juli 2008 arkiv

Eno / Byrne: Everything That Happens Will Happen Today

29. juli 2008

Med 27 års forsinkelse udsender David Byrne og Brian Eno en opfølger til deres My Life In The Bush Of Ghosts. Til Billboard siger Eno om pladen: “When we started this work, we started to think we were making something like electronic gospel: a music where singing was the central event, but whose sonic landscapes were not the type normally associated with that way of singing”.
My Life In The Bush Of Ghosts er en af de udvalgte plader, jeg skal have med til min øde ø, når nu klimaforandringer fremtvinger min omplacering. På den plade løb rock, etnisk musik, ambience, World Music, lydbilleder, soundscapes osv. sammen til et dybt fascinerende stykke musikalsk patch-work. Selv om pladen blev optaget med analog teknologi var den en inspirerende forløber for senere pladers leg med digital sampling og sequencing etc.
Den sprogbevidste David Byrne, der altid har leveret overrumplende, surrealistiske sprogbilleder huggede titlen til albummet fra den afrikanske forfatter Amos Tutuola. Han havde vist endnu ikke læst bogen, men brugte titlen som inspiration til arbejdet med specielt afrikanske rytmer på pladen.
Pladen kom i en udvidet udgave for et par år siden. Desværre havde man også fjernet et af numrene. Angiveligt, fordi den forholdt sig til Koranen…
Men den oprindelige kan heldigvis stadigvæk købes. På cd.
Det skal blive spændende at høre, hvad de to har fundet på denne gang.

BRIAN ENO and DAVID BYRNE – America is Waiting (MUSIC VIDEO)

Om sprogrevseri

29. juli 2008

Da jeg læste på universitetet var der et vældigt opgør med sprogrevseriet. Mod alle dem, der ville have alle til at skrive dansk efter retskrivningens krøllede regler. Senere blev jeg – ved tilfældighedernes (u)gunst – dansklærer og oplevede, at sprogrevseriet, der jo er en indbygget del af danskundervisningen, havde ødelagt mange elevers glæde ved faget (og skolen i det hele taget) og hæmmet deres lyst til at udfolde sig i skrift og tale.

Jeg vil stadigvæk ikke forsvare det fluekneppende sprogrevseri. Men med alderen er det blevet klarere og klarere for mig, at retskrivningsregler handler om sproglig præcision. Jo bedre man håndterer disse regler, jo mere præcist kan man udtrykke sig.

Noget andet, der kan bekymre mig – og som ikke bekymrede mig det fjerneste dengang – er den sproglige slaphed, der gør sig gældende i min omverden. Især den snigende, ukritiske anglificering af det danske sprog er nedslående. I går var jeg inde i århus by og købe mig en ny vindjakke, fordi den gamle efterhånden hænger i laser. Og i en stor, centralt beliggende forretning averterede man med SALE og FINAL SALE. Nu kan jeg godt lidt engelsk og ved, hvad SALE og FINAL SALE betyder, men jeg begriber ikke, hvad der er galt med UDSALG og afledninger af dette ord?
Man vil sikkert sige, at det skyldes GLOBALISERINGEN. Og det er rigtigt, at vi lever i en verden, hvor vi bliver mere og mere internationalt orienterede, og hvor medierne af anglo-amerikansk oprindelse spiller en stor og tung rolle. Alligevel er det en falliterklæring for det danske uddannelsessystem, at det ikke er i stand til at give de opvoksende generationer så mange danskkundskaber, at de i det mindste har alternative udtryksmuligheder på modersmålet…

