april 2009 arkiv

Material Girl anno 2009

26. april 2009


I want to be rich and I want lots of money
I don’t care about clever I don’t care about funny
I want loads of clothes and i want fuckloads of diamonds
I heard people die while they are trying to find them

And i’ll take my clothes off and it will be shameless
Cuz everyone knows that’s how you get famous
I’ll look at the sun and I’ll look in the mirror
I’m on the right track yeah I’m on to a winner

[Chorus]
I don’t know what’s right and what’s real anymore
I don’t know how I’m meant to feel anymore
When do you think it will all become clear?
‘Cuz I’m being taken over by The Fear

Life’s about film stars and less about mothers –
It’s all about fast cars concussing each other
But it doesn’t matter cause I’m packing plastic
and that’s what makes my life so fucking fantastic

And I am a weapon of massive consumption
And its not my fault it’s how I’m programmed to function
I’ll look at the sun and I’ll look in the mirror
I’m on the right track yeah we’re on to a winner

Chorus
I don’t know what’s right and what’s real anymore
I don’t know how I’m meant to feel anymore
When do you think it will all become clear?
‘Cuz I’m being taken over by The Fear

[Bridge]
Forget about guns and forget ammunition
Cause I’m killing them all on my own little mission
Now I’m not a saint but I’m not a sinner
Now everything’s cool as long as I’m gettin thinner

[Chorus]
I don’t know what’s right and what’s real anymore
I don’t know how I’m meant to feel anymore
When do you think it will all become clear?
‘Cause I’m being taken over by fear

Tænksomme pop-tekster er nok mere undtagelsen end reglen, set i det store fugleperspektiv. Jeg har tidligere omtalt den engelske poptøs Lilly Alen. Og hun kan skære en tekst, der vil mere end hjerte-smerte og fængende omkvæd. Hendes nummer 1-hit The Fear er sådan en slags remake af Madonnas Material Girl, hvis enkle budskab var: Du må hyle blandt de ulve, der sammen med. Linving in a material World/And I’m a material Girl. Hos Lilly Alen er uskylden i den materialistiske hengivelse væk. Pigen ønsker sig stadigvæk masser af penge, diamanter og succes, men prisen er en snigende frygt, et realitetstab, forvirring og usikkerhed. Et signalement af 15-minutters-succes-tidsånden?
Her er Lilly i en frisk optagelse fra træmanden Lettermans show:

Retro: Hør den lille stær – erindringsglimt

26. april 2009


Hør den lille stær den er åh så fornøjet.

Morgenklokken ringer, og marken står i damp.

Nylig er den vågnet, men altid i tøjet

aldrig skal den sæbes og vaskes med en svamp.

Den har hverken hat eller sløjfe og kjole,

ingen fine støvler, den først skal pudse a`.

Den har ingen lektier, skal aldrig i skole,

den kan gå og fløjte den hele lange dag.

Og når den bli´r sulten deroppe på kassen,

finder den en orm, den kender hvor de er.

Den skal ikke først ha´ den kogt over gassen,

den kan få den ned, li´så levende den er.

Og når den vil rejse, den venter ikke længe

Vips, er den af sted og ta´r på eventyr!

Den har hverken kuffert, billet eller penge,

den har bare vinger, den er en lystig fyr.

åh, den flyver højt, flyver højt under skyen,

den må passe på, den ikke falder ned.

Den er fløjet langt bort et sted ned i byen,

den har nok en ven dér, som ingen, ingen ved.

Regitze citerer lidt fra sangen, og straks er jeg tilbage i klasseværelset på Sædding Skole, siddende ved et af de linoleumbeklædte borde. Der er omkring første maj.

The Girl in the Cafe

25. april 2009

Man må bøde for sine laster. Og capac går ikke ind i en plade- og dvd-butik for at forlade den tomhændet igen. Med sig hjem havde han bl.a. den BBC-producerede filmperle The Girl in the Cafe med den meget charmerende Kelly Macdonald i den kvindelige hovedrolle og den altid fortræffelige Bill Nighy i den mandlige ditto. Jeg har skrevet udførligt om min første oplevelse med filmen her.

