Lørdagsøl: Ørbæk Dark Horse, økologisk
1. november 2008
En Schwarzbier-type, 5%, let og fyldig på samme tid. Lidt à la god engelsk stout. Og så er der økolo-lo-logisk med vand fra Ørbæk kilde…
1. november 2008 arkiv
The Artwoods
1. november 2008
The Artwoods var sammen med The Animals, The Yardsbirds og en række andre bands med til at gøre R&B-baseret beatmusik populær i England. Gruppen blev dannet i 1962 af Arthur Wood ( storebroder til en vis Ronnie Wood fra Rolling Stones) som slog de musikalske pjalter sammen med tangentspilleren Jon Lord (senere med i Deep Purple), guitaristen Derek Griffith og trommeslageren Keef Hartley. Af en eller anden grund gjorde The Artwoods sig ikke rigtig på plade. En hel række singleplader udgav de, men ingen gjorde sig bemærkelsesværdigt på hitlisterne. Og et enkelt album – Art Gallery – blev det også til i 1966. Til gengæld var The Artwoods et eftertragtet live-band med mange tilhængere. Gruppen blev opløst i 1967 og stifteren Arthur Wood døde i 2006.
the artwoods – dont cry no more
Genhør på grammofonen: Midnight Sun / Walking Circles
1. november 2008
Walking Circles er fra 1972 og har Frank Lauridsen som forsanger. Ud over de øvrige tidligere omtalte medvirkende så er den nu afdøde jazz-violinist Frank Ziegler og conga-spillere Simon Koppel med. Der er stadigvæk tale om progressiv jazz-rock. Det er en meget varieret plade med både tyngdepunkt på jazz-improvisatoriske sekvenser og rock – fx på Al la Turca, hvor Per Frost trykker guitarer af. Frank Lauridsens stemme passer godt til musikken. Den ligger et sted mellem de to forgængeres henholdsvis lyriske og rockede stemmepragt. Pladen kan fås på cd sammen med Midnight Suns første album. Anbefales.
Øv, hvor blev sommercykelpigerne af!?
1. november 2008
Lange frakker, huer, vanter og støvler. Ja, sådan ser det ud nu, set fra forsædet i den gamle orange K60. Der er langt til sommer…
Steve Forbert “Starstruck”
1. november 2008
Omstændigherne ville, at jeg måtte omkring århus midtby i dag. Ikke noget jeg gerne gør en lørdag formiddag, men når det ikke kunne være anderledes, så kunne jeg jo lige så vel slå vejen forbi en af pladeforretningerne vel vidende, at det ville gøre indhug i tegnedrengen. Og sådan blev det. Kald det kompensatorisk adfærd. Med hjem kom albummet med fortolkninger af Ray Davies’ sange This Is Where I Belong. Et tribute-album, som jeg vist har omtalt tidligere. Et af de bedre af slagsen. Her er mange fine, loyale, ja hengivne fortolkninger af den gamle Kinks-sangskrivers uopslidelige sange. En sådan fortolkning er fx Steve Forberts udgave af “Starstruck”. Tilfældigvis – og heldigvis – er youtuben leveringsdygtig:
Et andet charmerende nummer er Jonathan Richmans naivistiske udgave af Stop You Sobbing.
Steve Forbert “Starstruck”
Ry Cooder – retrospektivt
1. november 2008
Det flittige nostalgiske pladeselskab Rhino har smidt en antologi på gaden med Ry Cooder, den fornemme guitarist med mere. Jeg kan ikke huske, hvornår præcist jeg første gang hørte om Ry. Men det var nok, da han kom ind i kredsen omkring Zappa og Beefheart. Måske endda før. Men i hvert fald var hans musik til Wim Wenders hovedværk Paris – Texas og gennembrudspladen (på hitlisterne!) Bop till you drop – den mest poppede af alle hans udgivelser – med til at styrke interessen gevaldigt. På antologiens to plader kan man følge mandens udvikling gennem femogtredive numre. Ikke dårligt. Jeg tror lige, jeg vil finde hans plader frem fra grammofonpladereolerne..
RY COODER – Little Sister
