maj 2009 arkiv

Willesden to Cricklewood – en sang på hjernen

27. maj 2009

På en opsamlingsplade faldt jeg over Joe Strummer and the Mescaleros’ sang Willesden to Cricklewood, og nu har den sat sig fast. Det gør ikke noget, for det er en rigtig god sang, en rigtig god melodi. Jeg tror, Dan Turéll ville have elsket denne sang og dens londonske lokalkolorit. Her er hverdagen og storbyen sanselig, poesien konkret, som Onkel Danny ville have elsket det. Med sin slæbende og dog swingende rytme illuderer sangen ganske godt den dejlige aktivitet det er at gå rundt i storbyen. Man får lyst til at følge Joes invitation og blive “a mad man on the street”, hvis det ellers havde været muligt…

From Willesden to Cricklewood

I tell you the town looked good

Walking lonely avenues

Where rhinestone cowboys find the blues

There’s people in doing their thing

Gettin’ all the mozzarella in

And the passing time and phassing moons

Words flying in cloudy rooms

Plastic bags, milk and eggs

The poor old crone’s got aching legs

How I would love to speak

To everybody on the street

Just for once to break the rules

I know it would be so cool

From Willesden to Cricklewood

From Willesden to Cricklewood

From Willesden to Cricklewood

Come with me and be no good

Be a mad man on the street

Sing something out like reet petite

Let’s hip-hop at traffic lights

Ten thumbs up and smilin’ bright

Crossing all the great divides

Color, age and heavy vibes

From Willesden to Cricklewood

I tell you the town looked good

From Willesden to Cricklewood

From Willesden to Cricklewood

Oh, let’s go down to Al Rashid’s

All the Aussie lagers are on me

Now you’ve got the Absinthe out

Your old mother, she wants a stout

From Willesden to Cricklewood

As I went it all looked good

Thought about my babies grown

Thought about going home

Thought about what’s done is done

We’re alive and that’s the one

From Willesden to Cricklewood

From Willesden to Cricklewood

Oh, let’s go down to Al Rashid’s

All the Aussie lagers are on me

Now you’ve got the Absinthe out

Your old mother, she wants a stout

From Willesden to Cricklewood

I tell you the town looked good

From Willesden to Cricklewood

From Willesden to Cricklewood

John & Yoko – Bed-in – for 40 år siden

27. maj 2009

Det er fyrre år siden, John Lennon & Yoko Ono lavede deres senge-happening i Toronto for at gøre opmærksom på verdens behov for fred. Aktionen har – desværre – ikke mistet sin aktualitet. Her kan du se en række ukendte billeder fra dagene i sengen.

Iggy Pop goes jazz – Preliminaires

27. maj 2009


Som omtalt udsender den gamle rock-krydder Iggy Pop en plade, der er mere jazz end rock. Her kan du høre ham selv fortælle om pladen, der er møntet på det franske sprogområde(!) og om Iggys forkærlighed for skandaleforfatteren Michel Houllebecq, der er en inspiration på pladen. I just got sick of listening to idiot thugs with guitars banging out crappy music.

Pladen har også fået sin egen hjemmeside – på fransk.

Det klæder den gamle rod at være omgivet af gammel jazz-lyd…

Bob Marley erindret

27. maj 2009

Det store plademærke Island Records fylder 50 år. Og på the Guardians hjemmeside kan man høre grundlæggeren Chris Blackwell fortælle om dengang han første gang blev introduceret til Bob Marley. Her.

Arbejdsløsheden igen…

27. maj 2009

Det er efterhånden længe siden, jeg sidst kommenterede emnet ledighed og aktivering. Men det er ikke glemt. Og nu er der al mulig grund til at vende tilbage. Ledigheden stiger. Der er omkring 75.000-80.000 heltidsledige lige nu, og prognoserne siger, at ledigheden vil fordobles, måske endda tredobles, inden udgangen af 2010.

