september 2008 arkiv
’68: Rolling Stones – Beggars Banquet
24. september 2008
Efter en tur i flippermaskinen med Their Satanic Majesties Request udsendte The Rolling Stones i 1968 R&B-mesterværket Beggars Banquet. En plade med nosser i, og derfor var det helt i overensstemmelse med den usminkede r&b, at coveret var et foto fra et grafitti-overdænget lokum. Det var – selvfølgelig – for meget for det “pæne”, engelske pladeselskab Decca, og Stones måtte udsætte udgivelsen nogle måneder, inden Jagger og Co. accepterede at publicere pladen med et nydeligt hvidt postkort-cover… Det nye, næsten hvide cover gav også anledning til lidt ballade, fordi det lignede The Beatles White Album, og Stones måtte høre for, at det efterlignede konkurrenterne. Sådan går det, når man indgår kompromisser…
Det oprindelige cover er dog kommet til hæder og værdighed med cd-udgivelsen af pladen. Så man kan sige, at historien for en gangs skyld udøvede retfærdighed.
Pladen blev en succes, både hos kritikerne og publikum. Og den figurerer på mange af de der lister, der er lavet over albums, man ikke må undgå at lytte til. Og det er forståeligt, for Stones viser på pladen, hvad de er bedst til: at spille Richard/Jagger-kompositioner, der står med begge ben solidt plantet i den R&B-tradition, de begyndte med og altid har følt sig hjemme i. Hver gang de er vendt tilbage til deres rødder, har de lavet noget, der rager op over dyndet.
Rolling Stones – Sympathy For The Devil (Live 1968)
Rolling Stones – Jumpin’ Jack Flash (Live 1968)
Verdens bedste uddannelsessystem?
24. september 2008Var det ikke det hr. Fogh Rasmussen stillede danskerne i udsigt? Men virkeligheden er en anden. Besparelser på besparelser har fulgt hinanden, og alskens tal-hokus-pokus og statistisk magi i politikeretorikken kan ikke dække over de sørgerlige kendsgerninger. Nu kan man så læse, at kommunerne endnu engang må skære en skive af folkeskoleområdet. Og de planlagte nedskæringer rammer dem, der har mest brug for undervisning, de ordblinde, autisterne, dem med adfærdsproblemer… En blodtud til den danske folkeskole, kalder Danmarks Lærerforenings formand det. Var det ikke på tide at give Fogh og hans regering et politisk blåt øje og en K.O.?!
Grateful Dead – bog, dvd og gendannelse?
24. september 2008
Det forlyder, at resterne af The Grateful Dead vil finde sammen for at spille en støttekoncert for Barrack Obama. Vi får se. Det bliver jo aldrig helt det samme nu, hvor Jerry Garcia ikke er med længere. For slet ikke at nævne de andre, der har forladt denne verden.
I coffee table-bogen Grateful Dead 365 (forlag: Abrams,Harry N Inc, 2008) kan man lade hukommelsen glide tilbage til dengang det hele startede i San Francisco og følge bandet og alle dets Deadheads gennem tresserne og halvfjerdserne. Der er også fotos fra Grateful Deads meget omtalte rejse til de egyptiske pyramider i 1978. Og samme koncerttur er nu udkommet på cd og dvd, så alle os, der ikke var der dengang kan opleve lidt af stemningen og musikken. Rockin the Cradle hedder udgivelsen, der består af to cd’er og en dvd.
