Bruce Willis gør det, Johnny Depp gør det, og Kevin Costner gør det altså også: Spiller musik og udgiver det på plade. Costner – der er blegnet lidt som skuespiller efter højdepunktet i Danser med ulve – har udgivet en country-rock-plade sammen med bandet Modern West. Ikke nyskabende eller epokegørende musik, men bestemt heller ikke ringere end så meget andet mainstream-country. Lyt selv på bandets myspace-side her.
I 1968 debuterede Joni Mitchell også med sin sang til en havmåge. På grund af misforståelser på pladeselskabet blev pladen lanceret som et eponymt album, selv om titlen er Song to a Seagul. Et klassisk og folk-inspireret, selvbiografisk påvirket concept-album om livet i byen versus livet ved havet. Med på pladen har hun Stephen Stills og David Crosby har produceret pladen.
Det er en umanerlig smuk plade, der måske er kommet til at stå lidt i skyggen af hendes hovedværk “Blue”, hvilket er både synd og skam. Det er en plade, der med et slag viser Mitchell som den både lyriske og musikalske begavelse hun er. En imponerede debut. Anbefales varmt.
Joni Mitchell-Cactus Tree (BBC)
‘Man har ikke andre at stole på end sig selv og – hvis man er usædvanlig heldig – sin nærmeste familie og en enkelt ven‘. Nærværende citat stammer fra Claes Kastholms kommentar til Obama-valget og George W. Bush-eftermælet i dagens Berlinger. Udsagnet gælder den lære, man (som politiker) kan drage af mediernes dom over George W. Bushs regeringsperiode, der har efterladt ham som den mest upopulære præsident i mands mind. To udsigtsløse krige, et smadret økonomi, en finanskrise af dimensioner, en perspektivløs klimapolitik er blandt de “resultater”, som Bush giver videre til sin efterfølger. Men Kastholms udsagn går dybere endnu. Det gælder menneskeheden som sådan. Hos Kastholm glider fornuftbundet skepsis over i grundfæstet misantropi.
Den aura af håb, der har bredt sig omkring Barrack Obama og har afsat sig hos mange amerikanere – og ikke-amerikanerne – som en ny optimisme med hensyn til fremtiden diagnosticeres som effekten af en politisk forførelse. Kastholm skriver:
“Jeg kunne ønske, at en vaks dokumentarfilmmand lavede en sammenklipning af de nærbilleder af de henrykte masser i Chicago, vi så på CNN tirsdag nat, og de mange filmoptagelser der findes af Hitlers møder med de jublende masser i naziregimets første år. Synet giver stof til eftertanke. Det er de samme ansigter, det samme henførte blik, de samme smil gennem tårer. Man må selvfølgelig skelne mellem den bevægelse, man ser i ansigterne på sorte amerikanere, de har jo en ægte grund til at være bevægede, og de salighedstårer, der strømmer fra alle mulige andre. Der er en hjemløs religiøs længsel på spil“.
Hér knækker filmen, hér springer kæden helt af for Kastholm. En sammenligning mellem de iscenesatte (Riefenstal!), jublende masser i den nazistiske selvfremstilling og -forherligelse og billederne af bevægede amerikanerne, der efter nogle tunge år med Bush-administrationen omsider får grund til at håbe på en forandring handler først og fremmest om Kastholms eget kulsorte syn på politik og politikere i særdeles og mennesker i almenhed. Hvad religiøst skulle der være i, at almindelige amerikanerne – eller europæere – giver følelsesmæssigt udtryk for et håb om en bedre fremtid? Om forandring til noget bedre?
Selv om man selvfølgelig kan være skeptisk med hensyn til Obamas muligheder for at skabe store og vedvarende forandringer i det amerikanske samfund, så betyder det ikke, at man skal lade håbet drukne i sort misantropi. Der var også mange, der ikke troede på, at Berlinmuren nogensinde ville forsvinde. Men det gjorde den så let som ingenting, fordi nogle mennesker havde et håb om noget bedre og andet end det bestående.
For ikke så længe siden spurgte hhs i en kommentar, om jeg var stødt på Ole Neumans indspilninger. Ole Neuman blev kendt som Lille Per i de første og (stadigvæk) meget populære Far-til-fire-film. Jeg vidste godt, at Ole Neuman havde beskæftiget sig med beat-musik, men havde ingen erindring om den, selv om den nok har været spillet i radioen engang. Men nu har jeg fået fat i cd med optagelser fra det lille hedengangne pladeselskab ECCO Records. Pladen rummer fire optagelser med Ole Neuman and his Newman, en engelsk beatudgave af sangen “Hej med dig” (!) i to forskellige mixninger og en coverversion af Allan Toussaint-nummeret Get Of My Life Woman. Ole and his Newmen kunne måske have drevet det til mere, men Ole valgte en karriere som fotograf i 1967, og dermed var det slut.
Pladeselskabet blev købt af Erik Haaest og Leif Juul, kontorchef på Københavns Universitet (!), for fem kroner af Sonet. Haaest, der – som bekendt fra denne blog – var involveret i beat-konkurrencer og havde sit eget blad var utilfreds med pladeselskabernes rolle i promoveringen af dansk beat – og også med kvaliteten af nogle af indspilningerne. Og han ville vise – med sig selv i rollen som producent – at det kunne gøres bedre…
Pladeselskabet eksisterede et år, men nåede i den tid at få indspillet singler med solide navne som Joe E. Carters Group, Beefeaters, Danny & Royal Strings, Teenmakers og Black Devils. Seksten beat-singler blev det til i alt. Dertil en live-LP med Melvis and his Gentlemen (udgivet på en anden cd fra Frost Records), en LP med DM i beat 1966 og et par andre ting.
CDen rummer fine ting. Joe E. Carters Group – der vandt titlen som “Danmarks Rolling Stones” i 1965 – er repræsenteret med seks indspilninger, solide covernumre af Animals-, Them- og Rolling Stones-numre. Perlerne på cd’en er dog de fire numre med The Beafeaters. Som man kan læse ud af noterne til cd’en, så elskede Søren Seirup og hans band rythm and blues – med tryk på blues. Det høres tydeligt. Beefeaters lå langt fra mainstream-pop-pigtråden. Det er “beskidte”, seje, swingende numre med en vild mundharmonika som ledestjerne. Hvis Beefeaters havde været englændere dengang, så havde de bestemt været seriøse konkurrenter til Pretty Things, Animals og de andre store navne…
Alene optagelserne med The Beefeaters gør, at denne cd bør høre hjemme i enhver pladesamling, der beskæftiger sig med dansk beat fra tresserne..
