Vi bringer en reklame. Rebecca fra Nepenthes har bedt mig oplyse om Nepenthes forestående 25-års jubilæumsarrangement. Og det gør jeg da gerne. Det danske americana-band One Eyed Mule har været udenlands og er nu vendt hjem for at spille op til en langsom dans ved junglefesten. Ved samme lejlighed kan man også opleve Chupa Cabra og Alter Me, to andre unge bands. Nepenthes er en miljøorganisation, der arbejder for bevarelse af regnskovene. Læs mere om organisationen og festen på deres hjemmeside her. Så hvis du er i nærheden kan du lytte til god dansk musik og støtte en god sag.
â€Han flåede hendes BH af, befølte hendes bryster og sukkede: â€Dine blå vener er himmelske.â€
Så er tiden inde til dette års “Bad Sex in Fiction”-pris, der vanen tro uddeles af The Literary Review. Blandt de nominerede til den tvivlsomme ære er blandt andre Salman Rushdie, John Updike, Gabriel Garcia Marquez og Paul Theroux.
Rushdie står for følgende bidrag.
” … Let’s, you know, caress each other in five places and kiss in
seven ways and make out in nine positions, but let’s not get carried
away.” In reply, Boonyi pulled her phiran and shirt off over her head
and stood before him naked except for the little pot of fire hanging
low, below her belly, heating further what was already hot. “Don’t you
treat me like a child,” she said in a throaty voice that proved she had
been unsparing in her drug abuse. “You think I went to all this trouble
just for a kiddie-style session of lick and suck?”
The Guardian bringer de andre uddrag in extenso her. Nej, der er sørme svært at skrive om erotik.
Der blev flyttet lidt rundt på reolerne i stuen og så faldt blikket på det sort-hvide cover til David Bowies “Heroes” fra 1977. Jeg købte den i en radioforretning på hjørnet af Torvegade og Nørregade i Esbjerg. Jeg var kommet med toget fra århus og gik ned ad Nørregade for at finde en busforbindelse til Sædding, da mit blik fangede Bowies kølige attitude i sort-hvidt. På det tidspunkt havde “Low” allerede væltet mig omkuld med sin mørke, metropol-rock. Og “Heroes” sørgede for, at jeg ikke sådan lige kunne rejse mig med det samme. Titelnummeret om de elskende ved Berlin-muren er en af Bowies helt store sange.
Jeg har allerede omtalt en yé-ye-sangerinde, Sylvie Vartan, og nu er turen kommet til hendes konkurrent France Gall. Gall debuterede på plade allerede 16 gammel med singlen “Ne sois pas si bête”, der udkom på hendes fødselsdag. Debutten kom, efter at hendes musikalske forældre havde skubbet på længe og opfordret hende til at tæppebombe pladeselskaberne med demoindspilninger. Den talentfulde unge dame var også så heldig allerede efter debuten at blive sat i forbindelse med Serge Gainsbourg, der skrev hendes næste singleudspil “N’écoute pas les idoles” (Lyt ikke til idolerne!). I det hele taget var France Gall heldig, for stort set samtlige af Frankrigs førende sangskrivere leverede sange til den talentfulde unge dame i de år, der fulgte. En forklaring på hendes store succes var også, at hendes sange og sangtekster primært tog sigte på den voksende teenageskare. Man kan vel sige, at hun blev brandet som teenageidol på et tidligt tidspunkt.