David Lindley og Kaleidoscope

28. juli 2008

Musikeren David Lindley (se forrige indlæg) slog for alvor igennem i halvfjerdserne, hvor han Los Angeles-musikmiljøet og spillede sammen med folk som Jackson Browne, Linda Ronstadt, Warren Zevon, Crosby & Nash, Ry Cooder og mange flere. Men allerede inden da havde han gjort sig bemærket som medlem af Kaleidoscope (ikke af forveksle med det engelske band af samme navn), der dyrkede en psychedelisk inspireret multietnisk musikform. Ret udsædvanligt for den tid hentede de stor inspiration i mellemøstens musik. Ud over Lindley selv bestod bandet af Solomon Feldthouse, Chris Darrow, Chester Crill and John Vidican. Fra 1967 til 1970 indspillede gruppen fire albums: Side Trips (67), A Beacon From Mars (68), Incredible! Kaleidoscope (69) og Bernice (70). Undervejs blev Vicidican og Darrow erstattet af Paul Lagos og Stuart Brotman (der havde en fortid i Canned Heat). Det skal også nævnes, at bandet bidrog med to numre til soundtracket til Michelangelo Antinionis tresser-kult-film Zabriskie Point og dannede backing for selveste Leonard Cohen (fx på So Long Marianne).
Bandet er blevet gendannet i 1976 og i halvfemserne. Lindley var dog kun perifert med ved den første gendannelse. Han havde sine egne projekter at se til, blandt andet bandet El Rayo-X.

Kaleidoscopes plader kan godt være lidt svære at få fat i – og derfor til forhøjede priser. Men der findes et par gode compilations rundt omkring i internetbutikkerne.


Kaleidoscope – Lie To Me – ren tresserstemning…

Interview m. David Lindley (der også spiller…)

Hiram Bullock, guitarist – 1955-2008

28. juli 2008

Hiram Bullock er død i en alder af kun 52. Af kræft. Måske siger hans navn ikke læseren så meget, men hvis man har en af følgende plader stående i sin samling, så kender man hans guitarspil: Steely Dan’s Gaucho (1980), Paul Simon’s One Trick Pony (1980), Sting’s Nothing Like the Sun (1987) og Billy Joel’s The Stranger (1977). Og mange andre. Bullock arbejde i feltet mellem rock og jazz og var en efterspurgt sideman. Han udgav også en række soloalbums. Hvil i fred.

Hiram og David Lindley spiller Werewolfes of London (Warren Zevon). Skru bare op, det svinger…

Kate Bush fylder 50

28. juli 2008

Utroligt, men sandt. Den unge dame med den store stemme, Kate Bush, runder de 50 år. Capac har aldrig været erklæret fan af Bush, men der er dog en række af hendes sange, som han holder af. En af dem er Running Up That Hill:

En anden er den vemodigt, smukke, opmuntrende Don’t Give Up, som hun indspillede med Peter Garbriel:

Til lykke med milepælen.

Du altforbarmende – om bryster

28. juli 2008

Ingen tvivl om det. Bryster betyder noget. For begge køn. Er man i tvivl, så læs dame- og mandebladene. De to attributter stikker i øjnene i mere end en forstand. En kedelig tendens har dog været, at de to næringgivende gevækster skulle leve op til en bestemt struttende æstetisk standard. Her kom silikonen, saltvandet og grafikken ind. Hvorfor skal det dog være så kedeligt? Hvorfor skal de alle se nogenlunde ens ud? Må vi så bede om lidt mangfoldighed! Lad brysterne have den form, længde, udformning, de nu engang har.
Derfor er det opmuntrende at læse, at den unge skuespillerinden Keira Knightly træder i sin kollega Kate Winsletts spor og afviser at få sine bryster grafisk manipuleret på en kommende filmplakat (“The Dutchess”). Et sådant digitalt overgreb blev hun udsat for i filmen om Kong Arthur, hvor grafikerne blæste brystmålet op. “Disse ting var ikke mine”, sagde Keira. Hatten af for Keira.

Exit Jarlen

28. juli 2008

Det er selvfølgelig meget naturligt, at de godt vil have yngre, friske
kræfter, men man skulle tro, at de også kunne bruge erfaring til noget
på skærmen. Det virker som om, man kan komme lige ind fra højre og
blive studievært i dag
,” siger Jarl-Friis Mikkelsen, 56, efter at han og programserien A-Ha er blevet droppet. Javist, gerontofobien præger også de store medier. Men måske har det program også haft sin tid…

Oh, Vesterhav!

