CAPAC

Et centralt begreb i den politiske debat er “ansvarlighed“. Hvis man vil sidde i regering – eller blot være med til økonomiske og politiske aftaler – så skal man udvise politisk ansvarlighed. Dermed menes, at man skal kunne føre en “stram finanspolitik” – no matter what…

Jeg har netop set folketingsdebat i tv, hvor velfærdsminister (!) Karen Jespersen blev udsat for kritiske spørgsmål fra et par socialdemokrater. Det handlede om misforholdet mellem regeringens løfter om øget velfærd og de aktuelle besparelser og lignende i kommunerne. Det var nedslående at høre den tidligere vist så progressive Jespersen tale uden om og undgå at svare direkte. Fx henviste hun til, at der var indgået en aftale med kommunerne, så nu var det deres ansvar at indfri forventningerne om velfærdsforbedringer. Tal om ansvarsfraskrivelse!

Et andet eksempel var Jespersens henvisning til, at der aldrig har været brugt så meget på den offentlige sektor, og at kommunerne havde fået 1 milliard ekstra – men ikke nogen substantiel diskussion om, hvorvidt denne ene milliard ville gøre noget væsentlig forskel eller om, hvordan pengene bruges i det offentlige. Osv.

Sådan var det hele vejen igennem. Man kan udtrykke det på den måde: Ansvarlighed betyder bogstavligt talt, at man svarer igen på anklager og redegør for sin adfærd; med sine ikke-svar, sin talen uden om, udviste Jespersen en politisk uansvarlighed. Og – efter min mening – en magtarrogance og foragt for almindelige demokratiske spilleregler.

Hvis man nogensinde skulle bære rundt på den forestilling, at Jespersen er drevet af idealistiske motiver i sit politiske virke, så blev denne forestilling gjort grundigt til skamme i gårsdagens transmission fra tinge. Og i stedet fik man et snapshot af en levebrødspolitiker og et magtmenneske.

Forleden blev et højstående politimand taget i at ville chatte sig til sex med en 13-årig. Eller rettere: En voksen kvindelig journalist, der udgav sig for at være en trettenårig pige. Så var det en soldat fra den danske hær, der gik i gyngen. Hvis man kan sige det sådan. Og i dag var det en pensionist, der ville i nærkontakt med en under den seksuelle lavalder.
Og medierne har travlt med at stille gabestokkene op. Og politikerne med at udtænke nye forbud og skærpede straffe. Og politiet har allerede opgraderet deres indsats med politiagenter…
Men hvor er eftertanken? Hvordan kan de være, at vi i disse år oversvømmes med pædofili-sager. Nationalt og internationalt? I dagens avis efterlyser Institut for Menneskerettigheder en forskning i emnet pædofili. Ud fra en erkendelse af, at straf og forfølgelse ikke ‘griber fat om ondets rod’, som det udtrykkes. En ting er er at forfølge og straffe forbrydere, noget andet er at forebygge. Og forebyggelse forudsætter forståelse – og det vil sige forskning. Historisk, kulturel, psykologisk osv. – forskning.
Her i bloggen kan vi kun bifalde den nøgterne eftertanke, inden klapjagten for alvor stjæler mediernes kulørte forsider. Hvad stiller vi op med pædofilien i et samfund, der i den grad dyrker ungdommen? Er det tilfældigt, at en ungdomsfikseret kultur fremmer pædofili? Forskning må der til for at give nogle holdbare svar…