Samtidig har regeringen uforfærdet sat en såkaldt reform af arbejdsløshedssystemet i gang. En reform, der er udtænkt og møntet på en periode med lav eller faldende ledighed. Endvidere lægges ansvaret for området fra Staten over på kommunerne.

I går kunne man i DR2s transmission fra folketinget høre en behjertet socialdemokrat forsøge at få en arbejdsmarkedsordfører fra det store regeringsparti Venstre til at sige noget om, hvordan regeringen havde tænkt sig at finansiere arbejdsmarkedspolitikken i kommunerne, når nu ledigheden steg voldsomt. Skulle kommunerne hente pengene i børneinstitutionerne, ældreplejen, på anlægsområdet eller? I stedet for et konkret svar (noget, der er en sjældenhed i politik nu om stunder) fik socialdemokraten en dagdrøm, hvor Venstre-manden lod fantasien arbejde på grundlag af nogle få spæde tegn i økonomien på, at krisen måske, måske ikke, var ved at vende… Det var som at se Kejserens Nye Klæder blive opført på tv-skærmen.

Fornemmelsen af, at regeringen ikke har nogen arbejdsmarkedspolitik for krisen, blev bestyrket. Og imedens går mange bygningsarbejdere rundt og venter på at komme ud i perspektivløs, discount-aktivering (kurser i at skrive ansøgninger på pc og deslige), medens køen uden for kursuslokalet vokser og vokser…

Men danskerne er jo glade for den regering, og så længe man ikke selv er ledig, så er der jo ingen grund til at ændre noget…

The Doors Live in Hollywood

26. maj 2009

På Live in Hollywood (2002) er vi tilbage i 1969. Pladen rummer 16 optagelser fra gruppens optræden på The Aquarius Theater. Det er igen Bruce Botnick, der har siddet bag mixerpulten og båndoptageren og foreviget disse veloplagte indspilninger. Morrison indleder med at fortælle om bandets planer om at indspille et live-album i deres hjemstavn. Og derefter får vi en række klassiske sange, fra Break on through over Touch Me og Five to One til Light my Fire. Som på Absolutely Live! og Live in Pittsburgh! er musikken og teksterne i centrum. Og igen forundres man over det samspil, der er, ikke alene mellem instrumentalisterne, men også mellem Morrison og de andre. Sangfortolkning og den til dels improviserende backing glider nærmest organisk sammen. Det må virkelig have været en stor oplevelse at se gruppen live, når det kørte som i dette tilfælde.

Jay Bennett, ex-Wilco – 1963-2009

26. maj 2009


Det meddeles, at multi-instrumentalisten m.m. Jay Bennett er fundet død i sin seng kun 45 år gammel. Bennett var med i gruppen Wilco i perioden fra 1995 og frem til 2001, hvor han i forbindelse med indspilningen af ovenstående plade, Yankee Hotel Foxtrot, valgte at gå solovejen.Bag bruddet var også såkaldte musikalske uoverensstemmelser mellem Bennett og bandmedlemmet Jeff Tweedy. Noget af det, Bennett tilførte Wilco, var sansen for det melodiske i traditionen fra Beach Boys og Beatles og så noget guitarspil, der gav ham respekt både i og uden for gruppen. Det er sørme for tidligt at takke af i en alder af 45 år. Hvil i fred.

PS. Læs også Modstrøms nekrogram, hvor der bl.a. er link til noget musik med Jay Bennett.

