30. november 2008 arkiv

Genhør: Ringo Starr – Stop and smell the Roses

30. november 2008

Thomas synes, det ville være en god idé at give Ringo Starrs soloplader et genhør. Og da jeg alligevel skulle flytte reoler, plader og bøger, så var der ikke langt til handling. Og den første plade, jeg fik fat i var Ringos Stop and smell the Roses fra 1981. Ringo havde på det tidspunkt nået et foreløbigt lavpunkt i sin karriere med to dårligt sælgende plader – Ringo the 4th (1977) og Bad Boy (1978) – og der havde vist også været nogle personlige problemer med  sprut og sådan.

I hvert fald er der noget, der tyder på, at han måtte tage sig selv i nakken – også musikalsk set. Af samme grund allierede han sig med en håndfuld venner, der skulle hjælpe med at producere og skrive sange til den nye plade. Paul McCartney, George Harrison, Harry Nilsson og Ron Wood blev indkaldt sammen men en flok meget kompetente musikere, der kunne levere varen. Ray Cooper, Jim Keltner, Fred Tacket, Jim Gordon m.fl.

Ringo er en ofte undervurderet trommeslager og ikke nogen stor sanger. Hvad han ikke har i stemmekraft, har han til gengæld i umiddelbar charme. Han har ikke de store kunstneriske ambitioner, men vil spille swingende og kompetent underholdningsmusik. Og målt med den målestok, så er det en fin plade, han fik lavet. Et enkelt nummer er nok mest fyldstof ( Dead Giveaway, som han har skrevet med Ron Wood), men ellers svinger det solidt, og man kan ikke lade være med at vippe med foden. Ikke Ringos bedste plade, men absolut en hyggelig sag, der egner sig vældig godt til at sætte reoler på plads til…


Ringo Starr – Private Property – Clip – 1981

Skrevet i Musik Tagged , | 4 kommentarer »

Fra erindringsannalerne: Downliner’s Sect

30. november 2008

Som hvalp købte jeg regelmæssigt musikbladet Fabulous i den mest velassorterede kiosk i lokalområdet, Kurant, der lå og stadigvæk ligger på hjørnet af Strandbygade og Cort Adelersgade. Det var her, man kunne få læsestof, der passede til en spirende musikinteresse. Der lå også en diminutiv kiosk i Nørregade – for enden af Sjællandsgade – hvor en årvågen ejer var fremsynet nok til at sælge danske musikblade (Børge, Vi Unge, Superlove) og idolmagasiner (Beatles Monthly).


Fabulous var – som jeg husker det – en guldgrube af informationer om bands og musikere, der først blev introduceret i Danmarks Radio senere eller slet ikke… Blandt andet kan jeg huske, at bladet gjorde meget ud af Downliners Sect, der var R&B-konkurrenter til Rolling Stones, Pretty Things, Yardbirds, Them og Animals. Først længe efter at stavet mig igennem de begejstrede skriverier om bandet fik jeg mulighed for at lægge øre til deres medrivende, garagerock-prægede, rå udgave af engelske R&B.


Bandet bestod oprindeligt af Don Craine (guitar, sang m.m.), Keith Grant (bas, sang), Johnny Sutton (tr.), Terry Gibson (g.), Ray Sone (mundharmonika), Pip Harvej (mundharmonika) og Zach Wilson (g). Den renlivede R&B finder man især på gruppens første album fra 1964, The Sect. På opfølgeren The Country Sect fra 1965 ændrede de lidt stil i retning af noget mere country-inspireret. Og på den tredje og sidste langspilplade The Rock Sect’s In, ja, der var tyngdepunktet på rock. Til forskel fra de grupper, der tog têten på hitlisterne og hos det store publikum, så var Downliners Sect i høj grad en gruppe, der fungerede i kraft af energi og entusiasme, og ikke i kraft af markante sangskrivere og flamboyante forgrundsfigurer. Det er nok også derfor, man kan høre, at de flittigt lader sig inspirere af andre kunstnere i deres musik, lige fra de gamle halvtredserrockere til de samtidige, fx Rolling Stones. Hvad gruppen måske savnede i originalitet, havde den til gengæld i sit behjertede engagement og spillelyst. Og det var måske også dette forhold, der gav dem en hel del tilhængere i de skandinaviske lande, medens man var lidt mere tilbageholdende i hjemlandet.


Downliners Sect er med årene blevet kult og med god grund. Det er en fornøjelse at lytte til bandets energiske udladninger. Der er siden blev udgivet et par udmærkede compilations. Dels en udgivelse med deres singleplader – The Definitive Downliner’s sect Singles A’s & B’s – og dobbeltcd’en Sectuality, der blev udgivet på det lille kenderforlag Charly Records og nu er svært opdrivelig, med mindre man har en stor pengepung…

Before You Accuse Me-Downliners Sect

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Henrik Quortrup – fra Se & Hør til TV2

30. november 2008

Ha! I går kunne man læse, at Henrik Quortrup – chefredaktør for sladderbladet Se & Hør – nu bliver politisk redaktør på den skrantende mediekoncern TV2. Heri kan man vælge at se noget symptomatisk for TV2s udvikling. At vælge en journalist til den vigtige rolle som styrmand for den politisk journalistik på bunden af underholdningsindustrien taler sit tydelige sprog om, hvad der tæller på TV2. Ikke saglighed, seriøsitet, troværdighed osv. Men underholdning…

Apropos Quortrup og “rollen” som journalist…

Skrevet i Musik Tagged | 6 kommentarer »