Juleønsker: nr. 2 – Lou Reed Berlin
9. november 2008
Julian Schnabels film om Reeds opførelse af værket Berlin i St. Ann’s Wareouse, Brooklyn, i 2006 er nu at få på dvd – også med danske undertekster. For Lou-domaner…
9. november 2008 arkiv
Julegaveønsker… Harold Lloyd
9. november 2008
If you can’t beat them, join them. Sådan har jeg haft det lidt med julen, siden man forsøgte at afskaffe den i de glade halvfjerdsere. Men nu ser jeg nok lidt mere pragmatisk på det. Hvad er der galt med lidt gavegiveri, god mad og almindelig hygge… Og når det nu ikke kan være anderledes, så kan man jo lige så godt lave sig en ordentlig ønskeliste, der omfatter andet end sokker og slips… Fx Harold Lloyds samlede værker, der også findes på dansk.
Harold Lloyd in A SAMMY IN SIBERIA (1919)
1968: Beach Boys – Stack-o-Tracks
9. november 2008
I 1968 gjorde The Beach Boys noget enestående. Enestående for dem selv og enestående i popmusikken i det hele taget. De udgav albummet Stack-o-Tracks, der består af lydsporet – minus sang – til en række af deres bedste sange fra karrieren. Rygterne vil vide, at det var pladeselskabet – Capitol – der ville presse den økonomiske citron til det sidste, for samme år udgav man også to andre Beach Boys-album: Friends og Best of the Beach Boys Vol. 3. Om det er sandt, vides ikke, men i hvert fald blev Stack-o-Track et kommercielt flop. Pladen viste sig ikke på hitlisterne, hverken i USA eller Storbritannien. Den manglende interesse hænger muligvis også sammen med, at The Beach Boys blev identificeret som en sanggruppe. Stack-o-Tracks afslører imidlertid, at bandet også var en emminent instrumentalgruppe og giver fans mulighed for – før det rigtig blev in – at agere karaoke til musikken. Efter fiaskoen med pladen gik der to årtier, inden Capitol genudsendte den som en af de mange dobbeltcd’er, der er kommet med bandets album. På den anden plade finder man The Beach Boys Party! Men – genudgivelsen indeholder desværre ikke originaludgivelsens lille bog med akkorder, sangtekster og andre anvisninger til, hvordan man spiller Beach Boys. Der skulle dog være udgivet en særlig japansk udgave, der har det hel med…
Stack-o-Tracks er i øvrigt blevet en af mine yndlings-BB-plader…
Beach Boys – Do it again 1968
Bøsser og lesbiske – andenrangs(skatte)borgere?
9. november 2008
Midt i glæden over, at en ung, amerikaner af afro-amerikansk afstamning er gået hen og blevet præsident for USA, så har den ellers liberale stat Californien med et snævert flertal forbudt ægteskabsindgåelse mellem homosexuelle mennesker. At amerikanerne længe har haft et anstrengt forhold til sex, ved vi godt, men det er alligevel lidt nedslående, at netop vælgerne i Californien har taget den beslutning.
Sangskriveren, sangeren og musikeren Melissa Etheridge, der er erklæret lesbisk og gift med Tammy Lynn Michaels, har i konsekvens af beslutningen, der altså annulere hendes ægteskabs gyldighed, erklæret, at hun ikke vil betale samme skat som de fuldgyldige medlemmer af det californiske samfund! På The Daily Beast giver hun udtryk for, at hvis man ikke nyder de samme rettigheder som andre, så skal man heller ikke betale det samme i skat. Og det er vel sund logik!? Tonen i Etheridges indlæg er ramsaltet sarkastisk. Som andre amerikanske stater har også Califonien økonomiske problemer at slås med – og et fald i skatteindbetalingen fra de mange homosexuelle – forsigtigt anslået er 20% af californierne homosexuelle – i staten vil givetvis kunne mærkes.
Og Melissa angriber også den amerikanske achilleshæl: moralen – eller måske skulle man sige dobbelt-moralen. For, hvordan man man forsvare, at man lovgiver ud fra moralsk fordømmelse? Der fødes homosexuelle mennesker hver eneste dag; man kan ikke fjerne dem ved lovgivning. Som Etheridge skriver.
Og så slår hun hovedet på sømmet, når hun fremhæver, at det, der sker, er en stigmatisering af en befolkningsgruppe på linje med den, der foregik over for de “sorte” i tresserne og tidligere. Proposition 8, som loven kaldes, fastlåser en ulighed, en diskrimination. Fastholder amerikanene i en dem-og-os-tænkning, der burde være fortid. De fattige og os, de sorte og os, de homosexuelle og os… Burde være fortid netop nu, hvor en af “dem” er blevet præsident… Og Etheridge ser Proposition 8 som en af de sidste krampetrækninger i den gamle bornerte amerikanske verden: “This crazy fearful insanity will end soon. This great state and this great country of ours will finally come to the understanding that there is no “them”. We are one. We are united. What you do to someone else you do to yourself. That “judge not, lest ye yourself be judged” are truthful words and not Christian rhetoric.” Og hun slutter af med at erklære, at hun bliver i staten og fortsætter kampen mod idiotiet. For det er “the American Way” at gøre det.
—
Når man tænker over det, så er situationen vel ikke meget anderledes herhjemme. Jovist, vi anerkender de homosexuelles ret til at indgå registreret partnerskab, men hate-crimes og diskrimination er stadigvæk en del af hverdagen herhjemme. Og hvad med alle vores medborgere, der tilfældigvis har en familiær fortid i andre lande? Hvad med “dem”? Er det rimeligt, at de skal betale det samme i skat, når de ikke har samme rettigheder – fx til arbejde – som os andre?
Melissa Etheridge I Will Never Be The Same
