CAPAC

Det er i år fyrre år siden, Danmarks Radio lancerede Dansktoppen, der siden blev et begreb for en bestemt musikform. Det blev aldrig min musikform, selv om det var mere end svært at undgå nogle af landeplagerne…
Da jeg læste på Nordisk i århus fik jeg blandt andet fat i en stencileret ideologikritisk analyse af Dansktoppen, som nogle studerende ved Københavns universitet havde lavet. En grundig gennemhegling af tekstuniverset i dansktopsangene. Jeg behøver vel ikke at sige, at analysens konklusioner ikke faldt ud til sangskrivernes småborgerlige bevidstheds fordel…
Trods mine egne musikalske sympatier havde jeg dog stor forståelse for dansktopfolkets interesser og ønsker. Og fx kunne jeg ikke forstå, at en så populær musikform ikke kunne blive præsenteret i tv. På den anden side stod det jo også sløjt til med beat-musikken…
Min forståelse for dansktoppen hang i høj grad sammen med, at det var den slags musik mine forældre og deres omgangskreds lyttede til. Derfor blev den også en del af mit soundtrack til halvfjerdserne. Den kørte i baggrunden, lige som Giro 413 havde gjort årtiet før (og stadigvæk gjorde). Hvis det da ikke lige var tysk underholdningsmusik, de lyttede til, derned i Esbjerg.
I Berl. Tidende kan man læse et klogt hoved forklare, at dansktopmusikken musikalsk set trækker på tilsvarende folkelige musikformer i Sverige, Tyskland og USA, dvs. svenske og tyske schlagere og så amerikansk mainstream-country. Dansktoppens kritikere forstod ikke én ting ved dansktoppen, nemlig at den kun ville én ting: underholde. Der var ingen kunstprætentioner i denne musikform. Håndværket skulle være i orden. Men heller ikke mere. Teksterne skulle ikke være dybsindige eller tankevækkende, men bare mundrette og lette at huske. Og melodierne skulel være til at synge med på og gerne danse ubesværet rundt til.

Square Knees Was Asking For a Reason
How Can I Go Sleeping in a Car
I Got Red Hot Tires My Tires Are Smokin’
I’m So Broke I Don’t Wanna Stop
My Gears Are Crying
My Gears Are Crying
I Got the Ha Hamburger
Ha Hamburger
I Got the Ha Hamburger Midnight Blues

Got a Grease Mother She’s a Holder Finder
Keeper of the Scooter Gas
You Gotta Lift Your Tail and Seal You Fate
Snort the Crank Your Old Man Stashed
And Ride a Tin Can
Ride a Tin Can Street Machine

Square Knees Was Asking For a Reason
How Can I Go Sleeping in a Car
I Got Red Hot Tires My Tires Are Smokin’
I’m So Broke I Don’t Wanna Stop
My Gears Are Crying
My Gears Are Crying
I Got the Ha Hamburger
I Got the Ha Hamburger
I Got the Ha Hamburger Midnight Blues

Med indkøbet af Pioneer-anlægget er grammofonen flyttet (i hvert ald midlertidigt) fra stuen til herreværelset, hvor capac kan lytte til sine gamle vinyler, samtidig med at han foretager sig andet. Og dagens genlyt til postlæsning, kaffedrikning og efter-hundeluftning-afslapning er Little Feats debutplade fra 1971.
Little Feat var noget af en åbenbaring for mig, da de indtog rock-scenen i halvfjerdserne. Og et særligt højdepunkt var deres optræden i det tyske musikprogram “Rockpalast”, hvor de gav en formidabel, mindeværdig koncert, der vist aldrig er blevet udgivet på hverken plade eller dvd…
I 1971 var den centrale figur i Little Feat den karismatiske sanger, musiker og sangskriver Lowell George. Og det er også på debutpladen man finder hans måske mest kendte og uopslidelige sang Willin’, som blandt andet Linda Ronstadt har foreviget i en vidunderlig udgave.
Pladen er også et vidnesbyrd om, hvor gruppens rødder ligger: i bluesen. Sammen med den fabelagtige guitarist Ry Cooder giver de på side 2 et herresejt medley af Howlin Wolfs sange “Forty Four Blues” og “How Many More Years” med en frådende mundharmonika i forgrunden som akkompagnement til Georges rå sang…
For mig stod Little Feat sammen med The Band for noget af det tætteste, mest swingende, traditionsbundne og fornyende rock, der kom fra Amerika dengang. Varieret sangskrivning, der både omfattende ømme ballader og tung, sej, gyngende bluesrock, satte lyd til Lowell Georges ofte syrede tekster. På debutpladen havde bandets anden grundlægger, Bill Payne, en sangskriverfinger med i flerea af numrene.
Pladen blev produceret af den dengang meget efterspurgte Russ Titelmann, men det hjalp ikke synderligt på pladesalget. Trods gode anmeldelser blev den fornemme debut en kommerciel fiasko.