Savage Rose – anno 1968

25. april 2009

Jeg har en forkærlighed for pladekunstneres første album. Debutplader er ikke altid mesterværker, men ofte har de en særlig uskyldighed og friskhed over sig. Og lige så ofte er de mærket af de ofte store kunstneriske ambitioner, som de medvirkende og håbefulde artister har med sig. Når jeg – med stille fryd – genhører Savage Roses eponyme debutplade fra 1968, så synes jeg, at jeg kan høre hele det potentiale, der er i gruppen. I Anisettes unikke stemmepragt, der er som skabt til beatmusikkens elektrisk forstærkede udtryk. Og i bandet med Alex Riels fortræffelige, lydhøre trommespil, Anders Koppels fine, markante orgelspil osv. Man kan også høre, at det er allerede garvede kræfter, der løfter Savage Rose. Pladen mangler de for debutplader karakteristiske løse ender og skitseagtige numre. Det er en formstøbt, velskabt plade. Og man forstår godt, at forventningerne var store til dette band…

capac igen på radiobloggen

25. april 2009

På vej hjem fra et trafikalt kaotisk århus hørte jeg Ruth Storm læse noget velkendt op. Og jo, sandelig om ikke capac igen har fået æren af at blive læst op i DRs Radiobloggen. Denne gang med en postering om Paul Mccartney, medierne og den fortsatte saga om fildelingen på internettet.

Jeg synes, det virker rigtig godt med de oplæsninger. Det giver en ekstra dimension i oplevelsen af blogteksterne fra de forskellige webloggere…
PS. Jeg opdager lige, at der også er et andet indlæg fra denne signatur: Beskæftigelsesminister Clausescu Hjort Frederiksens arvtager, hvor capac ikke lægger fingre imellem…
link

Vil Pirate Bay-sagen gå om?

24. april 2009

Noget tyder på det, når man læser de svenske medier. Efter at det er kommet frem, at dommeren i den internationalt overvågede sag, har været aktivt medlem af tre pro-ophavsrets-foreninger – Svenska föreningen för upphovsrätt (SFU), hvor der også sidder flere medlemmer fra musik- og filmindustrien, Svenska föreningen för industriellt rättsskydd (SFIR) og Stiftelsen .SE, hvor der også sidder mindst en fra musik- og filmindustrien – er der blevet rejst begrundet tvivl om dommer Tomas Norströms habilitet. De dømte og deres forsvarer overvejer allerede, hvordan de skal gribe sagen an med et krav om en ny retssag. Og den tidligere øverste anklager i Malmø, mener, at habilitet-problemet skader svensk retsvæsens anseelse i udlandet – og at det derfor vil være ønskeligt, at man begynder forfra…

Booker T – Potato Hole

24. april 2009


Et nyt album med den legendariske musiker, sangskriver, arrangør og producer Booker T (Jones) må siges at være en begivenhed. Booker T har nemlig ikke været særlig flink til at udsende soloplader.
Han blev international berømt som førende medlem af det instrumentale soulband Booker T and the MG’s, der med udgangspunkt i plademærket Stax var med til at definere den særlige Memphis Soul-genre. Deres største succes var nok den uopslidelige “Green Onion” fra 1962, et nummer, der selv i dag lyser af energi og friskhed. Ellers skabte bandet sig et højtprofileret renommé som backing for mange af tressernes og halvfjerdsernes store kunstnere (fx Otis Redding, Sam & Dave, Albert King, Johnnie Taylor, Eddie Floyd, The Staple Singers, Wilson Pickett og Delaney & Bonnie).
Booker T spiller mange instrumenter, men især hans håndtering af det hæderkronede Hammond B-3-orgel har været med til at fremhæve ham som musiker. På det ny album, der udkommer til april, backes han op af Drive By Truckers, og selveste Neil Young smider sin karakteristiske vilde el-guitar ind på hele ni numre. Du kan høre hele albummet her. Og hvis du spørger mig, så er det stærke sager. Jeg har rekvireret et eksemplar hos pladekøbmanden…

