Den såkaldte “kamp mod terrorisme” efter angrebet på tvillingebygningerne i New York har som bekendt medført en terrorlovgivning, der ændrer ved borgernes retssikkerhed. Politiets Efterretningstjeneste har fået nye beføjelser til at overvåge og forfølge terrormistænkte.
I en meget omtalt sag er en mand af tunesisk afstamning blevet udvist – uden forudgående domfældelse – af landet, fordi han er mistænkt for mordplaner mod tegneren Kurt Westergaard, ham med Muhammed-tegningerne. Desværre er det af humane årsager ikke muligt at eksekvere udvisningen, fordi den udviste risikerer tortur i Tunesien. Derfor er han blevet tildelt såkaldt “tålt ophold”. Det vil sige, han får lov til at blive i landet, får nådsens brød og bliver overvåget døgnet rundt. En slags surrogatfængsel på ubestemt tid.
Tilfældigvis (?) viser det sig så, at manden opholder sig i århus. Samme sted som Kurt Westergaard. Og det er faldet nogle politikere (Dansk Folkeparti) for brystet. Man kan da ikke have en drabsmistænkt gående i samme by som det potentielle offer! Og derfor har man så lavet en særlov, der skal sikre, at manden ‘dagligt skal melde sig i Center Sandholm’. Sandholmlejren! Loven er allerede blevet angrebet for at være ‘på kant med menneskeretten’, men DFs kynisk-kølige næstformand og integrationsordfører Peter Skaarup henholder sig til, at man befinder sig inden for alle aftaler, konventioner og love. Der er ikke ‘et hår i suppen’, i følge Skaarup. Det tankevækkende og måske skræmmende ved Skaarups holdning er, at der heller ikke er skyggen af moralske skrupler eller menneskelig anstændighed i den. Tuneseren er ikke dømt for sine påståede drabsplaner efter almindelig dansk strafferet, og må i den forstand – det vil sige ud fra almindelige retspraksis – betragtes som værende uskyldig. Mistænkt er, hvad han er. På grund af terrorlovgivningen befinder han sig i et utåleligt ingenmandsland mellem udvisning og retsforfølgelse, kaldet tålt ophold. Utåleligt tålt ophold. Sagen demonstrer med al ønskelig tydelighed, hvor dybt problematisk terrorlovgivningen er, og hvordan den anfægter selve ånden i de demokratiske retsprincipper. Målet helliger midlet. Ved ikke at tage stilling til mandens skyld ved en almindelig gennemskuelig retsproces undgår man en frikendelse og kan fastholde ham som nærmest skyldig, som værende under mistanke. Han er hverken skyldig eller uskyldig. Hverken fugl eller fisk. Prøv at forestille dig, hvordan det må være at blive anbragt i denne på enhver måde udsigtsløse tilstand af “tålt ophold”! Jeg synes, det er både umoralsk og umenneskeligt. Når manden ikke kan udvises og derved få mulighed for at begynde et nyt liv, så bør han stilles for retten for at få prøvet sin sag.
