CAPAC

Så kom den omsider. Udgivelsen med The Police og dokumentaren “Around the World”, som jeg flere gange har omtalt og som har været svært at få fat i, da den kun fandtes på VHS. Men nu er den her så i blu ray-kvalitet. Og der er oven i købet fire ekstranumre (videoer) med, hvor Police optræder for et begejstret jaansk publikum i Kyoto og en mere blandet i Hongkong. Og kors i hytten hvor energien og spilleglæden er der.

Born in the fifties, Police, Hongkong 1980

Helt tilfældigt opdagede jeg, at DR2 i går aftes diverterede med Johan von Sydows dokumentarfilm Tiny Tim – King for a Day fra 2021. Så var aftenes tv-forbrug sikret.

Filmen er en dokumentaristisk fortælling om den aparte russisk-jødiske Herbert Butros/Buckingham Khaury, der under kunstnernavnet Tiny Tim oplever en kortvarig succes som musikalsk aktivist med en særpræget falsetstemme og ukulele.

Det er en tragisk historie om en dreng, der ikke rigtig er afholdt af sine forældre og i en ung alder nærmest bliver smidt på gaden. Og han vælger at gøre sin udsatte status af særling (“freak”) til sin levevej, og det lykkes. Tresserne er en periode, hvor der er rummelighed og plads nok til mennesker, der faldt lidt uden for de gængs forestillinger om, hvad der er normalt. Og Tiny Tim var nærmest af sammenligne med de særlinge i cirkus, som en periodisk optrådte sammen med. Den skæggede dame, den tandløse operasanger osv.

Og man følger kronologisk Tiny Tims vej til succes med et medialt højdepunkt, da han første gang bliver gift på tv. En begivenhed, der har næsten lige så mange tv-seere som månelandingen. Men selv om Tiny Tim under sit aparte ydre (en stor næse, langt hår, manieret falsetstemme og klovneagtig beklædning) faktisk besidder et vis mtusikalsk talent, så er det ikke tilstrækkeligt til at holde en livslang karriere i gang. Og efter tresserne blegnede hans popularitet. Han kom ikke så meget på tv mere og der blev længere mellem koncerterne. Han ville ikke give slip på sit sceneliv og endte sine dage på scenen i 1996, hvor han kollapsede medens han sang sit største hit “Tiptoe Through the Tulips”.

Filmen er en loyal, ubesmykket beretning om en tragisk figur i underholdningsindustrien, garneret med interviews med mange af tidens kendte navne, fx Hog Farm-aktivisten Wavy Gravy. En bittersød kærlighedserklæring til en særling, der satte sit skæve aftryk på tressernes kulturliv.

Filmen ligger på DRs arkiv.

Living in the sunlight

Als der letzte Krieg vorüber war,
gab es Sieger und Besiegte:
Bei den Besiegten das nied’re Volk hungerte.
Bei den Siegern hungerte das nied’re Volk auch.

Die das Fleisch wegnehmen vom Tisch,
lehren Zufriedenheit.
Die, für die die Gaben bestimmt sind, 
verlangen Opfermut.
Die Sattgefressenen sprechen zu den Hungrigen
von großen Zeiten, die kommen werden.

Die das Land in den Abgrund stürzen,
nennen das Regieren zu schwer
für den einfachen Mann.

Wenn die Ob’ren vom Frieden sprechen,
Mann auf der Straße, laß alle Hoffnung fahren.
Wenn die Ob’ren Nichtangriffspakte schließen,
kleiner Mann, mach dein Testament.

Wenn der Krieg kommt, wird sich vieles vergrößern.
Es wird größer werden der Reichtum der Herrschenden.
Es wird größer werden: das Elend der Ausgebeuteten,
der Hunger, die Ungerechtigkeit und Unterdrückung.
Die werden größer werden.

Auf der Mauer stand geschrieben: Sie wollen Krieg.
Der es geschrieben hat, ist schon gefallen.

