12. november 2008 arkiv

Jerry Garcia – som film

12. november 2008

Jeg kan huske, at jeg sad i et computerlokale den 9. august 1995, da jeg faldt over meddelelsen om Jerry Garcias timelige bortgang. For mig var det en nyhed, der fluktede med John Lennons og Elvis Presleys tidlige bortgang. Jerry var forgrundsfiguren i Grateful Dead, et band, der havde været i gang siden de tidlige tressere – og som syntes at ville fortsætte i det uendelige. Men sådan er det jo ikke i menneskenes verden. Jerry havde ikke skånet sig selv, havde taget stoffer, havde vægt-, søvn- og sukkersygeproblemer. Og i en alder af kun 53 døde han som følge af et hjertetilfælde. Grateful Dead ville aldrig blive det samme uden ham. Uden hans særprægede guitar og særprægede stemme. Og i det hele taget. Han var en forgrundsfigur – selv i et kollektivt orienteret band som De Taknemmelige Døde.
Der er skrevet og sagt meget om Jerry. Og nu bliver han også genstand for en spillefilm, hvis optagelser allerede er i fuld gang. Til grund for filmen ligger bogen Dark Star, der bygger på venners, familiemedlemmers og bekendtes erindringer om Garcia. Hovedvægten ligger på årene op til gennembruddet med Grateful Dead. Endnu et rock-ikon bliver foreviget på det hvide lærred.

Grateful Dead – One more saturday night 1972

Biblioteksfund: Fairport Convention anno 1968

12. november 2008

Sørme om ikke jeg også fandt Fairport Conventions debutalbum i bibliotekets udsalgsskuffe! Jeg omtalte den i oktober som en af de plader, der fejrer 40-årsjubilæum i år. Som jeg skrev dengang, så er det den eneste Fairport-plade, hvor Judy Dyble er forsangerinde. Og som nævnt er det en folkrock-plade, hvor rocken dominerer. Inspirationen fra den amerikanske vestkyst rock er tydelig og forstærkes af, at Fairport fortolker på Bob Dylan, Joni Mitchell, Leonard Cohen og Tim Buckley. Men bandet kan heller ikke løbe fra sine engelske rødder i folk og rock. Lyden af engelsk tresserrock er umiskendelig. Alt i alt er det et meget varieret album og en flot debut af Fairport Convention. Anbefales.

Fairport Convention “Time will show the wiser (1967)

Terrorisme og menneskeret

12. november 2008

Den såkaldte “kamp mod terrorisme” efter angrebet på tvillingebygningerne i New York har som bekendt medført en terrorlovgivning, der ændrer ved borgernes retssikkerhed. Politiets Efterretningstjeneste har fået nye beføjelser til at overvåge og forfølge terrormistænkte.
I en meget omtalt sag er en mand af tunesisk afstamning blevet udvist – uden forudgående domfældelse – af landet, fordi han er mistænkt for mordplaner mod tegneren Kurt Westergaard, ham med Muhammed-tegningerne. Desværre er det af humane årsager ikke muligt at eksekvere udvisningen, fordi den udviste risikerer tortur i Tunesien. Derfor er han blevet tildelt såkaldt “tålt ophold”. Det vil sige, han får lov til at blive i landet, får nådsens brød og bliver overvåget døgnet rundt. En slags surrogatfængsel på ubestemt tid.
Tilfældigvis (?) viser det sig så, at manden opholder sig i århus. Samme sted som Kurt Westergaard. Og det er faldet nogle politikere (Dansk Folkeparti) for brystet. Man kan da ikke have en drabsmistænkt gående i samme by som det potentielle offer! Og derfor har man så lavet en særlov, der skal sikre, at manden ‘dagligt skal melde sig i Center Sandholm’. Sandholmlejren! Loven er allerede blevet angrebet for at være ‘på kant med menneskeretten’, men DFs kynisk-kølige næstformand og integrationsordfører Peter Skaarup henholder sig til, at man befinder sig inden for alle aftaler, konventioner og love. Der er ikke ‘et hår i suppen’, i følge Skaarup. Det tankevækkende og måske skræmmende ved Skaarups holdning er, at der heller ikke er skyggen af moralske skrupler eller menneskelig anstændighed i den. Tuneseren er ikke dømt for sine påståede drabsplaner efter almindelig dansk strafferet, og må i den forstand – det vil sige ud fra almindelige retspraksis – betragtes som værende uskyldig. Mistænkt er, hvad han er. På grund af terrorlovgivningen befinder han sig i et utåleligt ingenmandsland mellem udvisning og retsforfølgelse, kaldet tålt ophold. Utåleligt tålt ophold. Sagen demonstrer med al ønskelig tydelighed, hvor dybt problematisk terrorlovgivningen er, og hvordan den anfægter selve ånden i de demokratiske retsprincipper. Målet helliger midlet. Ved ikke at tage stilling til mandens skyld ved en almindelig gennemskuelig retsproces undgår man en frikendelse og kan fastholde ham som nærmest skyldig, som værende under mistanke. Han er hverken skyldig eller uskyldig. Hverken fugl eller fisk. Prøv at forestille dig, hvordan det må være at blive anbragt i denne på enhver måde udsigtsløse tilstand af “tålt ophold”! Jeg synes, det er både umoralsk og umenneskeligt. Når manden ikke kan udvises og derved få mulighed for at begynde et nyt liv, så bør han stilles for retten for at få prøvet sin sag.