I går omtalte jeg Lindsay Buckinghams anden soloplade fra midtfirserne, og i dag opdager jeg så, at han er aktuel med sin sjette af slagsen Gift of Screws. Ja, man kan godt se, at årene ikke er gået sporløs hen over manden… Det samme kan man også sige om en anden af halvfjerdsernes store sangskrivere, Jacksom Browne, der også er pladeaktuel Time The Conqueror, vist den 15 i rækken…
En nærmere omtale må vente til jeg har fået lyttet til dem. Engang.

Det lokale supermarked havde en slags udsalg i medieafdelingen, og jeg kom – selvfølgelig – ikke tomhændet hjem fra indkøb. En bunke dvd’er à 10 kr stykket og så John Mogensen-udgivelsen Fut i Fejemøget. 36 af de allerbedste.
På omslaget ser man en langhåret, langskægget Mogensen i rød t-shirt og med et par solide, stribede seler til at holde bukserne oppe på den runde mave. Han ligner en bodega-helt fra capacs barndomsby. En af dem, der kan bruge hele dagen (og tegnedrengens indhold) på at sidde og sludre, drikke den ene bajer efter den anden, fortælle historier og vittigheder, medens jukeboksen spiller dansktop-, country- og popsange i en uendelighed, akkompagneret af lyden fra en spillemaskine og glassenes klirren. Og det er vist ikke så langt fra det liv, Mogensen faktisk levede…
Det var vist også denne genkendelighed, der gjorde, at jeg havde et lidt anstrengt forhold til hr. Mogensen, da han slog igennem som solokunstner i halvfjerdserne. På den ene side kunne jeg ikke lade være med at nynne med på hans meget populære sange, og tekststumperne sad uhjælpeligt fast på stemmebåndet. På den anden side lignede han nok for meget det, jeg selv kom fra…
Mogensen var dansktop uden at være rigtig dansktop. Dertil var hans tekster for ‘realistiske’, sproget for tæt på hverdagens sprog med dets bandeord, ligefremme sætninger og gængse talemåder. Musikken var country-inspireret pop udført på den facon, som mange partybands foretrækker.
Det påstås, at John Mogensen kun skrev musik og indspillede den, når han havde brug for penge til dagen og vejen. Måske er det en del af forklaringen på den ærlighed og uforstilthed, der er en af kvaliteterne i Mogensens sangskrivning. Her er ingen behagesyge. Sangene er små, ærlige postkort fra et levet liv og om dette livs lære..

Nede i møget
laset i tøjet,
sulten, tørstig og fallit.
Vinteren kommer,
men en dag bli´r det sommer.
Det her har jeg prøvet så tit.
Sæt dig ned,
hvis du har tid,
jeg har noget at berette for dig.
Du begriber jo ikke
en pind om det liv,
der bli´r levet af bumser som mig.
Jeg er jo
Nede i møget
laset i tøjet,
sulten, tørstig og fallit.
Øllet er drukket;
Klodsen er lukket,
men det har jeg prøvet så tit.
Hør nu her
du fine mand;
Du præker for meget, min ven.
Spring med en Femmer
til lidt mad og en øl,
så ka´ det være´ vi ku´ snakke igen.
For jeg er.
Nede i møget
laset i tøjet,
sulten, tørstig og fallit.
Frakken er stampet;
Sprutten fordampet,
men det har jeg prøvet så tit.
Jeg ka´ gå
hvorhen jeg vil;
ikke bar´ følge med lisom du.
Jeg er bums for Vorherre
men ikke for dig,
og min guitar-den har jeg endnu.
For jeg er.
Nede i møget
laset i tøjet,
sulten, tørstig og fallit.
Vinteren kommer,
men en dag bli´r det sommer.
Det her har jeg prøvet så tit.

Mogensen skrev selv de fleste sange, der er iørefaldende popsange med mundrette tekster, der uden besvær lader sig huske af lytteren. På dobbeltcd’en er der dog også et par fordanskninger af sangskriverer som Buck Owens (Grufuldt Mareridt), Paul Harford (Ensomhedens Gode No. 9), Boudleaux Bryant (Den mand) og især broderen i ånden, Kris Kristofferson ( Carsten Levin og Søndag Morgen ). Jo, Mogensen kendte sine inspirationskilder.