28. juli 2008

For første gang i mange år, når jeg nok ikke at få et Vesterhavsbad i løbet af sommeren. Her i skyggen, hvor temperaturen er krøbet op mod de 30 grader, kan jeg mærke trangen og lysten til at glide ned i det salte, kølige, brusende vand… En gang vestjyde, altid vestjyde.

I’ve got you under my skin

27. juli 2008

Engang kunne jeg ligge på stranden hele dagen. Sådan er det ikke mere. I dag foretrækker jeg skygge. Og kølighed. Derfor fik jeg set en udsendelse i tv om Nobel-pristageren i litteratur 2007, Dorris Lessing. Et portræt af en forfatter, der har gået sine egne veje. Og fortsat gør det. Filmen startede med en scene, hvor Lessing træder ud af en taxi og bliver konfronteret med det faktum, at hun har modtaget Nobels litteraturpris. Hendes reaktion: Oh, My God. Og det var ikke positivt ment…
Men det var slet ikke derhen, jeg ville. Et sted vises en forside af en af hendes bøger, hvor hun citerer Cole Porters sang I’ve got you under my skin. Den sang, der blev Frank Sinatras kendingsmelodi, men i øvrigt er indspillet af en lang række kunstnere. Og hun fortolkede den kort som en sang om tabet, tabet af den, man elsker… Jeg har dig under min hud, jeg har dig dybt i mit hjerte… En rigtig pop-sang om lidenskabelig kærlighed, det at miste og håbe… Og en uopslidelig sang, man aldrig bliver færdig med…

Ive got you under my skin
Ive got you deep in the heart of me
So deep in my heart, that youre really a part of me
Ive got you under my skin

Ive tried so not to give in
Ive said to myself this affair never will go so well
But why should I try to resist, when baby will I know than well
That Ive got you under my skin

Id sacrifice anything come what might
For the sake of having you near
In spite of a warning voice that comes in the night
And repeats, repeats in my ear

Dont you know you fool, you never can win
Use your mentality, wake up to reality
But each time I do, just the thought of you
Makes me stop before I begin
cause Ive got you under my skin

Helen Watson – Blue Slipper

27. juli 2008

På min pladereol faldt jeg over Helen Watsons debutalbum Blue Slipper (1987). Man hører ikke så meget til Watson, og det er en skam, for hun er en af de bedste engelske sangerinder, der kan opdrives.
Måske er en del af forklaringen på hendes diskrete eksistens, at hun har tilladt sig at krydse mange genrer: blues, jazz, soul, pop og folk. I tresserne sang hun folk, samtidig med at hun underviste. Senere i halvfjerdserne og firserne var hun med i blues-orkestert Loose Lips og Manchester-bandet Well Knit Frames. Hun sang også backing for Camel.
I slutningen af firserne fik hun kontrakt med EMI og – man må have troet på hende – fik lov til at indspille debutalbummet med den erfarne og berømmede producer Glyn Johns ved knapperne. Ikke nok med det: Hun fik Little Feat som backingband (i øvrigt første gang bandet spillede sammen på plade efter lederes Lowell Georges død). Selv om pladen ikke solgte voldsomt fik hun lov til at indspille endnu et album – The Weather Inside – med samme konstellation af producer og musikere.
I 1992 fik hun kontrakt med RCA og indspillede Companion Gal med Brinsley Schwarz som backinggruppe og siden har hun – på små plademærker – indspille yderligere fire albums. Hun har også arbejdet som producer (for Christine Collister) og været backingsanger på Linda Ronstadts og Emmylou Harris’ album Western Wall.
Helen Watson er stadigvæk aktiv, selv om hun ikke gør meget væsen af sig. Men hun fortjener mange lyttere… Bortset fra debutpladen Blue Slipper, så kan hendes første albums godt være svære af få fingre i (og koster en del…).

