I følge bloggens statistikafdeling skulle indlægget Nøgne damer – og reklamer! være det mest populære indlæg overhovedet. Det kan vel ikke overraske. I den henseende er der intet nyt under solen. Finanskriser kommer og går, men patter og røv består, som Rimsmeden måske ville have sagt. Og som der står i bemeldte indlæg: Nøgne damer kan sælge alt, selv ligkister.
I 1987 fik George Harrison omsider en solid pladesucces, der kunne matche All Things Must Pass. Lidt i hvert fald. Det blev også hans sidste album i levende live. Cloud Nine fulgte den beskedent sælgende Gone Troppo fra 1982. I mellemtiden havde Harrison især haft succes som filmproducent og havde lagt afstand til den musikindustri, som han aldrig rigtig kom overens med. Det hjalp åbenbart på produktiviteten. I hvert fald fik han igen lyst til at indspille musik i løbet af 1986 og allierede sig med kammeraten Jeff Lynne (Travellin Wilburys – Electric Light Orchestra), der skulle producere den nye plade sammen med Harrison. Tilkaldt blev også en række musikervenner. Ringo og Jim Keltner til gryderne. Eric Clapton til lidt guitar. Og Gary Wright og Elton John til keyboards.
Pladen blev optaget hjemme i Harrisons eget studie, og når man genlytter den, kan man godt høre, at Harrison har fundet gnisten igen. Hvor de foregående plader er præget af tilbagelænet musiceren, så er Harrison længere fremme på beatet på Cloud Nine. Og det klæder ham. Pladen har også flere regulære hitpotentialer med sange som This Is Love, Devils Radio, When We Was Fab (og Beatles-dagene) og – ikke mindst – singleudspillet Got My Mine Set On You. Lynnes producervirke er mærkbar. Lyden kan under tiden minde om Travellin Wilbury-pladerne, og den rockende bund er mærkbar i flere af numrene.
Cloud Nine er en værdig afslutning for George Harrison. I øvrigt er de her omtalte albums samlet i et boksæt med titlen The Dark Horse Years 1976-1992, der også indeholder en dvd med videoer.
George Harrison – When we was fab
Guitaristen og sangskriveren Richey Edwards i Manic Street Preachers forsvandt sporløst den 1. februar 1995. Han skulle være fløjet til USA på en promotion-tur, men dukkede aldrig op. Sporene efter kunne følges til hans bil, der blev fundet med flat batteri, i nærheden af Severn Bridge, der ofte har været brugt af selvmordere. Derfor antog man, at den depressive Edwards havde endt sine dage dér. Edwards er aldrig blevet fundet, men den 23. november blev han officielt erklæret død.
Anders Fogh Rasmussen meget omtalte stunt på Venstres landsmøde, hvor han vendte 180 grader på klimatallerknen, meget vel blive hans politiske Waterloo. Hvis han ikke formår at omsætte sine planer i konkret handling, kan det komme til at koste i politisk opbakning. I Kristelig Dagblad fremlægger man i dag en opinionsmåling, der tyder på, at Foghs kovending er fornuftig nok, fordi den harmonerer med befolkningens prioriteringer, men Foghs problem er, at meget få – små 10% af de udspurgte – har tillid til Fogh som klimapolitiker. Og et andet spørgsmål er: Har Fogh råd til flere løftebrud? Flere kontraktbrud?
I dag fylder den berømte belgiske filosof, etno- og antropolog Claude Lévi-Strauss 100 år. Sammen med sprogforskeren og vennen Roman Jakobson betragtes Lévi-Strauss i dag som en af strukturalismens store grundlæggere. Den Lévi-Strausske strukturalisme bestod blandt andet i, at han mente, at menneskene i deres forhold til naturen og livet i det hele taget var afhængige af fortællinger – myter – der basalt set byggede på invariable strukurer, der kunne genfindes i de forskellige kulturer. Det kunne kun forstås således, at det ikke var menneskene, der tænkte sig selv ind i myterne, men omvendt: Myterne, der tænkte sig ind i menneskene…
Lévi-Strauss’ rénommé skyldes blandt andet hovedværket Strukturel antropologi fra 1958. Selv var Lévi-Strauss vist ikke udelt begejstret for at blive klassificeret som strukturalist. Men ingen intellektuel er vel begejstret for at blive indlemmet i nogen -isme eller for at få påklistret et mærkat. I den kommende tid vil han blive fejret i den akademiske verden – og ikke mindst i Frankrig.
Die Zeit markerer også dagen med en artikel, der peger på andre kvaliteter i mandens værk. Ja, det er rigtignok alt sammen. Han er den store strukturelle antropolog, men “det er kun den halve sandhed. Jubilaren har nemlig også gjort en anden opdagelse, der bringer alle dem, der roser ham i forlegenhed. På sine forskningsrejser stødte Lévi-Strauss på en stammekultur, der forekom ham at være både irritabelt og særdeles farlig. Den plyndrede naturen, ødelagde landskabet, tilbad abelignende guddomme, massakrerede sin egne og var berygtet for sine historiske blodbad. I mellemtiden har denne stammekultur besejret alle sine konkurrenter og behersker nu verden. Dens navn er ‘civilisationen’.!
Hos Jammermand fandt jeg denne fine optagelse med Paul Simon og hans smukke sang American Tune. Simon er blevet grå, hans stemme skal lige startes op, men det holder 100%. En smuk start på dagens bloggeri.
