2. november 2008 arkiv

Kolde fødder – et soundtrack

2. november 2008


For snart længe siden viste DR2 serien Cold Feet – på dansk Kolde Fødder. En serie om kærlighedens veje og vildveje og de utallige misforståelse og fejltrin, som kønnene gør i forsøget på at få kærligheden og egoismen til at gå hånd i hånd. En charmerende lille serie om den banalitet, vi alle får leve med – på den ene eller anden måde. Som typisk er for gode engelske serier lever denne også højt på en skarp sovs af realisme, der er krydret godt med overbærende humor. Rollerne er godt besat over hele linjen, og manuskriptet er skrevet med professionel skarphed, som man kun kan forvente af engelsk tv, når det er bedst.
Da jeg forleden dag med fuldt overlæg til ind i en pladeforretning faldt jeg over det originale soundtrack til serien til en pris af skaldede fem kroner. Hvad kan man få for en tier, som Shu-bi-du-a sang. For slet ikke at tale om en blank femmer. Alligevel ville jeg nok ikke have købt den, hvis ikke den netop rummede en del sange, jeg godt kan lide, men ikke har i øvrigt. Det gælder fx Culture Clubs mest vellykkede og uopslidelige sing-a-long-hit Do You Really Want To Hurt Me, KC & The Sunshine Bands dansegulvsklassiker That’s The Way (I Like It), der er en af de der uafrystelige sange, Bobby McFerrins lille opmuntrende bagatel Don’t Worry Be Happy, der altid er god at fløjte eller nynne, når hverdagen går af h…… til; den alt for tidligt afdøde Minnie Rippertons oktavstrækkende kærlighedssang Loving You og så Vic Damones gamle standard On The Street Where You Live fra musicalen My Fair Lady, der var en del af min barndoms soundtrack.
Oven i hatten fik jeg så en række andre kendte hits – og så den sang, min mor elskede, og som for mig står som den ultimative latino-lover-svultighed: Al Martinos Spanish Eyes. Det er crooner-sang så tyk som hjemmelavet brun sovs. Teardrops are falling from you spanish Eyes… Nu er i advaret:

Al Martino – Spanish Eyes (1967)

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Dagpengereformens udsættelse og Socialdemokratiet

2. november 2008

Efter alt at dømme er den såkaldte reform af dagpengene og ledighedsperioden udsat på ubestemt tid. Det lykkedes ikke regeringen at løkke – undskyld: lokke – socialdemokraterne i den fælde, det ville være at gå med til markante forrringelser på et yderst tvivlsomt argumentativt grundlag. I følge regeringens egne beregninger ville de påtænkte forringelser give 2000 flere i arbejde. Beregninger, der er rejst tvivl om fra flere sider. Til gengæld ville en socialdemokratisk medvirken med stor sandsynlighed have kostet partiet opbakning i partiets traditionelle valgskare. Og det har partiet ikke råd til. Lars Løkke Rasmussens forsøg på at gøre Socialdemokraterne til et “økonomisk uansvarligt parti” er ren spil for galleriet og illustrerer blot hans frustration over ikke at kunne forlede partiet til at begå en stor brøler.
Derimod må man undre sig dybt over den voldsomme interesse, som regeringen netop har lagt for dagen over for dagpengene og de ledige. Man kunne få det indtryk, at netop dette lille punkt var afgørende for velfærdssamfundet bestående. Det absurde skal ses i forhold til de mange, mange millioner, regeringen netop uden at blinke har postet ud i banker og kreditforeninger.
Set herfra har regeringens nærmest hysteriske optagethed af dagpengeområdet karakter af en politisk taktisk – og nu forfejlet – prioritering, der primært har haft til hensigt at sikre regeringen magten i en endnu længere periode ved at svække Socialdemokratiet. Det er så ikke umiddelbart lykkedes.
Noget andet er så, at regeringen kunne have brugt energien til at skabe arbejdskraft på mange andre måder, fx ved at give de i forvejen veluddannede ledige bedre omskolingsmuligheder. Med titusindvis af ledige ville det være oplagt at gøre det.

Skrevet i Musik Tagged , , | 2 kommentarer »

Musik som slagsmål – The Damned

2. november 2008

The Damned var så heldige at være det første punk-band, der fik en singleplade på gaden. Det var i 1975. Singlen var New Rose/Help!. Produceret af selveste Nick Lowe. Herefter var de et etableret punk-navn, men udviklede sig musikalsk i forskellige stilistiske retninger, men altid med rødder i den beskidt punkrock. Bandet har været on-and-off, siden den første punk-tid, men er nu igen aktuelle med albummet So, Who’s Paranoid? Her i to herlige optagelser fra The Late Night Show med Craig Ferguson, der også beretter om sit første møde med bandets musik.

The Late Late Show Musical Guest/30/2008 [HD]

The Late Late Show Musical Guest 10/31/2008

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Aftenens koncert: Okkervil River

2. november 2008

Rygterne om bandets sceneoptræden og strømmen af lovprisninger af deres plader havde lokket capac til byen for at opleve Okkervil River. Bandet, der allerede har 10 år på bagen, stammer fra Texas og har taget navn efter en novelle af en russisk forfatter. Det egentlige gennembrud hos kritikerne kom med albummet Black Sheep Boy, Okkervils tredje udspil, der er bygget tematisk op omkring Tim Hardins gamle sang Black Sheep Boy. Sangskriveren er gruppens centrale figur, Will Sheff, der også er forgrunds- og midtpunktsfigur ved bandets koncerter, som fx den, Okkervil River gav på Voxhall i går aftes.
Kritikersuccessen med Black Sheep Boy er blevet fulgt op af albummet The Stage Names, der også er blevet overhældt med rosende anmeldelser og har solgt ganske godt efter sigende. Dertil kommer, at de har udsendte – som gratis download – et helt coveralbum med titlen Golden Opportunities Mixtape (hent den her), hvor man kan høre covers af John Phillips, Randy Newman, Jimmy Webb, Joni Mitchell, John Cale m.fl. For en god måneds tid siden kom det seneste album, The Stand Ins, der også er blevet vel modtaget af kritikken.
Koncerten i går aftes levede helt op til capacs forventninger. Rygterne ville vide, at Okkervil River leverer medrivende musikalske oplevelser. Og efter en stille akustisk indgang fik Will Sheff og bandet publikum op på dupperne. Som sagt er Will Sheff det visuelle og musikalske midtpunkt. Med en næsten teatralsk stageperformance sikrer han sig publikums opmærksomhed, medens han med næsten selvforglemmende indlevelse sang sig gennem en række af bandets bedste sange. Stilen er indie-rock med americana-krydderier fra en lang række instrumenter ud over det almindelige: Steel-guitar, banjo, mandolin, trompet og violin. Halvanden time ud i en køre blev det til, sådan cirka. Et par ekstranumre, som det sig hør og bør, blev det også til. Blandt andet en fin udgave af John Lennons Jealous Guy, som gruppen for første gang fremførte med hele bandet. En fin koncert, som publikum kunne tage med sig i erindringens lomme.
PS. Okkervil River har danske Katrine Ottesen med på sin turné som support. Katrine, der albumdebuterer i denne måned, indledte koncerten med en håndfuld sange, som hun selv akkompagnerede med elektronisk backing. En speciel oplevelse. En særpræget, god stemme. Aparte, egensindige sange. Hold øje med hende. Hun skal nok blive til noget…

Stemningsklip fra Okkervil River-koncerten

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »