aktuelt.

Jeg slap for militærtjeneste som den første i min familie, og har siden holdt fast i min overbevisning om, at man ikke skal bære våben og gå i krig.

Where have all the flowers gone

Rolling Stone har lavet en modig liste over de 100 musikvideoer, som bladet mere er de bedste. Og det er interessant at kigge dem igennem og blive påmindet om den periode, hvor musikvideoen satte dagsordenen for musikformidlingen og ingen kunstner med respekt for sig selv og sine fans kunne komme uden om musikvideoen. Og der er mange mindesværdige videoer, men også nogle der brillerer ved deres fravær. Hvor er fx og oplagt Michael Jacksons’ berømmede “Thriller“-video!? Men måske faldt den uden for kategori på grund af sine ca. 14 minutters længde!? Til gengæld er der også videoer, der måske er gået lidt i glemmebogen.

New Order “The Perfect Kiss” (5) 

George Michael “Freedom 90” (11)

Fiona Apple “Criminal” (43)

Og en af mine egne favoritter – Talking Heads “Once in a lifetime” (83)

Ja, i dag er det  Den Internationale Glædesdag, som FN indførte i 2012. Formålet er, at få verdens folk til at forstå, hvor vigtig glæden er for vores liv. Og så vil du måske spørge, hvad der egentlig er at glæde sig over!? Tja. Brug lidt af din dag til at tænke over det spørgsmål. God glædelig søndag herfra.

Happy

Jiggy

“Den største indflydelse på John og mig var The Everly Brothers“,
Paul McCartney /The Lyrics s. 443

All I have to dream

On the Wings of a Nightingale

Bedst som man har vænnet sig lidt til pressens nærmest historieløse, nyhedssensationsjagende og langt hen enøjede behandling af krigen i Ukraine, så finder DR-hønen et lille korn, som den lægger ud til seerne. Ganske vist ud på aftenene og – selvfølgelig – på den halvhemmelige DR2, der i mange sammenhænge fungerer som institutionens alibi for en overordnet forfejlet programpolitik.

I går aftes sendte DR2 den semi-biografiske film Mr. Jones, der på dansk har fået titlen Den sorte jord. Filmen, der er lavet af den anerkendte polske instruktør Agnieszka Holland genfortæller historien om den unge, idealistiske og naive walisiske journalistspire Gareth Jones (James Norton), der i 1933 har fået lidt opmærksomhed, fordi det er lykkedes for ham at få et interview med selveste Adolf Hitler.

I filmens start er Gareth Jones tilknyttet den tidligere britiske statsminister Lloyd George, og han forsøger at overtale ham til at få lov til at rejse til Sovjetunionen for at interviewe Stalin. For Gareth er kommet på sporet af en større historie. Nemlig historien om, hvordan Stalin og Co. til trods for global økonomisk afmatning har råd til både at opruste og øge forbruget i samfundet. I stedet får Gareth en fyreseddel, fordi der ikke er råd til at lønne ham længere.

Det slår dog ikke den ambitiøse Gareth ud af kurs, og han rejser for egne penge til Moskva i håb om at få det ønskede interview med statens overhoved. Det lykkes dog ikke. Gareth kommer til Moskva, hvor han oplever, at hans forsøg på at gennemføre sin plan modarbejdes på alle leder og kanter. Kollegaen Paul Kleb (Marcin Czamek), der havde skaffet Gareth adgang til Hitler, bliver dræbt af fire kugler, men når lige, inden hans telefon bliver brutalt afbrudt, at fortælle Gareth, at han var på sporet af en stor historie og i øvrigt nu var persona non grata.

Gareth er landet i et Moskva, hvor den udenlandske presse er isoleret i byen omkring hotel Metropol uden mulighed for at rejse ud i landet. Kleb når også at henvise Gareth til New York Times’ Pulitzerprisvinende journalist Walter Duranty (Peter Sarsgaard), som måske kan hjælpe Gareth med Stalin-interviewet. Men det viser sig, at Duranty i stedet fungerer som pressens overcensor, der ved hjælp af orgiastiske fester (med nøgne prostituerede af begge køn, stoffer i lange baner, dans og musik) holder nysgerrige pressefolk m.fl. aktiveret og væk fra det, der foregår rundt om i landet.