Og jeg, som lige var ved at tro, at Danmarks Radio var faldet i ét med det dominerende, lavpandede medietapet! Men man kan åbenbart godt tænke en selvstændig tanke i det gamle mediehus. I ungdomsprogrammet Skum har man fået den fortræffelige idé at starte en konkurrence med titlen Miss Tørklæde 2008. Formålet er at finde “den mest tjekkede tørklædepige i Danmark”. Nu – skal det siges – er jeg ikke meget for Miss-dit-og-dat-konkurrencer, selv om de da bringer en del kønne piger frem i rampelyset. Men jeg synes, at det er et velplaceret spark i skridtet på en i forvejen alt for firkantet debat om det genstridige tørklæde. Jovist er det et symbol. Religiøst, kulturelt osv. Jovist. Men det er så meget, det tørklæde. Og i debatten er der en stor tilbøjelighed til at vikle sig gevaldigt ind i det eller falde over det.
Inger Støjberg fra Venstre er hurtigt ude med en rygmarvsbetinget respons: Det er udtryk for, at kvinden er manden underlegen. Og så er det man spørger sig selv, om www.inger.dk nogensinde er gået ned ad Strøget – eller en anden gågade – og har beskuet de tørklædeiklædte piger. Mange af dem viser både bagdel og fortrin frem, så ingen med en smule fantasi i behold kan være i tvivl om deres kvindelighed – og deres alt andet end mandeunderdanige selvtillid og -værd. Selvfølgelig er der undtagelser. Men der er sørme også danske kvinder, der er under tøflen. Selv om medierne vil fremstille det anderledes.

Og så mener jeg, at Naser Khader, der bakker op om Venstres støjsender, Støjberg, lige så godt kan melde sig ind i Dansk Folkeparti med det samme. Han bevæger sig alligevel i den retning. Så har ham måske også en chance for genvalg næste gang…

Sir Paul Mccartney er blev udnævnt til æresdoktor i musik ved Yale University. I begrundelsen hedder det, at han som sangskriver er uden sidestykke. Vi gratulerer.

PAUL McCARTNEY – LOST MY LITTLE GIRL (Unplugged 1991)

Jeg har vist nævnt det før. Den første bil, jeg kom i nærkontakt med som fuldbåren bilist, var min fars Morris 1000. Jeg ser bort fra køreskolens grønne monstrum med det alt for løse rat…
Morrissen var hvid. Og jeg husker endnu den dag, hvor min far meget hemmelighedsfuld tog af sted for at hente den. Han havde ikke sagt noget om sit forehavende. En læge i oplandet til Esbjerg havde sat den til salg, fordi han gik på pension. Den havde kun haft denne ene ejer og var i fineste stand. Og min far var rævestolt, da han kom trillende ned ad vores lille villavej og parkerede uden for indgangen. Rødt læderindtræk. Og et dejligt stort solidt rat. Ikke noget med servostyring og andre teknologiske finurligheder. Og så havde den sin egen, næsten smukke lyd, som vores hund, Jeppe, hurtigt lærte at skelne fra de andre bilers.
I 1980 solgte min far bilen for 3000 kr. til en ung student fra århus. Han satte den straks i stand. Min far solgte den med blødende hjerte, for han elskede den bil, der gennem mange år trofast bragte ham til og fra havnen. Men han havde investeret i den orange, som jeg har nu. Japaneren, som han kaldte den. Selv om han også var glad for den, blev det aldrig helt det samme. Og han skulle nok have oftret penge på at renovere Morrissen.
jeg kørte meget i Morrisen, fordi min far sejlede, og min mor havde ikke kørekort. Den skulle ikke stå nede på havnen, så det var min opgave at køre min far ned til skibet og bringe bilen tilbage i garagen. Til gengæld måtte jeg så bruge den, når jeg havde lyst. Et stort privilegium. Siden har jeg haft en stor forkærlighed for netop den model – og så søstermodellen, “bindingsværksmodellen”.
Når jeg kører ind til århus passerer jeg en Morris 1000, der står uden for et hus. Den er rødmalet. Og hver gang tænker jeg, at sådan en må jeg eje engang…

Walking along a crowded street
I see thousands of faces before me.
Then I see a face that I used to know
Long ago in my life story.
It starts me thinking about the things you said
For your image is still inside me.
The past is gone but in my head
You’re still walking along beside me.
Is it something playing tricks with my eyes
Or just an illusion deceiving me,
Or is it someone in a disguise
Or visions of things that used to be?

But lately I’ve been going to
All the places that we once knew,
And just when I think that I am free of you
I keep seeing the things that remind me of you,
And just when I think you’re out of my head
I hear a song that you sang or see a book that you read.
Then you’re in every bar, you’re in every cafŽ,
You’re driving every car, I see you everyday,
But you’re not really there ‘cos you belong to yesterday.