Grateful Dead Scarlet Begonias (1978)
P.P. Arnold – “The First Cut Is The Deepest”
24. september 2008
På arbejdet havde en eller anden pillet ved en radio, så den ikke længere kørte på den ulidelige muzak-station (Novo, 100 FM eller lignende), men på et dybt nostalgisk program og tonerne til P. P. Arnolds The First Cut Is The Deepest lød gennem snak og anden arbejdsrelateret støj…
Amerikanske Patricia Ann Cole Arnold kom fra en familie, der sang gospel, og ret tidligt blev hun indlemmet i Ike & Tina Turners iøjne- og iørefaldende danse- og vokalgruppe The Ikettes. På turné med Ikettes kom hun til England, hvor Ike & Tina Turner var opvarmning for The Rolling Stones, og Mick Jagger spottede den talentfulde P. P. Arnold og fik lokket sin manager, Andrew Log Oldham, til at skrive en kontrakt med pigebarnet. Det blev starten på Arnold engelske succeseventyr i tresserne, hvor hun på Oldhams Immediate Records lavede en række populære plader, blandt andet The Time Has Come,” “(If You Think) You’re Groovy,” “Angel in the Morning og så Cat Stevens-sangen “The First Cut” (1967). Hun arbejde tæt sammen med The Small Faces, der både skrev sange til hende og leverede backing på hendes plader. Derud over optrådte hun i sammenhæng med Jimi Hendrix, The Who, The Kinks, Blind Faith, David Bowie og en række andre af tidens store navne.
I midten af halvfjerdserne forlod hun England igen. Vist nok, fordi hun ikke kunne finde et ståsted i tidens nye lyd. Efter et par år trak hun sig for en længere periode ud af rampelyset, fordi hendes datter var omkommet ved et trafikuheld. Siden er hun dog vent tilbage – også til England – men har især virket som backingsangerinde (fx for Steel Pulse, Ian Dury & the Blockheads og Roger Waters) og i tv. I 2007 udsendte hun dog albummet Five in the Morning; det første i mange år.
Som nævnt er The First Cut skrevet af Cat Stevens; og sangen er blevet fortolket af mange kunstnere, siden P. P. Arnold gjorde den berømt. Cat Stevens har selvfølgelig selv sunget den. Charmetrolden Rod Stewart har selvfølgelig gjort det (til publikums udelte begejstring, se selv!). Duffy har gjort det; og det er jo oplagt. Og Sheryl Crow. Jo, det er en slidstærk popballade, der sidder lige i øret…
Dylan: Tell Tale Signs – dagens sang…
23. september 2008
Dagens ubestridelige sang er Bob Dylans “Dreamin’ of You” fra det kommende album i Bootleg Serien “Tell Tale Signs” (med sjældne optagelser fra perioden 1989-2006). Download den her – og lyt.
Hyggekrimi…
23. september 2008
Jeg får ikke set ret meget tv i denne tid. Tiden går med alt muligt andet, familiære forpligtelser, arbejde, blog, bøger, aviser, skriverier, musik… Døgnet burde have 100 timer. I weekenden savnede jeg lidt at kunne sidde tilbagelænet i sofaen og kigge hen over kaffekruset på en veldrejet engelsk krimiserie af den gamle whodunnit-slags med hovedvægten lagt på gedigne skuespilpræstationer, fascinerede miljøbeskrivelser og andre lækkerier. Måske jeg skulle investere i Poirots samlede?!
Graham Nash – Songs for Beginners
23. september 2008
I tresserne, hvor beat-musikken fik progressive interesser og kunstneriske ambitioner, var sangskriveren, sangeren og musikeren Graham Nash en fin ekponent for den udvikling. Han var med til at grundlægge den engelske vokalgruppe The Hollies, der havde et hav af pophits op gennem tresserne, og var også den, der drev bandet i en mere seriøs retning, inspireret af det, de skete i USA og især i San Francisco. På plader som Evolution og Butterfly mærker man indflydelsen fra flower-power og psychedelia…
Men udviklingen faldt ikke i helt god jord hos Hollies gamle fanskare, og Nash valgte at drage til inspirationens kilde, USA, hvor han slog de musikalske pjalter sammen med David Crosby, Steve Stills og Neil Young… Med stor succes.
Ved siden af C,S,N & Young-projektet har Nash også haft sideprojekter, blandt andet et soloprojekt, der er resulteret i fem albums i periode 1971-2002. Ikke meget kan man sige. Til gengæld er der mange perler på pladerne. Og netop i disse dage genudsendes debutsolopladen Songs for Beginners fra 1971 i en remastered osv. udgave. Nash indspillede pladen sammen med en række musikalske venner, og den viser Nash som en effen pop-sangskriver og en seriøs sangskriver med klare holdninger til samfundet og dets problemer. Fx i sangene “Chicago” (om den famøse sag vedr. The Chicago Eight) og Miletary Madness.
