21. maj 2022 arkiv

En japansk pige: Akiko Yano

21. maj 2022

Japansk musik fylder nok for lidt i mit musikunivers. Bortset fra Kyi Sakamotos “Sukiyaki”, som jeg har omtalt nogle gange, så har jeg vist ikke en eneste plade med japanske kunstnere (hvis vi ser bort fra japanske gæste- og sessionmusikere). Og måske er det sådan generelt her i landet – at Japan fylder for lidt? Men så er det jo lidt sjovt, at jeg faldt over Akiko Yano – eller Akiko Suzuki, som hun egentlig hedder.

Hun er efter sigende et meget stort navn i Japan og sammenlignes med engelske Kate Bush med hensyn til vokal formåen. Og den nu 67-årige Akiko har arbejdet sammen med et hav af kendte musikere, og det var i den forbindelse, jeg stødte på hende. Nemlig hendes debutalbum, Japanese Girl (1976), hvor hun bakkes op af selveste Little Feat. På linje med Kathy Daltons tidligere omtalte Amazing (1973), så udgør Japanese Girl (1976) en slags uofficiel Little Feat-album. Det andet album, hvor amerikanerne er backing.  Lidt lige som Carlene Carters album med Rockpile. Måske jeg skulle udvide min samling af japanske plader med denne her…

Japanese Girl blev indspillet i Los Angeles, hun skrev selv ni af sangene og det gav Akiko Yano et stort gennembrud i Japan.

Listomani igen

21. maj 2022

Bogen om rocklister, som jeg her erhvervet mig antikvarist og som har stået og samlet støv på et lille bibliotek  i Portland engang, er fuld af finurlige lister og opstillinger. Som fx i kapitlet om “kritik” (Criticism), hvor vi får Frank Zappaøs Favorite Rock Critics, Zappas favorit-rock-kritikere. Den ser således ud:

1.

2.

3.

4.

5.

Og så kan man jo tygge lidt på den liste og måske i det mindste formode, at Frank Zappa nok havde et problematisk forhold til anmeldere og kritikere. Eller?

Freak Out – Mothers of Invention

 

Gamle travere med Rolling Stones: El Mocambo – 1977

21. maj 2022

Problemerne tårnede sig op for The Rolling Stones i foråret 1977. Flere af deres amerikanske koncerter havde resulteret i publikumsballade, der var problemer med, at få pladekontrakter og andre aftaler på plads, Keith Richards stofmisbrug havde resulteret i en anklage for at importere narkotika til Canada og hans afhængighed var nærmest helt ude af kontrol. Og oven i det hele, så fik bandet endnu et problem: den canadiske premierminister Piérre Trudeaus unge kone Margaret Trudeau (28 år) – blandt venner kaldet Madcap Maggie – kastede sin interesse på bandets medlemmer (minus Charlie Watts). Og hvad gjorde bandet så, da det hele brændte gevaldigt på?! Jo, gav koncert på det lille lokale spillested El Mocambo (plads til 400 gæster) i Toronto.  Sandford noterer nøgternt:

“Samme aften spillede the Stones, strålende, på en lokal beværtning kaldet El Mocambo, hvor de valgte at spille nogle af deres gamle travere fra Crawdaddy Club for første gang i fjorten år. Stedet var et inferno, så unge kvinder tog snart deres toppe af og baren solgte for 1242 $ øl eller rundt egnet seks flasker pr. kunde; klubben delte indtægterne med bandet. Mick Jagger var i topform hele vejen, bevægede sig rundt i sin stramsiddende dragt og sang ofte direkte ind i ansigtet på en ung fan, der demonstrativt med opspærrede øjne nød sin brandert på første række.”

(The Rolling Stones. Fifty Years, s. 297, fordansket af mig)

Crawdaddy Club var det sted, hvor Stones for alvor debuterede (under det navn) i 1963. Og historien om El Mocambo bekræfter det billede, man har af Stones: Når først de er på røven – kunstnerrisk eller på anden vis – så finder de tilbage til deres udgangspunkt for at begynde igen. I disse dage udkommer optagelserne fra deres optræden på diverse medier, for første gang officielt.

Rolling Stones – Live at El Mocambo