No more looking back,
No more living in the past,
Yesterday’s gone and that’s a fact,
Now there’s no more looking back.
Got to be hard,
Yeah, look straight ahead.
That s the only way it’s going to be,
Yesterday’s gone and that’s a fact,
Now there’s no more looking back,
Perhaps someday I’ll stop needing you,
Then maybe one day I’ll be free of you.

But lately I’ve been going to
All the places that remind me of you.
And just when I think you’re out of my head
I hear a record you played or see a book that you read.
Then you’re in every bar, you’re in every cafŽ,
You’re driving every car, I see you everyday
But you’re not really there ‘cos you belong to yesterday.

No more looking back,
No more living in the past.
Yesterday’s gone, that’s a fact,
Now there’s no more looking back.
No more looking back.
No more living in the past.
Yesterday’s gone, that’s a fact.
Now there’s no more looking back.

At erindre betyder noget med at gå ind i sig selv. Kommer fra tysk. Og min erfaring er, at jo mere jeg erindrer og skriver om, jo mere dukker der op. Som om, at hver erindring skraber et lag af og afdækker et nyt. Erindringens arkæologi.
Nogle gange prøver jeg at erindre, hvordan ganske almindelige hverdagsaktiviteter var. Hvordan var det fx at gå til skole, dengang i tresserne. Skolevejen. Man gik den hundredvis af gange, men måske netop derfor kan det være svært at genkalde sig selve oplevelsen. Alligevel dukker noget op. Den røde mur ind til børnehaven Pavillionen. Den opgang, hvor min klassekammerat Bitten boede med sin familie. Fodgængerovergangen ved krydset mellem Nørregade og Strandbygade med Kurant Kiosken på den modsatte…[1. Temaet har selvfølgelig været genstand for litterær behandling. I 1989 og året efter udkom en række forfatteres erindringer under titlen Min Skolevej, red. af Erik Vang Jensen. De burde nok indlemmes i biblioteket her…]

Ray Davies og the Kinks udsendte i 1975 et helt concept-album om skoletiden. Schoolboys in Disgrace. Ganske vist er det en fiktion, men lur mig om ikke mange af detaljerne stammer fra Ray Davies’ egne oplevelser i det engelske skolesystem. Det kunne godt ligne ham. I en af sangene er det i hvert fald mærkbart. Sangen No More Looking Back, der netop handler om det at gå tilbage. Nogle gange kan det være en berusende oplevelse, andre gange, som i dette tilfælde, er det forbundet med smerte og pinagtighed.
Schoolboys in Disgrace blev vist aldrig den helt store sællert eller succes. Og det er en skam. For det er et fint album om den tid, som vi alle har været igennem, og som nogle helst vil glemme, medens andre forfalder til nostalgiske flashbacks…

The Kinks – Education – Schoolboys in Disgrace.

Jeg har prøvet at erindre mit første penalhus. På grund af de gule blyanter. Og min første skoletaske. Og da hjernen havde knaget længe, så hovedpinen truede som en sommertordensky, dukkede et billede af en todelt brun lædertaske med to lommer foran op. Trykmetallåse.
Og i forlængelse af den et tilsvarende tofløjet brunt penalhus med to små lommer med metalknapper udenpå. Det er længe siden, og jeg er stadig lidt usikker. Bare man havde haft nogle fotos fra dengang, men de findes kun derinde i den grå masse…

Nu kommer den økonomiske recession. Ikke overraskende, for det hører den profithungrende kapitalisme til. Det går op, og det går ned. Arbejdsløsheden falder og stiger. Og så videre.
Men i regeringen har man ført politik, som om de økonomiske fluktuationer ikke var virkelighed. For eksempel har man indrettet reglerne for arbejdsløse ud fra et betragtning om, at ledigheden vil blive ved med at falde. Det gør den ikke. Tværtimod. Så inden længe vil antallet af halvhjertede ansøgninger til frustrerede arbejdsgivere eksplodere ligefrem proportionalt med ledighedstallets stigning. Og medarbejdere ved a-kasserne og jobcentrene vil segne under stress, fordi de skal afvikle en masse samtaler og afrapportere i det uendelige… Velkommen til den virkelige verden.