The Barron Knights – pop og humor

26. maj 2009

I engelsk popmusik har man haft en lille, men markant, tradition for at blande humor og musik. Vi kan fx tænke på George Formby (hvis vi går længere tilbage), Scaffold, Bonzo Dog og så The Barron Knights. Sidstenævnte gruppe blev dannet ved indgangen til de kulørte tressere, hvor de også fik deres storhedstid. Selv om Barron Knights var et talentfuldt rock-band, som bl.a. Beatle-manager Brian Epstein havde et godt øje til og engagerede flere gange som opvarmningsband for bl.a. Beatles, så var det i kraft af deres parodier på andre kunstnere, de opnåede berømmelse. I 1964 slog de igennem med nummeret “Call up the Groups”, hvor de med talent parodierede navne som Searchers, Freddie and the Dreamers, Dave Clark Five, Bachelors, Stones og Beatles. Pladen nåede helt op på en tredjeplads i England. Frem til midten af halvfjerdserne fik de yderligere fire top 10 hits plus en del mindre. Barron Knights har været aktive helt frem til dette årti. Men nu er det måske slut, for i dagens engelske aviser kan man læse, at forsangeren gennem årene, Duke D’Mond er død i en alder af 66 år. Hvil i fred.

Gi’ os Danmark tilbage!

26. maj 2009

På min vej til arbejde kører jeg gennem et skarpt venstresving. Og lige før jeg vrider rattet mod venstre, kan jeg se Dansk Folkepartis unge løve, Morten Messerschmidt let smilende,henslængt og afslappet sende mig og andre budskabet: Gi’ os Danmark tilbage! Plakaterne har allerede givet anledning til ret så voldsomme reaktioner, som man fx kan se på den billedkavalkade, som Uriasposten viser. Og i dagens aviser kan man læse om en Venstre-kandidat, der har fået kvalme over Messerschmidts kampagne. Reaktionerne er for mig at se et tegn på, at kampagnen – set fra Dansk Folkepartis synspunkt – er særdeles vellykket. Med sloganet “Gi’ os Danmark tilbage!” har folkepartiet og deres PR-medarbejdere opsummeret den lille frygt, som er mange danskeres emotionelle motivation for at give deres stemme til Kjærsgaard, Messerschmidt og kompani. Nogen har taget Danmark – EU, de fremmede.. Og det lille ord “tilbage” associerer hele den halvt-romantiserede, bagstræberiske længsel, der er en vital drivkraft hos det store folkeparti. Kampagnen er en professionelt iscenesat forsøg på at manipulere med vælgernes følelsesliv. Deres mere eller mindre latente ængstelse over for indvandringen og den overstatslige forandring af hverdagslivet. Og jeg tror – desværre – at den virker efter hensigten. Bare ikke her…

PS. Da jeg kørte forbi her til aften, havde nogen tilføjet med store sorte bogstaver: Natasjas. Gi’ os Natasjas Danmark tilbage…

David & The Citizens – Until the Sadness is Gone

25. maj 2009

Jeg har helt glemt at omtale det sidste af de tre album, jeg fik op under neglene på biblioteket. Sammen med John Cale og The Doors købte jeg David & The Citizens’ album “Until the Sadness is gone”. Jeg anede ikke, hvad der gemte sig bag det navn, men titlen appellerede til min nysgerrighed. så…
Men der er tale om et svensk band, der styres af sangeren og sangskriveren David Fridlund. I gruppen, der blev dannet i 1999, fandt man også Jenny Wilson, der allerede har skabt sig en international karriere som solist, Mikael Carlson og Karl-Johan Winqvist. Jenny og Karl-Johan forlod dog bandet omkring 2001 for at hellige sig deres eget band, First Floor Power. Ind kom i stedet Alexander Madsen, Conny Fridh og Magnus Bjerkert. Efter et par EP’er udsendte gruppen i 2002 debutalbummet For All Happy Endings og samme år lagde de vejen forbi Roskilde-festivalen. Siden er kommet endnu et album i 2006, Stop the Tape! Stop the Tape!, og en dvd om bandets korte turbulente karriere, Let’s Not Fall Apart 1999-2005. Det seneste, der er sket, er, at bandet siden august sidste år har holdt en længere pause, der endnu varer ved…
Der er ingen tvivl om, at David er centrum i gruppen. Alle sangene på pladen er signeret David Fridlund. Stilen er indie-rock med iørefaldende popmelodier bygget op omkring ego-centrerede, inspirerede tekster i bedste singer-songwriter-tradition. Pladen fik mig til at tænke på fx Paul Westerberg og Steve Forbert. Det siger lidt om, hvor vi er henne. Og det skal tages som en anbefaling…

årets Steppeulve

25. maj 2009

De danske musikkritikere har uddelt deres årlige pris – Steppeulven – i 11 kategorier. Vi bemærker os, at C. V. Jørgensen har fået en pionérpris. Helt fortjent. Måske det kunne få ham lokket lidt ud af sit skjul igen?