Men det lykkes ikke at forføre Gareth, der er fast besluttet på at finde sandheden om Sovjetunionens økonomiske succes. Og ved hjælp af den unge kvindelige journalist  Ada Brooks (Vanessa Kirby), der godt ved, hvad der sker, men ikke tør fortælle åbenlyst om det af frygt for repressalier, og ved at besnakke Kommissæren for Udenlandske Anliggender, Maksim Litvinov (Krzysztof Pieczyéski), lykkes det for Gareth sammen med kommisæren at foretage en rejse til Ukraine, der omtales som Sovjets kornkammer, Stalins “guld”. Kommissæren vil vise Gareth den sovjettiske femårsplans successider, men Gareth er snu nok til at hoppe af toget for med egne øjne at se og opleve, hvad der sker i landet.

Og det gør han i filmens centrale afsnit, hvor han i sne og kulde må erfare at civilbefolkningen sultes ihjel og endda tvinges ud i kannibalisme for at få lidt at spise. Med sit analoge kamera og sin pen og sin spørgelyst får Gareth historien om den af Stalinstyret skabte hungerskatastrofe – holodomor – hvor femårsplanen var slået fejl, kornet blev sendt til Moskva og milloner af ukrainere døde af sult.

Jones overlever, men bliver pågrebet som “spion”. Han ender dog tilbage i England, hvor han må opleve, at ingen tror på hans beretning om holodomoren. Tværtimod udstilles han som en løgner og bedrager. Og det bliver godt hjulpet på vej af Pulitzer-journalisten Duranty, der i New York Times dementerer Jones’ historie og lægger skylden på civilbefolkningen i Ukraine. Jones giver dog ikke op, og hjemvendt til hjemstavnen i Wales kommer han i kontakt med den amerikanske aviskonge William Randolph Hearst, som han får til at trykke sin historie.

Stalin og hans styre glemte ikke deres fjender, og i 1934, dagen før sin 30-års fødselsdag, blev Gareth Jones dræbt på en journalistisk rejse til det indre Mongoli, angiveligt af agenter for det sovjettiske indenrigsministerium.

Filmen udmærker sig ved at fokusere på den inderste kerne af historien om Jones. Således overdramatiseres afsnittet om hungersnøden ikke, men fortælles overbevisende og med ganske enkle midler (fx brugen af en børnesang om de lidelser befolkningen blev påført af Stalin). Og Gareth Jones fremstilles som en ambitiøs unge journalist, der brænder for sit métier, men også som en forfærdelig naiv, lidt stiv englænder, der må erfare, at “sandheden” aldrig er ren, at politik er beskidt,og at det har den højeste pris at holde fast i sine principper.

Og så er hele fortællingen indlejret i en slags rammefortælling. I starten af filmen ser man Eric Blair (aka George Orwell) i 1943 sidde ved skrivemaskinen og skrive på bogen Animal Farm (da. General Napoleon)  – en roman, der i allegorisk form omhandler det, der skete under den russiske revolution og stalinisme – og det er ham, der så at sige er fortælleren i filmen. Samtidig med, at han også medvirker til sidst i filmen og kritisk prikker til Jones’ rene idealisme. Man kan godt diskutere om Orwells tilstedeværelse i filmen er et plus eller snarere det modsatte. Det afhænger nok af, hvordan man vil fortolke hans rolle i filmen. Selv mener jeg, at Orwells betydning er, at Gareths eftermæle udstyres med en god portion realisme og pragmatisme, noget idealister altid har godt af.

Og så kan filmen nok ikke ses uden at have den aktuelle krig i tankerne. Filmen fortæller om en relativt ny periode i Ukraines historie, en periode, der – på samme måde som Besættelsen herhjemme – ikke er glemt af ukrainerne og som farver deres opfattelse af Rusland. Men også en fortælling om et Ukraine, der ikke har været en autonom nationalstat i århundreder og først inden for de seneste årtier er begyndt at ligne de borgerligt liberale demokratier, der befinder sig vest for Ukraine.