Sangen “Just Walking In The Rain” blev skrevet af Johnny Bragg og Robert Riley tilbage i 1952. De to sangskrivere sad i fængsel, Tennesse State Prison (Nashville), og anekdoten fortæller, at det var en henkastet bemærkning fra Bragg, der satte sangskrivningen i gang. De to gik tur i fængselsgården i regnvejr og på et tidspunkt siger Bragg: “Her går vi bare rundt i regnen og tænker på, hvad pigerne laver”. I løbet af ingen tid havde Bragg lavet et par vers, og Riley begyndte at lave en tekst…
Bragg og Rileys band The Prisonaires indspillede sangen i det berømte Sun-studio, hvor Elvis, Carl Perkins, Johnny Cash m.fl. havde indspillet deres første sange. Og den blev et hit i 1953. Den bedst kendte version er Johnnie Rays mere poppede udgave fra 1956. Men Rays udgave når ikke Prisonaires til fodlænkerne. Jeg forstår godt, at Dylan har den med i sit radioprogram…

Just Walkin’ in the Rain – The Prisonaires (Sun 186)

I går fik jeg en ustyrlig trang til at gå ud og købe en masse gule Viking-blyanter. I alle hårdhedsgrader, HB, 2HB osv. Måske nogle med viskelæder i enden. Og nogle af de røde. Hvor mange har jeg ikke gnavet i i skoletiden? Eller lavet riller i med neglen af lutter kedsomhed? De gule blyanter fulgte mig i mange år, indtil det blev moderne med trykblyanter. Og lidt længere end det…
I dag gik strømmen i hele nabolaget i flere timer. Nul computer, nul tv, nul radio, nul køleskab osv. Så ville det have været rart med blyanter og en god blok…

Opdatering: Uden blyantspidser går det jo ikke. Og tanken på de – geniale – gule blyanter fik tankerne til at glide til deres følgesvende blyantspidserne. Så vidt jeg husker spidsede min far og mor mine blyanter i begyndelse. Med en kniv. Det gik med en skarp kniv og forsigtighed. Så kom blyantspidserne ind i billedet. Når jeg besøgte min far på skibene i Esbjerg Havn kunne jeg bruge den sorte, tunge med håndsvinget. En velgørende knasende lyd efterfulgt af en lidt tyndere, pibende lyd, når arbejdet var fuldbragt. Og blyanter på rad med sylespidser. Oh, salig fryd.
Så kom de små metalblyantspidsere til penalhuset. Man kan stadigvæk få dem. I en lidt lettere variant. Senere kom dem af plastik, som jeg aldrig har kunnet forlige mig med.

Filminstruktøren Sydney Pollack er død i en alder af 73. I nekrologerne fremhæves hans store successer med film som Tootsie (absolut seværdig) og Out Of Africa (so-so…). Går man lidt længere tilbage i tiden så havde han æren for film som The Shoot Horses, Don’t They? (1969), Three Days Of The Condor (1975 – den holder endnu…) og Bobby Deerfield (1979). Nævnes skal også, at han var en fremragende birolleskuespiller, der lyste op i andres og egne film, fx Woody Allens Husband and Wives, Stanley Kubrics Eyes Wide Shut og sin egen Tootsie.
Her i nostalgibloggen vil vi også gerne fremhæve, at han instruerede den første episode af serirn The Fugitive og et par episoder af The Alfred Hitchcock Hour… Hvil i fred.