I 1965 blev hendes succes cementeret, da hun blev udpeget til at repræsentere Frankrig ved det internationale Melodi Grand Prix, hvor hun vandt med Serge Gainsbourgs “Poupée de cire, poupée de son”, selv om den ikke var levnet de store chancer i dage op til konkurrencens afholdelse. Men det har man jo set før og siden…
Samarbejdet med Serge Gainsbourg fortsatte op gennem tresserne med stor succes. Og i 1966 hittede Gall med den sang, der egentlig er anledningen til dette indlæg: Baby Pop. Her er den i en meget tidstypisk fransk udgave, der besidder den der særlige charme, som fransk tresserpop ofte havde – yé, yé, yé…
Opdatering: Thomas gør i en kommentar opmærksom på balladen om Serge Gainsbourg-sangen “Les Sugettes” (slikkepindene). Sangen var opfølgeren til “Baby Pop”, og den anti-autoritære provocateur Gainsbourg lod en 18-årig pige synge en sang, der antydede, at piger kan finde på at slikke på andet end slikkepinde. De klare seksuelle undertoner vakte skandale i den stadigvæk bornerte franske offentlighed. Oralsex var ikke – endnu – et tema, man sådan kunne dyrke (!) i den mere renskurede del af poppen. Teenagerne var vist ligeglade, for sangen blev endnu et stort hit for France…
Pitchfork Media har lavet en liste over – og en tilhørende bog om – de 500 største sange fra punken og til i dag. Her er noget at diskutere og fundere over…
1977 – 1979
David Bowie – Heroes
Iggy Pop – The Passenger
Lou Reed – Street Hassle
Kraftwerk – Trans-Europe Express
Brian Eno – 1/1
The Ramones – Rockaway Beach
Talking Heads – Psycho Killer
Television – Marquee Moon
Patti Smith – Rock n Roll Nigger
The Sex Pistols – God Save the Queen
The Clash – (White Man) In Hammersmith Palais
Buzzcocks – Ever Fallen in Love?
Vic Godard and the Subway Sect – Parallel Lines
X-Ray Spex – Oh Bondage! Up Yours!
The Adverts – One Chord Wonders
Wire – Ex-Lion Tamer
Donna Summer – I Feel Love
Giorgo Moroder – The Chase
Chic – Good Times
Thelma Houston – Don’t Leave Me This Way
Gloria Gaynor – I Will Survive
Michael Jackson – Don’t Stop ‘Til You Get Enough
Parliament – Flash Light
Marvin Gaye – Got To Give It Up
Public Image Ltd. – Public Image
Gang of Four – Damaged Goods
Magazine – Shot by Both Sides
The Cramps – Human Fly
The Misfits – Night of the Living Dead
Wire – Outdoor Miner
Joy Division – Disorder
Althea and Donna – Uptown Top Ranking
Lee Perry – Roast Fish and Cornbread
The Congos – Fisherman
Willie Williams – Armagideon Time
This Heat – 24 Track Loop
The Slits – Typical Girls
The Pop Group – She Is Beyond Good and Evil
The Clash – The Guns of Brixton
James Chance and the Contortions – Contort Yourself
Suicide – Dream Baby Dream
Cabaret Voltaire – Nag Nag Nag
Throbbing Gristle – Hot on the Heels of Love
Devo – Mongoloid
Candido – Jingo
Dinosaur – Kiss Me Again
Machine – There but for the Grace of God Go I
Kate Bush – Wuthering Heights
Goblin – Suspiria
Blue Oyster Cult – (Don’t Fear) The Reaper
AC/DC – Highway to Hell
Van Halen – Runnin’ with the Devil
Fleetwood Mac – The Chain
Steely Dan – Deacon Blues
Electric Light Orchestra – Mr. Blue Sky
The Only Ones – Another Girl, Another Planet
The Undertones – Teenage Kicks
Plastic Bertrand – Ca plane pour moi
The Records – Starry Eyes
Cheap Trick – Surrender
The Cars – Just What I Needed
Elvis Costello and the Attractions – Radio Radio
The Cure – Boys Don’t Cry
XTC – Making Plans for Nigel
Blondie – Atomic
Talking Heads – Memories Can’t Wait
Vi – der har nogle år på bagen – husker vel dengang, hvor John Lennon kom for skade at påstå, at The Beatles var mere populære end Jesus Kristus. Det gav anledning til afbrænding af Beatles-plader i USA og anden kævl og ævl fra kristne rundt omkring, og ikke mindst i United Bluff. Nu meddeler New Musical Express så, at selveste Vatikanstaten har tilgivet John Lennon posthumt for hans brøde. Hvad mon den anti-autoritære Lennon ville have sagt til det?