Wenn die Ob’ren vom Frieden reden,
weiß das gemeine Volk, daß es Krieg gibt.
Wenn die Ob’ren den Krieg verfluchen,
sind die Gestellungsbefehle schon ausgeschrieben.

Wenn die Ob’ren von Ehre reden,
weiß das gemeine Volk, daß es Krieg gibt.
Wenn die Ob’ren uns Ruhm versprechen,
sind die Gestellungsbefehle schon ausgeschrieben.
Wenn sie reden von großen Zeiten,
weiß das gemeine Volk, daß es Blut gibt.
Wenn die Ob’ren von Opfern sprechen,
so meinen sie unser Blut.

Sie reden wieder von großen Zeiten,
von Ehre, von Siegen.
Marie, weine nicht.

Wenn es zum Marschieren kommt:
Euer Feind marschiert an der Spitze.
Die Stimme, die euch kommandiert,
ist die Stimme eures Feindes.
Wer da vom Feind spricht, ist unser Feind.
In der Schlacht habt ihr den Feind im Rücken.

General, dein Tank ist ein starker Wagen.
Er bricht Wälder nieder.
Er zermalmt hundert Menschen.
Aber er hat einen Fehler:
Er braucht einen Fahrer.

General, dein Bomberflugzeug ist stark.
Es fliegt schneller als der Sturm
und trägt mehr als ein Elefant.
Aber es hat einen Fehler:
Es braucht einen Monteur.

General, der Mensch ist sehr brauchbar,
er kann fliegen, er kann töten.
Aber er hat einen Fehler:
Er kann denken.

Das Brot der Hungrigen ist aufgegessen.
Das Fleisch kennt man nicht mehr.
Der Schweiß des Volkes 
ist nutzlos vergossen.
Aus den Schloten der Munitionsfabriken 
steigt Rauch.
Dieser Krieg ist nicht unser Krieg.

Musik: Hans Eisler; tekst: Bertold Brecht

Ja, igen var det ad omveje, jeg kom på sporet af bandet Shiloh, der er et tidligt eksempel på halvfjerdser-countryrock. Og med god grund. For en af bandets førende kræfter var ingen ringere end Don Henley, der jo siden blev et stort navn i det vel nok førende country-rock-band Eagles.
Shiloh blev dannet af Henley og nogle skolekammerater, da de gik i den amerikanske high school. Først kaldte de sig The Four Speeds, der så blev til Felicity og endelig Shiloh. Under navnet Filicity fik de udsendt en Henley-sang, “Hurtin'”, men det var først da den kendte countrymusiker Kenny Rogers fik ørerne op for bandet, at der skete noget. De fik mulighed for at indspille nogle af Rogers’ sange og fik en enkelt singleplade udsendt. De fik også en pladekontrakt hos et mindre plademærke. Og i 1970 kom de til Los Angeles, hvor de indspillede deres første album, der bare bar bandnavnet. Men allerede året efter var det slut. Henley og de andre kunne ikke blive enige om den musikalske retning, Henley mødte Glen Frey og J. d. Souther og blev backinggruppe for Linda Ronstadt i 1971 og det blev støbeskeen for dannelsen af The Eagles.

Shiloh

• pladen er samlerobjekt og koster en pæn skilling på genbrugsmarkedet, og den er vist kun blevet genudsendt på CD i Asien.

