The Faces – Maybe I’m Amazed
Har man hørt Paul Mccartneys “Maybe I’m Amazed” fra hans debutalbum fra 1970, så forstår man godt, at The Faces adopterede den. Den passer som fod i hose til deres univers. Synes jeg… Faces er denne måneds husorkester i casa capac.
Som nævnt fulgte John Lennon og Yoko Ono op på deres “skandaløse” plade Unfinished Music No. 1: Two Virgins, der ikke mindst var skandalevækkende, fordi de to medvirkende tillod sig vise the full Monty på coveret. Set i bakspejlet er det nok lydeksperimenterne på denne plade – og opfølgeren Unfinished Music No. 2: Life with Lions – der er provokerende og skandaløs.
Begge plader er avangarde-kunst, og der er ingen tvivl om, at Yoko Ono får den største del af æren og ansvaret for disse alt andet end behagesyge eksperimenter. Hvis man synes, at Lou Reed Metal Machine Music er en prøvelse at lytte til, så bør man lægge øre til John og Yokos 26 minutter og 28 sekunder lange stykke “Cambridge 1969” (på toeren). Nummeret består i Onos ordløse, klagende “sang” og stønnen, ledsaget af Lennons guitar-feed-back-lydmur. Til allersidst dukker John Tchicai og John Stevens op og bidrager til løjerne. Holder man ud kan man dernæst lytte til Onos lille, sprøde acapella-sang “No Bed For Beatle John”, der nok er det nærmeste man kommer tradionel musik. Tredje nummer på pladen består af Nagra-optagelser af en babys hjertebanken (Lennon/Ono var indlagt på grund af en af Onos mange aborter). Derefter er der to minutters stilhed (til ære for det afdøde barn…) og til slut nummeret Radioplay, der består af lyde, lavet med en radio, akkompagneret af Lennons og Onos familiære småsnak i baggrunden.
Pladen lyder lige så fremmedartet, som den gjorde, da jeg første gang hørte den for snart fyrre år siden.
I min efterhånden store bunke af frasorterede cd’er fra bibliotekets overskudslager findes også Oneidas cd fra 2004 “Secrets Wars”. Oneida er et New Yorker-band, der har taget traditionen op fra de “støjende” orkestre fra den psykeliske periode over Velvet Underground og CBGB-scenen via den tyske krautrock og videre frem. De spiller, hvad tegneren, forfatteren og Turèll-vennen Peder Bundgaard engang kaldte “grim musik” (og lavede programmer om). Musik, der bestemt ikke har til hensigt at behage lytteren. De dyrker monotonien og det repetitive. Har en forkærlighed for uddaterede keyboards med særpræget lyd og rockguitarstøj. Dertil kommer de lyde, de ellers efter forgodtbefindende smider i deres dekonstruktive maskine. For det er nok det, det drejer sig om: At pille rocken fra hinanden i dens elementer og sætte dem sammen på ny i håbet om at finde en ny lyd. Musikken kræver lytterens tålmodighed. Lad være med at slå popørerne ud, når du lytter til Oneida. Det vil bare gøre ondt… Men et probat middel mod en overdosis mainstream-pop anno 2008 er det. Anbefalet – i ikke for store doser.
Endnu et dødsfald i musikkens verden. George Jones (Jr.). Sammen med sin gruppe The Esdsels indsang George Jones sangen “Rama Lama Ding Dong” i 1957. Det var en “sleeper”, der først blev et hit i USA i 1961. Det blev den også igen i halvfjerdserne, da Rocky Sharpe and the Replays lavede en coverversion. Og sangen blev ved med at sætte sig spor i musikken. Blandt andet bliver den citeret af John Travolta i filmen Grease og i Barry Manns klassiker “Who put the Bomp (in The Bomp, Bomp, Bomp) fra 1961. Efter sin tid med The Edsels fortsatte George Jones i andre bands.
I nekrologerne over manden kan man læse, at han aldrig rigtig troede på doo-wop-hittet Rama Lama Ding Dong. Men det er jo ikke første gang en musiker har taget fejl… Hvil i fred.
The Edsels – Rama Lama Ding Dong
Før eller siden måtte det jo sket. At The Kinks også kom i boks. Som alle andre. Og så lige op til jul. Det er ikke helt fair over for en gammel fan. I følge Pitchfork Media indeholder boksen 6 cd’er med mere end 130 optagelser, der ud over gamle single- og albumklassikere omfatter sjældne demooptagelser, live-ditto og andet. Plus en fyldig booklet med informationer om gruppens historie. Ray Davies skulle have overvåget det hele, så det skal såmæn nok være interessant for tilhængere af The Kinks…
The Kinks – Tired of Waiting – playliste her:
Læs mere »
Kim har været så sød at sende mig et link til Politiken, hvor der er et dugfrisk interview med Paul Mccartney om hans seneste pladeprojekt “Electric Arguments”, der er udkommet under pseudonymet Fireman. Paul svarer – som så ofte – beredvilligt og drager sammenligninger mellem Sgt. Pepper og Fireman-ideen. I øvrigt har Mccartney gjort Electric Arguments tilgængelig på Myspace, hvor man også kan forudbestille den nye plade, lytte til den og nedhente (i Europa!) singlen fra pladen.