Dengang i halvfjerdserne lyttede jeg meget til Nashs fornemme debut…
King of Leon koger rock-suppe
23. september 2008
Kim Skotte anmeldte King of Leons nyeste plade Only By The Night i gårsdagens Politiken ud fra devisen: de har ikke opfundet den dybe tallerken, men fyldt den op til randen med god rocksuppe… I en tid, hvor verden skriger på nyt-nyt-nyt, så er det dejligt, at nogen kan se kvaliteterne i det velkendte. Og det er også gedigen rock, King of Leon koger… Lyt selv.
Moderne apartheid på dansk
23. september 2008På vej ud af døren i går så jeg Jacob Holt med store fakter og flakkende øjne beskrive, hvorledes Danmark er endt en situation, der minder om amerikansk racisme anno 1960. Med Dansk Folkeparti og dets allierede på højrefløjen er det lykkedes at bygge en mental mur mellem dem (indvandrerne, specielt de islamiske) og “os” (danskhedsdanskerne). Og politisk udmøntes denne apartheid-politik som et enten/eller: Enten lader du dig “integrere” (blive lige som “os”, æde vores “værdier”) eller også bliver du marginaliseret og udgrænset. Så sent som i går blev denne kyniske politik gjort til aftalepolitik i regeringen, hvor Dansk Folkeparti sammen med deres åndelige brødre i regeringen strammede op på den såkalte 300-timers regel for kontanthjælpsmodtagere. Nu er det en 450-timers regel, der også omfatter ægtepar, hvor den ene er i arbejde, hvor den tidligere kun gjaldt for ægtepar, hvor begge var på kontanthjælp…
Socialforskningsinstituttet har for længst dokumenteret at reglen rammer de allersvageste i dette samfund, den såkaldte matchgruppe 4, der primært består af indvandrere. Peter Skaarup mener, at man blot forholder sig til EU-rettens krav om fri bevægelighed for arbejdskraft, varer osv. Magen til kynisme skal man sgu lede længe efter. Man kan kun håbe på, at regeringen og dens støtter knækker halsen på EU-doms-sagen, så vi kan få en anden regering. Vi har fortjent bedre…
Blogbot
22. september 2008Er Blogbot gået helt i stå? Nyhedssiden er ikke opdateret i umådelig lang til. Og det samme gælder siden som sådan. Og i det sidste døgns tid eller mere har siden nægtet at registrere mine indlæg…
Han spillede som tre mænd – Chris Whitley
22. september 2008
Hvem er Chris Whitley? mb har gjort mig opmærksom på manden i en kommentar, og der ringede ikke nogen klokke. Så ud på nettet og researche.
Det borgerlige navn er Christopher Becker Whitley: han blev 45 år, inden han i 2005 døde af lungekræft.
Chris Whitley led åbenbart af det for kunstnere uheldige handicap, at han ikke var særlig interesseret i PR og markedsføring. Han var kritikernes, musikernes og kultfansenes musiker. Hans stil beskrives som et mix af blues og rock med ingredienser af meget andet. Som forbillederne i Mississippi-deltaet spillede han National Reso-Phonic Guitars og Dobro og excellerede i alternative guitartunings. Listen af kunstnere han har spillet sammen med er alenlang. Jeg tjekkede min pladesamling igennem og fandt hans navn som sideman på plader med fx Shawn Colvin og Little Jimmy Scott.
