Omsider fik jeg taget mig sammen til en tur ned i maskinrummet til databasen; og her kunne jeg se, at statistik-plugins havde hobet en hel del data sammen. Da jeg kun bruger statistikken til at holde fingeren på pulsen, og bloggen gennem flere måneder har haft et svag stigende antal unikke besøg, besluttede jeg mig for at rydde den del af databasen, der omfattede de mange tal. Hermed gjort. Ren mås at trutte i.
Blandt denne omgang biblioteksfund var også Nick Lowes album fra 2001 The Convincer. Efter at have slået sit navn fast som medlem af Brinsley Schwarz og Rockpile har Lowe udsendt en række fine soloalbums med Jesus of Cool som fornemt udgangspunkt og senest med At My Age fra sidste år. Typisk går der 3 år eller mere mellem Lowes plader, men de er værd at vente på, for han er en fin sangskriver. På The Convincer arbejder han andet sammen med den pladeaktuelle Geraint Watkins (orgel og piano), Steve Donnelly (lead guitar) og Robert Treherne (trommer). Det er tilbagelænet musik med fine sange på en snor. Jeg har – som tidligere nævnt – haft fornøjelse af at se Lowe fremføre sangene fra denne plade ved en koncert. En stor oplevelse.
Nick Lowe “I Trained Her To Love Me” Jimmy Kimmel Live
1968: John Lennon og Yoko Ono udsender resultatet af en nats musikalske eksperimenter i Lennons hjemmestudie. Hvor mange der har lyttet intenst til pladens lyde er uvist, men coveret er blevet en klassiker med John og Yoko in the Nude. PS. I den kommende tid vil jeg genlytte til Two Virgins og opfølgeren Life With Lions..
Som før nævnt, så er Raconteurs garanter for renlivet rock. Sådan også i Old Enough, en ny video med bandet.
Jeg kan ikke huske datoen. Men jeg husker, at jeg faldt pladask for hende, da jeg så hende for første gang i åndeløs. Med sit meget kønne ansigts regelmæssige træk og det korte drengehår, var hun indbegrebet af den moderne, frisatte kvinde, der pegede frem mod de kommende års kvindefrigørere og feminister, men stadigvæk holdt fast i sin kvindelighed og Forskellen.
I går var det 70 år siden, Seberg blev født i Marshallltown, Iowa. Hun blev opdaget af den fremragende instruktør Otto Preminger, der gav hende hovedrollen i Saint Joan i 1957. Men det var først, da hun blev en del af den franske nybølgefilm omkring Jean-Luc Godard, at hun fik sin berømmelse.
Kendetegnende for hendes status som moderne fri kvinde var, at hun også engagerede sig politisk. Blandt andet gav hun sin moralske støtte til Black Panther Party, og det gav hende problemer med det amerikanske FBI, der overvågede hendes færden. Hun endte sine dage på bagsædet af en bil, hvor hun døde efter at have indtaget store mængder alkohol og piller – og efter at have mistet et barn. Sikkert også under indtryk af FBIs forfølgelse blev hun mere og mere deprimeret og valgte så selvmordet som en udgang på sine lidelser i august 1979. 40 år gammel.
Den tyske avis die Zeit bringer en kort billedkavalkade af den kønne skuespillerinde, der har sikret sig en varig plads i min indre biograf.
Jean Seberg – Baby Blue
Modstrømmen har givet mig et link til en gammel Faces-optagelse (tak for det!), som jeg ikke vil snyde bloggens læsere for. Love in Vain fra 1971, optaget live i Paris. Faces er et band, hvis stjerne er vokset støt hos denne skribent gennem årene. Nu gendannes de efter sigende, og det vil virkelig være interessant at høre, om Rod Stewart, der jo senest har dyrket den amerikanske sangskats standard- og rocksager, kan genfinde den gamle energi fra dengang. Det tror jeg bestemt, at han kan. En gang en rod, altid en rod…
The Faces – Love In Vain (Live in Paris, 1971)
