Husorkesteret spiller op til dans…
23. november 2008
23. november 2008 arkiv
Frankofil pop anno 1966: France Gall – Baby Pop
23. november 2008
Jeg har allerede omtalt en yé-ye-sangerinde, Sylvie Vartan, og nu er turen kommet til hendes konkurrent France Gall. Gall debuterede på plade allerede 16 gammel med singlen “Ne sois pas si bête”, der udkom på hendes fødselsdag. Debutten kom, efter at hendes musikalske forældre havde skubbet på længe og opfordret hende til at tæppebombe pladeselskaberne med demoindspilninger. Den talentfulde unge dame var også så heldig allerede efter debuten at blive sat i forbindelse med Serge Gainsbourg, der skrev hendes næste singleudspil “N’écoute pas les idoles” (Lyt ikke til idolerne!). I det hele taget var France Gall heldig, for stort set samtlige af Frankrigs førende sangskrivere leverede sange til den talentfulde unge dame i de år, der fulgte. En forklaring på hendes store succes var også, at hendes sange og sangtekster primært tog sigte på den voksende teenageskare. Man kan vel sige, at hun blev brandet som teenageidol på et tidligt tidspunkt.
I 1965 blev hendes succes cementeret, da hun blev udpeget til at repræsentere Frankrig ved det internationale Melodi Grand Prix, hvor hun vandt med Serge Gainsbourgs “Poupée de cire, poupée de son”, selv om den ikke var levnet de store chancer i dage op til konkurrencens afholdelse. Men det har man jo set før og siden…
Samarbejdet med Serge Gainsbourg fortsatte op gennem tresserne med stor succes. Og i 1966 hittede Gall med den sang, der egentlig er anledningen til dette indlæg: Baby Pop. Her er den i en meget tidstypisk fransk udgave, der besidder den der særlige charme, som fransk tresserpop ofte havde – yé, yé, yé…
Hyldest til Yé-yé-girls…
Opdatering: Thomas gør i en kommentar opmærksom på balladen om Serge Gainsbourg-sangen “Les Sugettes” (slikkepindene). Sangen var opfølgeren til “Baby Pop”, og den anti-autoritære provocateur Gainsbourg lod en 18-årig pige synge en sang, der antydede, at piger kan finde på at slikke på andet end slikkepinde. De klare seksuelle undertoner vakte skandale i den stadigvæk bornerte franske offentlighed. Oralsex var ikke – endnu – et tema, man sådan kunne dyrke (!) i den mere renskurede del af poppen. Teenagerne var vist ligeglade, for sangen blev endnu et stort hit for France…
De 500 største sange fra punken og frem
23. november 2008
Pitchfork Media har lavet en liste over – og en tilhørende bog om – de 500 største sange fra punken og til i dag. Her er noget at diskutere og fundere over…
1977 – 1979
David Bowie – Heroes
Iggy Pop – The Passenger
Lou Reed – Street Hassle
Kraftwerk – Trans-Europe Express
Brian Eno – 1/1
The Ramones – Rockaway Beach
Talking Heads – Psycho Killer
Television – Marquee Moon
Patti Smith – Rock n Roll Nigger
The Sex Pistols – God Save the Queen
The Clash – (White Man) In Hammersmith Palais
Buzzcocks – Ever Fallen in Love?
Vic Godard and the Subway Sect – Parallel Lines
X-Ray Spex – Oh Bondage! Up Yours!