Nyd hende på Myspace-siden

Seksualpolitikken – og så mig, sagde hunden

27. juli 2008

Errare humanum est, lærte jeg i latin-timerne i folkeskolen hos frk. Hvass. Det er menneskeligt at fejle, og vi gør det hele tiden. Der var også en fortsættelse: perseverare diabolicum (“at fremture er djævelsk”), som frk. Hvass også citerede, når vi brugte første del af citatet som undskyldning for vores forsømmeligheder med lektier og opgaver.
For lidt mere end et år siden blev Seksualpolitisk Forum dannet. Og capac var ret så begejstret. Nypuritanismen var i fremmarch, og så dukkede der et forum op, der ville ‘påvirke den seksualpolitiske debat i Danmark og udlandet i en frisindet og nøgtern retning’. Det faldt på et tørt sted. Kom som kaldet. Og uden at tænke ret langt ansøgte jeg om medlemskab af forummet.
Det var heri min brøde bestod. Jeg ansøgte om at blive godkendt som medlem af et forum. Allerede her burde mine alarmklokker have bimlet og bamlet. For man kan ikke bare tilmelde sig Seksualpolitisk Forum. Man skal godkendes. Man skal vejes for at se, om man nu er frisindet nok eller måske for frisindet… Hvis der var tale om en forening eller et parti, ville det være forståeligt nok. Her har man et ideologisk grundlag, som man skal være enig om. Men et forum er i princippet et sted, hvor forskelligheder mødes og brydes. Fx kan der være uenighed om, hvor vidtrækkende frisindet skal være.

Nuvel. Min ansøgning blev vel modtaget, og man bad mig om at præsentere mig selv og min interesse for seksualpolitiske emner. Som sagt så gjort. Jeg præsentere mig selv kort og henviste til min blog. Det sidste skulle jeg nok aldrig have gjort. For i den forudgående tid havde jeg formastet mig til at forsvare en vis fhv. amts-chat-konsulent, Rudy Frederiksen, der havde misbrugt sin stilling til at opnå seksuelle ydelser fra nogle unge piger. I en – i øvrigt anonym – email meddelte man mig så, at man ikke kunne optage mig i Seksualpolitisk Forum, fordi man var i tvivl om, hvorvidt jeg forsvarede Rudy eller ej. Og jeg fik i øvrigt at vide, at man ikke var enige om præklusionen og heller ikke om, hvordan man skulle forholde sig til fx pædofili.
Og det er da rigtigt. Jeg forsvarede – og vil fortsat forsvare – den tidligere amts-chat-konsulent. Ikke, fordi han misbrugte sin betroede stilling til at lokke unge piger med modeldrømme ud i et prostituerende arrangement, men over for en pøbelsk presse, der anklagede og dømte manden på forhånd. For mig handlede det ikke først og fremmest om mandens såre menneskelige liderlighed, men om retsprincipper, som en sensationshungrende presse med TV2 og boulevard-aviserne i spidsen var fløjtende ligeglade med. Jeg skrev ironisk, ja, sarkastisk om Rudy og kaldte ham flere gange – med digteren Peter Laugesens øgenavnstilskrivning “Pikken fra Herning”. Fx skrev jeg i forbindelse med en omtale af Bill Brysons erindringsbog Thunderbolt Kid følgende::
“Avisen Guardian bringer et fyldigt uddrag af bogen, som jeg har læst og moret mig en del over. Den handler nemlig om seksualmoralen i 1950’erne. Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på de seneste dages opstandelse over chatekperten Rudy – som Peter Laugesen i dagens Information meget lidt flatterende kalder “Pikken fra Herning” (à la “Ørnen…”) – der, bogstaveligt talt, blev grebet med bukserne nede om hælene i sine bestræbelser på at misbruge unge pigers stjernedrømme til egen seksuel lystgevinst. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er forkasteligt, at en mand misbruger en betroet stilling som chatkonsulent til den slags. Og han skal nok få sin fortjente straf for det. Men den smålumre, skingre moralske forargelse og slet skjulte sensationsophidselse i visse dele af medierne er grinagtig, tankevækkende og vækker genklang af netop halvtressernes forkrampede seksualmoral. Man skulle tro, at vi ikke er kommet ret meget videre…”.
Frederiksen fik siden en dom for ‘udbredelse af utugtige billeder af unge piger’, men var allerede da blevet straffet af seksualmoralisterne: Han mistede sit job, sin kone, forholdet til sine børn – og sit navn. Det sidste i bogstaveligste forstand: Han måtte skifte navn.
Frederiksens store ‘forbrydelse’ var ikke at han forfulgte sin liderlighed. Det var, at han gjorde sig selv til en af de “børnelokkere”, som hans egen ekspertise skulle beskytte børn imod… Man havde sat ræven til at vogte høns.
Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg forsvarede Frederiksen over for en pøbelpresse, der hellere end gerne sælger ud af retsprincipper og etiske normer, hvis bare man kan sælge aviser og få markante seertal, men jeg forsvarede også mandens ret til at være liderlig og forfølge sine liderlige lyster – så længe det sker inden for lovens og de professionsetiske rammer. Det sidste drejer sig om, at man i betroede stillinger – fx som lærer, chat-konsulent osv. – ikke misbruger sit job til seksuelle lystgevinster.
Jeg skulle aldrig have ansøgt om medlemskab af Seksualpolitisk Forum. Det var en fejl. Seksualpolitik Forum var ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Et sted, hvor diskussionen af frisindets grænser kunne komme fuldt til udtryk. Og for mig starter frisindet for alvor, når man stiller de ubehagelige spørgsmål (fx om de unge pigers rolle og bevæggrunde i sagen om Rudy Frederiksen ), der antaster ens egne seksualmoralske normer og grænser.
En sådan diskussion kommer Seksualpolitisk Forum aldrig til at blive, så længe man insisterer på at tale “med én stemme”.