Skandale efter Pirate Bay-sagen

23. april 2009

Den omstridte sag om fildelingtjenesten Pirate Bay har fået et skandaløst efterspil. Sveriges Radios P3 har nemlig fundet ud af, at dommeren bag den markante dom på et års fængsel og millionbøde til de fire bagmænd er medlem af flere foreninger, der engagerer sig i spørgmålet om ophavsret. I en af disse foreninger sidder også flere repræsentanter for film- og musikbranchen.
Juridiske fagfæller anklager nu dommeren for at være inhabil og upartisk. Og det er noget af det værste, en dommer vel kan være. Og der snakkes om, at retsagen bør gå om…

The La’s tilbage?

23. april 2009

Undertoner.dk bringer en – i mine øjne og ører – yderst interessant nyhed. I følge New Musical Express er der planer om, at forgrundfiguren i The La’s, Lee Mavers, sammen med Pete Dohertys gamle gruppe, Babyshambles, skal indspille en opfølger til The La’s nyklassiske indie-debutalbum. Vi håber, det blivet til noget, for The La’s har været savnet på indie-scenen…

Crimson and Clover

23. april 2009

Tommy James and the Shondells fik deres allerstørste hit i 1968 med sangen “Crimson and Clover” fra albummet af samme navn. Nummeret var skrevet af Tommy James og trommeslageren Peter Lucia, og har det for et hit så væsentlige kvaliteter, at sangen let bliver hængende i bevidstheden længe efter at man har hørt den første gang. Nummeret er siden blev planket af andre kunstnere. Jeg husker bl.a. en (i mine øre) ikke særlig vellykket udgave med Joan Jett and the Blackhearts. Men nu har selveste Prince kastet sig over den gamle sang på sin nye plade, hvor han væver den sammen med citater fra Troggs Wild Thing. En meget Princesk udgave, der både er loyal over for den oprindelige versions melodi og charme og samtidig umiskendeligt lækker Prince-fortolkning…

“Blind” Snooks Eaglin er død, 73

23. april 2009

En legende har forladt musikken verden. Snooks Eaglin, der bar tilnavnet “den menneskelige jukebox”, er død i en alder af 73. Hans hjerte ville ikke mere. Tilnavnet fik han, fordi han kunne et sted mellem 2000 og 3000 sange udenad og det gav hans koncerter en sjælden grad af uforudsigelighed, fordi han aldrig arbejde med playlister. Den akustiske blues var hans udgangspunkt og den stil, han altid vendte tilbage til, selv om han også kastede sig ud i rock, jazz, country o.a. Hvil i fred, du spillemand!

Genlyt: Stig & Sten “Forchromede dage”

23. april 2009

Jeg har allerede omtalt duoen Stig & Stens første album fra 1972, “Da solen kom“, og fik i denne uge mulighed for at genlytte til deres andet og sidste album “Forchromede dage”, der kom året efter. På pladen får de to hovedfigurer hjælp af Ken Gudman på trommer, Nis (P.) Jørgensen (på en række instrumenter) og nogle anonyme strygere, som er arrangeret af Leif Petersen, Stig, Sten og Nis. Stilen er den samme. Naivistiske hippie-agtige tekster, gode melodier og folk-inspireret rock-arrangementer. Produktionen er mærkbart mere glat end debutpladen og peger i retning af mainstream. Men en fin plade er det, som fortjener at blive genudgivet sammen med debutpladen.

Malware – “kineserier”

23. april 2009

Som nogle af læserne allerede har opdaget – og gjort mig opmærksom på, tak for det – så er der for øjeblikket problemer med malware hos capac.
Der er tale om såkaldt Iframe-malware, der består af små omdirigernede html-koder, der bliver lagt ind i index-filerne. Et kinesisk “firma” står bag eller er involveret. Det største problem er ikke at fjerne tekststykket, men at finde ud af, hvordan lortet kommer ind – og forehindre det. Indtil videre har min research på nettet være nedslående. Noget tyder på at min udbyder ikke har styr nok på anti-virushåndteringen og at WP har nogle oplagte svagheder – også i version 2.71, som jeg kører.
Hjælp og tålmodighed fra jeres side er selvfølgelig velkommen. Og råb endelig op, når I oplever noget malware-relateret på bloggen.
PS: Min udbyder – One.com – mener ikke at Ifram-angreb er deres problem… Henviser til, at kineserne enten må af snust sig frem til mit password (er selvfølgelig ændret…) eller svagheder i et script i WordPress (men hvilket? Et plugin måske?).