The Adverts – One Chord Wonders
Wire – Ex-Lion Tamer
Donna Summer – I Feel Love
Giorgo Moroder – The Chase
Chic – Good Times
Thelma Houston – Don’t Leave Me This Way
Gloria Gaynor – I Will Survive
Michael Jackson – Don’t Stop ‘Til You Get Enough
Parliament – Flash Light
Marvin Gaye – Got To Give It Up
Public Image Ltd. – Public Image
Gang of Four – Damaged Goods
Magazine – Shot by Both Sides
The Cramps – Human Fly
The Misfits – Night of the Living Dead
Wire – Outdoor Miner
Joy Division – Disorder
Althea and Donna – Uptown Top Ranking
Lee Perry – Roast Fish and Cornbread
The Congos – Fisherman
Willie Williams – Armagideon Time
This Heat – 24 Track Loop
The Slits – Typical Girls
The Pop Group – She Is Beyond Good and Evil
The Clash – The Guns of Brixton
James Chance and the Contortions – Contort Yourself
Suicide – Dream Baby Dream
Cabaret Voltaire – Nag Nag Nag
Throbbing Gristle – Hot on the Heels of Love
Devo – Mongoloid
Candido – Jingo
Dinosaur – Kiss Me Again
Machine – There but for the Grace of God Go I
Kate Bush – Wuthering Heights
Goblin – Suspiria
Blue Oyster Cult – (Don’t Fear) The Reaper
AC/DC – Highway to Hell
Van Halen – Runnin’ with the Devil
Fleetwood Mac – The Chain
Steely Dan – Deacon Blues
Electric Light Orchestra – Mr. Blue Sky
The Only Ones – Another Girl, Another Planet
The Undertones – Teenage Kicks
Plastic Bertrand – Ca plane pour moi
The Records – Starry Eyes
Cheap Trick – Surrender
The Cars – Just What I Needed
Elvis Costello and the Attractions – Radio Radio
The Cure – Boys Don’t Cry
XTC – Making Plans for Nigel
Blondie – Atomic
Talking Heads – Memories Can’t Wait
John Lennon og Jesus
23. november 2008
Vi – der har nogle år på bagen – husker vel dengang, hvor John Lennon kom for skade at påstå, at The Beatles var mere populære end Jesus Kristus. Det gav anledning til afbrænding af Beatles-plader i USA og anden kævl og ævl fra kristne rundt omkring, og ikke mindst i United Bluff. Nu meddeler New Musical Express så, at selveste Vatikanstaten har tilgivet John Lennon posthumt for hans brøde. Hvad mon den anti-autoritære Lennon ville have sagt til det?
God is a concept
By which we measure
Our pain
I’ll say it again
God is a concept
By which we measure
Our pain
I don’t believe in magic
I don’t believe in I-ching
I don’t believe in Bible
I don’t believe in tarot
I don’t believe in Hitler
I don’t believe in Jesus
I don’t believe in Kennedy
à don’t believe in Buddha
I don’t believe in Mantra
I don’t believe in gita
I don’t believe in yoga
I don’t believe in kings
I don’t believe in Elvis
I don’t believe in Zimmerman
I don’t believe in Beatles
I just believe in me
Yoko and me
And that’s reality
The dream is over
What can I say?
The dream is over
Yesterday
I was the dreamweaver
But now I’m reborn
I was the Walrus
But now I’m John
And so dear friends
You just have to carry on
The dream is over
Husorkesteret spiller igen: The Faces – Flying (1970)
23. november 2008The Faces – Flying (Live at the Marquee, 1970)
Den hvide koncert
23. november 2008
Her til aften løb den meget omtalte Hvide Koncert over skærmen. En række musikere markerede i fælleskab 40-året for The Beatles’ såkaldte White Album. Og det er da prisværdigt. Som læserne vil vide markerer vi mange albums med 40 år på bagen i denne blog. For mig var de musikalske højdepunkter færøske Teiturs naivistiske fortolkning af “Mother Natures Son” og en mig ukendt operasangerindes udgave af “Piggies”. Min største anke ved dette gallashow fra Horsens er ikke, at de enkelte kunstnere har valgt at fortolke numrene, som de gjorde. Det er musikernes suveræne valg, og man kan lide det eller ej. Personligt synes jeg, der var for langt mellem snapsene.
Nej, selv afviklingen af showet var ikke sagen værdig. Uvist af hvilken grund havde man valgt en englænder, MTV-værten Ray Cokes, til at være konferencier. Og man kan undre sig over, hvorfor valget netop faldt på en englænder – og netop ham!? Det var da en dansk koncert med danske publikummer!? Var DR faldet på halen for MTV-værten?! Var det et forsøg på at få ungdommen i tale med et musikvideo-ikon?! I hvert fald faldt han totalt igennem. Alt, hvad han havde at byde på, var selvspejlende, dumsmarte bemærkninger og overfladiske kommentarer til de enkelte numre og Beatles’ arbejde med musikken. Per Frost – en af bagmændene – udtalte, at opgaven havde været at binde de i forvejen spredte sange sammen i koncerten. Det lykkedes desværre ikke særlig godt, og Ray Cokes gjorde i hvert fald ikke noget for at formidle en forbindelse. Snarere tværtimod.
Koncerten havde fortjent en bedre audio-visio- narrativ ramme, der kunne give nye lyttere lidt kulturhistorisk baggrund for pladen og koncerten – og en bedre konferencier. Hans Otto Bisgaard, der i flere omgange har været konferencier for Slotskoncerterne med Bootleg Beatles, kunne sikkert have løftet opgaven. Men han er nok blevet for gammel for DR.
Synd og skam for publikum, for musikerne og The Beatles, at det skulle gå sådan. For ideen var god nok.
Apropos: Det hvide album genfortolket