Hvis Povl Dissing er danskernes svar på the Blues, så er Mogensen vores svar på den bedste amerikanske traditionelle country…

Pink Floyd – See Emily Play

I 1984 holdt Fleetwood Mac en længere pause i pladeinspilninger, og den benyttede Lindsay Buckingham til at indspille sin anden soloplade. En soloplade i mere end en forstand. Buckingham har skrevet alle ni numre på pladen, og han spiller samtlige instrumenter, bortset fra to numre, hvor han får hjælp på bas, keyboard og koklokker (Go Insane og I want you). Pladen er produceret af produceresset Roy Thomas Baker, og stilen er umiskende Buckhamsk minimalisme med smag for det repetitive og fængende omkvæd. Sofistikeret poprock, der ikke lefter for sin lytter.

En særlig egenskab ved pladen er, at alle numrene går direkte og umærkeligt over i hinanden, så pladen får karakter af et stort værk, og slutsporet på vinylpladens side et lader musikken fortsætte med at spille i det uendelige (lidt à la side 2 på Beatles Sgt. Pepper)..

Lindsay Buckingham-Go insane(1984)+Short interview

John McLaughlin and Shakti

Den såkaldt liberale “tænketank”, Cepos, har fået en lillebroder “Cevea“, der er en “centrum-venstre-tænketank”, som vil udfordre Cepos. Til udfordringen siger Martin ågerup fra Cepos: “jeg kender ikke deres faktiske økonomi, men hvis de tre millioner
kroner, jeg har fået oplyst, er, hvad de har, så har vi væsentligt
mere, end de har”. Tænk engang, jeg troede, at det handlede om at have de bedste idéer og tanker. Nej, det handler om, hvem den har den største – tank altså, rent pengemæssigt. Hvad er det nu, man plejer at sige: Munden løber over med det, hjertet er fuldt af…

I går aftes kunne DR TV-Avisen berette om et ungt ægtepar – dansk kvinde og afrikansk mand – der havde fået opholdstilladelse i Danmark efter de omstridte EU-regler. Parret havde boet tre måneder i Sverige og ernæret sig ved at passe hunde for et ældre ægtepar. Parret havde oven i købet fået lov til trods for, at de ikke levede op til den såkaldte 24-års-regel for familiesammenføring. Konfronteret med dette faktum og spørgsmålet om, hvorvidt den nationale danske indvandrerpolitik var sat ud af kraft, var Dansk Folkepartis næstformand, rets-, udlændinge- og integrationsordfører Peter Skaarup tydeligvis i vildrede, på retræte og gav udtryk for, at det åbenbart var sådan, det var, indtil videre…
Regeringen og det støtteparti, Dansk Folkeparti, har fået et problem på halsen, som den får svært ved at løse. Kampen mod EU-bureaukratiet kan blive lang, sej og måske håbløs. Og i mellemtiden må regeringen se i øjne, at en central del af dens politiske “succes” er suspenderet og gennemhullet som en sweizerost.
Sagen er ikke kun interessant, fordi den vedrører regeringens eksistensgrundlag – der som bekendt har to piller, nulskatte og indvandrerpolitiken – men også, fordi det er endnu et eksempel på Danmarks dybe ambivalens i forhold til EU-medlemskabet. Sagen blotlægger den danske halvhjertethed, når regeringens repræsentanter udadtil signalerer, at man ikke vil parere ordre, men i praksis gør det…
PS. En anden lille finurlig ting er, at indslaget i tv-avisen antydede, at det var absurd, at den unge dames hundepasning kunne betragtes som “rigtig” arbejde. Hun gav oven i købet næring til antydningen ved at sige, at det var let og hyggeligt. Men her skal man – dvs. journalisterne på tv-avisen – huske på, at der i den herskende arbejdsmarkedspolitik ikke skelnes mellem de forskellige former for arbejde. Alt arbejde er ét fedt…

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg savner provoerne. Både dem, der kaldte sig sådan – og herhjemme var repræsenteret af blandt andre Ole Grünbaum – og de andre, fx de situationistiske kunstnere Jens Jørgen Thorsen, Jørgen Nash, Hardy Strid m.fl. Folk, der kunne slå i den kulturelle bolledej og forarge den borgerlige establishment. Der er alt for få af den slags nu til dags, hvor der er mere brug for dem end nogensinde før.