Tilbagespoling (scroll selv ned)

Den kastrerende anmelder…

26. juli 2008

På grund af varmen fik jeg først taget hul på Weekendavisen i dag. Og da jeg er en stor beundrer af Alfred Hitchcocks filmkunst kastede jeg mig over Leonora Christine Skovs anmeldelse af en ny biografi om den trinde englænder. Titlen er “Den infantile psycho”, og i overskriften advares vi om – eller stilles i udsigt – at biografien om manden og hans forhold til sine kvindelige skuespillerinder vil få ham til at “falde dybt”.

Nu er det jo ikke ligefrem nogen nyhed, at Alfred havde, skal vi sige det sådan, et problematisk forhold til sex. Efter sigende levede han i et aseksuelt forhold til sin kone Alma. Og meget tyder på, at han nærmest var besat af blondiner. Som andre, der har et beklemt forhold til det seksuelle, havde han også en tilbøjelighed til verbale frivoliteter og sjofelheder.

I sin biografi Spellbound by Beauty: Alfred Hitchcock and his leading Ladies disker den kendte biograf Daniel Spoto op med en mængde saftige anekdoter og vidnesudsagn, der hvordan “Hitch – uden cock“, som han elegant tituleres, udøver sex-chikane af variende styrke over for sine kvindelige hovedrolleindehavere – selv om det målt med vor tids alen ikke rigtig syner af det store.

Nuvel, jeg vil slet ikke bestride, at Alfred sandsynligvis har været pueril liderbasse, der fik afløb for sine undertrykte seksuelle lyster ved at chikanere sin samtids dejligste skuespillerinder. Han har sikkert både været uforskammet, uopdragen og rigtig slem. En skidt knægt.

