Manden, der kreerede coverudsmykning til Rolling Stones-album som It’s Only Rock and Roll og Beggars Banquet og David Bowies (her i bloggen tidligere omtalte) Diamond Dogs, biografplakater til Taxi Driver, Short Cuts, Paris Texas – og meget mere – den belgiske kunstner Guy Peellaert er død i en alder af 74. Af kræft.
Hvil i fred, du billedmager.
The Exciters var en af de mange pigevokalgrupper, der gjorde sig bemærket i tresserne. Gruppen blev til et kønsblandet foretagende, da forsangerinden Brenda Reid inddrog sin syngende ægtemand Herb Roney. Deres største hit var “Tell Him”, der var skrevet af sangskriveresserne Leiber og Stoller. Nummeret var et tilbagevende hit på DRs musikradio dengang og i årene frem; ikke mindst, efter at Billie Davies havde lavet en fængende coverversion. Det var også The Exciters, der lavede den første udgave af sangen Doo Wah Diddy Diddy, som Manfred Mann kopiere og gjorde til et stort hit for gruppen. Jeg faldt på nettet over denne herlige, corny “video” med The Exciters fra dengang:
I min egen Singer-Songwriter Hall of Fame har den canadiske sangskriver Ron Sexsmith for længst fået i en varig plads. Og derfor var det en selvfølgelighed, da jeg i går havde taget fri fra arbejde for, sammen med et par dusin andre publikummer, at overvære mandens anden koncert i Århus.
Den nu 44-årige, trinde herre med det viltre hår, kan skrive sange af en kvalitet, der har fået Paul Mccartney, John Hiatt og Elvis Costello – i øvrigt Sexsmiths egne forbilleder – ind i hans fanskare. Og det taler vel for sig selv.
Bortset fra albummet Retriever (2004) er Sexsmiths plader ikke særligt poporienterede. Dertil er hans sange for komplekse. Og det er nok dette forhold, der har givet ham ry af at være en musikernes musiker.
Almindeligvis har jeg for vane at skrue forventningerne ned, når jeg går til koncert. Det har erfaringen lært mig at gøre. Men denne gang var jeg ret overbevist om, at Sexsmiths sange nok skulle klare distancen. Manden selv og hans guitar/klaver skulle nok klare ærterne på Voxhalls velegnede scene.
Og koncerten gik da også over al forventning. Akkompagneret af en lydhør basist og en ligeså lydhør guitarist (hvis navne jeg ikke lige fik fat i…), leverede Sexsmith en intens koncert med et udvalg af sange fra sin seneste plade – Exit Strategy of the Soul – og fra det store bagkatalog. Ikke så megen snak.
Nummer på nummer blev leveret på stribe – inklusive de obligatoriske tre dacapo-numre. Sexsmiths sange har den formidable kvalitet, at de kan få hårene til at rejse sig på min nakke og få drivisen i min hjerne til at smelte. Og det skete flere gange i går aftes. Mange af sangene er, som Mccartney ville sige, ‘Silly Lovesongs’, men Sexsmith leverer beviset for, at man kan blive ved med at skrive om kærlighedens veje og irveje. Det handler om, hvordan man gør det. Og Sexsmiths sangskriverkunst gør en forskel. Ron Sexsmiths har ikke den største stemme blandt popsangere og er heller ej verdens bedste guitarist eller klaverbokser (fx lavede han et par bøffer undervejs..). Men det er såre ligegyldigt, når man skriver store sange og leverer dem engagement og hjerte. Jeg ved ikke, hvordan de andre publikummer havde det bagefter. Men jeg var opløftet, følte mig en meter højere og lettet. Gennemlyst af musik…
Uden tvivl en koncertoplevelse, som ikke bliver overgået i meget lang tid.Jeg skal heller ikke glemme at nævne koncertens opvarmere, duoen Madison Violet, der ligeledes kommer fra Canada. Madison Violet – også kaldet Madviolet – består af består af Benley MacEschern og Lisa MacIsaac. I koncerten gav de smagsprøver på deres kommende album Not Fool For Trying. Med guitarer og fiddle gelejdede de os gennem en halv times sange om hjertebrud og andet. Stilen er en afart af alternativ-country-folk. Bestemt værd at lægge øre til. Besøg deres hjemmeside, hvor der er flere oplysninger og smagsprøver at hente.
This Is How I Know (Live at the Woodshed)
Som omtalt i går, så blev George Harrisons album Somewhere in England hans hidtil mindste succes (for at kalde det en fiasko vil nok være en overdrivelse…). Harrison var, som nævnt, godt gammeldags træt af musikindustrien, og oven i det hele kom så meddelelsen om, at den gamle ven fra Beatles-dagene, John Winston Lennon, i en alder af kun 40 år var blevet skudt ned af en galning, Mark David Chapman, i New York.
Pladen mødte modstand i pladeselskabet, der både blandede sig i coverets udformning og i valge af sange. Men Harrison insisterede på at lave sin tilbagelænede, langsomme musik uden hensynstagen til at tidens toneklang krævede, at man var mere fremme på beatet for at “være noget ved musikken”. Og efter pladens udsendelse ønskede Harrison ikke at forny kontraktet med Warner Brothers…
Når pladen ikke helt floppede, hang det sammen med, at sangen vedr. vennen John Lennons død – All Those Years Ago – blev udsendt som singleplade. Og det trak albumet med sig, så det trods alt viste sig på både den amerikanske og engelske hitliste.
Pladen er bestemt bedre end sit ry. Lyttet på afstand er det endnu en plade, der demonstrer Harrisons særlige lyriske stil. Lennon og Mccartney har kunnet skændes om, hvem af dem, der var rockeren i Beatles, men Harrison har stort set altid været ham, der skrev mere lyrisk, tilbagelænet musik. Som på Gone Troppo er han omgærdet af klassemusikere – som Tom Scott, Jim Keltner, Willie Weeks, Dave Mattacks osv. – der sørger for at udførelsen er mere end i orden. Dertil kommer en lille håndfuld gamle venner (Ringo Starr, Paul & Linda Mccartney og Denny Laine, det gamle Wingsmedlem).
Det har ikke været muligt at finde en video fra pladen, men her er George med en af de gode gamle…
GEORGE HARRISON – RockiKon.com
I maskinrummet faldt jeg over et link til http://personlige.danskeweblogs.dk. Jeg kan se, at bloggen har fået hele to stemmer (Liselotte har kun fået fem…). Og det er da noget. Mere bekymrende er det billede, der ledsager bloggen… ;-)