Der er dog undtagelser, fx Jørgen Leth, der alene med sin livsførelse provokerer… I dag kunne jeg læse en opmuntrende historie om Jørgen Nash. En historie om, hvordan han tog det bestående samfund ved næsen med sin allersidste handling. Efter sin død blev Nash kremeret og hans aske blev gravet ned i jorden omkring et kirsebærtræ ved kunstnerkollektivet Drakabyggets lokalitet. På kirkegården i Örkelljunga, hvor Nashs jordiske rester egentlig skulle ligge i en urne, er der en urne med aske fra brændeovnen i Drakabygget… Læs historien her. Meget morsom.

Det er snart længe siden, bloggen har beskæftiget sig med sangerinden Amy Winehouse. Det betyder dog ikke, at hun er forsvundet ud af opmærksomhedens felt, for der går næppe en uge, hvor hun ikke bliver omtalt i medier for sit “skandaløse” liv med stoffer, druk og dårlig opførsel. I dagens udgave af tante Berlinger skriver Line Holm Nielsen en slags nekrolog. Ikke over Amy, men over sex-drugs-booze-and-rock’n-roll-myten.
Amy Winehouse runder de 25 år i dag, og Nielsens pointe er, at den omtalte myte aldrig tidligere er blevet udstillet i medier med så stor grad af konsekvens og detalje. Myten blive udstillet i al dens gru og spektakulære gossip-skamløshed.
Det er da også sikkert, at frk. Winehouse reelt er i fare for at følge i fodsporene på Jim Morrison og alle de andre for tidligt afdøde rockstjerner. Hendes sidste koncerter har nærmest haft katastofal karakter og har udstillet den talentfulde kunstner som et ynkeligt offer for sin egen “livsstil”. Og man behøver ikke at være psykolog for at se, hvordan det nemt kan ende.
Holm griber til psykologiseringen. Hvad er årsagen? Og finder den i hendes forhold til den nuværende ægtemand, der forlod hende til fordel for konen, men siden vendte tilbage for at holde hendes narko-sprøjte for hende… Et stykke journalistisk, individualiserende lommepsykologi, der hverken er særlig overbevisende eller særlig relevant. Man behøver vel ikke at have haft en dårlig barndom eller uheldige kærlighedsoplevelser for at gå i hundene i denne verden? Antallet af alkohol- og stofmisbrugere i den vestlige verden er eksorbitant stort, selvmordsraten ligeså, og noget tyder på, at vi har svært ved at finde “meningen” i en sekulariseret verden, hvor de eneste konstante “værdier” synes at være forbrug, arbejde og penge…
En række notabiliteter med pirat-gonzoen Keith Richard har været fremme og udtrykke bekymring for Amy. Sikkert velment af Richard og de andre, der har været igennem myten og er kommet ud på den anden side.
Holm mener, at den romantiske rockmyte får et skud for boven, fordi Amys nedtur udstilles i al den ulækre og frastødende detaljerigdom. Men jeg tror, Holm tager helt fejl. Det er en alt for oplagt konklusion. Jeg tror snarere, at Amys historie vil puste liv i den slumrende myte. Engang var rocken et sted, hvor ungdommelig raseri, vrede, desperation, lidenskab og oprør blev kanaliseret ud. Et sted, hvor den altid følsomme ungdom fik udtryk for sit kulturelle ubehag – og myterne om Morrison, Joplin, Elvis og så videre handlede om dem, der levede en alternativ livsstil ud eller blev offer for det etablerede samfunds regler og normer. Siden blev rocken i den grad indfanget af en musik- og medieindustri, at den for en stor del blev reduceret til harmløs underholdning, hvor selv oprørsattituderne blev til sælgende iscenesættelser uden indhold. Men rocken har aldrig været til at holde ned i kommerciel harmløshed. Punken viste det. Og undertiden dukker der stjerner op, der med deres utilpassede “livsstil” minder om, hvad rocken er gjort af…

Eddie Cochran – Summertime Blues

Øldatabasen noterer: “Flot lysebrunt skum, der har en ok god holdbarhed. Dejlig duft af ristet malt, mørk chokolade og nødder. Smagen er let sødlig og smager af hårdt ristet malt og lakrids. Eftersmagen er lidt humlet, men den er ikke helt kraftig nok til at balancere den ristede smag, det dominerende er dog en tydelig smag af engelsk lakrids.” Tåler en gentagelse eller to…