Men Leonora Christine Skov skyder helt ved siden af målet, hvis hun mener, at sådan biografisk snageri, der ikke lader de kulørte ugeblade meget efter, på nogen måde berøver filmkunstneren Alfred Hitchcock noget af hans værdighed. At en kunstner har et forkvaklet seksualliv, gør jo ikke ham eller hende til en mindre kunstner. Man må skelne mellem forfatterens liv og kunstværket. Og det burde magister Skov jo vide…

PS. Når jeg kalder dette indlæg “Den kastrerende anmelder”, så hænger det sammen med, at Skov har markedsført sig selv om en slags feministisk kritiker, og hendes sympati ligger helt klart hos de ‘stakkels’ skuespillerinder, der søgte berømmelsens rampelys hos mester Hitch. Hvis man absolut vil kastrere Hitchcock, så skal man gøre det med udgangspunkt i hans filmiske værker. Og det bliver svært. Meget svært.

For 30 år siden…

26. juli 2008

..manifesterede Dire Straits sig på hitlisterne med sangen Sultans of Swing. Efter min mening blev dette fortræffelige band aldrig bedre end det var på den fuldendte debutalbum. Den var uden nitter og den holder stadigvæk. Sultans of Swing er velegnet til en smuk sommersolkskinsdag som i dag.

Og en ung mand ved navn Bruce Springsteen gjorde krav på en plads blandt de store sangskrivere med Darkness On The Edge Of Town (i en mere moden udgave):

Blogs og reklamer

26. juli 2008

I medieverdenen har man et begreb, der hedder “skjult reklame”. Det kan fx være Coca Cola-bannere eller bilmærker i spillefilm, der mere eller mindre talentfuld stiller varemærkerne til skue for publikum. Eller det kan være mere problematisk, som når Camilla Plum og Søren Ryge får PR for deres bøger via DRs hjemmeside. Så er vi ovre i den farlige sammenblanding mellem public service og almindelig profitorienteret medievirksomhed.
Nu har begrebet også sneget sig ind i bloggosfæren. På DR-Nyhederne kan man læse, at visse af de ca. 120000 danske weblogs modtager betaling for reklamer, som de udfører for virksomheder. 700 danske bloggere har modtaget penge for at reklamere for varer i deres blogs. Uha-uha.
Nu er reklamer jo ikke noget nyt i blogland. Fx er Smartlog og andre on-site-blogs finansieret af små reklameblogge, som bloggeren ikke er ansvarlig for. Men vi andre autonome bloggere reklamerer jo også. Capac gør i hvert fald, hver gang han begejstret omtaler musik, film, bøger osv. Det afgørende er, at jeg ikke modtager betaling for det. Jeg vælger selv, hvad jeg vil omtale – og hvordan jeg vil gøre det. Kun i et tilfælde har jeg modtaget noget, nemlig et frieksemplar af den cd, jeg omtalte. Og det fremgik af indlægget.
Der er først tale om skjult reklame i det øjeblik, hvor det ikke fremgår af bloggen, at indlægsskribenten skriver om et produkt mod betaling. Og som blogger må man selvfølgelig forlange ærlighed, hvad det angår. Selv om det nok skal blive gennemskuet alligevel.

Dovenskab – erindring

26. juli 2008

Dovenskab er ikke egenskab, der har stor anseelse i det arbejdsomme, danske samfund. Her giver det status at arbejde – længe, over, meget… At knokle, det er der noget ved. Selv i ferierne skal vi helst være aktive. Aktiv ferie. Bygge om, ordne køkkenhave, male vægge eller tage på såkaldt “aktiv ferie”. For slet ikke at tale om de ufrivilligt in-aktive, de ledige, der absolut skal gøres til genstand for aktiv-ering.
I min folkeskole havde jeg en regnelærer, der besang dovenskaben. Når vi havde lavet for mange mellemregninger i et regnestykke med flere ligninger og flere ubekendte størrelser, så sagde han altid, at vi skulle bruge vores indbyggede dovenskab og springe den og den og den mellemregning over…
At dovenskaben ikke er en modsætning til det virksomme liv, havde han forstået. Til forskel fra mange andre. At dovenskaben er de gode ideers vugge, energikilden uden hvilken, vi er aktive på halv kraft, effektivitetens og produktivitets skygge – dét vidste han.