God is a concept By which we measure Our pain I’ll say it again God is a concept By which we measure Our pain I don’t believe in magic I don’t believe in I-ching I don’t believe in Bible I don’t believe in tarot I don’t believe in Hitler I don’t believe in Jesus I don’t believe in Kennedy à don’t believe in Buddha I don’t believe in Mantra I don’t believe in gita I don’t believe in yoga I don’t believe in kings I don’t believe in Elvis I don’t believe in Zimmerman I don’t believe in Beatles I just believe in me Yoko and me And that’s reality The dream is over What can I say? The dream is over Yesterday I was the dreamweaver But now I’m reborn I was the Walrus But now I’m John And so dear friends You just have to carry on The dream is over
Her til aften løb den meget omtalte Hvide Koncert over skærmen. En række musikere markerede i fælleskab 40-året for The Beatles’ såkaldte White Album. Og det er da prisværdigt. Som læserne vil vide markerer vi mange albums med 40 år på bagen i denne blog. For mig var de musikalske højdepunkter færøske Teiturs naivistiske fortolkning af “Mother Natures Son” og en mig ukendt operasangerindes udgave af “Piggies”. Min største anke ved dette gallashow fra Horsens er ikke, at de enkelte kunstnere har valgt at fortolke numrene, som de gjorde. Det er musikernes suveræne valg, og man kan lide det eller ej. Personligt synes jeg, der var for langt mellem snapsene.
Nej, selv afviklingen af showet var ikke sagen værdig. Uvist af hvilken grund havde man valgt en englænder, MTV-værten Ray Cokes, til at være konferencier. Og man kan undre sig over, hvorfor valget netop faldt på en englænder – og netop ham!? Det var da en dansk koncert med danske publikummer!? Var DR faldet på halen for MTV-værten?! Var det et forsøg på at få ungdommen i tale med et musikvideo-ikon?! I hvert fald faldt han totalt igennem. Alt, hvad han havde at byde på, var selvspejlende, dumsmarte bemærkninger og overfladiske kommentarer til de enkelte numre og Beatles’ arbejde med musikken. Per Frost – en af bagmændene – udtalte, at opgaven havde været at binde de i forvejen spredte sange sammen i koncerten. Det lykkedes desværre ikke særlig godt, og Ray Cokes gjorde i hvert fald ikke noget for at formidle en forbindelse. Snarere tværtimod.
Koncerten havde fortjent en bedre audio-visio- narrativ ramme, der kunne give nye lyttere lidt kulturhistorisk baggrund for pladen og koncerten – og en bedre konferencier. Hans Otto Bisgaard, der i flere omgange har været konferencier for Slotskoncerterne med Bootleg Beatles, kunne sikkert have løftet opgaven. Men han er nok blevet for gammel for DR.
Synd og skam for publikum, for musikerne og The Beatles, at det skulle gå sådan. For ideen var god nok.
Har man hørt Paul Mccartneys “Maybe I’m Amazed” fra hans debutalbum fra 1970, så forstår man godt, at The Faces adopterede den. Den passer som fod i hose til deres univers. Synes jeg… Faces er denne måneds husorkester i casa capac.
Som nævnt fulgte John Lennon og Yoko Ono op på deres “skandaløse” plade Unfinished Music No. 1: Two Virgins, der ikke mindst var skandalevækkende, fordi de to medvirkende tillod sig vise the full Monty på coveret. Set i bakspejlet er det nok lydeksperimenterne på denne plade – og opfølgeren Unfinished Music No. 2: Life with Lions – der er provokerende og skandaløs. Begge plader er avangarde-kunst, og der er ingen tvivl om, at Yoko Ono får den største del af æren og ansvaret for disse alt andet end behagesyge eksperimenter. Hvis man synes, at Lou Reed Metal Machine Music er en prøvelse at lytte til, så bør man lægge øre til John og Yokos 26 minutter og 28 sekunder lange stykke “Cambridge 1969” (på toeren). Nummeret består i Onos ordløse, klagende “sang” og stønnen, ledsaget af Lennons guitar-feed-back-lydmur. Til allersidst dukker John Tchicai og John Stevens op og bidrager til løjerne. Holder man ud kan man dernæst lytte til Onos lille, sprøde acapella-sang “No Bed For Beatle John”, der nok er det nærmeste man kommer tradionel musik. Tredje nummer på pladen består af Nagra-optagelser af en babys hjertebanken (Lennon/Ono var indlagt på grund af en af Onos mange aborter). Derefter er der to minutters stilhed (til ære for det afdøde barn…) og til slut nummeret Radioplay, der består af lyde, lavet med en radio, akkompagneret af Lennons og Onos familiære småsnak i baggrunden. Pladen lyder lige så fremmedartet, som den gjorde, da jeg første gang hørte den for snart fyrre år siden.