årets musiker: Jannis Noya Makrigiannis (Choir of Young Believers)
årets livenavn: L.O.C.
årets producer: Henrik Balling (Peter Sommer m.m.)
årets vokalist: L.O.C.
årets tekstforfatter: Peter Sommer
årets håb: Annika Aakjær
årets sang: Peter Sommer ‘Vi falder først den dag vi kigger ned’
årets komponist: Jannis Noya Makrigiannis (Choir Of Young Believers)
årets orkester: Marybell Katastrophy
årets album: Peter Sommer ‘Til rotterne, til kragerne, til hundene’
Pionerprisen: CV Jørgensen

Charlotte Gainsbourg – Cannes 2009

25. maj 2009

Charlotte Gainsbourg sørgede for, at dansk film ikke gik i glemmebogen ved dette års Cannes-festival. Med sin (vist nok) både imponerende og klitorektomisk chokerende præstation i Lars von Triers Anti-Christ sikrede hun sig prisen for bedste kvindelige hovedrolle. Og dét ville hendes far, afdøde Serge, sikkert havde syntes godt om, hvilket hun da heller ikke undlod at gøre opmærksom på. Vi benytter lige lejligheden til at gøre opmærksom – endnu engang – på, at hun også er en udmærket sangerinde inden for den franske chancon-tradition, som Serge også excellerede i…

Bob Dylan – 68 år

24. maj 2009

Som hhs gør opmærksom på, så fylder hr. Zimmermann i dag 68 år. Og her i huset fejrer jeg dagen med at genhøre mandens allerførste album “Bob Dylan” fra 1962. Bortset fra to sange – Talking New York og Song to Woody – består pladen af andres sange. Jesse Fuller, Curtis Jones, Bukka White, Blind Lemon Jefferson m.fl. Og så er det alligevel en ægte Dylan-plade. Arrangementerne og udførelsen er umiskendeligt Dylan.

Emmanuelle i 3D

24. maj 2009

Det er svært at lave erotiske film. Film, hvor erotikken siver fra lærredet og ned i salen. Jeg snakker selvfølgelig ikke om pornografiske film, selv om pornografiske film vel også kan være erotiske og vice versa. Siden jeg sammen med Niels Jørgen så Shakespeares hemmelige sexliv og Uden en trævl har det stået klart for mig, at der ikke opstår erotisk stemning, bare fordi røven går op og ned, eller fordi man ser en dame som naturen har skabt hende. Antallet af skuffelser – når det gælder film, der er er udskreget som erotiske – er alenlang. En af dem var den franske serie om Emanuelle. Så vidt jeg husker, nåede jeg ikke at se hverken nr. 1 eller 2 fra ende til anden. For at sige det lige ud, så kedede jeg mig gudsjammerligt. Nu kan man så læse, at netop Emmanuelle serien skal genudsende i 3D-versioner. Det er sikker lige så ophidsende som Gøg og Gokke i farver…

Scarlett Johansson – ny duoplade med Pete Yorn

24. maj 2009

Skuespillerinden Scarlett Johansson, der ikke bare ser godt ud, men også synger udmærket, udsendte for et par år siden en – i mine ører lidt skuffende – Tom Waits-cover-plade. Og nu er hun så snart aktuel med en duoplade – The Break Up – sammen med Pete Yorn. Inspirationen skulle efter sigende (NME) komme fra Serge Gainsbourgs gamle indspilninger med Brigitte Bardot. Det lyder slet ikke så tosset – lyt selv til singleudspillet her.