Billy Cross har gjort mig opmærksom på, at sangeren, musikeren, sangskriveren, pladeproduceren og meget mere Bob Neuwirth (Robert John Newirth) er død den 18. maj i en alder af 82 år.
Fra han var helt ung var han optaget af kunst og studerede bl. a. på en kunstskole i Boston og havde også en afstikker til Paris. Og omkring 1960 begyndte han også at spille banjo og guitar og blev en af foregangsmændene for tressernes voksende folkscene i hjembyen.
I 1961 mødte han Bob Dylan. De blev venner og kolleger. Neuwirth fik også jobbet som “road manager” og var med Dylan i England i 1965 og på den navnkundige Rolling Thunder Revue et årti senere. Og man kan se ham i filmen Don’t look Back (1967). Lige som man kan se ham delvist på coveret til Highway 61 Revisited.
I begyndelsen af halvfjerdserne begyndte han også sin solokarriere med et eponymt album i 1974. Uden succes. I dag er hans albums kult og kan være svære at få fat i antikvarisk, men debuten bliver vist genudsendt i anledning af hans bortgang.
Når man læser om Neuwirth, så får man hurtigt det indtryk, at han var en naturlig insider i de musikalske kredse, han færdes i. En mand, der i kraft af sin personlighed hurtigt fik venner og venneopgaver og -tjenester.

Bob Neuwirth husker tilbage

I den just publicerede Nationale Sundhedsprofil for 2021 står at læse:

I alt 15,0 % af den voksne danske befolkning har
været meget generet af søvnbesvær og søvnproblemer inden for de seneste 14 dage. I alle aldersgrupper er andelen større blandt kvinder (17,7 %)
end blandt mænd (12,2 %). Andelen er størst blandt
kvinder i aldersgruppen 16-24 år (23,1 %). Der ses en
klar sammenhæng mellem højest gennemførte uddannelsesniveau og andelen, der har været meget generet af søvnbesvær og søvnproblemer inden
for de seneste 14 dage. Således falder andelen fra
20,0 % blandt personer med grundskole som højest
gennemførte uddannelsesniveau til 10,0 % blandt
personer med en lang videregående uddannelse.
I perioden 2010 til 2021 er der sket en stigning i andelen, der har været meget generet af søvnbesvær og søvnproblemer inden for de seneste 14 dage, fra
10,2 % i 2010 til 15,0 % i 2021.

Og det får mig så til at tænke på følgende overvejelser fra litteraten Erik A. Nielsen, skrevet for 40 år siden, men efter min mening stadigvæk gyldig og værd at tænke over:

“Søvnløshed er en af den moderne civilisations mest karakteristiske følgevirkninger.
Det er ikke kun ved indfaldsvejene, hovedbanegårdene og
lufthavnene, storbyen holder mennesker vågne ind i udmattelsen.
Hele civilisationens form og udfoldelse er støjende, selv hvor det
udvendige øre ikke er synderlig plaget. Det støjende kan ligesåvel
skyldes en upersonlig plagsomhed, der ikke vil slippe sit tag i vores
sanser og bevidsthed. Moderne civilisation sover ikke; den nedsætter
måske sit aktivitetsniveau et par korte timer efter midnat, men
rotationspressen fortsætter, skifteholdsarbejderne fortsætter, de første
buschauffører står op næsten samtidig med at de sidste går i seng,
de gulvvaskende og vindues-pudsende hærskarer gør butikker,
fabrikker og samfærdselsmidler i stand til næste dags brug. De fleste
af dem forstyrrer ikke natteroen meget med deres aktiviteter, men
alligevel kan man somme tider fornemme, at de tilsammen udgør en
så stor sum af natlig vågenhed, at roen i verdensrummet går tabt. /…
/ Det er måske den såkaldte modernismes egentligste kendetegn, at
den menneskelige bevidsthed uafbrudt befinder sig i alarmeret
tilstand, eller burde befinde sig i alarmeret tilstand, hvis den kunne
præstere det.”

(Erik A. Nielsen Søvnløshed. Modernisme i digtning,
maleri og musik. 1982)

PS. Jeg har citeret denne tekst før, nemlig i min gamle smartlog. Men jeg synes, det fortjener et optryk.

opdatering 28/1-2023:

Og i dagens nyhedsstrøm læser man følgende:

Nielsens overvejelser er stadigvæk aktuelle åbenbart.

Regeringen har – med kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen i spidsen – lavet et medieforlig med den såkaldte venstrefløj i Folketinget. De borgerlige har ikke ønsket at være med.

Af forliget fremgår det blandt andet, at de internationale streamingtjenester – Netflix, HBO, Disney+ osv. – skal betale et såkaldt “kulturbidrag” på 6% af deres omsætning. Beløbet skal sikre, at der produceres dansk kultur, f. eks. danske serier.

Det lyder da også besnærende. Men en ting er øremærkede penge til dansk kultur. Noget andet er, hvordan vi sikrer os, at de førende danske tv-kanaler – DR og TV2 – får lavet nok danske programmer. Det handler jo om – ikke penge – men indhold og form, og derfor om politisk styring af programpolitikken. Er det – for eksempel – i orden, at rigtig mange, også populære, programmer er programidéer, der er indkøbt i udlandet. Tag for eksempel de meget populære bageprogrammer, der samler store dele af befolkningen foran tossen? Hvordan sikrer man politisk set, at der sker en dansk programudvikling og -produktion, hvis ikke man fastlægger nogle overordnede linjer sådan rent politisk? Det vil også være med til at bryde den ensformighed, der er over de danske tv-kanalers programudbud, hvor såvel DR som TV2 har samme programtyper (livsstilsprogrammer blandt andet: hver sit ejendomsmæglerprogram, hver sit hjemme-hos-en-type-programmer og så videre).

Så vidt jeg kan læse medieaftalen, så handler den primært om, hvordan pengene skal bruges. En undtagelse er måske oprettelsen af et center for graverjournalistik. Det handler selvsagt om at lave et center, der kan støtte journalister ved medierne i arbejdet på at kulegrave sager og emner. Det handler derfor om at opkvalificere journalistikken på et område, der i disse SOME- og avisdødstider, er en truet genre. Hvilket selvfølgelig er godt, selv om man kunne ønske at gravejournalistik var en del af det daglige arbejde på aviser, tv- og radiostationer.

Medens vi er i det franske, så tikker nyheden om, at Patti Smith har fået Æreslegionen. En fortjenesteorden, der gives til personer, der har ydet en ekstraordinær indsats. I Smiths tilfælde inden for kultur. Ordenen blev skabt af Napoleon som modsvar til de royale ordner, der forsvandt med den borgerlige revolution i Frankrig.

Det er ikke kun japansk musik, der brillerer ved sit fravær på mine reoler. Også fransk musik, selv om jeg da har mere fransk end japansk (blandt andet Francoise Hardy). Men der er så meget mere at hente nede i Frankrig, hvis man vil have kvalitetspop og -rock. For eksempel den nu 73-årige Veronique Sanson, der er singer-songwriter og har været med siden 1967 og fortsat er aktiv og meget populær dernede.

Uden for Frankrig er hun også kendt, fordi hun i 1973 giftede sig med Stepen Stills (Crosb Stills Nash Young) og indledte en amerikansk periode i sin karriere. Stills havde været i Paris og give koncert med Manassas og der lærte de to hinanden at kende og sød musik opstod. Og Stills’ indflydelse var ikke kun familiær (de fik en søn), men selvfølgelig også musikalsk. Det kan man fx høre på albummet Hollywood, hvor Veronique får hjælp af fremtrædende amerikanske studiemusikere, fx arrangøren Jimmy Haskell og bassisten Wilie Weeks.

Hollywood

• et album fuldt på højde med samtidige amerikanske albums.

Nej, ikke filmen, men filmens hovedperson!

Christian F. – Wir Kinder vom Bahnhof Zoo blev en meget omdiskuteret og publikumpopulær film, da den kom i 1981. Og det hjalp gevaldigt til med successen, at selveste David Bowie var komponist til filmens musik og var med som sig selv i en koncertscene tidligt i filmen.