Det billede man får af manden er, at han brændte sit lys og brændte for musikken. Og det sidste gav ham stor respekt i musikerkredse. Følgende anekdote giver et billede af ham som udøvende musiker: “”So we show up on Friday in Cleveland, head over to the venue, just the two of us, bands and crews and gear swirling all around, just like it always was at these festival types of shows, and off to the side, just me and Chris hanging out, just a guitar, the trusty boot board, and a Beta 58 vocal mic to worry about. We get bumped from sound check, like we always did . . . so no one hears Chris play until we get called to the stage to perform. Now, as anyone who’s seen the film of this performance knows, Chris turned in a rendition of ‘Hell Hound’ that night that was unforgettable. He was Robert Johnson that night. One man, one guitar, one boot, and he tore it up. As we were leaving, the legendary Robert Lockwood Jr. pulled me aside and asked if I worked for Chris. I replied that I did, to which he said, ‘Tell that boy he plays like three men.‘ ”
I mbs kommentar er der flere youtube-links – og endnu flere på youtubes side…
Prostitution – igen, igen…
22. september 2008Velfærdsministeriets underafdeling Servicestyrelsen har lanceret en hjemmeside – www.hvembetalerprisen.dk – der retter sig mod især unge medborgere i et oplysningsærinde. Derfor er det dybt forstemmende, at siden ikke blot, som allerede påpeget af ‘sexarbejderne’, er præget af uvidenhed (udokumenterede påstande), men også klart tendentiøs i sin form. Fx bruger man det tidstypiske trick med at lade lokale kændisser udtale sig. Spørgsmålet er, hvad Julie Ølgaard eller Sara Bro ved om prostitution og de prostituerede? Er de eksperter, bare fordi de er skuespillere, der er kendt fra tv og de kulørte blade? Eller har de måske haft en tjans ved siden af? Det er fint nok, at have en ubegribelig mening om prostitution, men når det drejer sig om at oplyse unge mennesker (ja, mennesker i det hele taget) om prostitution bør man på seriøs vis holde sig til fakta. Som Servicestyrelsens hjemmeside fremtræder er det i bedste forstand et stykke holdningsbearbejdning, dvs. manipulation, hvor enkelte fakta er blandet godt op med “meninger”. Dur ikke.
Sexarbejderne har lavet et alternativ her.
Efterår…
22. september 2008Nu kan det ikke benægtes længere. Vi står bogstaveligt talt i efteråret. Gravhunden og så mig. Under vores fødder (og poter) ligger en bunke blade i alskens efterårsnuancer.
“From the dew-soaked hedge creeps a crawly caterpillar,
When the dawn begins to crack.
It’s all part of my autumn almanac.
Breeze blows leaves over, mostly coloured yellow,
So I sweep them in my sack.
Yes, yes, yes, it’s my autumn almanac.
Friday evenings, people get together,
Hiding from the weather.
Tea and toasted, buttered currant buns
Can’t compensate for lack of sun,
Because the summer’s all gone.
La-la-la-la…
Oh, my poor rheumatic back
Yes, yes, yes, it’s my autumn almanac.
La-la-la-la…
Oh, my autumn almanac
Yes, yes, yes, it’s my autumn almanac.
I like my football on a Saturday,
Roast beef on Sundays, all right.
I go to Blackpool for my holidays,
Sit in the open sunlight.
This is my street, and I’m never gonna leave it,
And I’m always gonna stay here
If I live to be ninety-nine,
‘Cause all the people I meet
Seem to come from my street
And I can’t get away,
Because it’s calling me, (come on home)
Hear it calling me, (come on home)
La-la-la-la…
Oh, my autumn Armagnac
Yes, yes, yes, it’s my autumn almanac.
La-la-la-la…
Oh, my autumn almanac
Yes, yes, yes, yes, yes, yes, yes, yes.
Bop-bop-bopm-bop-bop, whoa!
Bop-bop-bopm-bop-bop, whoa!
(etc.)“
– jeg elsker bare den sang…
The Kinks – Autumn Almanac
The Beatles’ Hvide Album – genfortolket
21. september 2008
Det er i år fyrreåret for udsendelsen af Beatles dobbeltalbum med titlen “The Beatles” og hurtigt omdøbt til The White Album – på grund af popart-kunstneren Richard Hamiltons idé med et hvidt cover med kun gruppenavnet og et serienummer på forsiden. Der er sagt og skrevet meget om dette værk, og det har altid været et af mine yndlingsværker fra gruppen. En blandet landhandel (eller overflødighedshorn) af ballader, rocknumre, lydkollager, der på et tidspunkt, hvor gruppens fire medlemmer var ved at glide fra hinanden, viste spændvidden i gruppens musikalske udtryk og de enkelte medlemmers talenter som sangskrivere og musikere.
