Medens vi er i det franske, så tikker nyheden om, at Patti Smith har fået Æreslegionen. En fortjenesteorden, der gives til personer, der har ydet en ekstraordinær indsats. I Smiths tilfælde inden for kultur. Ordenen blev skabt af Napoleon som modsvar til de royale ordner, der forsvandt med den borgerlige revolution i Frankrig.
Det er ikke kun japansk musik, der brillerer ved sit fravær på mine reoler. Også fransk musik, selv om jeg da har mere fransk end japansk (blandt andet Francoise Hardy). Men der er så meget mere at hente nede i Frankrig, hvis man vil have kvalitetspop og -rock. For eksempel den nu 73-årige Veronique Sanson, der er singer-songwriter og har været med siden 1967 og fortsat er aktiv og meget populær dernede.
Uden for Frankrig er hun også kendt, fordi hun i 1973 giftede sig med Stepen Stills (Crosb Stills Nash Young) og indledte en amerikansk periode i sin karriere. Stills havde været i Paris og give koncert med Manassas og der lærte de to hinanden at kende og sød musik opstod. Og Stills’ indflydelse var ikke kun familiær (de fik en søn), men selvfølgelig også musikalsk. Det kan man fx høre på albummet Hollywood, hvor Veronique får hjælp af fremtrædende amerikanske studiemusikere, fx arrangøren Jimmy Haskell og bassisten Wilie Weeks.
Nej, ikke filmen, men filmens hovedperson!
Christian F. – Wir Kinder vom Bahnhof Zoo blev en meget omdiskuteret og publikumpopulær film, da den kom i 1981. Og det hjalp gevaldigt til med successen, at selveste David Bowie var komponist til filmens musik og var med som sig selv i en koncertscene tidligt i filmen.
Filmen følger den kun 13-årige pige Vera Christian Feelscherinow, der bor og keder sig i Vest-Berlin og ender med at blive heroinmisbruger og prostitueret i en alder af kun 14 år.
Filmen er blevet en kultfilm, både på grund af Bowie og på grund af dens fremstilling heroisafhængigheden.
I dag fylder filmens hovedperson Vera Christiane Felscherinow tres år. Efter filmen flyttede Vera til Hamborg, hvor hun blev en del af punk- og musikmiljøet der. Hun omgikken blandt andre Bowie, Nena og Depeche Mode. Stofmisbruget tog hun med sig, og hun blev ikke, som filmen ellers antyder, stoffri. Først da hun i 1996 blev mor til en lille dreng fik hun lidt styr på det med stofferne. Det holdt dog ikke i længden, og hun har måttet betale en høj pris i form at et dårligt helbred. Alligevel er det altså lykkedes hende at holde sig selv i live helt frem til sin 60-års-dag. I dag lever og bor hun igen i Berin, hvor hun holder sig langt fra offentligheden og de fordomme, der har hængt på hende siden dengang.
Helden (Heroes)
Ja, i dag lytter jeg til det amerikanske tresserband The Beau Brummels. Jeg har lånt deres opsamlingsboks Turn Around: The Complete Recordings 1964-1970e.
Beau Brummels blev gendannet for en meget kort bemærkning i 1974-75, men havde deres storhedstid fra 1964-69, hvor det var med til at grundlægge den såkaldte San Francisco Sound. Og bandet blev et af de mange, der skulle – som det hedder – kapitalisere på Beatlemania, da den kom til Amerika. Det betød sangskrivning i stil med briternes. Og man kan sagtens høre, hvor inspirationen kom fra.
Jeg gransker min hukommelse, men kan ikke komme i tanke om, hvorvidt Beau Brummels var i nærheden af en hitlisteplacering her i Danmark (og Europa i det hele taget). Jeg mener at kunne huske, at Mylius et par gange spillede numre med dem, men ellers forblev det nok et af mange navne, der forblev en slags amerikansk hemmelighed. Men de fortjener at bliver husket for deres gode sange.
I min gamle smartlog skrev jeg en del under overskriften “Walking the Dog”. Om mine oplevelser som hundeejer. Og det resulterede blandt andet i reaktioner helt ovre fra Manhattan, hvor en læser blev inspireret til at lade sin hund bestemme lidt mere, når de gik tur i de lokale parker. Og jeg fik lyst til at tage den gamle idé op igen. Dels fordi hunden fylder meget i mit liv. Han – en jagtterrierblanding – er min bedste ven. Og med alderen er vi blevet mere og mere forbundne. Hundeejere vil forstå, hvad jeg mener.
Han sover ofte i min fodende af sengen, hvor han erobrer en stor del af arealet, som jeg så har at tilpasse mig. Og det gør jeg gerne, for han er god til at falde i søvn og sove længe. Faktisk er det altid mig, der vågner først. Og så gælder det om at komme af sted på den første hundeluftningstur. Nogle gange når jeg end ikke at få morgenmad.
I hverdagen foregår turene i lokalområdet, der efterhånden er blevet gennemtravet på kryds og tværs og på langs – og mærket af han hunden, så han ved, hvor han har været (og andre) og kender sit revier. I weekenden tager vi i den lokale forsthave eller aboretet, hvor vi kender hver en sti, hver et træ osv. Og det er en fornøjelse hver gang. Luften er frisk, der er masser at se på. Ofte går vi der alene, fordi vi er tidligt på færde (ikke mange er ude kl. 8 en søndag morgen). Senere møder vi ofte andre hundeejere. Nogle “snakker” vi med; det er dem med hunhunde. For min kastrerede hanhund tolererer ikke andre hanhunde, hvorimod han elsker alle hunhunde. Det er dog blevet lidt mere nuanceret med alderen.
I dag havde vi haven for os selv, bortset fra en enkelt fodgænger, der passerede igennem. Vejret var godt, hunden fandt noget frisk græs, fik forrettet sin nødtørft og snuset en masse. Det sidste er det vigtigste, når man er en hanhund.
1972 er et jubilæumsår på mange måder. 40 år for udtræden af folkekirken. Og 50 år for erhvervelse af kørekort. Jeg lærte at køre i en stor fransk bil med temmelig meget ratslør. Men Finn, kørelæreren, var flink nok og jeg fik det da lært, selv om jeg dumpede en enkelt gang. Den køresagsprøvekyndige til teoriprøven var far til en af mine skolekammerater og berygtet for at stille svære spørgsmål og følgelig dumpe folk for et godt ord. Men han kunne heldigvis ikke genkende mig fra mine få besøg hjemme i privaten, så jeg slap uden skrammer dér.
Så husker jeg fornøjelsen af at sætte mig ind i mine forældres Morris 1000 (Morris Minor) og selv køre lidt rundt i nærområdet. Siden fik jeg lov til at køre min far på arbejde på havnen (sejlede mellem England og Danmark) og låne bilen, medens min far var væk. Det betød, at jeg kunne køre ud på gymnasiet stort set hver dag det sidste halvandet år. Det var forkælelse og privilegie.
Til gengæld gik der rigtig mange år, før jeg selv fik en bil. Faktisk blev jeg 50, inden det skete. Jeg arvede mine forældres orange Toyota Starlet (K6). Indtil da havde jeg klaret mig rigtig fint med offentlig transport, cykel og mine fødder. Og det vil jeg uden de store problemer kunne gøre igen.
Af mit kørekort (EF-modellen) fremgår, at jeg erhvervede mit kørekort i 1972. Ikke nærmere bestemt, men jeg mener at kunne huske at det var i foråret.