Men man behøver ikke at tænke på krigen. Filmen er først og fremmest en rigtig god historie om en idealistisk og modig ung mand, der tror på sin sag og før noget andet ønsker at blive en god journalist. En historie om nødvendig idealisme i en tid – vores – hvor skjulte dagsordner og politisk pragmatisme har overtaget.

Smagsprøve

Overskriften er en fordanskning af flow tv, der åbenbart er vor tids anglificerede udtryk for gammelsdags tv. Og det er noget, jeg holder af, men som faste læsere også vil vide noget, jeg forsøger at holde nede – af indholdsmæssige årsager og for at bruge tiden på noget bedre, fx skrive blog, læse osv. Men selvfølgelig ser jeg stadigvæk tv. Især serier. Det traditionelle tvs svar på de nye strømmetjenester (streaming), som jeg ikke abonnerer på. Og der er gode snapse ind imellem. Ud over genudsendelser af solide engelske kriminalserier (Vera, Unge Morse, Gently m.fl.), der tåler gensyn, hvis man ikke kan huske plottene og kan glæde sig over godt skuespil, velturnerede dramaer og stemningsfulde land- og byskaber. Men der er også nyheder, der er værd at bruge tid på. For eksempel løber der lige nu endnu en genindspilning af Jules Vernes fantastiske historie om Jorden rundt på 80 dage, der har været filmatiseret rigtig mange gange.

Denne gang har den David Tennant i hovedrollen som den velhavende Philéas Fogg, der indgår et væddemål om, hvorvidt han kan foretage rejsen rund om jorden på 80 dage. Den alt andet end modige og handlekraftige Fogg indgår væddemålet om 20.000 £ med ungdomsvennen/-fjende Nyle Bellamy og drager af sted sammen med journalistspiren Abigail Fix (Leonie enesh, kendt fra bl.a. Babylon Berlin) og den personlige opvarter Jean Passepartout (Ibrahim Koma). Og så går det, som forventet, til lands, vands og i luften, med alskens forhindringer og benspænd (for Bellamy vil ikke tabe og ansætter en mand til at gøre livet surt for Fogg). Og helt i Jules Vernes’ drengebogs ånd er der masser af action og dramatik.

Serien, der strækker sig over otte episodeafsnit følger måske ikke bogen slavisk eller pedantisk, men er i hvert fald loyal over for romanens fantasifulde drengeunivers. Og så farves fortællingen af vores tidsånd. For eksempel både af Black Lives Matter og ny-feminismen. Den sorte franskmand Passepartout mærker racismen, bl.a. i Amerika, hvor de tre rejsende kommer tæt på en Kuk Klux Klan-leder. Og den kønne, ugifte Abigail Fix møder modstand i sine drømme om at blive anerkendt journalist. Dels hos sin far, der er chefredaktør på en avis (og trykker hendes historier), og dels på turen. Hun møder også en kvindelig rollemodel i Egypten som har lagt fortiden bag sig for at realisere sig selv som kvinde. Tidsåndens tilstedeværelse i fortællingen gør dog ikke historien mindre fascinerende. Snarere tværtimod. Det er blot med til at øge den dramatiske spændingskurve.

Serien er velfortalt og så spændende, som man kan forvente sig af den historie. Og heldigvis griber instruktøren ikke til for mange computerteknologiske tryllerier, men holder fast i den elementære spænding, der er i de forskellige episoder. Og det er helt velgørende i disse computeriserede filmtider.

Så hvis man har den indre drengerøv bevaret, så er der ingen grund til at holde sig tilbage. Serien vises på DR de kommende uger, men kan heldigvis også ses på DRs arkiv (hvis man skal vente en ugen mellem episoderne, så taber den noget af spændingen).

En anden udmærket serie er den britiske kriminalserie The Bay, der også løber på DR og er nået til tredje sæson. Der er tale om en typisk britisk kvalitetsserie, hvor politikvinden Jenn Townsend kastes ud i en mordsag om en ung asiatisk bokser, der findes myrdet i bugten, samtidig med, at hun skal slås med sin egen situation som ny kriminalbetjent og fraskilt tilflytter med to halvstore børn. Serien, der løber over tre spillefilmslange afsnit, lever helt op til de forventninger, man kan og bør have til britisk kvalitetskrimier. Gode plots, gode skuespillere, velvalgte lokaliteter. Kan kun anbefales for krimifans. Kan ses løbende eller fra DRs arkiv.