Musiktidsskriftet Mojo har ladet en række unge kunstnere genfortolke værket fordelt på to cd’er (i hhv. september- og oktobernummeret). Ikke just en original idé, men ikke desto mindre interessant. I hvert fald for en gammel Beatlemaniker som capac, der selvfølgelig ikke kunne lade være med at investere i det just udkomne oktobernummer, hvor cd’en dækker dobbeltalbummet side 3 og 4.
Hvad er det nu lige, man kan forvente af ny versioner af gamle kendte numre? Enten loyale udgaver (Ã la de mange kopibands) eller dristige fortolkninger, der vover pelsen og forsøger at lægge nyt til det gamle?! På den aktuelle udgivelser lander kunstnerne nok et sted lige midt imellem stolene. Med et par undtagelser.
The Ruby Suns With Esau Mwamwaya afrikaniserer helt rockeren “Birthday”. Næsten til ukendelighed. Det er faktisk ret pudsigt. Og slet ikke så tosset.
Eugine Mgguinness prøver kræfter med John Lennons frenetiske, desperate udgave af “Yer Blues”, sætter tempoet ned og gør den til en meget mere følsom og ufarlig popsang. Jeg fik straks en ustyrligt trang til at høre originalen for fuld volumenskrue. Tag det som en anbefaling eller det modsatte…
Neville Skelly leverer en fersk, 100% loyal, akustisk udgave af den smukke “Mother Nature’s Son!. Han synger lige ud ad landevejen og slipper godt fra sin enkle tilgang til sangen.
My Brightes Diamond har kastet sig over en anden rocker, “Everybody’s Got Something To Hide Except Me And My Monkey”. De leverer en ganske loyal udgave, men taber fuldstændig gal- og vildskaben i nummeret på gulvet. Det er for pænt… Beatles som indiepop uden kant.
Til gengæld er Rachel Unthank & The Wintersets naive, vemodige, loyale versionering af balladen “Sexy Sadie” charmerende og indtagende i sit enkle arrangement med violin, klaver og papkassetrommelyd.
Derwood Andrews slipper også godt fra sin banjodrevne countryrock-udgave af den frygtindgydende hardrockklassiker “Helter Skelter”. Slet ikke så tosset.
Lidt à la Rachel Unthank forvandler Gemma Ray George Harrisons “Long, Long , Long” til smånaivistisk pigepop med uh-uh-uh-pigekor i baggrunden. Sødt, charmant, og jeg tror George ville kunne lide det…
De mest “kontroversielle” udgaver en Neil Cowley Trios jazz-udgaver af “Revolution 1 & 9”. Det er der kommet to fine stykker jazz-improvisation ud af – selv om man næsten helt glemmer, hvor inspirationen kom fra…
A Cookoo lader loyaliteten styre i udgaven af swingnummeret “Honey Pie” og lader fornyelsen ligge i en meget tilbagelænet, meget kælen fremførelse af sangen. Absolut et værdigt forsøg.
Pete Greenwood gør “Savoy Truffle” til et stykke genuin, engelsk folk med mindelser om halvfjerdserne, og Jacob Golden gør noget tilsvarende med “Cry Baby Cry”. Pæne, velfriserede udgaver uden kant. Bestået, men heller ikke mere.
Sarabeth Tucek udsætter Ringos charmerende udgave “Goodnight” for ung-pige-med-akustisk-guitar(-og piano)-traktering. Sådan ville det nok lyde, hvis man hørte det fra vinduet en kærlighedsramt ung piges kvistværelse… Det er næsten for meget. Ringo, hvor er du?
Som bonus får man Paul Wellers fortolkningen af “Sexy Sadie”. Den er udmærket og loyal. Men lægger ikke en alen til originalen.
Alt i alt er Mojo sluppet ret godt fra projektet. I hvert fald anden del. Jeg må hellere se at få fat i den første.
Lyt med her
A
