Helt tilfældigt opdagede jeg, at DR2 i går aftes diverterede med Johan von Sydows dokumentarfilm Tiny Tim – King for a Day fra 2021. Så var aftenes tv-forbrug sikret.
Filmen er en dokumentaristisk fortælling om den aparte russisk-jødiske Herbert Butros/Buckingham Khaury, der under kunstnernavnet Tiny Tim oplever en kortvarig succes som musikalsk aktivist med en særpræget falsetstemme og ukulele.
Det er en tragisk historie om en dreng, der ikke rigtig er afholdt af sine forældre og i en ung alder nærmest bliver smidt på gaden. Og han vælger at gøre sin udsatte status af særling (“freak”) til sin levevej, og det lykkes. Tresserne er en periode, hvor der er rummelighed og plads nok til mennesker, der faldt lidt uden for de gængs forestillinger om, hvad der er normalt. Og Tiny Tim var nærmest af sammenligne med de særlinge i cirkus, som en periodisk optrådte sammen med. Den skæggede dame, den tandløse operasanger osv.
Og man følger kronologisk Tiny Tims vej til succes med et medialt højdepunkt, da han første gang bliver gift på tv. En begivenhed, der har næsten lige så mange tv-seere som månelandingen. Men selv om Tiny Tim under sit aparte ydre (en stor næse, langt hår, manieret falsetstemme og klovneagtig beklædning) faktisk besidder et vis mtusikalsk talent, så er det ikke tilstrækkeligt til at holde en livslang karriere i gang. Og efter tresserne blegnede hans popularitet. Han kom ikke så meget på tv mere og der blev længere mellem koncerterne. Han ville ikke give slip på sit sceneliv og endte sine dage på scenen i 1996, hvor han kollapsede medens han sang sit største hit “Tiptoe Through the Tulips”.
Filmen er en loyal, ubesmykket beretning om en tragisk figur i underholdningsindustrien, garneret med interviews med mange af tidens kendte navne, fx Hog Farm-aktivisten Wavy Gravy. En bittersød kærlighedserklæring til en særling, der satte sit skæve aftryk på tressernes kulturliv.
Filmen ligger på DRs arkiv.
Living in the sunlight