Filmen følger den kun 13-årige pige Vera Christian Feelscherinow, der bor og keder sig i Vest-Berlin og ender med at blive heroinmisbruger og prostitueret i en alder af kun 14 år.

Filmen er blevet en kultfilm, både på grund af Bowie og på grund af dens fremstilling heroisafhængigheden.
I dag fylder filmens hovedperson Vera Christiane Felscherinow tres år. Efter filmen flyttede Vera til Hamborg, hvor hun blev en del af punk- og musikmiljøet der. Hun omgikken blandt andre Bowie, Nena og Depeche Mode. Stofmisbruget tog hun med sig, og hun blev ikke, som filmen ellers antyder, stoffri. Først da hun i 1996 blev mor til en lille dreng fik hun lidt styr på det med stofferne. Det holdt dog ikke i længden, og hun har måttet betale en høj pris i form at et dårligt helbred. Alligevel er det altså lykkedes hende at holde sig selv i live helt frem til sin 60-års-dag. I dag lever og bor hun igen i Berin, hvor hun holder sig langt fra offentligheden og de fordomme, der har hængt på hende siden dengang.

Lydsporet med Bowie

Helden (Heroes)

Ja, i dag lytter jeg til det amerikanske tresserband The Beau Brummels. Jeg har lånt deres opsamlingsboks Turn Around: The Complete Recordings 1964-1970e. 

Beau Brummels blev gendannet for en meget kort bemærkning i 1974-75, men havde deres storhedstid fra 1964-69, hvor det var med til at grundlægge den såkaldte San Francisco Sound. Og bandet blev et af de mange, der skulle – som det hedder – kapitalisere på Beatlemania, da den kom til Amerika. Det betød sangskrivning i stil med briternes. Og man kan sagtens høre, hvor inspirationen kom fra.

Jeg gransker min hukommelse, men kan ikke komme i tanke om, hvorvidt Beau Brummels var i nærheden af en hitlisteplacering her i Danmark (og Europa i det hele taget). Jeg mener at kunne huske, at Mylius et par gange spillede numre med dem, men ellers forblev det nok et af mange navne, der forblev en slags amerikansk hemmelighed. Men de fortjener at bliver husket for deres gode sange.

Introducing Beau Brummels

I min gamle smartlog skrev jeg en del under overskriften “Walking the Dog”. Om mine oplevelser som hundeejer. Og det resulterede blandt andet i reaktioner helt ovre fra Manhattan, hvor en læser blev inspireret til at lade sin hund bestemme lidt mere, når de gik tur i de lokale parker. Og jeg fik lyst til at tage den gamle idé op igen. Dels fordi hunden fylder meget i mit liv. Han – en jagtterrierblanding – er min bedste ven. Og med alderen er vi blevet mere og mere forbundne. Hundeejere vil forstå, hvad jeg mener.

Han sover ofte i min fodende af sengen, hvor han erobrer en stor del af arealet, som jeg så har at tilpasse mig. Og det gør jeg gerne, for han er god til at falde i søvn og sove længe. Faktisk er det altid mig, der vågner først. Og så gælder det om at komme af sted på den første hundeluftningstur. Nogle gange når jeg end ikke at få morgenmad.

I hverdagen foregår turene i lokalområdet, der efterhånden er blevet gennemtravet på kryds og tværs og på langs – og mærket af han hunden, så han ved, hvor han har været (og andre) og kender sit revier. I weekenden tager vi i den lokale forsthave eller aboretet, hvor vi kender hver en sti, hver et træ osv. Og det er en fornøjelse hver gang. Luften er frisk, der er masser at se på. Ofte går vi der alene, fordi vi er tidligt på færde (ikke mange er ude kl. 8 en søndag morgen). Senere møder vi ofte andre hundeejere. Nogle “snakker” vi med; det er dem med hunhunde. For min kastrerede hanhund tolererer ikke andre hanhunde, hvorimod han elsker alle hunhunde. Det er dog blevet lidt mere nuanceret med alderen.