Pastor Langballe om universitetet

22. april 2009

Det er ikke med min gode vilje, at jeg indrømmer det. Men det usandsynlige er faktisk sket, at jeg er blevet enig med Dansk Folkepartis nestor, Jesper Langballe, om noget. I dagens udgave af Berl. Tidende har han forfattet en kronik, hvor han leverer et frontalangreb på den borgerlige regerings universitetspolitik.
Han langer også kraftigt, demagogisk og ideologisk ud mod den vejrmølle, der går under navnet “68-bølgen”. Men lad det nu ligge. Det interessante er, at Langballe rejser spørgsmålet om, hvad en “borgerlig universitetspolitik” mon kunne tænkes at være? Underforstået: Hvis den ikke er som den, der aktuelt føres.
I Langballes optik tager regeringen – akkurat som det skete i halvfjerdserne – “samfundet” som gidsel for sin politik. Der skal forskes for “samfundets skyld”. Men, hvor samfundet i det vist nok venstresnoede halvfjerdsere var mere eller mindre synonymt med “arbejderklassen”, så er “samfundet” under Fogh-Løkke lig med “erhvervslivet”. Hvad der er godt for erhvervslivet – det private forstås – antages at være godt for alle andre. Tankegangen – i universitetssammenhæng – udmøntes af en af universitetslovens åndelige fædre, Helge Sander, der har skabt sloganet: Fra tanke til faktura. Og politiken er indrettet derefter. Hvis ikke der er en lige vej fra tanke til faktura, så skal man ikke forvente at pengene strømmer ind…
Langballe skriver: “Hvad der tæller for regeringen, er ikke grundforskningen, men den anvendte forskning. Og naturligvis skal forskningens resultater anvendes, når de foreligger, men hvis anvendelsesformålet på forhånd dikterer forskningen,vinder forskningen intet nyt land. Den bliver blot produktudvikling og ikke en fri og selvstændig kamp for at udvide menneskets erkendelse”
Og senere hedder det: “For videnskab søger sandhed, og retfærdiggør man sandheden med et nyttigt formål ophæver man den som sandhed”. Og Langballe kalder det aktuelle universitetsideal med dets nytteorientering og taxametertænkning for “slet og ret organiseret åndløshed”.
Jeg kan ikke andet end at være enig med Langballe i hans vurdering så langt – og i almindelighed.
Det interessante er imidlertid, at Langballe ikke er i stand til at sige noget om, hvordan fremtidens universitet kommer til at se ud. Med andre ord: Hvordan en anden form for borgerlig universitetspolitik kunne se ud. Måske, fordi den moderne borgerlighed ikke er i stand til at se op fra bundlinjen og ikke har andre “værdier” end dem, der kan gøres op i kroner og ører?! Dumhed kalder Langballe det. Og i den aktuelle politiske konjunktur er der åbenbart ingen ende på dumheden og dens konsekvenser….

Allen Toussaint – The Bright Mississippi

22. april 2009

Allan Toussaint har ikke udsendt mange album gennem årene. Til gengæld er de alle uden undtagelse værd at lægge øre til. Og nu har han udsendt et nyt, overraskende album med titlen “The Bright Mississippi”, hvor han for en gangs skyld ikke fortolker egne sange med andres. Nærmere bestemt en række jazz-giganter som Sidney Bechet, Jelly Roll Morton, Django Reinhardt, Thelonious Monk, Duke Ellington og Billy Strayhorn. Om resultatet skriver BBC: “The result … is both confident and relaxed, familiar tunes made over with characterful arrangements that suggest that while Toussaint may have made his living playing rock, rhythm and blues, something of old Orleans is in his blood.”. Jeg har noteret den på min ønskeliste…