Jeg har flere gange omtalt og fremhævet den film, der blev lavet i forbindelse med The Police’s første verdensturné Around the  World. Den udkom på VHS-bånd i 1982 og er ikke siden blevet genudsendt. Indtil nu, hvor trommeslageren Stewart Copeland på sin hjemmeside afslører, at filmen og musikken bliver genudsendt den 20. maj i år i alskens formater: vinyl-LP’er og CD/DVD/Blu-Ray. Så Police-fans kan godt glæde sig og lægge til side… Udgivelsen kan allerede forudbestilles nogle steder på nettet.

Indhold:

CD+DVD1 / 2:

1. Around The World [115:2]

2. Menu / The Police / Around The World [04:03]

3. Walking On The Moon [04:59]

4. Next To You [02:35]

5. Message In The Bottle [05:07]

6. Born In The 50’s [03:44]

CD+DVD2 / 2:

1. Walking On The Moon [05:09]

2. Next To You [02:51]

3. Deathwish / Bo Diddley [05:22]

4. So Lonely [06:50]

5. Can’t Stand Losing You / Day-O [07:52]

6. Truth Hits Everybody [02:58]

7. Visions Of The Night [03:19]

8. Roxanne [07:06]

9. Intro [00:25]

10.Born In The 50’s [03:44]

11.Message In The Bottle [05:11]

12.Bring On The Night [05:50]

Around the World

I år fylder The Rolling Stones 60 år. Og i Rolling Stone kan Keith Richard afsløre, at bandet er på vej med en ny plade, hvor Charlie Watts spiller trommer på noget af det, medens hans afløser Steve Jordan klarer resten. Så, de gror stadigvæk ikke mos på rullestenene…

The Last Time

Vinylpladerne har fået en renæssance. Ingen tvivl om det. Gamle klassiske albums får nyt liv som nye LP’er, og gemte skatte dukker op igen som vinyler. Og nye kommer selvfølgelig til. Men hvordan med singlepladerne? Kommer vinylsinglepladerne for alvor tilbage engang? Med digitaliseringen er albummet jo gået mere eller mindre i opløsning. Nye generationer lytter vel ikke længere til albums, som vi gjorde i gamle dage, men laver deres egne playlister af løsrevne numre.

Singlerne er essensen af rock and roll, med musikkritikeren Dave Marsh’ ord. Engang var det dem, der satte dagsordenen i populærmusikken, og var også centrale i den musik, der kom til siden hen. Så? Vi får se.

Beatles “I’m down”, en single, der var B-side til “Help”, men ikke selv kom på hitlisten.

Regeringen har fremlagt et sundhedspolitisk udspil, der skal gøre generationer født i 2010 og frem røgfri. Tobak skal være forbudt for disse mange mennesker. Det lyder som en af de våde drømme, man har i den private organisation Kræftens bekæmpelse. Et andet element i udspillet drejer sig om, at unge under 18 år ikke må købe alkohol.

Men vi lever i et samfund, der ved festlige lejligheder priser den personlige frihed. Ikke mindst de borgerlige politikere i dansk politik – og det strækker sig langt ind i partier som Radikale Venstre og Socialdemokratiet – undlader sjældent at fremhæve den personlige frihed. Borgernes ret til selv at bestemme over deres eget liv, som staten helst ikke skal blande sig i (og det gælder ikke mindst skatteforhold og erhvervsliv). Og hvordan hænger det nu sammen med den slags sundhedspolitiske udspil?! Er det, fordi politikerne er virkelig bekymrede for danskernes sundhed? Vi ved jo alle sammen godt, at det er behæftet med visse risici at ryge tobak og drikke alkohol. Man kan få alskens lidelser af al den røg, man inhalerer, og det kan føre til en for tidlig død. Vi ved det godt, og har fået ørerne tudet fulde af  oplysning om det de sidste mange årtier. Så hvorfor ikke bare lave sådan et forbud!?