I dag havde vi haven for os selv, bortset fra en enkelt fodgænger, der passerede igennem. Vejret var godt, hunden fandt noget frisk græs, fik forrettet sin nødtørft og snuset en masse. Det sidste er det vigtigste, når man er en hanhund.

1972 er et jubilæumsår på mange måder. 40 år for udtræden af folkekirken. Og 50 år for erhvervelse af kørekort. Jeg lærte at køre i en stor fransk bil med temmelig meget ratslør. Men Finn, kørelæreren, var flink nok og jeg fik det da lært, selv om jeg dumpede en enkelt gang. Den køresagsprøvekyndige til teoriprøven var far til en af mine skolekammerater og berygtet for at stille svære spørgsmål og følgelig dumpe folk for et godt ord. Men han kunne heldigvis ikke genkende mig fra mine få besøg hjemme i privaten, så jeg slap uden skrammer dér.

Så husker jeg fornøjelsen af at sætte mig ind i mine forældres Morris 1000 (Morris Minor) og selv køre lidt rundt i nærområdet. Siden fik jeg lov til at køre min far på arbejde på havnen (sejlede mellem England og Danmark) og låne bilen, medens min far var væk. Det betød, at jeg kunne køre ud på gymnasiet stort set hver dag det sidste halvandet år. Det var forkælelse og privilegie.

Til gengæld gik der rigtig mange år, før jeg selv fik en bil. Faktisk blev jeg 50, inden det skete. Jeg arvede mine forældres orange Toyota Starlet (K6). Indtil da havde jeg klaret mig rigtig fint med offentlig transport, cykel og mine fødder. Og det vil jeg uden de store problemer kunne gøre igen.

Af mit kørekort (EF-modellen) fremgår, at jeg erhvervede mit kørekort i 1972. Ikke nærmere bestemt, men jeg mener at kunne huske at det var i foråret.

Japansk musik fylder nok for lidt i mit musikunivers. Bortset fra Kyi Sakamotos “Sukiyaki”, som jeg har omtalt nogle gange, så har jeg vist ikke en eneste plade med japanske kunstnere (hvis vi ser bort fra japanske gæste- og sessionmusikere). Og måske er det sådan generelt her i landet – at Japan fylder for lidt? Men så er det jo lidt sjovt, at jeg faldt over Akiko Yano – eller Akiko Suzuki, som hun egentlig hedder.

Hun er efter sigende et meget stort navn i Japan og sammenlignes med engelske Kate Bush med hensyn til vokal formåen. Og den nu 67-årige Akiko har arbejdet sammen med et hav af kendte musikere, og det var i den forbindelse, jeg stødte på hende. Nemlig hendes debutalbum, Japanese Girl (1976), hvor hun bakkes op af selveste Little Feat. På linje med Kathy Daltons tidligere omtalte Amazing (1973), så udgør Japanese Girl (1976) en slags uofficiel Little Feat-album. Det andet album, hvor amerikanerne er backing.  Lidt lige som Carlene Carters album med Rockpile. Måske jeg skulle udvide min samling af japanske plader med denne her…

Japanese Girl blev indspillet i Los Angeles, hun skrev selv ni af sangene og det gav Akiko Yano et stort gennembrud i Japan.

Bogen om rocklister, som jeg her erhvervet mig antikvarist og som har stået og samlet støv på et lille bibliotek  i Portland engang, er fuld af finurlige lister og opstillinger. Som fx i kapitlet om “kritik” (Criticism), hvor vi får Frank Zappaøs Favorite Rock Critics, Zappas favorit-rock-kritikere. Den ser således ud:

1.

2.

3.

4.

5.

Og så kan man jo tygge lidt på den liste og måske i det mindste formode, at Frank Zappa nok havde et problematisk forhold til anmeldere og kritikere. Eller?

Freak Out – Mothers of Invention