Bob Dylans radio-musik er en sand guldgrube for musikelskere som undertegnede (over-?). En af de guldkorn, Dylan genopfrisker for lytterne, er rockabilly-sangeren og -sangskriveren Ronnie Self (sikke et navn). Self blev – af uransagelige årsager – aldrig den store succes, selv om han havde pladekontrakt med store selskaber i halvtredserne og de tidlige tressere. Måske var tiden allerede løbet fra rockabillyen dengang? Måske var det også Selfs egen personlige problemer, der stod i vejen. Han var fordrukken og opførte sig, efter sigende, meget sært og var voldelig. Et enkelt mindre hit blev det dog til med singlen Bop-A-Lena i 1968. På Dylan-skiven er det Ain’t I’m A Dog, der er taget med. Og den blev et lokalt hit i Selfs hjemegn. At den ikke kom længere kan man godt undre sig over. Lyt engang til nummeret og døm selv. Jeg synes, der er saft, kraft, vildskab og spilleglæde nok til flere dage. Self står ikke i skyggen for hverken Elvis eller Eddie Cochran på dette spruttende, swingende, virile nummer.
Mest kendt i eftertiden er han nok som sangskriver for andre. Han stod fx for Brenda Lees to hits I’m Sorry og Sweet Nothin’s.

I den forgangne måneds tid har jeg lært et nyt begreb – BSOD, Windows XP Blue Screen Of Death. Det begyndte med, at jeg købte en ny harddisk og ved den lejlighed besluttede at starte på en frisk med geninstallering af Windows XP osv. Så vidt så godt. Men allerede kort tid efter, jeg havde installeret de programmer, jeg plejer at bruge – og oven i købet havde luget alle dem ud, jeg alligevel ikke brugte, begyndte computeren at “gå ned” og vise en blå skærm med fatale fejlmeddelelser i kodeform. Noget med 0x00…
Windows XP burde ikke gå ned på den måde, lærte jeg så gennem research på nettet. Men, når den alligevel går ned, så kan det skyldes allehånde problemer. Hardware, software-, registreringdatabaseproblemer og meget mere. En behjertet amerikansk blogger havde været i samme umulige situation og beskrev problemets løsning. Man skulle følge nedbruddet nøje. Hvornår indtraf det? Og så overveje om det fx kunne være et programopstart, der var misèren. Og ganske rigtigt. Når capacs computer gik i blå skærm, var det lige før opstarten af et bestemt program, Local Cooling. Lidt ironisk er det, for netop dette lille program er installeret af økologiske årsager, for at spare strøm osv…. Jeg skal lige tilføje, at det er den seneste version af programmet, der var problemet. Den gamle fejlede ikke noget.

Bob Dylan passerede de 67 i lørdags og er dermed for alvor nået folkepensionistalderen. Men han lader som ingenting. Og det gør capac også og spiller den netop udkomne og gennem brevspækken indkomne The Best Of Bob Dylan’s Theme Radio Hour Volume 2, hvor musikken også har en hel del år på bagen, men stadigvæk er forever young…

Man oplever et og andet som internetkunde. På Amazons engelske afdeling, hvor jeg handler en del (af indlysende grunde), går jeg tit til “markedspladsen”, hvor der er kroner at spare for samme produkt. Og når man så har modtaget varen giver man en karakter, et “feedback”. Jeg modtog fx en cd, hvor ‘juvelkassen’ var knust, fordi firmaet ikke havde pakken cd’en ordentlig ind. Det resulterede i en dårlig karakter, hvorefter samme firma straks bad mig slette anmeldelsen – til gengæld for to splinternye ‘juvelæsker’. Et andet markedspladsfirma sendte mig en hel anden cd, end den jeg havde bestilt. Da jeg beklagede mig, tilbød de mig, at jeg da kunne beholde den fremsendte vare (!), alternativt få refunderet beløbet, hvis jeg returnerede fejlforsendelsen. Jeg valgte at beholde fejlforsendelser (der i øvrig viste sig at være en god plade). I kan selv tænke jer til, hvilken “feedback” firmaet fik…
Og så var der den der boghandel i USA, der sendte mig en bog, som aldrig kom frem. Jeg rykkede og rykkede, fik lovning om tilbagebetaling, men intet hændte, før den dag, hvor klagefristen var udløbet. Derefter: tavshed. Win or loose… Eller: Hvor der handles, der spildes.