Selv om der sikkert er en vis bekymring for borgernes sundhed, så er det nok især noget andet, der vejer tungt i politikernes tanker, nemlig de store udgifter, der er forbundet med at behandle mennesker med sundhedsproblemer efter rygning. (Jeg tillader mig at se bort fra forslaget om salg af sprut til unge under 18, fordi det forslag let kan omgås, som flere unge allerede har påpeget…). et er med andre ord finansieringen af velfærden, der nok er den største politiske bekymring. Og sundhed er velfærd, dyr velfærd.

Men hvis politikerne virkelig mener noget med talen om personlig frihed, også politikerne til venstre i det politiske spektrum, så er et tobaksforbud ikke nogen farbar vej. Hvis et myndigt menneske har udbytte af at ryge tobak, så skal det være tilladt. Også selv om det kan gå ud over helbredet og komme til at koste skattekroner at behandle. Personlig frihed handler om mere og andet end det, man i vor tids jargon kalder livsstil. Det handler om de helt personlige valg, vi foretager, i vores jagt på et i vores øjne godt liv. Og det kan godt være, at vi foretager forkerte valg, men det er en del af det at være fri i vores samfund. Vi skal selv vælge, om vi vil ryge cigaretter hver dag og drikke øl til vores aftensmad osv. Lige som vi selv skal bestemme, hvordan vi klæder os.

Hvis vi tager det med den personlige frihed alvorligt – og det er nok det vigtigste spørgsmål i denne sag – må vi acceptere, at der kun er en vej for sundhedspolitikken, nemlig den gode gammeldags oplysningens vej. Det kan godt være, at den ikke simpelthen virker, men det er den eneste farbare vej. At oplyse om, hvad tobaksrygning kan komme til at betyde for den enkeltes liv og helbred.

Jeg er selv ikke-ryger. Bortset fra fire grønne Cecil-cigaretter, som jeg forsøgte at ryge som fjortenårig (og kun gav mig en ubehagelig, voldsom hoste), har jeg aldrig røget. Og det til trods for, at jeg voksede op i et såkaldt rygerhjem, hvor mine forældre røg dagen lang og i alle situationer. I dag lever jeg et liv, hvor astma og allergi er en del af hverdagen, og røg er bandlyst. Men jeg kender rigtig mange rygere og ved, hvor svært, ja ofte umuligt, det kan være at stoppe. Ikke kun fordi det er en fysisk afhængighed af nikotin, men fordi det er en integreret del af hverdagen og alle dens vaner. Og jeg ved, at mange af mine rygerbekendte, når de bliver presset lidt, gerne indrømmer, at rygning giver dem noget – en glæde, en nydelse, en stimulering – i et på mange måder problemfyldt liv, hvor det kan være nødvendigt at finde noget, der kan distrahere lidt. Og vi er som regel enige i, at denne aktivitet skal de have lov at beholde – så længe de blot viser hensyn til deres medmennesker.

Sundhedspolitik er et politisk-ideologisk-økonomisk værktøj, der – som i dette eksempel – truer med at undergrave de såkaldte “værdier”, som det borgerligt, liberale demokrati bryster sig af. Ikke mindst den personlige frihed, der er en af grundpillerne i de borgerligt politiske partiers programmer. Sundhedspolitik er et eksempel på, at økonomiske hensyn vejer tungere end sundhedspolitisk idealisme. Host.

Beatles indspillede tyske udgaver af nogle af deres tidlige tresserhits. Tyskland var jo et stort marked allerede dengang, og et hit på tysk ville give gode penge i kassen. Men de var ikke de eneste. Således lod også Spencer Davis Group sig overtale til at lave noget på tysk. Det blev bl.a. til “Det var in Schöneberg”.

Lidt research afslører, at det var Spencer Davis’ idë. Han havde studeret i Berlin og ønskede, at gruppen skulle indspille noget på tysk. Det blev bakket op af læserne af teenagemagazinet Bravo og derfor blev “Det war in Schöneberg” indspillet i 1966 og udgivet i januar 1967. Mere tysk blev det vist ikke til, og B-siden “Stevies Groove” viser, at det var en enlig svale med den gamle schlager.

