4. november 2008 arkiv

Udiplomatisk diplomati

4. november 2008

I følge min gamle fremmedorbog er en diplomat en person, der repræsenterer sin stat over for fremmede stater. I overført betydning: en snild, forsigtig og forhandlingsdygtig person. Nogle af de førstnævnte arbejder og bor i det land, hvor de skal repræsentere deres egen stat. Man må derfor gå ud fra, at de i deres virke følger gældende regler, fx regler for gæstfrihed, skikke og love, der er gældende i det pågældende land. Samtidig er det omfattet af en diplomatisk immunitet, der skal lette deres arbejde. Blandt andet er personen ukrænkelig. Han/hun kan ikke anholdes eller tilbageholdes og skal behandles med “skyldig respekt”. Personen er også fritaget for alskens skatter, told og afgifter. Den diplomatiske immunitet er velbegrundet i beskyttelse af diplomaterne og er med til at sikre diplomatiets virke i en konfliktfyldt verden, hvor diplomatiet er en nødvendighed. Men når man læser i aviserne, at diplomaterne i dette land lader hånt om at betale de parkeringsbøder, de får, må man spørge sig selv, om de mon har forstået deres rolle vel? Bør man ikke forvente af privilegerede diplomater, at de viser respekt over for det land, de lever i? Herunder, at de følger landets love og skikke i videst mulig grad?

1968: S. F. Sorrow – The Pretty Things

4. november 2008

The Pretty Things havde allerede været på banen nogle år, da de i 1968 lod sig inspirere af den psychedeliske rock og lancerede concept-albummet, “rock operaen”, S. F. Sorrow. Historien om Sebastian F. Sorrows liv og levned fra fødsel til alderdom. Tiden var inde til albums med et gennemgående tema, og Pretty Things var forløbere i den tendens. Pladen blev indspillet i Abbey Roads studierne samtidig med, at The Beatles arbejdede på det, der skulle blivet til Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band og Pink Floyd skabte The Piper At The Gates Of Dawn. Tre mesterværker i samme hus på samme tid. Det siger lidt om, hvad der skete det år. Som flere andre concept-albums floppede S. F. Sorrow kommercielt. I første omgang gad amerikanerne end ikke at udsende pladen. Det var sket først, da Motown (!) tog den til sig. Tresserne var optimismens tid, og måske var det ikke det mest salgbare påfund at omsætte en nærmest socialrealistisk novelle til et helt album. I det hele taget havde concept-albums det svært på et single-hitliste-orienteret musikmarked. Det måtte fx The Kinks, der lavede flere af slagsen, erfare.
Musikalsk var og er – der meget at hente på pladen. Pretty Things bevægede sig – som Beatles og andre – ud i de eksperimenter, som nye teknologier og instrumenter gav mulighed for. Abbey Road-studierne var foregangsmænd med sådan noget som elektroniske tone generatorer og brugen af Mellotronen. Norman Smith, der havde været tekniker på tidlige Beatles-plader, hjalp gruppen med at realisere deres ideer.
Desværre er er ingen optagelser med S.F. Sorrow-sange på nettet, men her en sjældenhed med bandet fra 1965.

Pretty Things – Blokker Festival Holland 1965

Skipper Skræk – barndomserindring

4. november 2008


Det var ikke, fordi min barndoms tv-oplevelser var fulde af tegnefilm. Men de var der da. Tom & Jerry, Anders And, The Flintstones og senere deres fremtidsmodstykker The Jetsons (som ikke var helt så sjove). Og så var der også Skipper Skræk – eller Popeye – som i forvejen var kendt fra striber i ugebladene. Min far elskede Skipper Skræk, og det samme gjorde jeg. Måske er det sådan en drengeting at falde for en spinatædende supermand. For dybest set er Skipper Skræk-filmene ikke ret meget anderledes end Tom & Jerry-filmene: En uendelige kamp, en uendelig række slagsmål. Men varieret i det uendelige med stor opfindsomhed og udført med talent. Og måske er det endda en af forklaringerne på den slags tegnefilms popularitet: Deres forudsigelighed og genkendelighed.
Det var især på tysk tv, de små film blev vist op gennem tresserne. Med tysk synkronisation…

popey the sailor in taxy turvy

Obama/McCain – What will it be?

4. november 2008

Da George W. Bush kom til magten blev amerikanerne snydt for en demokratisk præsident. Amerikanerne fik den mest upopulære præsidenten i mands minde (42 år), og vi andre fik en omrejsende klima-forkæmper. Nu har amerikanerne chancen for en revanche. Men vil amerikanerne mon en forandring? Eller tøver de i de sidste timer? Jeg har det lidt som Obama: Sejren er ikke i hus, før den er i hus. Der skal kæmpes til det sidste. Der er ikke plads til fejltagelser eller arrogance, og man må krydse fingre og håbe det amerikanske valgsystem er med en på dagen.
Og så: Hvis Obama vinder, er han så omstillingsparat nok til at redde verden ? Økonomisk? Klimatisk? Godt valg, Obama.