27. maj 2022 arkiv

Da rock and roll kom til England

27. maj 2022

Ofte ser man Bill Hailey and the Comets og deres “Rock around the clock” udpeget som gnisten, der fik rock and roll til at brænde igennem i England. Især i forbindelse med filmen Blackboard Jungle, som rigtig mange senere pop- og rockstjerner så og lod sig inspirere af, fordi den havde rock and roll på lysporet. Men, der var faktisk nogen, der var ude før. Således fortæller Barry Miles i sin biografi Paul McCartney – Many Years from Now (1997), som jeg læser som en slags optakt til Maccas firsårsdag i næste måned og som supplement til hans egen her omtale tobindsværk Lyrics, at vokalgruppen The Crew Cuts kom Bill Hailey i forvejen med deres hitsingle “Sh-Boom” (en coverversion af The Chords’ sang). Og at de optrådte i Liverpool, hvor en lille knægt ved navn Paul McCartney stod i korte bukser uden for spillestedets bagdør og fik deres autografer.

Inden da havde skiffle-musikken sendt en sand løbeild af inspiration hen over landet, og alle musikglade unge tog skifflen til sig og lavede bands, ganske som det siden skete, da punken opstod. Som bekendt startede John Lennon sit skiffleband, der dannede grundlaget for The Beatles. Og så kom rock and roll og rev det hele med sig.

Om de canadiske Crew Cuts, der tog navn efter en frisure, der også er populær i dag, er rock and roll, kan man godt diskutere. Men i hvert fald var “Sh-Boom” en slags optakt til rock and roll. Det var i øvrigt ikke gruppens første single og de fik et større hit senere med “Earth Angel“.

Capac anbefaler: Isse – Gør dit hjerte stolt

27. maj 2022

For godt et årstid siden anbefalede jeg Isses EP En umulig drøm. Og nu er hun tilbage med sit debutalbum med titlen Gør dit hjerte stolt. Og jeg må sige, at Isse fuldt ud lever op til de løfter, hun gav sidste år med sine popsange, og til de forventninger, de afsatte hos mig.

Som jeg forsøgte at skrive dengang, så formår Isse at krænke tidens modeluner og audiofile muligheder af sig og holde fast i sit eget projekt. Et projekt, der kort kan beskrives som melodiøs, dansksproget poprock, der både minder om noget, man har hørt før, men også og i allerhøjeste grad har sin egen personlige karakter.

De danske tekster er ganske mundrette og fortæller om emner, der ofte er beskrevet i poppen og som kendtegner poppens univers. Og i Isse mund fungerer teksterne rigtig godt i deres ligefremhed og syng-med-kvalitet. Og selv om alvorens gløder brænder under ordene, så løftes sangene op mod lyset af nogle endog meget iørefaldende melodier, af Isses kønne, livskraftige, ja lidenskabelige stemme og af det hold af musikere, hun omgiver sig med; hendes faste band plus et par hjælpende navne, der forstår at omslutte Isse og sangene med swingende, medrivende poprockarrangementer.

Jovist, Isse består med glans sin albumdebut, med en plade, der appellerer til ethvert popøre, der forventer pop, som kan løsrive sig fra tidens digitaliserings- og nivelleringstilbøjeligheder og hævde poppens tradition for den gode, iørefaldende og dansante, popsang – med streg under både pop og sang. Og det vil være svært ikke at forvente, at albummet her vil få masser af afspilning på radiostationer og andre kanaler rundt omkring. Så hvis du er til renlivet pop, så kan du roligt tage Isses nye plade til dig. Hermed varmt anbefalet af dette gamle popøre.

Isse. Gør dit hjerte stolt. Producer: Gabriel Uth Jacobsen. Sandorf Records. Er udkommet. 

Isse – Din verden brænder (officiel video)

Tættere på (officiel video)

 

Dødsfald: Alan White og Andrew Fletcher

27. maj 2022

Så slog manden med leen til igen. Yes-trommeslageren Alan White er død i en alder af 72 år efter kort tids sygdom. Sad bag trommerne i det progressive Yes i årtier, men gjorde sig også opmærksom i en lang række, andre sammenhænge: The Downbeats, The Gamblers, Billy Fury, Alan Price Big Band, Bell and Arc, Terry Reid, Happy Magazine (Griffin), Balls og Denny Laine. Og senere benyttede Ginger Baker, Steve Winwood og John Lennon sig af White evner. Sidstnævnte oven i købet på sit Imagine-album og i Plastic Ono Band. Også George Harrison engagerede ham, da All Things Must Pass blev indspillet – efter råd fra Lennon.

Og som om det ikke var nok, så er Depeche Mode-medstifteren og tangentspilleren Andrew Fletcher også død. Han blev kun 60 år, og det vides ikke, hvad dødsårsagen er.

Yes – Close to the Edge

Depeche Mode – The Singles