I min efterhånden store bunke af frasorterede cd’er fra bibliotekets overskudslager findes også Oneidas cd fra 2004 “Secrets Wars”. Oneida er et New Yorker-band, der har taget traditionen op fra de “støjende” orkestre fra den psykeliske periode over Velvet Underground og CBGB-scenen via den tyske krautrock og videre frem. De spiller, hvad tegneren, forfatteren og Turèll-vennen Peder Bundgaard engang kaldte “grim musik” (og lavede programmer om). Musik, der bestemt ikke har til hensigt at behage lytteren. De dyrker monotonien og det repetitive. Har en forkærlighed for uddaterede keyboards med særpræget lyd og rockguitarstøj. Dertil kommer de lyde, de ellers efter forgodtbefindende smider i deres dekonstruktive maskine. For det er nok det, det drejer sig om: At pille rocken fra hinanden i dens elementer og sætte dem sammen på ny i håbet om at finde en ny lyd. Musikken kræver lytterens tålmodighed. Lad være med at slå popørerne ud, når du lytter til Oneida. Det vil bare gøre ondt… Men et probat middel mod en overdosis mainstream-pop anno 2008 er det. Anbefalet – i ikke for store doser.
Endnu et dødsfald i musikkens verden. George Jones (Jr.). Sammen med sin gruppe The Esdsels indsang George Jones sangen “Rama Lama Ding Dong” i 1957. Det var en “sleeper”, der først blev et hit i USA i 1961. Det blev den også igen i halvfjerdserne, da Rocky Sharpe and the Replays lavede en coverversion. Og sangen blev ved med at sætte sig spor i musikken. Blandt andet bliver den citeret af John Travolta i filmen Grease og i Barry Manns klassiker “Who put the Bomp (in The Bomp, Bomp, Bomp) fra 1961. Efter sin tid med The Edsels fortsatte George Jones i andre bands. I nekrologerne over manden kan man læse, at han aldrig rigtig troede på doo-wop-hittet Rama Lama Ding Dong. Men det er jo ikke første gang en musiker har taget fejl… Hvil i fred.
Før eller siden måtte det jo sket. At The Kinks også kom i boks. Som alle andre. Og så lige op til jul. Det er ikke helt fair over for en gammel fan. I følge Pitchfork Media indeholder boksen 6 cd’er med mere end 130 optagelser, der ud over gamle single- og albumklassikere omfatter sjældne demooptagelser, live-ditto og andet. Plus en fyldig booklet med informationer om gruppens historie. Ray Davies skulle have overvåget det hele, så det skal såmæn nok være interessant for tilhængere af The Kinks…
The Kinks – Tired of Waiting – playliste her: Læs mere »
Kim har været så sød at sende mig et link til Politiken, hvor der er et dugfrisk interview med Paul Mccartney om hans seneste pladeprojekt “Electric Arguments”, der er udkommet under pseudonymet Fireman. Paul svarer – som så ofte – beredvilligt og drager sammenligninger mellem Sgt. Pepper og Fireman-ideen. I øvrigt har Mccartney gjort Electric Arguments tilgængelig på Myspace, hvor man også kan forudbestille den nye plade, lytte til den og nedhente (i Europa!) singlen fra pladen.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