Den sang, skrevet af en vis Walter Kollo, blev også kendt i Danmark som “Det var på Frederiksberg”. Her med Buster Larsen og Lily roerg i filmen “Københavnerliv” (1968), og her i dansktopudgave med Keld og the Donkeys.

En mand sidder på et hegn med bøjet hoved og gentager. Um, um, um, um, um… Og en anden mand går over til at ham og spørger, hvad der er galt. Og manden svarer: Um, um, um, um… Og dette um-um-um sætter sig på hjernen og bliver til en sang, der ender på Billboards top 5 i 1964.

Major Lance Um um um um um

Krigen i Ukraine fortsætter, og nærmer sig en måned. Og Putins styre skulle aldrig have begyndt denne såkaldte militære operation. Og må derfor betale prisen for at have gjort det. Før eller siden.

Pressen buldrer derudaf, og efterlader os almindelige borgere mere forvirret end oplyste. Alt for mange oplysninger lever ikke op til elementære journalistiske principper om verifikation og belysning fra mindst to sider. Igen og igen løber pressen med halve vinde.

Blandt den mange spørgsmål man som almindelige borger kan stille er fx: Hvis man skal sanktionere det russiske styre, hvordan skal man så gribe det an? Det er i orden at gå efter magthaverne i Rusland, dvs. Putin selv og hans nærmeste, herunder oligarkiet i Rusland. Når man ikke vil gribe til våben, sådan som tilfældet er i Vesten, så er sanktioner en vej at gribe til. Og måske kan man håbe på, at nogle af sanktionerne vil gøre det svært for styret at styre landet – og måske endda medføre styrets fald.

Men er det i orden at gribe til sanktioner, der – sådan som det ofte er tilfældet med sanktioner, jf. fx Cuba eller Iran – rammer civilbefolkningen. Hvilket nytte har det at forhindre i forvejen trængte russiske borgere i at få de nødvendigheder, der skal til for at få hverdagen til at køre? Skal danske havnearbejdere fx nægte at losse og laste ethvert russisk skib, der anløber dansk havn?! Det kan godt være, at det er udtryk for solidaritet med Ukraine, men hvad med solidariteten med den almindelige russer, hvoraf flere jo også er imod krigen?!

Det er selvfølgelig regeringen og folketinget, der sammen med vores såkaldte allierede, skal afgøre om der skal sanktioneres og i givet fald hvilke sanktioner, der skal gennemføres. Det skal ikke lægges ud til borgerne eller erhvervslivet. Det er et politisk ansvar. Lige som det er et politisk ansvar, hvis sanktionerne får en uheldig effekt over for uskyldige mennesker.

Dette problem peger på et andet, der blev tydeliggjort igår med historien om en russisk journalist, der for åben skærm protesterede mod krigen. Nemlig, at der også er en modstand mod krigen i Rusland i civilbefolkningen. Hvordan skal vi forholde os til denne kendsgerning!? I hvert fald kan vi ikke skære alle russere over en kam. Der er russere, der ønsker fred og også Putinsstyrets afgang. Og vores behandling af dem er vigtig for vores forhold til Rusland i fremtiden. Så – igen – det nytter ikke at male et billede af krigen i sort og hvidt. De gode mod de onde. Det er mere kompliceret som så, og det kræver flere nuancer i nyhedsformidlingen og ikke mindst i den førte politik.

Og med denne kommentar vil jeg lade emnet “Ukraine” hvile, da jeg føler mig mere frustreret over pressens og politikernes håndtering af krigen end godt er.

Ja, så forsvandt det nye layout. I hvert fald indtil videre. Om det dukker op igen vil kun tiden vise. Der er forskellige ting ved det, der skal undersøges nærmere, fx omkring sproget (fordanskning – det kan gøres, men tager lidt tid), om laytoutets belastning af serveren (er det væsentligt “tungere” end det gamle? – hvilket meget tyder på…), og så det med det kommercielle (rigtig gratis temaer er svære at finde – som regel hos nogle enkeltstående, uafhængige nørder – medens de andre er skrabede udgaver af professionelle temaer, der koster mange penge pr. måned at bruge) og mere til. Så derfor vender jeg tilbage til det gamle layout. Måske kaster jeg mig over programmering af mit eget – men det bliver ikke lige nu.