10. november 2008 arkiv

En Davy Crockett-hue med hale – erindringsglimt

10. november 2008


Under læsningen af Bo Green Jensens seneste autobiografiske essays Dét der bliver tilbage bliver jeg sendt langt tilbage i barndommen til dengang, mit største ønske var at få en pelshue med stribet hale som den, Davy Crocett bar i følge skrønen. Hvor min interesse stammede fra står ikke helt klart i min erindring, men Crockett var genstand for dyrkelse i bøger – fx Karen Brunés‘ seksten bind om helten – tegneserier, film og sang. Tydeligst husker jeg sangen om David Crockett, The Balad of David Crockett, der også kom i en dansk version (med hvem? Må tjekkes…) – den sang, som Ørkenens Sønner parodierer i deres pikante shows.

PS. Som bloggens kommentatorer rigtignok skriver, så var det selveste Preben Uglebjerg, der sang balladen om Davy Crokett – “Præriens bedste mand”. Jeg har researchet lidt på sangen, men indtil videre kun fundet ud af, at den må være udkommet midt i halvtredserne. Og så er den svær at finde på plade og cd.

1968: Steppenwolf

10. november 2008


Hele to vellykkede albums nåede Steppenwolf at lave i 1968. Det eponyme debutalbum og toeren, der bare hed Second. Hvis titlerne ikke var noget særligt, så var pladerne, der rummer de største hits og bedste sange fra gruppens karriere: Born To Be Wild, The Pusher, Magic Carpet Ride m.fl. De to plader etablerede med et slag Steppenwolf som et af de førende hardrock-bands, og successen varede frem til 1974, hvor uoverensstemmelser mellem den markante forsanger John Kay og de andre fik gruppen til at gå i opløsning. Bandet er blevet gendannet, men det er kun Kay, der er med fra den oprindelige opsætning.

Born to be wild – Steppenwolf

Dagens grammofone genhør: Midnight Sun – Midnight Dream (1974)

10. november 2008


Albummet “Midnight Dream” var Midnight Suns andet album med forsangere Frank Lauridsen. Ud over gruppens øvrige medlemmer medvirker Lasse Helner, Jannie Høegh og Susanne (Sanne) Salomonsen som baggrundskor. Og Peder Kragerup har arrangeret de anonyme strygere. Som den tidligere omtalt Walking Circles, så er der tale om tale om fusionsmusik med inspiration fra grupper som Blood, Sweat and Tears og måske Electric Flag. Jazz og rock i en frydefuld alliance – med rocken som solid bund. Mig bekendt er Midnight Dream ikke udgivet på cd. Desværre.

Krystalnatten – hvad er det?

10. november 2008

Jo ældre jeg bliver, jo tydeligere bliver det for mig, at vores erindring spiller en afgørende rolle for, hvem vi er. Ikke kun den personlige erindring, men også den historiske. Uden en solid forståelse af, hvad vi kommer af, og hvor vi kommer fra, får vi svært ved at handle i nutiden og endnu sværere ved at forholde os til det, der skal komme. Det, vi kalder fremtiden.
I søndags markerede en del mennesker rundt i landet, at det var 70-år siden, nazisterne for alvor tog hul på den jødeforfølgelse, der siden resulterede i kz-lejre og et traumatisk kapitel i Europas og hele verdens historie. Den 9-10. november 1938 overfaldt nazisterne tyske jøder, slog mange ihjel, brændte hundredvis af synagoger af, ødelagde forretninger og anden jødisk ejendom og internerede i tusindvis af jøder i koncentrationslejre. I Jyllands-Postens lille rapportage fra den århusianske demonstration giver et par piger “iført hvide AGF-trøjer” udtryk for, at de ikke aner, hvad Krystalnatten er eller var. Og det synes jeg er forstemmende. Er historieundervisningen i folkeskolen allerede blevet så ringe, at erindringen om hændelsene i første halvdel af forrige århundrede er blevet udvisket? Jeg blev født mindre end et årti efter Besættelsen, og i tresserne havde den periode højeste prioritet i folkeskolen, fordi det lå folk på sinde, at vi aldrig måtte glemme, hvad der skete under nazi-perioden. Vi skulle lære og forstå, så vi kunne forhindre en gentagelse.
De netop afholdte demonstrationer er en påmindelse om, at tingene kan gentage sig i historien. Racismen lever i bedste velgående og chikane og vold mod personer, der bekæmper racisme er blevet mere almindelige foreteelser i Danmark. Jeg tror, de to ting – skolelærdom og historisk gentagelse – hænger nøje sammen. Når unge mennesker i dag i ramme alvor kan påstå, at holocaust ikke har foregået, så skyldes det blank uvidenhed. Og det bør vi gøre noget ved i folkeskolen.

Miriam Makeba – 4.3.1932-10.11.2008

10. november 2008

Miriam Makebas The Click Song var nok en af mine første indgange til det, man i dag kalder world music. I hvert fald til afrikansk musik. I tresserne var det ret ualmindeligt at høre musik fra eksotiske steder som Afrika, men Miriam Makeba lykkedes at slå igennem i USA – takket være en anden outsider, Harry Belafonte, der hjalp hende på vej. Det lykkedes hende sågar at vinde en Grammy for den bedste folk-plade i 1966. Det var for duoprojektet An Evening With Belafonte/Makeba. Som Belafonte var Makeba også et politisk aktivt menneske, der gjorde, hvad hun kunne for at bekæmpe apartheit-styret i Sydafrika. Det betød blandt andet, at hun i en periode mistede sit sydafrikanske statsborgerskab. Senere blev hun nærmest bandlyst i USA, fordi hun formastede sig til at gifte sig med den kendte Black Panther-leder Stokely Carmichael. Men Makeba fortsatte sin karriere i Afrika og Europa. Efter apartheid-styrets fald i Sydafrika sørgede Nelson Mandela for, at hun kunne vende tilbage til sit fædreland.
Ud over The Click Song var hendes største hit nok Pata Pata, som jeg har hørt utallige gange i radioen.
Miriam Makeba var aktiv til det sidste, og døde forleden af et hjertetilfælde. Hvil i fred.

Miriam Makeba – The Click Song 1966